Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/10/16 til 2020/10/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Forsøg på tyveri fra varebil – Anneksgårdsvej, Gundsømagle, Roskilde
Kl. 01.28 havde en 53-årig mand fra Roskilde hørt støj fra indkørslen, hvor en varebil holdt parkeret. Da han gik udenfor, så han to unge mænd flygte i løb væk fra stedet. Han kunne konstatere, at dørlåsen på varebilen var forsøgt opbrudt, men det var ikke lykkedes at få adgang til bilen. Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter de to mænd, der blev beskrevet som: A: Mand, ca. 18 år, 180-190 cm høj, iført sort tøj og sort hætte, og B: Mand, ca. 18 år, 180-190 cm høj, iført sort tøj og sort hætte. Politiet fandt ikke de to mænd og beder nu om oplysninger i sagen, hvis nogen har set de to mænd på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Rude knust – Holbækvej, Roskilde
Kl. 22.25 fik politiet en anmeldelse fra beboerne i en lejlighed om, at der netop var blevet kastet en sten gennem en rude ind til et værelse i lejligheden. Politiet fik klarlagt, at en 19-årig mand befandt sig i værelset, da en sten blev kastet gennem den og nu lå i værelset. Den 19-årige kom dog ikke til skade ved hærværket, men oplyste, at han måske kunne mistænke en bestemt person på grund af et uvenskab mellem dem omkring en beklædningsgenstand, som tidligere var frataget den 19-årige under omstændigheder, der kunne karakteriseres som et røverilignende forhold. Politiet arbejdede videre med den oplysning og foretog efterfølgende anholdelse kl. 01.33 af en 17-årig dreng fra Roskilde, som indledningsvist blev sigtet for hærværket med baggrund i uvenskabet med den 19-årige. Ved ransagning af den 17-åriges bopæl fandt politiet den beklædningsgenstand, som den 19-årige havde mistet. Den 17-årige er fredag formiddag fortsat i politiets varetægt, medens omstændighederne undersøges nærmere i forbindelse med det røverilignende forhold, inden politiet og anklagemyndigheden tager stilling til, om han skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Hjemmedyrket marihuana – Roskilde
Kl. 12.30 var politi med narkohunde på en adresse i det centrale Roskilde, da der var mistanke om, at der blev opbevaret narko i lejligheden. Patruljen ransagede lejligheden, hvor narkohunden fik lov bruge sin skarpe lugtesans. Her blev fundet 130 gram hjemmedyrket marihuana, 3 gram hash og 10 ml hasholie. En 33-årig mandlig beboer blev sigtet for narkobesiddelse, og narkoen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 33-årig kan senere forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Uro ved bowlingcenter – Ros Have, Roskilde
Kl. 20.32 kom en anmeldelse om uro foran et bowlingcenter. En mindre gruppe mænd, som var blevet bortvist fra bowlingcentret på grund af deres opførsel på stedet, viste deres utilfredshed ved at råbe og skabe uro på gaden. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf fem yngre mænd, som nu havde fortrukket til Københavnsvej, men fortsat larmede ved at råbe højt. To af mændene på 28 og 31 år fra Roskilde, var så narko og/eller spirituspåvirkede, at de ikke var egnede til at færdes på egen hånd på gaden. De blev begge anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Den 28-årige blev løsladt lige efter midnat, da han var faldet til ro. Da politiet forsøgte at løslade den 31-årige, var han udadreagerende og fortsatte med at råbe. Han blev derfor ført retur i detentionen og var først klar til at færdes i det offentlige rum midt på natten, hvor han blev løsladt. Ingen blev sigtet for noget i den forbindelse, og der kom ikke flere anmeldelser om uro ved bowlingcentret den aften.
Flyvende flamingo? – Trekroner Parkvej/Trekroner Alle, Himmelev – Roskilde
Kl. 21.10 fik politiets servicecenter en anmeldelse fra en borger om, at der lå noget på kørebanen i rundkørslen på Trekroner Parkvej/Trekroner Alle. Borgeren mente, at der kunne være tale om et flyvende flamingobadedyr, som var fløjet i blæsevejret. Politiet fik ikke flere anmeldelser om trafikale udfordringer på grund af flamingoen.
