Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/04/08 til 2021/04/20.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Udenlandske butikstyve- Roskilde
El-Giganten – Industrivej, Roskilde
Kl. 13.41 kørte en patrulje til El-Giganten i Roskilde, hvor to udlændinge, en mand og en kvinde var blevet tilbageholdt, da de havde stjålet varer. En medarbejder havde set manden sætte en popgrip-holder på sin mobiltelefon, og kvinden lagde barbergrej ned i en barnevogn. Da de to kom op til kassen betalte manden for et panserglas til en mobiltelefon, men parret betalte ikke for de øvrige varer. Personalet standsede parret, da de ville forlade forretningen.
Politiet traf parret, begge 32 år og fra Iran med adresse i Roskilde og Lejre, som blev sigtet for butikstyveri. Kvinden havde også en Redbull på sig, som hun ikke havde betalt for. Det samlede beløb af de stjålne varer løb op i 837 kr. De to blev afhørt, hvorefter de fik lov til at gå. De vil begge høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Rema1000 -Snoldelev Bygade, Gadstrup
Kl. 18.05 blev en patrulje sendt til supermarkedet Rema1000 i Snoldelev, hvor personalet havde tilbageholdt en 47-årig mand fra Rumænien, som havde stjålet bland selv slik for 42 kr. En butiksdetektiv bemærkede manden forlade butikken via kasselinjen uden at betale, så han standsede ham ved udgangen. Politiet sigtede og afhørte den 47-årige, som erkendte sagen og betalte for slikket. Den udenlandske mand havde en adresse i Danmark, og kan forvente at høre mere fra politiet når sagen skal afgøres.
Tricktyveri – Schmeltz Plads, Roskilde
Kl. 10.45 anmeldte en 74-årig kvinde fra Roskilde, at hun for en time siden på Schmeltz Plads havde fået stjålet sit dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til hævning af kontanter i en pengeautomat. Den 74-årige havde handlet flere steder i den centrale del af Roskilde og betalt kontaktløst med sit dankort. Først ved indkøb i et supermarked skulle hun i forbindelse med betalingen indtaste PIN-koden, hvorefter hun lagde dankortet i en jakkelommen. Da hun efter indkøb var ved at læsse varerne over i bilen, blev hun kontaktet af en fremmed mand, der på gebrokkent engelsk spurgte om vej til sygehuset. Han spurgte om det samme flere gange, ligesom han også begyndte at tale om taxikørsel. Under disse spørgsmål fik den 74-årige afledt sin opmærksomhed, så dankortet kunne blive stjålet fra jakkelommen. På vej væk fra parkeringspladsen opdagede den 74-årige, at dankortet var væk, og ledte efter det i nærområdet uden at finde det. Da hun kontaktede banken for at spærre dankortet, var kortet allerede blevet misbrugt til en kontanthævning i en pengeautomat. Den fremmede mand, der afledte hendes opmærksomhed, blev beskrevet som: Mand, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Talte: gebrokkent engelsk, Iført: camouflagebukser, sort jakke og grå sneakers. Politiet efterforsker nu sagen ud fra eventuel videoovervågning de steder, hvor den 74-årige har handlet, og ud fra eventuel overvågning ved pengeautomaten.
Husk af dække for indtastningen af PIN-koden på betalingskortet, som ikke er noget værd for en (trick)tyv, medmindre PIN-koden er blevet afluret ved indtastningen.
