Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/11/06 til 2020/11/17.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Flere indbrud i supermarked/tankstation – Jyllinge/Gadstrup – Roskilde og Bjæverskov – Køge
kl. 02.17 blev et lager opbrudt til Supermarkedet Rema1000 i Jyllinge, hvor fire maskerede personer skaffede sig adgang til lageret. Der blev umiddelbart kun stjålet to flasker flydende vaskemiddel fra stedet. Der er overvågning på stedet, som politiet nu skal gennemgå i forhold til signalement af gerningsmændene. De kørte fra stedet i en mørk personbil.
Kl. 03.43 var der indbrud i Circle K tankstationen i Bjæverskov, hvor døren til et kontor og et cigaretskab blev opbrudt, og der blev stjålet cigaretter. En anmelder så indbruddet og ringede 112, så en patrulje blev hastigt sendt til stedet, men nåede ikke frem før tyvene havde forladt stedet. En røgkanon blev aktiveret på stedet i forbindelse med indbruddet. To personer blev set i forbindelse med indbruddet. De beskrives som:
A: Mand, 185-195 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Yderligere kendetegn: Stor og bred, Talte: Dansk, Iført: Sort elefanthue, sort tøj
B: Mand, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Elefanthue, Medbragte: Trækvogn med en hvid sæk.
De kørte fra stedet i en mørk personbil sedan i retning mod Bjæverskovvej.
Kl. 04.06 skete et indbrud i Daglig Brugsen i Gadstrup, hvor fire personer iført dragter og elefanthuer brød døren op og skaffede sig adgang til butikken. På overvågningen kunne ses at mændene medbragte vinkelsliber og en big bag men der blev ikke fundet tegn på, at cigaretskabet i denne butik var forsøgt opbrudt. Mændene var kørende i en mørk personbil med stjålne nummerplader på.
Politiet efterforsker nu indbruddene, for at klarlægge om der er sammenhæng i sagerne. Vidner som har bemærket personer eller køretøjer i forbindelse med de tre indbrud bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Indbrud i villa – Kratvænget, Havdrup – Solrød
Kl. 12.50 fik politiet en anmeldelse om et indbrud i en villa, idet en rude var blevet knust for at skaffe sig adgang i et tidsrum fra kl. ca. 08.15 og indtil anmeldelsestidspunktet, hvor beboeren kom hjem. Villaen var blevet gennemrodet, og fra stedet var der stjålet bl.a. spiritus, krystalglas, sølvtøj, håndklæder og flere kufferter, hvoraf en var blå. Politiet kørte til stedet for at undersøge villaen for tekniske spor efter indbruddet, som to mænd måske kan mistænkes for. Et opmærksomt vidne så to mænd gå ad Kratvænget og videre ad Kildebrogårdsvej, hvor mændene forsvandt.
De to mænd blev beskrevet som:
A: Mand, mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Iført: Sort hættetrøje og cowboybukser, Medbragte: En blå kuffert
B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Iført: Sort hættetrøje og cowboybukser.
Politiet fandt ikke de to mistænkte mænd og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser. Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd i området, herunder måske også på Sivvænget, Havdrup, hvor der i tidsrummet kl. 10.15-12.20 også var blevet begået et indbrud. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Grundlovsforhør – Vold / trusler mv. – Bakkesvinget, Roskilde
Kl. 09.23 kørte patruljer til 10. klasse-centret Roskilde på grund af en anmeldelse om, at en elev var blevet slået af en tidligere elev, som var ankommet til stedet. Ved politiets ankomst til stedet få minutter senere blev den tidligere elev tilbageholdt og holdt fast af skolens personale, som overdrog ham til politiet. Der var tale om en 17-årig ung mand fra Roskilde, der blev anholdt. En 16-årig dreng fra Roskilde var elev og blev i et undervisningslokale opsøgt af den 17-årige, som mente at have et privat udestående med ham. Med et medbragt bat slog den 17-årige den 16-årige i hovedet i undervisningslokalet, hvor også andre elever var til stede, hvorefter tililende, herunder lærere, forsøgte at få den 17-årige gennet ud. I forbindelse hermed fremviste han en medbragt kniv og truede dem på livet verbalt. Det lykkedes den 17-årige at flygte til en anden etage på skolen, inden han blev overmandet og tilbageholdt indtil politiets ankomst. Den 16-årige pådrog sig en flænge i hovedet som følge af slaget og fik efterfølgende den fornødne behandling af det tilkaldte ambulancepersonale og på skadestuen. De øvrige involverede slap uden fysiske skader. Den anholdte 17-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde og sigtet for grov vold, trusler på livet og knivloven, efter at de sociale myndigheder var blevet tilkaldt for at overvære afhøringen af ham. Den 17-årige forblev efterfølgende i politiets varetægt, idet han tirsdag kl. 09.15 vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling. Den 17-årige er i forvejen sigtet for endnu en sag om trusler på livet over for nogle fodboldspillere, som han i starten af oktober måned truede på livet med en pistollignede genstand ved en sportsplads i Vipperød (Holbæk kommune).