Cyklist ramt af bil – Køgevej, Roskilde
Kl. 11.43 skete et uheld på Køgevej ved Gartnervang mellem en bilist og en cyklist. Cyklisten, en 43-årig kvinde fra Roskilde, kørte ad Køgevej mod nord, hvor hun blev ramt af en bilist, som kom kørende ud fra Gartnervang. Bilisten, en 32-årig kvinde fra Roskilde, holdt stille i krydset, men overså cyklisten og kørte frem for at svinge til højre ud på Køgevej. Cyklisten stødte sammen med bilen i krydset, så den 43-årige landede på bilens kølerhjelm. Hun slap heldigt fra uheldet og fik kun knubs. Politiet blev tilkaldt og optog rapport, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse.
Motorcyklist tilskadekommen efter uheld – Hyrdehøj Vestvej, Roskilde
Kl. 17.58 skete et sammenstød ved en rasteplads på Hyrdehøj Vestvej, da en bil kørte ud fra rastepladsen og stødte sammen med en motorcyklist. Bilisten, en 76-årig mand fra Lejre, overså motorcyklisten og svingede ud foran motorcyklisten, en 32-årige mand fra Gislinge. Den 32-årig motorcyklist forsøgte at undvige, men ramt af bilen og styrtede, hvorunder han pådrog sig skader på benet.
Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor også lægehelikopteren blev sendt, da der i første omgang var mistanke om alvorlig tilskadekomst. Den 32-åriges skader var dog ikke livstruende, så han blev kørt med ambulance til behandling for et åbent benbrud. Den 76-årige slap uskadt fra uheldet. Politiet undersøgte uheldsstedet og afhørte vidner til uheldet. Motorcyklisten var ude at køre aftentur sammen med en bekendt, som kørte lige bag den 32-årige da ulykken skete. Brandvæsnet blev tilkaldt til at foretage oprydning og rengøring af vejbanen efter uheldet. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsuheldet.
13-årig butikstyv stjal nissehuse – Ros Torv, Roskilde
kl. 15.10 tilbageholdt personale i Føtex på Ros Torv en 13-årig pige fra Roskilde, som havde stjålet varer fra butikken. En patrulje blev sendt til stedet, hvor pigens mor også var ankommet. Den 13-årige havde stjålet en nissehue, juleskumslik, en vitamindrik, mascara og andet make-up fra supermarkedet, men blev opdaget og standset ved udgangen. Pigen havde drukket af vitamindrikken, så forretningen havde et erstatningskrav på denne. De øvrige varer blev leveret retur til forretningen. Den 13-årige blev afhørt til sagen, men kan ikke straffes, da hun er under den kriminelle lavalder. Politiet underretter de sociale myndigheder om sagen.
Biltyv anholdt med eftersøgt pige i bilen – Roskilde
Kl. 04.15 kørte en patruljebil ad Marbjergvej i Trekroner, da betjentene bemærkede en bil, som kørte ud fra Hf. Hvilen. Politiet besluttede at standse bilen for at lave et rutinetjek, og de tændte for udrykningssignalerne. Bilen standsede dog ikke, men kørte videre ad Trekroner parkvej ind i rundkørslen ved Skrænten. Her kørte bilen videre øst ad en cykelsti og videre ud på Stormandshøjen. Foran en villa holdt en parkeret bil, som den flygtende bil påkørte. Føreren af den flygtende bil forsøgte at stikke, og da han åbnede bildøren slog han døren ind i en anden parkeret bil før han løb fra stedet.