Færdselsuheld – Kong Valdemars Vej / Kongebakken, Roskilde
Kl. 14.42 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor en cyklist var impliceret, og modparten var kørt fra stedet ad Kong Valdemars Vej mod nord. Ifølge den 61-årige kvindelige cyklist fra Roskilde kørte hun samtidig med en stor og mørk bil ad Kongebakken mod vest frem mod krydset ved Kong Valdemars Vej. Kort før krydset kørte bilisten tættere på kantstenen i højre side, idet bilisten gav tegn til et højresving. Cyklisten havde i den forbindelse følt sig presset og måtte som følge heraf standse for at undgå påkørsel af bilisten. I forbindelse hermed mistede den 61-årige balancen og faldt uheldigt, så hun slog sin skulder. Hun blev i en ambulance kørt til skadestuen i Køge til undersøgelse og fornøden behandling for en mulig skade i skulderen. Bilisten i den store og mørke bil gav sig ikke til kende og har måske ikke bemærket uheldet. Cyklisten kunne ikke give yderligere oplysninger om køretøjet eller personer i det. Politiet har nu optaget rapport i et forsøg på at få identificeret bilisten, så dennes oplysninger omkring kørslen kan indgå i politiets vurdering af sagen ud fra et strafferetligt synspunkt.
Rambuktyveri hos møbelpolstrer – Københavnsvej, Roskilde
kl. 04.19 gik flere alarmer i en møbelpolstrervirksomhed på Københavnsvej i Roskilde. På overvågningen kunne ses to personer i butikken, som stjal møbler. Den ene mand var iført grå hættetrøje og sorte bukser, den anden var iført mørkt tøj.
En patrulje kørte hastigt til stedet, men da havde gerningsmændene forladt forretningen, og det lykkedes ikke at finde frem til dem. Gitteret ind til butikken var blevet påkørt af et stjålet køretøj, der var blevet brugt som rambuk. Fra forretningen var blevet stjålet fire lænestole.
Politiet efterforsker nu sagen om det grove indbrud hos møbelpolstreren. Vidner som har bemærket personer eller køretøjer omkring gerningsstedet på Københavnsvej 67 bedes kontakte politiet med oplysninger i sagen.
Fartglad bilist mistede bil og kørekort – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl. 20.06 foretog færdselspolitiets videobil en måling af en personbil, som kørte på Frederiksborgvej nord for Roskilde i sydlig retning. Bilisten blev målt til at køre med 173 km/t på en strækning, hvor det er tilladt at køre 80 km/t, så han blev blinket ind til siden.
Bag rattet sad en 24-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for at køre med en hastighedsoverskridelse på mere end 100%. Han blev samtidig gjort bekendt med, at politiet i den forbindelse ville beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation. Den 24-årige fik desuden inddraget sin førerret på stedet, så han ikke må køre bil mens sagen behandles. Den sigtede ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, som nu skal tage stilling til, om politiets indgreb var i orden. Han vil senere høre mere fra politiet i sagen som lægges op til en ubetinget frakendelse af førerretten og en klækkelig bøde. Det er de nye regler om konfiskation af køretøjer ved vanvidskørsel, der giver politiet mulighed for at beslaglægge bilen i sagen. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres i forbindelse med, at straffesagen afgøres.
Udlænding med ulovligt ophold taget i færdselskontrol – Møllehusvej/Holbækvej, Roskilde
Onsdag formiddag var flere betjente i krydset ved Møllehusvej/Holbækvej for at lave en færdselskontrol. I forbindelse med, at der er lavet forbud mod venstresving i krydset mod Holbækvej, har politiet haft fokus på T-krydset, hvor flere bilister trodser skiltningen.
Den første bil som blev vinket ind, havde ikke svinget til venstre i krydset, men blev standset rutinemæssigt. Bag rattet sad en udenlandsk mand i en dansk håndværkerbil, som fremviste et italiensk kørekort, som viste sig at være falsk. Politiet anholdt derfor føreren, for at få fastlagt hans identitet. Han blev taget med til politistationen, hvor det blev klarlagt, at der var tale om en 30-årig mand fra Afghanistan, som ikke lovligt kunne opholde sig i Danmark. Han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling som sigtet for ulovligt ophold og arbejde i Danmark, da han er mistænkt for at have udført arbejde for et dansk håndværkerfirma. Han blev desuden sigtet for dokumentfalsk ved at bruge det falske kørekort som legitimation og for kørsel uden førerret. Den 30-årig blev fængslet til den 6. maj 2021. Når straffesagen er afgjort vil sagen blive forelagt Udlændingestyrelsen, som tage stilling til om den 30-årige kan udvises af Danmark med et indrejseforbud. Politiet undersøger nu, om der er grundlag for at sigte den danske virksomhed i forbindelse med ansættelsen af den udenlandske mand.
