Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/02/25 til 2021/03/09.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Solouheld – Ørsted Bygade, Havdrup – Roskilde

Kl. 20.32 skete et solouheld på Ørsted Bygade i Ørsted, Havdrup, da en 47-årig mand fra Fuglebjerg på grund af nedsat sigtbarhed i tågen påkørte et vejtræ. Han kørte i sydlig retning lige før Ørsted by, hvor han mistede herredømmet over sin bil og kørte frontalt ind i træet, så begge bilens airbags blev udløst. Den 47-årige kom ikke til skade, men bilen kunne ikke køre videre og måtte hentes af vejhjælp. En større gren på træet knækkede halvt af, som følge af påkørslen, hvilket politiet orienterede kommunen om. Politiet registrerede uheldet.

Skunklaboratorium afsløret – Herringløse, Roskilde

Kl. 20.20 kørte politiet til Herringløse efter et tip om, at nogen måske havde etableret et skunklaboratorium i området. Politiet kunne ved færden i området lugte sig frem til skunkproduktionen, ligesom politiet konstaterede, at vinduerne i en bygning var tildækkede, men med kraftigt lys indenfor. Politiet valgte at undersøge det pågældende sted nærmere og kunne konstatere, at nogen havde etableret et skunklaboratorium på stedet. Ved ransagning fandt politiet ud over materiellet til skunkproduktionen også 347 hashplanter samt ca. 2½ kg tørret marihuana. Udstyret til den ulovlige produktion, planterne samt marihuanaen blev beslaglagt som bevis i sagen og med henblik på senere konfiskation i forbindelse med en straffesag for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse til andre. Politiet fandt ikke umiddelbart nogen mistænkte på stedet, hvorfor sagen nu efterforskes for at finde frem til den eller de personer, der kan mistænkes for at have en rolle i skunkproduktionen.

COVID-19: Skønhedsklinik sigtet – Roskilde

Mandag kl. 11.50 kørte en patrulje forbi skønhedsklinikken i Roskilde, hvor en medarbejder og indehaveren flere gange er blevet sigtet for at overtræde restriktionerne om at holde lukket for at nedbringe smitte med Covid-19. Ved dagens tilsyn var det fjerde gang inden for en uge, at klinikken holdt åben trods lukkeforbuddet. Patruljen så skilte foran forretningen og traf indehaveren og medarbejderen, som var i gang med at ordne negle på en kunde. For 12. gang måtte politiet hive bødeblokken frem og sigte dem 34-årige mand og den 32-årige kvinde for at bryde reglerne. Anklagemyndigheden har samlet alle sagerne mod skønhedsklinikken, som nu vil blive sendt til retten til afgørelse med en på bødepåstand på et efterhånden ikke ubetydeligt sekscifret beløb, da hver sigtelse som udgangspunkt lyder på 10.000kr med mulighed for forhøjelse ved gentagelse.

Grundlovsforhør i narkosager – Roskilde og Køge

Politiet gjorde i går to større narkofund i Roskilde og i Køge, som i dag danner grundlag for to grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Roskilde

Politiet var mandag aften kl. 20.03 på en adresse i Roskilde by, da der var mistanke om, at der blev solgt narko på stedet. Patruljen traf tre personer i lejligheden, som bar præg af narkomisbrug. De blev gjort bekendt med, at politiet ville foretage ransagning efter narko. En 49-årig mand fra Roskilde, som var gæst på stedet, blev visiteret og fundet i besiddelse af en peberspray. Han blev sigtet for at overtræde våbenloven og bortvist fra lejligheden. De to tilstedeværende, en 51-årig kvinde og en 40-årig mand, blev og overværende ransagningen, hvor en narkohund blev indsat til at gennemgå stedet. I lejligheden blev fundet en pose med 63,97 gram amfetamin og en pose med 51,14 gram hash. Derudover fandt politiet remedier, som tydede på narkosalg og et firecifret kontantbeløb, som politiet mistænkte var udbytte fra narkosalg. Alle effekter blev beslaglagt til sagen. Manden og kvinden blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på narkosalg ifølge straffelovens regler, anholdt og taget med til stationen til afhøring. De vil i dag kl. 14.00 blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Is på bilrude gav bøde – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 04.38 standsede politiet en kassebil, som holdt ved en tankstation på Ringstedgade i Roskilde centrum. Føreren af bilen kunne dårligt se ud af ruderne på varebilen, for han havde ikke skrabet isen af i frostvejret. Patruljen sigtede den 24-årige mandlige fører fra Hedehusene for at overtræde reglerne i færdselslovens udstyrsbekendtgørelse, da det ikke var forsvarligt at køre i bilen, når han ikke havde frit udsyn gennem ruderne. Bilisten fik skrabet bilen fri for is inden han kunne køre videre – nu med en bøde i udsigt.