Den flygtende mand blev dog hurtigt indhentet af politiet, hvor han blev anholdt. Manden viste sig at være en 21-årig mand fra Ishøj, og bilen var kort forinden blevet stjålet fra Hf. Hvilen. Med i bilen var en 16-årig ung kvinde, som var efterlyst fra et opholdssted for unge i Østjylland, hvor hun var domsanbragt. Den 21-årig blev sigtet for brugstyveri samt flere overtrædelser af færdselsloven, da han heller ikke havde gyldig førerret. De to blev begge taget med til stationen til afhøring. Den 21-årige blev løsladt senere på morgenen, og den 16-årige overdraget til Østjyllands Politi, som kørte hende retur til opholdsstedet. Den 21-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Mange sager om kørsel i påvirket tilstand – Ringsted, Roskilde, Køge og Holbæk
Politiet har sigtet usædvanligt mange bilister for at køre i påvirket tilstand i dette døgn. De blev alle sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på at få analyseret blodprøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i sagerne.
kl. 21.30 Søgade, Ringsted. En 21-årig mand fra Guldborg sigtet for narkokørsel i en personbil.
Kl. 23.19 Ringstedgade, Roskilde. En 24-årig mand fra Hedehusene kørte i bil ind i drive-in ved en burgerrestaurant i narkopåvirket tilstand. Han var desuden frakendt førerretten, hvilket han også blev sigtet for.
Kl.23.43 Bådehavnen, Køge. En 28-årig mand fra Køge førte en personbil i spirituspåvirket tilstand.
Kl. 23.45 Hovedgaden i Borup, Køge. Politiet standsede en bil på P-pladsen ved Borup Station. I bilen sad to 18-årige mænd fra lokalområdet. Føreren af bilen blev sigtet og anholdt for narkokørsel. Begge mænd blev visiteret og bilen ransaget. Passageren blev sigtet for at være i besiddelse af 2,3 gram hash og 0,81 gram kokain. Føreren blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg, da der blev fundet flere klumper hash, ca. 100 ubrugte pølsemandsposer, en rulle plasticfilm og en minidigitalvægt i bilen. Hashklumperne blev senere kontrolvejet til 35,45 gram. Politiet beslaglagde de ulovlige genstande med henblik på konfiskation. Efter endt blodprøveudtagelse og afhøring fik de to unge mænd lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.
Kl. 01.22 Ternevej, Roskilde. En 33-årig mand fra Vallensbæk blev sigtet for spirituskørsel i en personbil.
Kl. 02.25 Cordozavej, Solrød. En 21-årig mand fra Ishøj pustede i alkometeret, som viste at han var spirituspåvirket over det tilladte.
Kl. 04.04 Skagerakvej/Rørvangsvej, Holbæk. En 38-årig mand fra Helsingør blev sigtet for både spiritus og narkokørsel. Han havde efter eget udsagn indtaget amfetamin og havde en spirituspromille over det tilladte. Den 38-årige var desuden frakendt førerretten. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, en flaske med 60 ml flydende ecstasy og en lille smule amfetamin, som den 38-årige blev sigtet for at besidde. De ulovlige effekter blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Spiritusuheld i tuktuk – Køgevej, Roskilde
Kl. 14.40 kørte en 65-årig mand i grøften i en tuktuk kabineknallert på Køgevej i Roskilde. Han kørte mod nord og var nået umiddelbart syd for Lufthavnsvej, da højre baghjul kom ud i rabatten og føreren mistede herredømmet over køretøjet, som fortsatte ned i grøften. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den 65-årige mand fra Stevns var sluppet fra uheldet med småskrammer. Føreren blev testet med alkometeret, som viste at hans promille var over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 65-årige høre mere fra politiet i sagen.
Brandundersøgelse – Østre Vindingevej, Vindinge, Roskilde
Kl. 23.26 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et tohjulet køretøj. Det viste sig, at der var tale om en såkaldt “pocket-bike”, som pludselig og uden nogen naturlig forklaring var efterladt brændende. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, som politiet nu undersøger nærmere i et forsøg på at finde ud af brandårsagen.
Færdselsuheld / narkokørsel – Trekroner Alle / Trekroner Parkvej, Roskilde
Kl. 00.10 var en 23-årig mand fra Roskilde forulykket i en personbil, da han kørte ad Trekroner Alle mod øst. Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en narkotikapåvirket fører, der formentlig på grund af uopmærksomhed havde påkørt et helleanlæg inden rundkørslen ved Trekroner Parkvej. Den 23-årige blev på grund af narkotikapåvirkningen sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, der medførte mindre materielle skader.