Politiet vil i øvrigt i dag tirsdag i samarbejde med ledelsen på 10. klassecentret Roskilde møde op i den berørte skoleklasse i et tryghedsskabende øjemed for at tale med de berørte elever og læreren om den måske lidt voldsomme oplevelse, de blev vidne til mandag formiddag.
Spirituskørsel – Lindenborgvej, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 01.10 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Rumænien for spirituskørsel i en svensk registreret bil. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev i forbindelse med løsladelsen bedt om at møde op på Roskilde politistation tirsdag eftermiddag, så han kan blive gjort bekendt med analyseresultatet og få sagen afgjort. Politiet har sikret sig den sigtedes bil og ombyttet hans kørekort, indtil sagen kan blive afgjort.
Røg og gnister fra elskab – Sønderlundsvej, Roskilde
Kl. 15.35 kiggede både brandvæsnet og politiet nærmere på et elskab, idet der var kommet en anmeldelse om både røg og gnister fra elskabet. Der var ikke behov for indsats fra brandvæsnet og politiet ud over at underrette elselskabet, der ville komme til stedet og kigge elskabet nærmere efter.
Højresvingsuheld med knallert – Københavnsvej/Ny Østergade, Roskilde
Kl. 14.18 skete et uheld, da en bilist foretog et højresving, men i den forbindelse overså en knallert, der skulle lige ud i krydset. Bilen blev ført af en 20-årig kvinde fra Roskilde ad Københavnsvej mod øst, hvor hun skulle svinge til højre ad Ny Østergade. I samme retning kørte en 16-årig ung mand fra Roskilde på knallert, der skulle lige ud ad Københavnsvej. Knallertføreren bremsede kraftigt op, da han så den svingende bil. De to køretøjer stødte ikke sammen, men den 16-årige væltede på knallerten og slog sig. Den 16-årig blev tilset i ambulance, men slap heldigt fra uheldet. Han havde hjelm på under kørslen, og slap fra styrtet med småskrammer. Patruljen skrev rapport om uheldet, og bilisten kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Part og vidner søges stadig til uheld med væltet knallert – Københavnsvej, Roskilde
Torsdag i sidste uge skrev vi denne historie på døgnrapporten. Politiet har desværre ikke fået nogen henvendelser fra borgerne i sagen, men håber stadig på at finde frem til bilisten, og de to vidner til uheldet.
Kl. 17.24 fik politiet anmeldelse om, at en 17-årig ung mand fra Roskilde, havde været indblandet i et færdselsuheld på knallert, hvor en bilist efterfølgende var kørt fra stedet. Uheldet skete omkring kl. 14.45, da den 17-årige kørte på cykelstien på Københavnsvej mod vest på en lille knallert. Ud fra indkørslen ved Shelltanken på Københavnsvej 13 kørte en bil frem for sin ubetingede vigepligt og bremsede op på cykelstien, så den 17-årige knallertfører stødte ind i bilens hjul og styrtede. Den 17-årige fik knallerten over sit ben og fik skader på knallerten. Knallertføreren talte kort med kvinden, som spurgte ham om han var ok. Der kom flere personer til stedet, blandt andet en ældre kvinde, som påtalte over for den 17-årige, at han kørte på cykelstien. Den 17-årige tilkendegav, at der var tale om en lille knallert, som skal køre på cykelstien, hvilket en mand på stedet støttede den 17-årige i. Den 17-årige var chokeret og havde slået sit ben ved uheldet, så han kørte fra stedet uden at udveksle kontaktoplysninger med den kvindelige bilist. Knallertføreren blev tilset på skadestuen, men slap fra uheldet med knubs.