Skønhedsklinik sigtet to gange – Roskilde

Fredag kl. 12.06 og lørdag kl. 12.43 lagde politiets patrulje igen vejen forbi den skønhedsklinik i Roskilde, som trods restriktionerne om at holde lukket i forbindelse med Covid-19, gentagne gange har holdt åben. Politiet havde modtaget anmeldelse om, at klinikken holdt åben og konstaterede ved begge tilsyn, at der var kunder i forretningen. Indehaveren og medarbejderen blev begge dage sigtet for at overtræde reglerne om at holde lukket for at begrænse coronasmitten, og der er nu i alt 11 sigtelser mod virksomheden for at bryde reglerne.

Hurtig kørsel i bil uden førerret – bil beslaglagt – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 22.10 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 146 km/t over knap 1.700 meter på motorvejen i østlig retning ved Roskilde. Politiet kørte i en civil patruljebil og blev forinden overhalet af den hurtigkørende personbil, der blev ført af en 45-årig mand fra Skibby. Han havde ikke nogen førerret, idet han ikke havde generhvervet kørekortet efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet, så han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at det nu var syvende gang inden for blot de seneste to år, at den 45-årig blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Derfor beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation, men den beslutning var den 45-årige uenig i, således at politiet skal have en dommer til at kigge nærmere på, om politiet havde grundlag for at beslaglægge bilen. Den 45-årig vil således høre nærmere fra politiet, når aftenens overtrædelser skal pådømmes i retten, der også skal tage stilling til eventuel konfiskation af bilen.

Mand død i forbindelse med uheld – Trekroner Allé, Roskilde

Kl. 12.53 skete et uheld på Trekroner Allé Trekroner, Roskilde, da en 72-årig mand fra Roskilde formentlig på grund af et ildebefindende kørte over i den modsatte vognbane, hvor han stødte sammen med en modkørende bilist. Politi og redning kørte hastigt til stedet, hvor der blev iværksat livreddende førstehjælp til den 72-årige mand, der var livløs. Lægehelikopteren ankom til stedet for at behandle den 72-årige, men han blev erklæret død af lægen fra helikopteren.

Familien som befandt sig i den modkørende bil, et forældrepar i 30′;erne fra Frederiksberg med deres baby, blev kørt i ambulance til sygehuset, hvor de blev undersøgt. De slap heldigt fra uheldet uden alvorlige skader. Der skete store skader på bilerne, som udløst flere airbags ved sammenstødet.

Ulykken sket lidt vest for rundkørslen ved Trekroner Parkvej og politiet afspærrede vejen, som der foregik redning og undersøgelser på stedet. Busser blev omlagt i forbindelse med afspærringen. Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet og politiet optog rapport, der skal belyse omstændighederne omkring uheldet. De pårørende til den 72-årige er blevet underrettet.

Mand fundet død i Roskilde havn – Strandgade, Roskilde

Kl.10.13 blev en livløs mand fundet drivende i Roskilde havn af kajakroere, som ringede 112. Manden blev fundet ikke lang fra broen ved sejlklubben. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den livløse mand blev reddet i land og fik ydet førstehjælp, men hans liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset. Politiet fik klarlagt, at den afdøde var en 66-årig mand fra Roskilde. Undersøgelser viste, at han ikke netop var faldet i vandet, men at han havde ligget der flere timer. Der var intet mistænkeligt omkring den afdøde, og politiet anser dødsfaldet for en tragisk ulykke. De pårørende er underrettet.

COVID-19: Skønhedssalon igen sigtet for at holde åben – Roskilde

Kl. 13.00 fik politiet anmeldelse om, at den skønhedssalon i Roskilde by, som tidligere har holdt åben trods lukkereglerne om COVID-19, nu igen var i gang med at behandle en kunde og endnu en kunde ventede udenfor. En patrulje kørte til klinikken, hvor der var sat skilte op ude foran butikken og en ansat var i gang med at behandle en kunde. Politiet sigtede indehaveren og den ansatte, som kan forvente endnu en bøde i sagen, da det nu er niende gang virksomheden sigtes for at holde åbent trods restriktionerne om at holde lukket for at nedbringe risikoen for coronasmitte.

