Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/03/19 til 2021/03/30.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Narkokørsel – Byvolden, Roskilde
Kl. 20.47 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Viby Sj. for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, hvis udstødning larmede lidt mere end normalt og derfor var årsag til, at politiet standsede personbilen med henblik på nærmere kontrol. En narkometertest indikerede, at den 34-årige var påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil således høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Narkokørsel – Køgevej, Roskilde
Kl. 21.49 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand uden fast bopæl i Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Genstridige hotelgæster – Algade, Roskilde
Kl. 15.10 anmeldte personalet på et hotel, at tre personer ikke ville forlade et værelse, selv om bookingen og betalingen for opholdet var overskredet. Personalet havde fem gange siden kl. ca. 11.00 bedt personer om at forlade stedet, men forgæves. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en 20-årig mand fra København NV, en 20-årig kvinde fra Ishøj og en 21-årig kvinde fra Greve. Politiet måtte også kraftigt bede de diskussionslystne unge om at forlade hotelværelset, men til sidst lykkedes det dog. Den 20-årige kvinde ønskede dog ikke helt at følge politiets anvisninger, så hun til sidst skubbede den ene politimand hårdt i brystet. Det medførte så indledningsvist en anholdelse og senere en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion. De to øvrige forlod stedet, og politiet transporterede den anholdte kvinde til afhøring på politistationen. Først på aftenen blev hun løsladt og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod hende skal afgøres. De to øvrige gæster på hotellet blev ikke sigtet for noget.
Røg i køkkenet – Bognæsvej, Herslev, Roskilde – Lejre
Kl. 14.50 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i et rækkehus i Herslev. Beboere og naboer kom alle ud selv inden redningen var fremme. Brandvæsnet fik slukket branden, som viste sig at være startet i en gryde i forbindelse med madlavning. En yngre kvinde blev kørt til skadestuen til tjek for røgforgiftning. Huset fik røg og sodskader, men der skete ikke større brandskade på bygingen. Der var ikke behov for nærmere undersøgelse af brandstedet.
Færdselsuheld – Ringstedgade/Rådmandshaven/Skovbogade, Roskilde
Kl. 11.06 var to personbiler stødt sammen i krydset Ringstedgade-Rådmandshaven-Skovbogade, så politiet blev tilkaldt. Det viste sig, at en 72-årig mand fra Skibby var kørt ad Skovbogade mod vest og videre ud på Ringstedgade, hvor han kørte ind i siden på en anden personbil ført af en 65-årig kvinde fra Roskilde. Hun kørte ad Ringstedgade mod syd på den strækning, hvor der i øjeblikket er vejarbejde. Ingen af de to parter kom selv til skade ved sammenstødet, men der opstod mindre skader på deres biler. Politiet kunne i forbindelse med uheldet konstatere, at den 72-åriges kørekort var udløbet i 2019, da han fyldte 70 år. Han havde imidlertid ikke fået fornyet sit kørekort, så politiet sigtede ham i forbindelse med uheldet for den forseelse. Politiet har desuden optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om en mulig overtrædelse af vigepligtsbestemmelserne for den 72-åriges vedkommende.
Mistænkelig taske vakte postyr – Stændertorvet, Roskilde
Kl. 12.43 fik politiet en anmeldelse om, at en taske, der var låst til en bænk på torvet, virkede mistænkeligt. Tasken fremstod som efterladt, og der var ikke en ejer til stede eller i nærheden. En patrulje kiggede også nærmere på tasken, men kunne ikke umiddelbart afgøre, hvorvidt der kunne være noget farligt i tasken. Politiet rekvirerede derfor nogle sprængstofhunde til at undersøge tasken nærmere, men kunne kort aflyse rekvisitionen. En 26-årig mand fra København Ø dukkede op og erklærede at være ejer af tasken, der blot indeholdt nogle personlige effekter. Han havde låst sin taske fast til bænken og en cykel, mens han havde klaret et ærinde i nærheden. Afspærringen i området blev straks ophævet, og der var ikke grundlag for at mistænke den 26-årige for at have foretaget sig noget ulovligt.
Færdselsuheld – Klosterengen, Roskilde
Kl. 15.12 var en cyklist og en bilist stødt sammen ved indkørslen til en tankstation, så ambulancepersonale og politiet kørte til uheldsstedet. En 65-årig mand fra Havdrup kørte i en personbil ad Klosterengen mod nordøst og foretog med lav hastighed svingning til højre ind på en tankstation. Under svingningen stødte han sammen med en 77-årig kvinde fra Roskilde, der kørte på cykelstien i samme retning, og som havde til hensigt at fortsætte ligeud. Den 77-årige blev i den tilkaldte ambulance kørt til undersøgelse på skadestuen, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Hendes cykel fik mindre skader, mens bilisten ikke fik nogen skader på sin bil. Politiet har optaget rapport om uheldet på en mistanke om overtrædelse af færdselsloven for bilistens vedkommende i forbindelse med uheldet.
Aktion mod social dumping – Roskilde / Holbæk
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog tirsdag formiddag sammen med Arbejdstilsynet tilsyn flere steder i en aktion mod social dumping og brug af udenlandsk arbejdskraft. I alt fem lokaliteter blev besøgt, men kun et enkelt sted fandt Arbejdstilsynet anledning til at udstede et påbud og i øvrigt vejlede om arbejdsmiljøet.
