Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/09/18 til 2020/09/29.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Personredning – Stouvænget, Gundsømagle – Roskilde
Kl. 19.10 kørte politiet talstærkt til Stouvænget i Gundsømagle, da der var mistanke om, at en borger var til fare for sig selv eller andre. I den forbindelse tager politiet alle forholdsregler for at sikre sig, at ingen kommer til skade. Derfor kan andre borgere i området have oplevet at politiet har haft en stor indsats, hvor også en ambulance var tilkaldt. Politiet fik kontakt til borgeren, som uden dramatik blev kørt til fornøden behandling. Ingen personer kom til skade ved episoden, som var afsluttet omkring midnat.
To mænd anholdt i sag om overfald på mand i Gundsømagle – Roskilde
To unge mænd blev sent onsdag eftermiddag anholdt som mistænkte for også at have en rolle i overfaldet på en 31-årig lokal mand torsdag den 17. september 2020, hvor han kl. 22.46 blev fundet med alvorlige kvæstelser på Stoustrædet i Gundsømagle. Den 31-årige døde senere af sine kvæstelser.
Se pressemeddelelsen.
Færdselsuheld – Kong Valdemarsvej/Dronning Margrethes vej, Roskilde
Kl. 15.21 skete et sammenstød imellem to biler i forbindelse med at den ene skulle svinge. En 19-årig mand fra Ringsted kørte ad Kong Valdemarsvej mod nord, hvor han skulle svinge til venstre ad Dronning Magrethesvej. I forbindelse med svingningen overså han en modkørende bil, som blev ført af en 49-årig kvinde fra Roskilde, så de to biler stødte sammen. Begge slap uskadt fra uheldet, men blev tilset i ambulance. Bilerne kunne ikke køre videre efter sammenstødet og måtte fjernes med vejhjælp. Dette gav dog ikke anledning til de store trafikale problemer, da trafikken kunne glide forbi stedet. Politiet optog rapport i sagen, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse i forbindelse med færdselsuheldet.
Blufærdighedskrænkelse – Holbækvej, Roskilde
Kl. 17.03 fik politiet anmeldelse om, at en 17-årig ung kvinde om formiddagen havde taget bussen fra Roskilde Station til Roskilde Katedralskole omkring kl. 09.25. I bussen blev den unge kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse af en yngre mand, som forsøgte at lægge armen om hende, vikle sit ben ind i hendes og kortvarigt trykkede sit underliv mod den unge kvinde, mens de stod tæt sammen i den fyldte bus. De stod begge af bussen ved Katedralskolen og manden gik samme vej som den 17-årige ind på skolen, men forlod herefter skolen.
Han beskrives som:
Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 17-20 år, 175-180 cm, Yderligere kendetegn: Mundbind, sorte skægstubbe, Iført: Blå træningstrøje med lynlås, sorte træningsbukser, rygsæk.
Politiet efterforsker nu sagen om blufærdighedskrænkelse for at finde frem til manden. Vidner som har bemærket den beskrevne mand på Roskilde Station, i bussen eller på Katedralskolens område bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Bedrageri/Databedrageri – Roskilde og Ringsted
Kl. 15.59 fik politiet en anmeldelse fra de pårørende til en 80-årig kvinde fra Gundsømagle ved Roskilde om, at hun kort forinden havde været udsat for bedrageri. En mand havde ringet til den ældre kvinde og sagt, at hun havde været udsat for et hackerangreb. Kvinden talte herefter med en anden mand, som ringede og udgav sig for at være fra kvindens bank, hvor hun blev narret til at give oplysninger om sit betalingskort, NEM-ID og bankoplysninger. Herefter blev den 80-årige overtalt til at udlevere sine kort til en mand, som udgav sig for at være fra hendes bank. Han mødte op på hendes adresse og afhentede betalingskort og NEM-ID. Kvinden fortalte herefter om episoden til sin søn, som skyndte sig at spærre kvindens kort og NEM-ID. Der var desværre allerede hævet 6000 kr. fra kvindens konto.
Manden som mødte op på kvindens adresse beskrives som:
Mand, 25-30 år, 170 cm høj, almindelig af bygning. Kort mørkt hår. Iført lys skjorte og mørke bukser.
Politiet efterforsker nu sagen om bedrageri/databedrageri, for at finde frem til den person som modtog pengene og herfra forhåbentligt finde frem til bedragerne.