Narkokørsel – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Kl. 00.15 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 26-årig mand fra Aarhus C for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Fører af varebil ville ikke standse – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 02.56 ville en patrulje gerne tale med føreren af en varebil, der ikke holdt til højre på motorvejen trods ringe trafik midt om natten, da varebilen blev ført i østlig retning på motorvejen. Føreren af varebilen ønskede dog ikke at tale med politiet og satte derfor hastigheden op for at køre væk fra den forfølgende patruljebil. Politipatruljen fulgte dog efter og gav løbende positioner om, hvor man befandt sig, så andre patruljer kunne placere sig fordelagtigt for at få standset bilisten. Politiet forfulgte varebilen gennem flere politikredse, indtil føreren forlod varebilen i krydset Engelsborgvej / Buddingevej, Lyngby, i Nordsjællands politikreds.
Varebilen var ikke blevet sikret, så den trillede langsomt fremad og kørte ind i et hus med ringe skade til følge. Politiet foretog anholdelse af en 24-årig mand fra Glostrup, som blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen. Efter udtagelse af en blodprøve på sygehuset i Gentofte til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 24-årige sigtet for op mod 50 overtrædelser af færdselsloven som f.eks. kørsel uden førerret, kørsel med højere hastighed end tilladt, kørsel frem mod rødt lys i adskillige lyskryds og manglende overholdelse af vigepligten, ligesom han også blev sigtet for uberettiget brug af den firmabil, som kørte i. Firmaindehaveren blev efterfølgende også sigtet for at have overladt føringen af firmabilen til en person, der ikke lovligt kunne føre køretøjet. Han vil senere høre nærmere fra politiet om sagens afgørelse, når analyseresultatet af blodprøven foreligger. Der skete ikke nogen færdselsuheld, og ingen personer kom til skade under biljagten.
Narkokørsel – Ny Østergade, Roskilde
Kl. 20.12 standsede politiet en personbil med to yngre mænd, som kørte ad Ny Østergade i Roskilde, for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 24-årig mand fra Frederiksværk, var påvirket at narko, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet to plasticflasker, som indeholdt narkoen GHB, som den 24-årige blev sigtet for at besidde. Det ulovlige stof blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den anholdte blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.
Mistænkelige mænd ved stjålet bil – Darupvang, Roskilde
Kl. 00.12 fik politiet anmeldelse om at to maskerede mænd luskede rundt ved en motorcykelforhandler på Darupvang 5 i Roskilde. Mændene gik rundt på siden af bygningen og kiggede ind i forretningen, og ved siden af mændene holdt en sort Range Rover SUV, hvorpå der var tilkoblet en dobbeltakslet trailer. Et vidne beskrev de to mænd som:
A: Mand, Kropsbygning: Muskuløs, Iført: Sort ansigtsmaske. Sort jakke. Lilla Adidas bukser.
B: Mand, Kropsbygning: Muskuløs, Iført: Gråt joggingsæt
En patrulje kørte hastigt til Darupvang, men da havde mændene forladt stedet. Tilbage holdt bilen med traileren, som viste sig at være stjålet. Politiet lavede en gerningsstedsundersøgelse, men der var ikke tegn på indbrud i motorcykelforretningen. Bilen og traileren blev undersøgt, og bilejeren kontaktet. Han oplyste, at bilen var indleveret til reparation hos en mekaniker på Darupvang 23 søndag middag, og han ikke viste. at den var blevet stjålet derfra. Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til biltyvene. Vidner som har bemærket den sorte Range Rover, som er blevet stjålet fra Darupvang 23 i løbet af søndagen, eller de beskrevne personer i området, bedes kontakte polititiet på telefon 114.
Indbrud i perioden
Havslunde, Himmelev, Roskilde
Byleddet, Roskilde
Havnevej, Roskilde