Kontrollen i krydset foregik fra ca. kl. 09.00-10.30 og der blev i alt sigtet 9 bilister, som svingede til venstre trods forbuddet. Fire bilister brugte ikke sele og to anvendte i mobiltelefon under kørslen.
Den øgede trafik i krydset, som følge af test og vaccinationscentret ved Roskilde Hallen på Møllehusvej, giver anledning til trafikale udfordringer i krydset, når bilisterne ikke overholder venstresvingsforbuddet. Politiet vil derfor fortsat have fokus på krydset, og det er dyrt at overtræde reglerne. De bilister som ved kontrollen blev sigtet for at svinge til venstre vil i dag have en bøde på 1500 kr. i deres E-boks.
Tip førte narkohund på sporet af skunklaboratorium – Roskilde – Lejre
Onsdag omkring kl. 10.25 kørte en patrulje med en narkohund forbi en adresse i en mindre by sydøst for Roskilde i Lejre kommune, da politiet havde fået et tip om et muligt skunklaboratorium på stedet. Politiet traf ingen personer ved huset, men narkohunden fik hurtigt fært af narkotika via en udluftningskanal, så patruljen besluttede at undersøge stedet nærmere. Ejeren af ejendommen blev kontaktet og kom til stedet, og det viste sig at hundens næse havde haft ret. I huset var et skunklaboratorium med 76 skunkplanter og 500 gram færdigt produceret skunk. Politiet anholdt og sigtede stedets ejer, en 43-årig mand fra Roskilde, for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling.
Hashplanter og skunk blev beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse og senere konfiskation Planterne blev vejet og omregnet til at udgøre 2166 gram færdigt skunk produkt. Politiet beslaglagde desuden skunklaboratoriet i form af vækstlamper, ventilation, vandingssystem og gødning, som vil blive destrueret, når sagen er afgjort. Den 43-årige accepterede beslaglæggelserne.
Der var ikke grundlag for at fremstille den 43-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så han blev løsladt senere på dagen. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Brand på Lindegården – Boserupvej, Roskilde
Kl. 01.44 kørte politi og brandvæsen til brand på et værelse på bostedet Lindegården på Boserupvej i Roskilde. Personalet fik hurtigt evakueret alle beboerne i det hus, hvor branden var opstået. Der var røgudvikling på stedet og der blev sendt ambulancer frem, da der var behov for at nogle beboere og personale blev tilset for røgforgiftning. Fem blev kørt til undersøgelse på sygehuset, men der var ingen melding om alvorligt tilskadekomst.
Brandvæsnet fik slukket ilden, som var begrænset til et enkelt værelse, hvor sengen udbrændte. Beboeren på værelset havde selv opdaget branden og forsøgt at slukke den med et tæppe, men da det ikke lykkedes, blev der slået alarm.
Politiet undersøgte brandstedet, hvor det tydede på at ilden kunne være opstået omkring et stearinlys, men dette skal undersøges nærmere for at fastslå brandårsagen. Da branden var slukket og stedet luftet ud kunne størstedelen af beboerne vende tilbage til deres værelser.
Spirituskørsel – Fælledvej, Roskilde
Kl. 00.39 kørte en patrulje på Fælledvej, hvor de traf en personbil, der kørte mod nord. Billisten blev standset i en rutinekontrol, hvor det viste sig at den 28-årig mand fra Ølstykke bag rattet var spirituspåvirket over det tilladte. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 28-årige vil høre mere i sagen, når politiet får resultatet af blodprøven.