Kl. 20.24 anmeldte en 56-årig kvinde Ringsted, at hun nu for 3.gang var blevet ringet op af et ukendt nummer, hvor en person udgav sig for at være fra NEM-ID i Århus. Kvinden havde ikke givet nogen personfølsomme oplysninger, men ville gerne have, at politiet noterede de mistænkelige opringninger.
Politiet vil gerne advare borgere, om denne type opkald. Giv aldrig personfølsomme oplysninger i telefonen eller til personer som uopfordret banker på din dør. Oplys aldrig koder eller tal fra NEM-ID til andre. Ud over tyveri via netbank eller hævning fra bankkonti, er der flere eksempler på, at der optages store kviklån i de forurettedes navne. Pårørende til ældre eller sårbare borgere bør have særlig opmærksomhed omkring problemet, og tale med dem om denne form for bedragere. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du eller dine pårørende modtager denne type mistænkelige opkald eller henvendelser.
Kraftig nedbør medførte vand på vejene – Roskilde
Den kraftige nedbør fredag medførte mere vand end sædvanligt på forskellige veje i Roskilde Kommune Politiet fik efter kl. 13.00 fire henvendelser om så meget vand på kørebanen på Gammelgårdsvej, Klosterengen, Fynsvej/Himmelev Bygade og Herregårdsvej, at det kunne være til fare for trafikanterne. Politiet underrettede Roskilde kommune om de problematiske steder, så kommunen som vejmyndighed kunne foretage det fornødne.
Humanitær eftersøgning hurtigt afsluttet – Roskilde
Kl. 18.06 anmeldte personalet på et sygehus, at en 82-årig mand havde forladt sygehuset i nedtrykt sindstilstand. Personalet havde en kraftigt formodning om, at manden havde meget dårligt, hvorfor politiet blev underrettet. En humanitær eftersøgning blev sat i gang med eftersøgning af manden med flere politipatruljer, ligesom redningsberedskabet blev tilkaldt til at foretage en eftersøgning af manden til søs og i havneområdet i Roskilde. Den sidste del af eftersøgningen nåede dog ikke at blive iværksat, idet manden af sig selv en time efter anmeldelsen dukkede op på sygehuset til den behandling, som personalet kunne tilbyde ham. Politiet indstillede derfor også eftersøgningen efter manden.
Måske for mange forsamlet til fest – Rabalderstræde, Roskilde
Kl. 21.25 fik politiet en anmeldelse om, at måske mere end 50 personer var forsamlet til en fest, hvor der blev spillet høj musik fra en soundbox. En patrulje kørte til området, hvor politiet traf kun fire unge mænd på 16-17 år fra Roskilde og Holbæk. De sad rolig og talte sammen, og politiet fandt ikke nogen fest i området, så der var ikke grundlag for at foretage yderligere over for de fire unge mænd.
Manglende mundbind på serveringssted – Roskilde
Kl. 00.45 bemærkede en patrulje, der førte tilsyn med forskellige forretninger og restaurationer mv. i forhold til de nyligt skærpede regler for at undgå coronasmitten, at to ansatte på et serveringssted ikke anvendte mundbind i forbindelse med arbejdet på stedet. Poltiet sigtede derfor to 40-årige mænd for overtrædelse af disse nye regler, så de begge kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
20-årig fik taget halstørklæde og blev truet – Stationscentret, Roskilde
Kl. 19.40 anmeldte en 20-årig mand fra Ølstykke, at han kort forinden var blevet frataget sit dyre designhalstørklæde af en ung mand, som kørte forbi ham på et løbehjul i gyden bag Føtex i Stationscentret. Den 20-årige var i selskab med en ven, og de gik sammen fra Roskilde station, hvor de bemærkede en gruppe unge mænd som kiggede på dem. De gik videre via gyden mod krydset ved Køgevej, da tyveriet skete bag Føtex.
Efter tyveriet løb den 20-årige efter den unge mand på løbehjulet, tog fat i ham og tog halstørklædet tilbage. Vennerne forsøgte herefter at løbe fra stedet, men blev antastet af gruppen af unge mænd som de tidligere havde set ved stationen. De som truede den 20-årige med vold. Den 20-årig så at den ene unge mand var i besiddelse af en kniv, men det lykkedes den 20-årige og hans ven at stikke af fra stedet og kontakte politiet.