I Roskilde aflagde myndighederne først et besøg på en byggeplads i den centrale del af Roskilde by, hvor fem lettiske mænd i alderen 34-47 år blev truffet. Politiet fandt deres forhold i orden og havde således ikke grundlag for at foretage yderligere. Næste besøg var på en adresse i den sydøstlige del af Roskilde by, hvor et hus var under renovering, men her traf myndighederne ingen udenlandske personer og foretog sig således ikke videre.
Holbæk kommune var dernæst målet for de næste tre kontrolbesøg af politiet og Arbejdstilsynet. På en byggeplads i Vipperød traf myndighederne i alt otte rumænske mænd i alderen 26-57 år, men også de havde alle orden i deres arbejdsforhold. Efterfølgende fik to take-away-restauranter i den centrale del af Holbæk by et kontrolbesøg. På den ene restaurant traf myndighederne ikke nogen, mens der på den anden blev truffet i alt fire udlændinge. Der var tale om ejeren og tre kinesiske mænd i alderen 43-59 år, som var i færd med foretage forbedringer på restauranten. Politiet havde ingen indvendinger mod de udenlandske mænds ophold i Danmark, men Arbejdstilsynet udstedte et påbud og foretog i øvrigt vejledning omkring arbejdsmiljøet.
Indsatsen i Midt- og Vestsjællands politikreds var en del af en regional indsats mod social dumping på arbejdspladser, hvor udenlandsk arbejdskraft er involveret, således at overholdelse af reglerne, herunder arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge, inden for dette område kan blive kontrolleret af relevante myndigheder.
Covid-19: Overtrædelse af lukkeregler og tilsyn – Roskilde
Hen over weekenden har politiet foretaget flere Covid-19 tilsyn i hele kredsen både i forhold til lukkeregler og forsamling. Foråret er på vej og politiets fokus flytter sig til de steder, hvor borgerne formodes at samle sig for at nyde solskinnet. Fra i dag mandag er forsamlingsloftet hævet fra 5 til 10 personer udendørs i det offentlige rum. Idræt, fritids og foreningsaktiviteter i organiseret regi er hævet fra 25 til 50 personer udendørs.
Lørdag formiddag kl. 10.46 fik politiet anmeldelse om, at skønhedsklinikken i Roskilde, som flere gange er sigtet for at holde åben nu igen havde skilte på gaden og kunder i forretningen. En patrulje kørte til klinikken, hvor de traf den kvindelige bestyrer i færd med at behandle en 38-årig kvindelig kunde. Kunden blev bortvist af patruljen og bestyreren formanet om at holde lukket. Bestyreren blev sigtet for at bryde coronareglerne om at holde lukket klinikken lukket for behandling af kunder.
Kl. 11.45 kørte en patrulje tilfældigt forbi skønhedsklinikken igen, og nu var forretningen igen åben med skilte på gaden. Betjentene gik ind i forretningen, hvor der i stolen sad den samme kunde, som blev truffet på stedet bare en time tidligere. Igen blev den kvindelige bestyrer sigtet for brud på coronalovgivningen, og kunde vist ud af forretningen igen.
Indehaveren blev senere sigtet for de to nye forhold. De nye sager vil blive behandlet og afgjort sammen med de tidligere sager mod skønhedsklinikken.
Søndag formiddag, fik politiet anmeldelse om, at der var mange personer samlet ved skaterbanen på Rampelyset i Roskilde i det gode vejr. Politiet lagde vejen forbi skaterbanen, hvor personerne holdt sig i mindre gruppe med god afstand imellem. Betjentene vejledte nogle borgere om at være opmærksomme på deres afstand til hinanden, men så ingen brud på reglerne om forsamling på stedet.
Fredag – lørdag
Spiritusbilist kørte med havariblink – Bøgeholmen, Roskilde
Kl. 19.25 bemærkede en borger, at en bilist kørte usikkert med havariblinket tændt på Bøgeholmen i Gundsømagle. Borgeren fik kontakt med bilisten, som virkede som om han var fuld, så politiet blev tilkaldt. En patrulje kørte til stedet, hvor en alkometertest bekræftede mistanken, så bilisten, en 62-årig mand fra Frederikssund blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt og vil senere høre mere i sagen.
Mand med luftgevær – Svogerslev Hovedgade, Svogerslev, Roskilde
Kl. 11.23 fik politiet anmeldelse om, at en mand gik rundt med et våben som lignede et luftgevær ved Svogerslev Kro og skabte utryghed i påvirket tilstand. Politiet kørte til Svogerslev, hvor de fik kontakt med en 32-årig mand fra Rumænien med adresse i Roskilde, der var påvirket af spiritus og i besiddelse af en luftgevær. Han blev anholdt uden dramatik og luftgeværet beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 32-årige blev sigtet for at overtræde ordensbekendelse og taget med til politistationen til afhøring. Han erkendte sagen og beklagede, at nogen var blevet skræmt. Den 32-årige blev herefter sat i detentionen til afrusning og løsladt senere på aftenen. Han kan forvente en bøde i sagen.
Indbrud i Perioden
Åvænget, Gadstrup
Jagtvej, Jyllinge
Åsbjergvænge, Gundsømagle, Roskilde
Lundetoften, Viby Sj.
Bodsbjerggårdsvej, Viby Sj.