Færdselskontrol – Møllehusvej / Holbækvej, Roskilde
Færdselspolitiet fik en travl formiddag, da politiet mandag stillede sig op i krydset Møllehusvej – Holbækvej, hvor der er opsat både oplysningstavler og venstresving forbudt-færdselstavler i krydset, således at kørende ad Møllehusvej mod syd ikke må foretage et venstresving ad Holbækvej mod øst. Årsagen til forbuddet mod venstresvinget er af hensyn til trafikafviklingen fra Møllehusvej, hvor trafikmængden i øjeblikket er væsentligt forøget på grund af trafik til og fra vaccinationscentret.
Kontrollen af trafikken blev indledt kl. ca. 10.45, men måtte afbrydes efter blot ca. 40 minutter. Indtil da var i alt otte bilister blevet sigtet for at svinge til venstre trods forbuddet herom. Den næste bilist, der også trodsede venstresvingsforbuddet, var en 21-årig mand fra Kastrup, som derudover ikke kunne fremvise et kørekort til politiet. Førerretten var han nemlig i forvejen frakendt, og politiet fik også en mistanke om, at han var påvirket af narkotika under kørslen, så han blev sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve med henblik på nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. I forbindelse med visitationen fandt politiet ham i besiddelse af 0,26 gram kokain, så sigtelserne mod ham kom også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Både den 21-årige og de øvrige sigtede trafikanter kan alle forvente at høre nærmere fra politiet i nærmeste fremtid.
Politiet kan oplyse, at skiltningen – både oplysningstavler og selve forbudstavlerne – var blevet gennemgået af både politiets vejtekniske kontor og færdselspolitiet inden dagens razzia på stedet. I alt 11 sager blev det til i forbindelse med politiets kontrol i løbet af mandagen i krydset, og politiet vil også i fremtiden foretage kontroller på stedet, så trafikafviklingen især fra Møllehusvej til Holbækvej kan blive forbedret, så en lang trafikkø på Møllehusvej kan undgås.
Ved en hurtig gennemgang af aldersfordelingen på de sigtede bilister kan politiet oplyse, at langt de fleste sigtede trafikanter var i en aldersgruppe, som ikke i øjeblikket bliver tilbudt vaccination i forbindelse med corona-pandemien. De sigtede bilister var også en blanding af både lokale og personer med bopæl andre steder end Roskilde. Færdselspolitiet bemærkede også, at mange trafikanter fik andre hensigter og slog tegngivningen til venstre fra, da bilisterne opdagede politiet i vejkrydset.
Larm, våben og doping – Hf. Maglehøj, Roskilde
Kl. 01.15 fik politiet en anmeldelse om, at der var høj musik og mange personer som kom og gik fra et kolonihavehus, hvilket skabte stor uro i haveforeningen fredag nat. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf to mænd på 23 og 51 år fra Roskilde. Der var en kraftig lugt at hash fra huset, så betjentene ransagede adressen, som også blev gennemgået med narkohund. Ved ransagningen blev fundet ni pakker ulovlige dopingmidler og et ulovligt slagvåben – en såkaldt totenschlæger, som den 51-årige blev sigtet for at besidde. Der blev ikke fundet noget narko i forbindelse med ransagningen. De ulovlige genstande blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket han accepterede. Den 23-årige blev ikke sigtet for noget i forbindelse med sagen. Patruljerne forlod herefter stedet, men den 51-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen. Der kom ikke flere anmeldelser om uro fra haveforeningen denne nat.
Lørdag – søndag:
Indbrud i Perioden
Smakkevej, Jyllinge
Pernillevej, Jyllinge
Bovsager, Svogerslev, Roskilde
Hyrdehøj Bygade, Roskilde
Himmelev Bygade, Himmelev, Roskilde
Dunhammervej, Roskilde