Gruppen af unge mænd beskrives som:
A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Iført: Sort tøj, sort hættetrøje, sort halsedisse, Bevæbning: kniv
B: Mand, Afrikansk af udseende, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Skægstubbe, Iført: Sort tøj, sort hættetrøje, sort halsedisse
C: Mand, Mellemøstlig af udseende, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Yderligere kendetegn: løbehjul, Iført: Sort tøj, sort hættetrøje, sort halsedisse
D: Mand, Mellemøstlig af udseende, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: sort fuldskæg, Iført: sort tøj, sort hættetrøje, sort halsedisse
Der kan have været flere personer til stede ved episoden.
Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til gruppen. Vidner som har set de beskrevne personer omkring Roskilde station og senere ved Føtex omkring kl. 19.30.-19.40 tiden bedes kontakte politiet. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Musik til ulempe og kørsel uden kørekort – Sortebrødreplads, Roskilde
Kl. 21.37 fik politiet anmeldelse om, at der blev spillet høj musik fra et parkeringshus på Sortebrødre Plads. En patrulje blev sendt til stedet, men der var musikken ophørt og de fleste biler var ved at forlade stedet, lige idet politiet ankom. Alle biler blev standset og kontrolleret. En 23-årig mand fra Holbæk blev sigtet for kørsel uden førerret, men derudover fandt politiet ikke grundlag for at sigte nogen af de tilstedeværende for noget. Herefter kom ikke flere anmeldelser om larm fra parkeringshuset.
Kvinde stukket med kniv under husspektakler – Ringparken, Roskilde
Kl. 01.09 kom et alarmopkald om at en kvinde var blevet stukket med kniv i en lejlighed. Politiet kørte talstærkt til stedet, hvor de traf en 49-årig kvinde fra Roskilde, som havde overfladiske skader på overkroppen. Den mistænkte, en spirituspåvirket 61-årig mand fra Roskilde, blev anholdt i lejligheden uden dramatik. Kvinden blev kørt til undersøgelse for sine skader på sygehuset, men ønskede ingen behandling og forlod sygehuset. Den 61-årige blev taget med til politistationen til afhøring, som sigtet for vold. Kvinden havde været på besøg hos manden i lejligheden, hvorunder der opstod tumult og kvinden blev stukket. Anklagemyndigheden vurderede efterfølgende sagen, hvor der ikke blev fundet grundlag for at fremstille den 61-årige i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men kan forvente at høre mere når sagen skal afgøres.
Mand sigtet for ikke at anvende mundbind – Roskilde Station, Roskilde
Kl. 17.43 fik politiet anmeldelse fra togpersonalet om, at en mand ikke havde anvendt mundbind i toget under hele togturen, men tog det af og på gentagne gange. Manden ville efterkomme påbuddet om at tage det på, men blev højrøstet og gemte sig på toilettet. En patrulje blev sendt til Roskilde, hvor toget ankom og skulle videre mod København. Politiet traf den mistænkte, en 39-årig mand uden fast bopæl i Køge kommune. Han havde fortsat ikke iført sig mundbind og blev af patruljen bedt om at forlade toget, da han ikke var fritaget for at bære mundbind. Efter flere henstillinger forlod den 39-årige toget. Politiet sigtede den 39-årige for at overtræde reglerne i bekendtgørelsen om krav om mundbind i offentlig transport for at håndtere smittespredning af covid19. Den 39-årige blev herefter bortvist fra stationen og kan nu forvente at få en bøde fra politiet i sagen.
Narkokørsel – H/F Hvilen, Roskilde
Kl. 14.29 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Vallensbæk Strand for narkokørsel i en personbil i kolonihaven. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet politiet mistænkte ham efter en narkometertest for at være påvirket af hash under kørslen i bilen.
Butikstyv med hash på lommen – Stationscentret, Roskilde
Kl. 18.47 blev en 27-årig kvinde fra Ballerup sigtet for butikstyveri, da hun havde stjålet kaffe, fire energidrik og en cardigan i Føtex. Hun blev opdaget af personalet, som kontaktede politiet, idet hun foruden tyvekosterne havde en plade hash på sig. Patruljen sigtede kvinden for narkobesiddelse og beslaglagde hashen, som blev kontrolvejet til lige knap 100 gram. Kvinden fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres. Butikken fik varerne retur og havde intet erstatningskrav.