Butikstyve anholdt i bus – Rørmosen, Roskilde

Kl. 22.19 anmeldte en butiksdetektiv fra Fakta i Rørmosen, at en gruppe unge mænd havde stjålet diverse slik og energidrik fra butikken. De havde forladt butikken med flere bæreposer uden at betale for varerne, hvorefter de kort efter steg på en bus mod Roskilde Station. To butiksdetektiver fulgte efter de mistænkte, som blev truffet i en bus ved busterminalen på Roskilde station, hvor ialt syv unge mænd i alderen 16-19 år fra Høje-Taastrup blev tilbageholdt af detektiverne. En patrulje kørte til stationen, hvor alle de mistænkte blev sigtet for butikstyveri i forening for i alt 1767 kr. Politiet afhørte de sigtede til sagen, som de fleste nægtede kendskab til. Efter afhøringen fik de unge lov til at gå, men politiet orienterede de mindre åriges værger og de sociale myndigheder om sagen. De sigtede kan alle forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Narkokørsel med kokain og kniv i bilen – Kristiansminde, Roskilde

Kl. 19.57 blev en bilist standset i en rutinekontrol på Kristiansminde i Roskilde. Føreren, en 21-årig mand fra Vallensbæk, viste sig at være påvirket af kokain, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Med i bilen som passager var en 21-årig mand fra Brøndby Strand. Patruljen visiterede de to mænd og ransagede bilen, hvor der blev fundet fem små poser, en større pose med kokain og en ulovlig springkniv. Kokainen blev senere kontrolvejet til i alt 12,6 gram.

Begge mænd blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg, anholdt og taget med til stationen til afhøring. Den 21-årige passager erkendte ejerskabet af springkniven, som han blev sigtet for at besidde. I bilen fandt politiet også et firecifret kontantbeløb, som politiet mistænkte var indtægt fra narkosalg. Pengene blev beslaglagt til sagen, hvilket de sigtede protesterede over. En narkohundepatrulje ransagede de to mænds adresser på Vestegnen, men der blev ikke fundet yderligere ulovligt her. Også ransagningerne ønskede de to sigtede forelagt retten, som nu skal se på, om politiets grundlag for indgrebene var i orden.

Efter endt afhøring og sagsbehandling blev sagen vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de to mænd i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De anholdte blev derfor begge løsladt ud på natten, men er fortsat begge sigtet og kan forvente at høre mere i sagerne.

Narkokørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 17.37 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket i en personbil ad Køgevej ved Søndermarksvej. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af både kokain og amfetamin under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Butikstyveri – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 18.44 fik politiet en anmeldelse fra personalet på en tankstation om, at to mænd havde røvet nogle pakker cigaretter og efterfølgende var flygtet fra stedet til fods i sydlig retning. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, blev sendt både til tankstationen og til området for at lede efter de to mistænkte, som dog ikke havde begået et røveri, men stjålet flere pakker cigaretter og var stukket af uden at betale. Hundepatruljen gik spor på flugtruten og kunne konstatere, at flugten var taget i sydlig retning gennem nogle haver til Gammel Landevej, hvor sporet efter de mistænkte forsvandt. Ud fra overvågningskameraer på tankstationen kunne politiet få fremskaffet følgende signalement af de to mænd: A: mand, 170-175 cm høj, iført sort halsedisse, sort hættetrøje med hvide striber på ærmerne, sort bukser med hvide striber, sorte handsker og sorte sko; og B: mand, 170-175 cm høj, krøllet hår, iført sort halsedisse, grå trøje, sort jakke, sorte bukser og sorte sko. Trods intensiv søgning i området fandt politiet ikke frem til de to mistænkte, der stjal cigaretter til en værdi af ca. 465 kr.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte havde set de to mænd på flugtruten, eller som har oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.05 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt.

