Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/03/23 til 2021/04/06.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand på stjålet trailer – Broengen, Jyllinge – Roskilde
Kl. 06.23 lørdag morgen anmeldte en lokal borger, at der på en grusvej bag genbrugspladsen stod en trailer med affald, og at der var en mindre brand i affaldet på traileren. Både brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor brandvæsnet hurtigt fik slukket den mindre brand i affaldet. Heri fandt politiet efterfølgende en nummerplade, som var meldt stjålet hos Københavns Vestegns Politi i december 2020, og selve traileren viste sig at være meldt stjålet hos Nordsjællands Politi. Hvem der har hensat den stjålne trailer på stedet, er endnu uklart, men disse omstændigheder undersøges nu nærmere af politiet, der også forsøger at finde årsagen til branden i affaldet på traileren.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket usædvanlig aktivitet i området bag genbrugspladsen om at kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Motorcyklist uden kørekort forulykket – Holbækvej, Svogerslev, Roskilde
Kl. 15.14 ambulancepersonale og politiet ud til et solouheld, idet en motorcyklist var forulykket. Det viste sig, at en 22-årig mand fra Roskilde under kørsel i østlig retning havde måtte bremse hårdt for en forankørende trafikant, der ifølge vidner ikke kørte hurtigere end den tilladte hastighed på strækningen. Den 22-årige mistede herved kontrollen over motorcyklen og væltede, så han slog sin skulder. På skadestuen fik han konstateret et knoglebrud i skulderen som følge af uheldet, som han vil høre nærmere om fra politiets side. Den 22-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort til motorcykel og vil i den anledning høre nærmere fra politiet.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Havstensvej, Roskilde
Kl. 17.12 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen på vejen. Det viste sig, at en 38-årig mand fra Ørbæk under kørsel i en varebil i vestlig retning af ukendte årsager formentlig var kommet for langt over mod modsatte kørebanehalvdel. Det medførte, at han stødte sammen med en personbil ført af en 24-årig kvinde fra Roskilde som kørende i østlig retning ad Havstensvej. Politiet kunne konstatere, at den 38-årige var påvirket af spiritus, så han blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Ingen af de to parter kom til skade ved uheldet, som dog forårsagede mindre skader på de implicerede køretøjer.
Forsamling i Folkeparken – Roskilde
Kl. 19.42 modtog politiet et tip om, at der i Folkeparken var forsamlet en del personer, som også indtog alkohol, så der måske var tale om en festlig begivenhed i det offentlige rum. En patrulje kørte kort efter anmeldelsen til parkområdet, hvor patruljen kunne se, at flere personer fik meget travlt med at komme væk. Politiet kontrollerede i øvrigt parken, men fandt ikke grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af forsamlingsloftet på maks. 10 personer i forbindelse med ophold i parken.
Narkokørsel – Byvolden, Roskilde
Kl. 20.47 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Viby Sj. for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, hvis udstødning larmede lidt mere end normalt og derfor var årsag til, at politiet standsede personbilen med henblik på nærmere kontrol. En narkometertest indikerede, at den 34-årige var påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil således høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Narkokørsel – Køgevej, Roskilde
Kl. 21.49 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand uden fast bopæl i Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Genstridige hotelgæster – Algade, Roskilde
Kl. 15.10 anmeldte personalet på et hotel, at tre personer ikke ville forlade et værelse, selv om bookingen og betalingen for opholdet var overskredet. Personalet havde fem gange siden kl. ca. 11.00 bedt personer om at forlade stedet, men forgæves. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en 20-årig mand fra København NV, en 20-årig kvinde fra Ishøj og en 21-årig kvinde fra Greve. Politiet måtte også kraftigt bede de diskussionslystne unge om at forlade hotelværelset, men til sidst lykkedes det dog. Den 20-årige kvinde ønskede dog ikke helt at følge politiets anvisninger, så hun til sidst skubbede den ene politimand hårdt i brystet. Det medførte så indledningsvist en anholdelse og senere en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion. De to øvrige forlod stedet, og politiet transporterede den anholdte kvinde til afhøring på politistationen. Først på aftenen blev hun løsladt og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod hende skal afgøres. De to øvrige gæster på hotellet blev ikke sigtet for noget.
Røg i køkkenet – Bognæsvej, Herslev, Roskilde – Lejre
Kl. 14.50 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i et rækkehus i Herslev. Beboere og naboer kom alle ud selv inden redningen var fremme. Brandvæsnet fik slukket branden, som viste sig at være startet i en gryde i forbindelse med madlavning. En yngre kvinde blev kørt til skadestuen til tjek for røgforgiftning. Huset fik røg og sodskader, men der skete ikke større brandskade på bygingen. Der var ikke behov for nærmere undersøgelse af brandstedet.