Brand på genbrugsplads – Vestre Hedevej, Roskilde
Kl 02.23 fik politi og brandvæsen et alarmopkald om, at der var røgudvikling på genbrugspladsen på Vestre Hedevej. Det viste sig, at der var ild i en stor bunke haveaffald/ træflis, som blev opmagasineret ved en virksomhed. Brandvæsnet gik i gang med det omfattende slukningsarbejde. Røgsøjlen gik lige op i luften og var ikke giftig. Brandvæsnet fik kontrol over ilden, så den ikke spredte sig. Ilden var grundet den omfattende mængde affald ikke let at slukke helt, men kunne ifølge brandvæsnet tage omkring en uge at efterslukke. Politiet har i samarbejde med brandvæsnet fulgt brandforløbet nøje, herunder om der skulle foretages yderligere foranstaltninger end den kontrollerede nedbrænding af oplaget af affald.
Uorden på torvet – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 14.05 rykkede politiet ud til Hestetorvet, idet en formentlig spirituspåvirket kvinde gik rundt og generede de mennesker, som var forsamlet i området til noget live musik. Under anmeldelsen sad hun på en bænk, men råbte og skreg efter de forbipasserende. Politiet fik på torvet kontakt til en spirituspåvirket, 67-årig kvinde fra Roskilde, som blev frihedsberøvet med henblik på anbringelse i detentionen til afrusning. Hun blev nemlig vurderet ude af stand til at tage vare på sig selv, ligesom ro og ordenen blev genoprettet for de tilstedeværende. Kvinden blev ikke sigtet for noget og blev løsladt sidst på eftermiddagen efter nogle timer i politiets varetægt.
Flere ruder knust – Duevej, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 14.50 anmeldte en 45-årig mand fra Viby Sj., at han netop havde hørt et skud og efterfølgende konstateret, at bl.a. bagruden på hans bil var ødelagt. Ingen var kommet til skade, men en patrulje kørte til den private adresse, hvor politiet kunne konstatere, at bagruden på anmelderens bil var ødelagt. Derudover var en rude i garagen ødelagt, ligesom anmelderen oplyste, at noget havde ramt et vindue i huset. Ved nærmere undersøgelse på anmelderens adresse fandt politiet et projektil, som blev sikret som bevis i sagen. Politiet forsøger at få identificeret den person, der formentlig har affyret et skud i området og også for at få klarlagt, om der kunne være tale om et vådeskud. Politiet har ingen øvrige oplysninger om skyderi i området eller tilskadekomst hos nogen.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have hørt eller set noget usædvanligt i området lørdag eftermiddag i relation til sagen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Mange biler og personer forsamlet – Industrivej, Roskilde
Kl. 20.27 fik politiet en anmeldelse om, at en del biler og personer var forsamlet i industrikvartet, hvor kap- og væddeløbskørsel måske kunne risikere at blive afviklet senere. En patrulje kørte til området, hvor politiet talte op mod ca. 50 biler og med to-fire personer i eller ved hver bil. Der foregik ikke kap- eller væddeløbskørsel i området, og det var politiets indtryk, at man var forsamlet i området for at vise køretøjer frem for hinanden. Ud fra de konstaterede forhold fandt politiet ikke grundlag for at sigte nogen for noget, men forblev dog lidt i området for at holde øje med de tilstedeværendes adfærd.
Spiritus-/narkokørsel – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 04.43 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Greve for kørsel i en personbil i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer (mistanke om kokain).
Brandundersøgelse – Trekroner Forskerpark, Roskilde
Kl. 05.02 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i en træhytte ved Trekroner-søen. Det viste sig, at træhytten var placeret ved siden af en bålplads, men nogen havde tilsyneladende startet en mindre brand inde i træhytten. Efter brandvæsnets slukningsarbejde kunne politiet konstatere, at der var sodskader indvendigt i hytten. Politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på at klarlagt brandårsagen og hvem, der kan stå bag den uhensigtsmæssige afbrænding i området.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget i området forud for anmeldelsen om branden ved træhytten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Indbrud i perioden
Fasanvænget, Jyllinge
Torndyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Dyssevej, Ågerup, Roskilde