Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/06/04 til 2021/06/15.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Overtrædelse af beredskabsloven – Spurvevej, Roskilde
Kl. 16.22 fik politiet en anmeldelse om brand i en garage. Brandvæsnet kunne fortælle, at garagen på stedet var overtændt, og beboeren – 36-årig mand – blev sigtet for at overtræde beredskabsloven. Manden havde forinden benyttet en ukrudtsbrænder uden at tage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Derfor var der gået ild i garagen. Han vil høre mere om sagen senere.
Uheld i hestevogn – Boserup Skov, Roskilde
Kl. 11.30 fik politiet et alarmopkald om, at en hestevogn i Boserup Skov var væltet, og at en kvinde i den forbindelse var kommet alvorligt til skade. Politiet kørte til stedet med flere patruljer og kunne på stedet konstatere, at fire hestevogne havde været på tur i skoven. Da en sti blev for smal, skulle den ene vogn vende, men her væltede vognen, og en 63-årig kvinde fra Ølsted var blevet kastet ud. I alt var tre personer kommet til skade, og flere ambulancer kom til stedet. Den 63-årige kvinde blev fløjet til Rigshospitalet, men hendes liv ikke stod til at redde. Politiet afspærrede området, mens undersøgelser med bl.a. en bilinspektør foregik på stedet. Politiet fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve af de involverede parter, som dog ikke viste tegn på indtagelse af alkohol.
Forsøg på tyveri af cykel – Trekroner Centervej, Roskilde
Kl. 19.09 ringede en borger for at anmelde, at to eller tre personer stod ved et cykelskur med en vinkelsliber, og deres adfærd pegede på, at de forsøgte at bryde cykellåse op. Politiet kørte til stedet og søgte efter personer, der kunne passe på det signalement, som anmelderen havde givet i telefonen. DSB indstillede togdriften for både at sikre, at personerne ikke undkørte fra stedet i tog, samt for at give plads til eftersøgning nær togskinnerne. Tre unge mænd – en 13-årig, en 14-årig og en 17-årig alle fra Roskilde – blev tilbageholdt af politiet som mistænkte for forsøg på cykeltyveri. De to drenge under den kriminelle lavalder blev løsladt uden sigtelse, mens den 17-årige fortsat er sigtet i sagen.
Røveri mod person i egen bolig – Gøderup, Roskilde – Lejre
Kl. 23.38 fik politiet et opkald fra en 49-årig mand. Manden havde haft uventet besøg af to personer, der kom ind via en ulåst dør og frarøvede manden kontanter, som var at finde på bopælen. Manden blev undersøgt på sygehuset for et slag til hovedet med et slagvåben, og men han blev udskrevet søndag morgen. Politiet efterforsker, om den forurettede kan have en relation til gerningsmændene, men det er endnu for tidligt at melde noget definitivt ud. På nuværende tidspunkt har politiet ikke flere kommentarer til efterforskningen, men hvis borgerne har oplysninger til sagen, hører politiet meget gerne om det. Det kan være oplysninger om biler, der er kørt gennem Gøderup om aftenen efter kl. 23, eller øvrige oplysninger, der kan være relevante. Kontakt politiet på 114.
Voldtægtsanmeldelse – Bredgade, Roskilde
Kl. 02.12 kørte politiet til en anmeldelse om voldtægt til en fest i Roskilde. En 41-årig kvinde fra Ugerløse anmeldte, at hun var blevet voldtaget, og politiet foretog undersøgelser af gerningsstedet, mens kvinden blev undersøgt på hospitalet. Politiet kørte ligeledes til en anden adresse i Roskilde, hvor en 53-årig mand blev anholdt og sigtet for forholdet. Manden blev undersøgt på hospitalet og blev efter afhøring løsladt. Han er fortsat sigtet, mens politiet efterforsker sagen.
Fredag til lørdag
Bil kortvarig førerløs – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 17.32 bemærkede en patrulje, at en bilist foretog en U-vending ind over en spærreflade, så patrulje ønskede derfor at tale med føreren af personbilen. Da patruljen fulgte efter bilen, bemærkede politiet, at føreren under kørslen bevægede sig om på bagsædet, og at passageren på forsædet efter ca. 20 meters kørsel uden fører bag rattet flyttede sig over på førersædet, så den nye fører kunne standse bilen. Den oprindelige fører var en 22-årig mand fra Dragør, som i forvejen var frakendt kørekortet, så han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven i forbindelse med hans kørsel i bilen. Den nye fører var en 20-årig mand fra København S, som havde kørekort, og som derfor lovligt kunne være fører af bilen. Der opstod ingen konkrete faresituationer i forbindelse med den kortvarige kørsel uden fører i bilen, men den strafferetlige vurdering af en sådan kørsel vurderes nu nærmere af politiet, inden den 22-årige sigtede hører nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.
DYT! Bakgearsuheld – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 13.12 skete et uheld i krydset i det kendte “Spritkryds” på Søndre Ringvej/Ringstedgade, som ligger tæt ved den gamle spritfabrik på Holbækvej. En 34-årig mand fra Lejre kørte fra Roskilde mod sydvest ad Ringstedgade, hvor han standsede for rødt i krydset. Han opdagede, at han var kørt for langt hen over vigelinjen, så han satte bilen i bakgear, for at komme tilbage på rette plads. Det må formodes, at han ikke fik orienteret sig bagud før, han satte i gang med at bakke. For bag ved holdt imidlertid en 68-årig kvindelig bilist fra Roskilde, som dyttede med bilens horn, for at undgå at den bakkende bil kørte ind i hendes bil Den 34-årige fortsatte dog det til trods kørslen baglæns, så han påkørte den 68-åriges bil. Ingen personer kom noget til ved uheldet, som skete ved lav fart, men der kom et par buler i bilerne. Politiet registrerede uheldet.
Mand fængslet efter knivstik – Borgediget, Roskilde
Lørdag blev en 24-årig mand med adresse i Ringsted Kommune varetægtsfængslet i en sag om knivstik, som fandt sted fredag aften omkring kl 01.29 på gaden ud for en adresse på Borgerdiget i Roskilde. Den 24-årige, som var i følgeskab med en 23-årig mand fra Roskilde, er mistænkt for at have stukket en 22-årig mand fra Slagelse og have snittet en 22-årig mand fra Roskilde i armen i forbindelse med, at der opstod tumult mellem parterne ved en spontan opstået uoverensstemmelse. De to forurettede i sagen blev behandlet på skadestuen, men deres skader var ikke kritiske. Den 23-årige mand fra Roskilde var kortvarigt anholdt i sagen, men blev løsladt uden at være blevet sigtet.
Den 24-årige mand blev ved grundlovsforhøret fremstillet som sigtet for grov vold og varetægtsfængslet til den 24. juni 2021.
Politiet søger vidner til episoden. Borgere som har bemærket tumult eller optrinnet forud for tumulten på Borgerdiget i Roskilde Centrum natten til lørdag omkring kl. 01.29, bedes politiet kontaktes på telefon 114.
Lørdag – søndag:
Bortvisning af unge – Sortebrødreplads, Roskilde
Kl. 19.52 fik politiet en anmeldelse om uro og larm fra et parkeringshus, hvor politiet senere traf seks unge mænd i alderen 16-19 år, der alle blev bortvist fra stedet. Ingen af dem blev sigtet for noget i anledning af deres adfærd.
Indbrud i Perioden
Stenløkke, Havdrup
Blågårdsstræde, Roskilde
Ny Østergade, Roskilde