Politiet vil gerne i kontakt med den kvindelige bilist, som var indblandet i uheldet, for at få hendes forklaring til sagen. Derudover vil politiet meget gerne tale med den ældre kvinde og manden, som kom hen til parterne efter uheldet. De kan være vidner, som kan være med til belyse omstændighederne omkring uheldet.
Føreren af bilen beskrives som:
Kvinde, ca. 35 år, almindelig af bygning, lysebrun i huden, muligvis solbrændt. Med i bilen havde hun to mindre børn. Hun var kørende i en sort stationcar af ældre model.
Vidner som overværede uheldet ved udkørslen fra Shell/Dominos Pizza, der skete torsdag omkring kl. 14.45-15.00 eller borgere, som i øvrigt har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Færdselsuheld spærrede motorvejen – Holbækmotorvejen øst, Roskilde
Kl. 17.03 skete et sammenstød på Holbækmotorvejen mod øst ved afkørsel 9, som skabte en kædereaktion af uheld, da en bil med trailer kom i slinger og stødte sammen med en anden bil. Bilen med traileren stødte som følge af uheldet sammen med en forankørende bil, som kørte ind i autoværnet. De tre bilister slap alle heldigt fra uheldet, men bilerne fik skader og standsede midt på motorvejen, som blev helt blokeret. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor motorvejen blev spærret og trafikken ledt af ved afkørsel 10. Føreren af bilen med traileren, en 28-årig mand fra Roskilde var påvirket af hash, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt med ambulance til tjek og en blodprøveudtagelse. En vognbane kunne åbnes omkring kl. 17.46, og et kvarter senere var det muligt at åbne endnu en vognbane. Først omkring kl. 18.17 blev hele motorvejen genåbnet. Den 28-årige havde ikke brug for behandling og blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Han kan forvente at høre mere i sagen, når svaret på blodprøven kommer.
Grundlovsforhør i sag om narkosalg – Krogkær/Hyrdehøj Bygade, Roskilde
Kl. 01.52 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinekontrol ved rundkørslen ved Hyrdehøj Bygade. Føreren, en 25-årig mand uden fast bopæl, var påvirket af narkotika og var desuden frakendt førerretten. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Politiet fandt i den 25-årige i besiddelse af 101,75 gram amfetamin, som han blev sigtet for at besidde med henblik på videresalg. Politiet ransagede efterfølgende den 25-åriges opholdsadresse i Roskilde, hvor der blev fundet 81 gram hash og 5 gram amfetamin, som en 37-årig kvinde fra Roskilde blev sigte for at besidde. Narkoen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den 25-årige, som tidligere er straffet for narkobesiddelse, bliver fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling ved Retten i Roskilde kl. 11.30, som sigtet for at overtræde straffelovens regler om narkobesiddelse med henblik på videreoverdragelse. Den 37-årige kvinde vil høre mere i sin sag senere, når sagen skal afgøres.
Brand i skurvogn – Herslev Bygade, Herslev, Roskilde – Lejre
Kl. 18.44 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af melding om ildebrand i en skurvogn. Det viste sig, at der var tale om en skurvogn til beboelse, og alle var kommet ud. Brandvæsnet fik skaffet sig adgang til den røgfyldte vogn og kunne konstatere, at der ikke havde været egentlig brand i skurvognen. Mad på en bradepande var blevet opvarmet lidt rigeligt, så maden var blevet forkullet og derved havde afgivet kraftig røg. Ingen kom til skade ved “branden”, hvor politiet ikke foretog sig yderligere.