Hurtig bilist var narkopåvirket – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 20.30 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 168 km/t over en strækning på knap syv kilometer ad Holbækmotorvejen ved Roskilde, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 110 km/t. Personbilen blev ført af en 18-årig mand fra København S, som indledningsvist blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Derudover deltog han i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af både kokain og cannabis under kørslen. Den 18-årige blev derfor også sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil nu høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Anholdelse – To anmeldelser om blufærdighedskrænkelse – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 23.30 anmeldte en 34-årig kvinde fra Næstved, at hun under ophold på Roskilde stationen havde bemærket en mand færdes rundt på de forskellige perroner. Manden havde en lidt underlig adfærd og havde indledningsvist lavet en “kyssemund” mod anmelderen, der senere på afstand på en anden perron så manden foretage åbenlyse onanibevægelser med blottet underliv. Anmelderen havde forladt stationen, da hun anmeldte krænkelsen, der var foregået ca. 30 minutter tidligere.
Kl. 00.14 anmeldte en 45-årig kvinde fra Slagelse, at hun omkring midnat havde set en fremmed mand åbenlyst onanere foran hende under hendes ophold på togstationen. Hun havde søgt tilflugt hos en taxachauffør, men var taget med toget væk fra Roskilde.
Politiet kunne kort efter med baggrund i de to anmelderes signalementer foretage anholdelse af en 45-årig, lettere spirituspåvirket mand fra Bulgarien. Han blev bragt til Roskilde politistation til indledningsvis afrusning, inden han tirsdag formiddag med assistance fra en tolk skal sigtes for de to tilfælde af blufærdighedskrænkelse og afhøres til sagen. Politiet og anklagemyndigheden vil derefter vurdere sagen for at kunne afgøre, hvad der videre skal ske med den anholdte, udenlandske mand.

Udlænding med falsk id udvist – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 09.55 standsede politiets indsatsleder en varebil på Ringstedvej i en rutinekontrol. I bilen traf politiet en 32-årig mand fra Vanløse og bag rattet en udenlandsk mand, som fremviste et rumænsk kørekort tilhørende en 46-årig mand. Manden med det rumænske kørekort havde et indrejseforbud i Danmark, så han blev anholdt og taget med til stationen. Ved tjek af mandens fingeraftryk fandt politiet frem til, at den anholdte havde oplyst falsk identitet. Politiet fandt frem til, at den anholdte i virkeligheden var en 47-årig mand fra Marokko. Han blev sigtet for dokumentfalsk, idet det rumænske kørekort ikke var ægte. Derudover blev han sigtet for ulovligt ophold i Danmark.Han blev lørdag fremstillet ved Retten i Holbæk, hvor han blev idømt en straksdom på 60 dages fængsel og fik et indrejseforbud i Danmark i fire år. Den 47-årige vil blive udvist af Danmark, når han har afsonet sin dom.

Narko og våbenfund – Roskilde

Fredag eftermiddag var politiets narkohundepatrulje i den vestlige del af Roskilde, hvor de traf en personbil, som de standsede i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 54-årige mand fra Roskilde, som politiet skønnede var narkopåvirket. Patruljen lod narkohunden snuse til bilen, og den fandt hurtigt frem til 21 salgsklumper hash og 13 pølsemandsposer med amfetamin. I bilen blev i alt fundet 34 gram hash og 17 gram amfetamin. Den 54-årige blev testet med narkometeret, som viste et negativt resultatet. Han blev anholdt og sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Narkohundepatruljen kørte til den sigtedes adresse, hvor der blev fundet en pistol med skarpe patroner og yderligere 81 gram amfetamin, 1270 gram hash og 87 gram marihuana. Narko og pistol blev beslaglagt til sagen, og den 54-årige taget med til stationen til afhøring. Politiet mistænker, at den sigtede forud for anholdelsen har solgt en større mængde amfetamin og hash. Den 54-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling, som sigtet for narkoslag efter straffelovens regler. Retten fængslede ham til den 25. marts 2021. Retsmødet foregik for lukkede døre, så politiet kan ikke oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Østre Ringvej / Københavnsvej, Roskilde

Kl. 03.32 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Østre Ringvej / Københavnsvej, hvor en bilist var blevet påkørt af en bilist, som havde fortsat sin kørsel ad Østre Ringvej i sydlig retning. Politiet kørte hastigt til området og fandt en bilist forulykket ca. 75 meter nord for en rundkørsel på Østre Ringvej, idet bilisten var kørt op over en kantsten og havde ramt en lygtepæl. Føreren af denne personbil var en 49-årig mand fra Kirke-Såby, som var påvirket af spiritus. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt til sagen.

