Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2015-10-21 til 2015-10-27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.
Bortvist fra toget – Jernbanegade, Roskilde
2015-10-26 – Kl. 13.26 fik politiet en henvendelse fra en DSB-medarbejder, som havde problemer med en passager, som generede øvrige passagerer i toget ved Tureby på vej mod Roskilde. På Roskilde station fik politiet kontakt til en 23-årig mand fra Væggerløse, som blev bortvist fra toget. Den 23-årige viste sig i øvrigt at være efterlyst af Sydsjælland og Lolland-Falsters politi som forsvundet fra et hospital i Vordingborg, så politiet måtte ud på en længere køretur for at aflevere ham tilbage til hospitalet.
Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde.
2015-10-22 – Kl. 08.00 blev en 22-årig mand fra København fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Roskilde. Han sigtes for drabsforsøg i Køge. Pågældende er fængslet til den 12. november 2015.
Knivstikkeri – Roskilde.
2015-10-22 – Kl. 20.27 modtog politiet anmeldelse fra Nygade, hvor en mand var stukket med en kniv. Forurettede, en 46-årig mand fra Roskilde, blev kørt til behandling på sygehus. Han var stukket i benet med kniv. Politiet efterforskede sagen, og kl. 0200 blev en 27-årig mand fra Roskilde anholdt og sigtet i sagen.
Den 27-årige sidder fortsat i politiets varetægt, og det vurderes torsdag formiddag, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Sikkerhedslanding i lufthavnen – Lufthavnsvej, Roskilde
2015-10-26 – Kl. 12.03 fik politiet og redningsberedskabet via alarmcentralen en melding om en forestående sikkerhedslanding i lufthavnen. Et Cessna-propel-fly havde problemer med sit næsehjul, som ikke var slået ud. Det kommunale redningsberedskab, lufthavnens eget redningsberedskab, ambulancepersonale og politiet gjorde klar til sikkerhedslandingen, der skete kl. ca. 12.15 uden større dramatik. Piloten foretog en kontrolleret sikkerhedslanding, så der kun skete mindre skade på flyets underside samt på propellen. Den 48-årige mandlige pilot, der var alene i flyet, var sluppet uskadt fra landingen, men var dog noget rystet over oplevelsen. Havarikommissionen kom til lufthavnen og foretog i samarbejde med politiet undersøgelser for at finde ud af årsagen til flyets problemer. Politiet afventer nu redegørelsen fra havarikommissionen.
Spirituskørsel – Havdrup, Solrød.
2015-10-21 – Kl. 13.45 anholdt politiet en 63-årig mand fra Gadstrup, der kørte på knallert ad Skovvej. Pågældende var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve og løsladt efterfølgende.
Spirituskørsel – Havdrup, Solrød.
2015-10-26 – Kl. 17.45 blev en 60-årig kvinde fra Bandholm anholdt i forbindelse med kørsel på Roskildevej. Kvinden blev tilbageholdt af to borgere, der sikrede kvindens tilstedeværelse til politiet kom frem. Hun var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve og efterfølgende løsladt.
Tyveri fra lomme – Roskilde.
2015-10-27 – Kl. 12.07 anmeldte en 76-årig mand fra Roskilde, at han kl. 10.15 fik stjålet sin tegnebog i Aldi på Søndre Ringvej. Da han havde betalt for sine varer og var kommet ud af forretningen bemærkede han, at pungen var væk. Han havde bemærket en mand inde i forretningen, der havde stået tæt på ham., og han formodede, at det var denne mand, der først havde afluret pinkode og efterfølgende stjålet dankort. Pungen blev fundet ved forretningen, men dankortet manglede. Der var hævet 15.000 kr. på kortet.
Den formodede gerningsmand beskrives som 18-22 år, ikke etnisk dansker af udseende, muligt lidt rødligt hår.
Beskyt din kode, når du bruger kortet i en forretning eller automat. Hvis nogen står for tæt på, så bed dem om at gå lidt væk.
Uro – Roskilde.
2015-10-26 – En 25-årig mand fra Kirke-Hyllinge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han opførte sig provokerende blandt andet over for politiet. Det kostede en bøde.
Uro – Roskilde.
2015-10-26 – Kl. 02.37 var der uro på et diskotek i Hersegade. Politiet fik dæmpet gemytterne. Hvad der reelt var sket står noget hen i det uvisse. Ingen blev anholdt eller sigtet.
Uro Roskilde.
2015-10-26 – Kl. 04.50 blev en 23-årig mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han kort forinden havde opført sig voldeligt over for en dørmand på et værtshus på Hestetorvet. Den 23-årige blev løsladt senere på morgenen med en bøde på lommen.
Vold – Viby, Roskilde.
2015-10-26 – Kl. 23.30 fik politiet anmeldelse om vold på Søndergade i Viby, hvor to piger blev generet af en mand. Manden var meget nærgående, og en af pigerne ringede til hendes far, der kom til stedet. Faderen blev slået to gange i ansigtet af 21-årig mand fra Roskilde. Politiet anholdt den 21-årige. Den 21-årige blev efterfølgende tvangsindlagt på psyk. afdeling.
Indbrud i perioden
Egen, Svogerslev, Roskilde
Fiskergårdsvej, Gundsømagle, Roskilde
Hersegade, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde
Ravnshøjvej, Kornerup, Roskilde
Roskildevej, Benløse, Ringsted
Skomagergade, Roskilde
Stændertorvet, Roskilde
Svanevej, Gadstrup
Søndre Ringvej, Roskilde