Færdselsuheld – Ringstedgade/Rådmandshaven/Skovbogade, Roskilde
Kl. 11.06 var to personbiler stødt sammen i krydset Ringstedgade-Rådmandshaven-Skovbogade, så politiet blev tilkaldt. Det viste sig, at en 72-årig mand fra Skibby var kørt ad Skovbogade mod vest og videre ud på Ringstedgade, hvor han kørte ind i siden på en anden personbil ført af en 65-årig kvinde fra Roskilde. Hun kørte ad Ringstedgade mod syd på den strækning, hvor der i øjeblikket er vejarbejde. Ingen af de to parter kom selv til skade ved sammenstødet, men der opstod mindre skader på deres biler. Politiet kunne i forbindelse med uheldet konstatere, at den 72-åriges kørekort var udløbet i 2019, da han fyldte 70 år. Han havde imidlertid ikke fået fornyet sit kørekort, så politiet sigtede ham i forbindelse med uheldet for den forseelse. Politiet har desuden optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om en mulig overtrædelse af vigepligtsbestemmelserne for den 72-åriges vedkommende.
Mistænkelig taske vakte postyr – Stændertorvet, Roskilde
Kl. 12.43 fik politiet en anmeldelse om, at en taske, der var låst til en bænk på torvet, virkede mistænkeligt. Tasken fremstod som efterladt, og der var ikke en ejer til stede eller i nærheden. En patrulje kiggede også nærmere på tasken, men kunne ikke umiddelbart afgøre, hvorvidt der kunne være noget farligt i tasken. Politiet rekvirerede derfor nogle sprængstofhunde til at undersøge tasken nærmere, men kunne kort aflyse rekvisitionen. En 26-årig mand fra København Ø dukkede op og erklærede at være ejer af tasken, der blot indeholdt nogle personlige effekter. Han havde låst sin taske fast til bænken og en cykel, mens han havde klaret et ærinde i nærheden. Afspærringen i området blev straks ophævet, og der var ikke grundlag for at mistænke den 26-årige for at have foretaget sig noget ulovligt.
Færdselsuheld – Klosterengen, Roskilde
Kl. 15.12 var en cyklist og en bilist stødt sammen ved indkørslen til en tankstation, så ambulancepersonale og politiet kørte til uheldsstedet. En 65-årig mand fra Havdrup kørte i en personbil ad Klosterengen mod nordøst og foretog med lav hastighed svingning til højre ind på en tankstation. Under svingningen stødte han sammen med en 77-årig kvinde fra Roskilde, der kørte på cykelstien i samme retning, og som havde til hensigt at fortsætte ligeud. Den 77-årige blev i den tilkaldte ambulance kørt til undersøgelse på skadestuen, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Hendes cykel fik mindre skader, mens bilisten ikke fik nogen skader på sin bil. Politiet har optaget rapport om uheldet på en mistanke om overtrædelse af færdselsloven for bilistens vedkommende i forbindelse med uheldet.
Aktion mod social dumping – Roskilde / Holbæk
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog tirsdag formiddag sammen med Arbejdstilsynet tilsyn flere steder i en aktion mod social dumping og brug af udenlandsk arbejdskraft. I alt fem lokaliteter blev besøgt, men kun et enkelt sted fandt Arbejdstilsynet anledning til at udstede et påbud og i øvrigt vejlede om arbejdsmiljøet.
I Roskilde aflagde myndighederne først et besøg på en byggeplads i den centrale del af Roskilde by, hvor fem lettiske mænd i alderen 34-47 år blev truffet. Politiet fandt deres forhold i orden og havde således ikke grundlag for at foretage yderligere. Næste besøg var på en adresse i den sydøstlige del af Roskilde by, hvor et hus var under renovering, men her traf myndighederne ingen udenlandske personer og foretog sig således ikke videre.
Holbæk kommune var dernæst målet for de næste tre kontrolbesøg af politiet og Arbejdstilsynet. På en byggeplads i Vipperød traf myndighederne i alt otte rumænske mænd i alderen 26-57 år, men også de havde alle orden i deres arbejdsforhold. Efterfølgende fik to take-away-restauranter i den centrale del af Holbæk by et kontrolbesøg. På den ene restaurant traf myndighederne ikke nogen, mens der på den anden blev truffet i alt fire udlændinge. Der var tale om ejeren og tre kinesiske mænd i alderen 43-59 år, som var i færd med foretage forbedringer på restauranten. Politiet havde ingen indvendinger mod de udenlandske mænds ophold i Danmark, men Arbejdstilsynet udstedte et påbud og foretog i øvrigt vejledning omkring arbejdsmiljøet.
Indsatsen i Midt- og Vestsjællands politikreds var en del af en regional indsats mod social dumping på arbejdspladser, hvor udenlandsk arbejdskraft er involveret, således at overholdelse af reglerne, herunder arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge, inden for dette område kan blive kontrolleret af relevante myndigheder.
Indbrud i Perioden
Åvænget, Gadstrup
Fyrren, Svogerslev, Roskilde
Wiemosen, Roskilde
Lundetoften, Viby Sj.