En 27-årig mand fra Roskilde kunne oplyse, at han kort forinden i sin personbil var standset for rødt lys på Østre Ringvej ved Københavnsvej, da den 49-årige bilist var kommet bagfra og havde ramt hans bil. Den 49-årige var efterfølgende fortsat videre ad Østre Ringvej mod syd, indtil han forulykkede. Ingen af parterne var kommet til skade uheldene, og den 49-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet inddrog førerretten fra den 49-årige, der således ikke længere må være fører af køretøjer, der kræver et kørekort. Han kan nu afvente analyseresultatet af blodprøven, før politiet tager stilling til, hvordan sagerne skal afgøres.

Søndag – mandag

Livløs mand fundet i Roskilde Fjord – Havnevej, Roskilde

Kl. 08.00 fandt to havnegæster en livløs mand i havnebassinet i Roskilde lystbådehavn og ringede 112. Anmelderen havde set en rygsæk flyde i havnen og undersøgte det nærmere for se, om der var en person i vandet. Her så han den livløse mand og slog alarm. Politi og redning kom hurtigt frem til stedet, hvor den livløse mand blev reddet op af havnen, og der blev iværksat førstehjælp. Manden blev kørt i ambulance med politieskorte til sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død af en læge på hospitalet. Politiet fik fastlagt manden identitet til at være en 68-årig mand fra Roskilde. Politiets undersøgelser viste ingen tegn på, at den afdøde havde været udsat for en forbrydelse, men anser dødsfaldet som en tragisk ulykke. De pårørende er underrettet.

Mand faldt igennem isen på en sø – Ved Ringen, Roskilde

Kl. 12.22 kom et alarmopkald fra Roskilde Ring, hvor en 50-årig mand var faldet igennem den tynde is på den lille sø i parken. Manden havde sammen med sin kæreste benyttet parkens frisbeebane, men frisbeen var røget ud i søen, hvor den lå på isen. Den 50-årige mand fra Helsingør gik, trods advarsler fra flere tilstedeværende, ud på den tynde is, hvor han gik igennem isen. Den 50-årig røg i vand til halsen og kunne ikke komme op ved egen hjælp – heller ikke ved hjælp fra den redningskrans, som blev kastet ud til ham. Han holdt sig dog sit hoved oven vande i den iskolde sø, indtil redningsberedskabet nåede frem og fik dykkere ud efter manden. En ambulance holdt klar til at tilse den forkomne mand, som heldigvis var sluppet fra episoden med forskrækkelsen.

Politiet sigtede den 50-årige for at overtræde ordensbekendtgørelsen ved at bringe sig selv i fare, da isen åbenlyst ikke var tyk nok til at bære. Halvdelen af søen var optøet og isen var kun få cm tyk. Den 50-årige er heldig at han slap med livet i behold, men han kan forvente at få en bøde i sagen.

Påtale om mundbind førte til tumult – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 15.24 fik politiet en anmeldelse om, at der var opstået tumult imellem to kunder i supermarkedet Netto på Københavnsvej i Roskilde. En patrulje kørte til forretningen, hvor de to mænd nu var faldet til ro og kunne afhøres af politiet. Det viste sig at der opstod en uenighed i køen, hvor en 58-årig mand fra Roskilde havde påtalt over for en kunde bagved, at han ikke anvendte mundbind, hvorefter der opstod tumult imellem de to mænd. Manden som ikke anvendte mundbind, en 32-årig mand fra Greve, var fritaget for brug af mundbind. Politiet sigtede den 58-årige mand for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da patruljen ud fra sagens omstændigheder fandt, at det var ham som havde været ophavsmand til tumulten. Ingen personer kom noget til ved episoden. Den 58-årige kan forvente en bøde i sagen.

Håndgranat fundet i skoven – Boserupvej, Roskilde

Kl. 15.28 fik politiets vagtcentral en anmeldelse fra en politimand, som i sin fritid havde fundet en gammel håndgranat i Boserup skov. Politiet sendte et foto af håndgranaten til forsvarets sprængstofseksperter hos EOD, som oplyste at der var tale om en ældre håndgranat M23, hvor der potentielt kunne være sprængstof i. Politimanden på stedet sørgede for, at igen personer kom i nærheden af granaten indtil en patrulje og EOD kom frem og fik påvist håndgranaten. EOD valgte at bortspringe håndgranaten på stedet, da det kunne være farligt at flytte den. Politiet afspærrede derfor et større område omkring findestedet. Omkring kl. 19.00 var håndgranaten bortsprængt og afspærringen kunne ophæves.

Indbrud i Perioden

Industrivej, Roskilde
Tårnvang, Roskilde