Overtrædelse af COVID-19-regler / musik til ulempe – Universitetsvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 23.15 fik politiet en anmeldelse om høj musik til ulempe for de omkringboende fra en gruppe af mennesker, der var forsamlet på et udendørsareal tæt ved universitetet. Anmelderen var også bekymret for, om flere personer end tilladt var forsamlet på stedet tilsyneladende i forbindelse med en fest. En patrulje kørte til området for at kigge nærmere på forholdene og kunne på afstand konstatere, at ca. 25 personer var forsamlet på stedet. Da de tilstedeværende fik øje på politiet, stak de fleste af fra stedet i alle retninger, men det lykkedes politiet at få tilbageholdt tre unge på 15 år fra Roskilde og tre unge mænd på 17 år fra hhv. Roskilde og Hedehusene. De blev alle sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forhold til gruppens oprindelige størrelse. Efterfølgende underrettede politiet både de respektive sociale myndigheder i de to berørte kommune samt de unges forældre om sigtelsen mod dem. Senere vil de alle modtage en afgørelse fra politiet om overtrædelsen af forsamlingsforbuddet i anledning af de nu gældende COVID-19-regler.
Uro i toget – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 11.13 kørte politiet frem til togstationen i Roskilde, hvor et tog mod København netop var ankommet med en højrøstet og truende mand. Politiet fik ham identificeret som 40-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen med baggrund i diverse vidneforklaringer omkring adfærden i forbindelse med et skænderi med en kvindelig, 40-årig bekendt, der også befandt sig i toget. Trods skubberi i forbindelse med diskussionen var hun sluppet uskadt, men hun tog toget retur mod Holbæk, medens den 40-årige sigtede fortsatte sin rejse mod København efter afsluttet afhøring af politiet. Han kan nu forvente at modtage et bødeforelæg som afgørelse på sagen.
Tricktyveri i forretning – Algade, Roskilde
Kl. 15.18 fik politiet en anmeldelse fra personalet i en fodklinik om, at en medarbejder havde fået stjålet sin mobiltelefon af en fremmed mand. Han var kommet ind i klinikken mellem kl. 1100-1130, hvor han henvendte sig ved skranken. Her bredte han et bykort ud, men forlod pludselig butikken, hvorefter medarbejderen opdagede, at en mobiltelefon fra skranken var blevet stjålet. Den fremmede mand blev beskrevet som: A: Mand, Sydeuropæisk af udseende, 50-65 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: hvid hættetrøje med lynlås og mundbind, Medbragte: bykort. Medarbejderen havde kortvarigt lukket klinikken for at lede efter manden, men forgæves, efter at tyveriet var blevet opdaget. Politiet forsøger nu at få manden identificeret, så han kan afhøres om mistanken mod ham.
Færdselsuheld – Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde
Kl. 15.56 rykkede politiet sammen med ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, idet en cyklist var blevet påkørt af en bilist. Det viste sig, at en 76-årig mand fra Roskilde i en personbil havde foretaget udkørsel fra en tankstation, hvorefter han under svingning til venstre ad Himmelev Sognevej mod øst påkørte en 70-årig kvinde fra Roskilde. Hun var forinden kørt på cykel på cykelstien ad Himmelev Sognevej mod øst og var i færd med at krydse vejen i nordlig retning, da hun blev påkørt. Hun blev i ambulancen bragt til et sygehus, hvor hun blev indlagt til behandling for diverse knoglebrud. Politiet optog rapport om uheldet på grund af den forvoldte personskade på cyklisten.
Brand i højtryksrenser – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 05.51 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i et autoværksted. Politiet og brandvæsnet kunne kun konstatere lidt røg fra bygningen, hvor der af ukendte årsager var gået ild i en højtryksrenser. Branden slukkede sig selv på grund af vandet i højtryksrenseren, så skadernes omfang begrænsede sig til den og området lige omkring. Ingen kom til skade ved branden, og politiet foretog sig på baggrund af disse oplysninger ikke yderligere i sagen.
Indbrud i perioden
Dyssegårdsvej, Gadstrup
Sivvænget, Havdrup
Baunehøjparken, Jyllinge (2 steder)
Tretøndevej, Roskilde
Vestervænget, Roskilde
Skovbovængets Alle, Roskilde
Dronning Emmas Vej, Roskilde