Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/09/04 til 2020/09/15.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld/spirituskørsel – bilist flygtet – Ulvemosevej, Havdrup – Solrød
Kl. 22.53 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist netop havde påkørt to parkerede biler og et vejskilt, hvorefter bilisten var flygtet fra stedet. Anmelderen havde dog aflæst nummerpladen på bilistens bil, så politiet kørte til Benløse-området, hvor bilejeren boede. Her fandt politiet bilen parkeret og den formodede fører lige i nærheden, hvor hun gemte sig bag nogle skraldespande. Der var tale om en spirituspåvirket, 34-årig kvinde fra Ringsted, som der som bilejer og formodet fører på uheldstidspunktet i Havdrup blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. I forbindelse med anholdelsen satte hun sig til modværge, så politiet havde besvær med at få hende anbragt i patruljebilen. I den forbindelse sparkede hun den ene politibetjent i ansigtet, så sigtelserne mod hende kom også til at omfatte en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold mod politiet. Den 34-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev løsladt efter afhøring til sagerne. Hun kan dog forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod hende skal afgøres.
Brand i villa – Lupinvej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 02.13 vågnede et par i Jyllinge af lyden af knust glas, så de først troede, at der var indbrud. De opdagede dog hurtigt at det brændte på verandaen. Familien kom ud af huset og søgte hjælp hos en nabo, hvorfra de ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningen gik i gang. Huset var overtændt og det røg kraftigt fra branden. Naboerne i de omkringliggende huse blev evakueret på grund af røgen, men kunne omkring kl. 03.40 returnere til deres hjem, da røgudviklingen var under kontrol. Da branden var slukket undersøgte politiet brandstedet, som viste at ilden formentlig var startet på husets veranda. Der blev ikke umiddelbart fundet noget mistænkeligt omkring brandstedet, men branden skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere, for at afklare, om branden kan være startet i forbindelse med cigaretrygning på træterrassen.
Huset to katte kom selv ud via en kattelem. Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden, men der skete store omfattende brand- og sodskader på huset.
Uorden på perronen – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 12.53 fik politiet en anmeldelse fra en rejsende om, at en formentlig spirituspåvirket mand havde stået og tisset på perronen på Roskilde togstation. Den rejsende havde sammen med andre påtalt dette, hvorefter manden fik en truende attitude over for dem. Da en patrulje kom til området, stak manden af i løb i retning mod Algade og tog undervejs en meget iøjnefaldende trøje af undervejs. Politiet fandt dog frem til manden ved Algade og påtalte adfærden over for en 51-årig mand fra Borup. Han blev opfordret til at tage hjem, så han ikke forstyrrede andre i Roskilde med sin adfærd.
Aktion mod udnyttelse af mennesker – Roskilde / Ringsted / Greve
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjælland Politi deltog mandag i en fælleseuropæisk Europol-indsats mod menneskehandel og mulig udnyttelse af menneskers arbejdskraft i den forbindelse. I aktionen deltog også Arbejdstilsynet og Center mod Menneskehandel, når myndighederne aflagde besøg hos forskellige virksomheder, hvor der måske kunne være mistanke om udnyttelse af arbejdskraften eller menneskehandel.
I Roskilde by fik to virksomheder inden for autobranchen og en massagevirksomhed et uanmeldt besøg, hvorunder de udenlandske personer, som myndighederne traf, blev kontrolleret uden at finde grundlag for at mistænke hverken dem eller virksomhederne for udnyttelse af dem.
I Ringsted by fik en restauration et besøg, men også her fandt myndighederne ikke grundlag for at gribe ind over for udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Myndighederne fortsatte sidst på dagen videre til Greve, hvor et indkvarteringssted for udenlandske personer fik et besøg for at kontrollere, om man boede under acceptable forhold. Også ved dette besøg fandt ingen af myndighederne grundlag for at foretage sig yderligere.
Butikstyv var efterlyst i forvejen – Stationscentret, Roskilde
Kl. 19.19 anmeldte personalet i supermarkedet Føtex, at en mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet varer fra supermarkedet. Politiet fik kontakt til en 38-årig mand fra Roskilde, som var tilbageholdt efter tyveri af to deodoranter til en værdi af 180 kr., idet han ikke havde betalt for dem, inden han forlod supermarkedet. Den 38-årige var i forvejen efterlyst af politiet, idet han tidligere var udeblevet fra et retsmøde i fogedretten i Roskilde i anledning af et økonomisk mellemværende med en kreditor. Han blev derfor frihedsberøvet og anbragt i et arresthus for overnatning, inden politiet tirsdag formiddag afleverer ham i fogedretten. Senere kan han så forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af butikstyverisagen fra Føtex.
Vold – Jernbanegade/Hestetorvet, Roskilde
kl. 23.15 kom to venner op at skændes og der opstod skubberi imellem mændene. Den ene mand, en 27-årig mand fra Roskilde, slog den anden i hovedet, så han mistede balancen og faldt bagover. Den 42-årige mand faldt til jorden og slog hovedet ned i en brosten, hvor han besvimede. Politi og ambulance blev sendt til Hestetorvet, hvor den 27-årige havde forladt stedet. Den 42-årige mand havde slået sit hoved så kraftigt, at lægehelikopteren blev tilkaldt, og manden blev fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand.
Politiet søgte herefter den 27-årige, som var mistænkt for at have forøvet vold mod den 42-årige. Han blev truffet på Københavnsvej, hvor han blev anholdt og sigtet for vold. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt til sagen. Sagen blev juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den 27-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt lørdag formiddag. Lørdag fik politiet melding om, at den 42-årige var vågnet op, og at han efter omstændigheder havde det godt. Han havde ikke pådraget sig alvorlige skader og blev udskrevet fra sygehuset søndag. Ved episoden var begge mænd påvirket af spiritus. Politiet vil nu foretage afhøring af den 42-årige og genafhøring af den 27-årige. Herefter vil de to høre mere i sagen, når den skal afgøres.
Brand ved shelter – Trekroner Forskerpark, Roskilde
Kl. 14.09 rykkede brandvæsnet ud til en mindre brand i et shelter. Branden blev slukket af brandvæsnet, men der skete skader på nogle få brædder i en slags bænk ved shelteret. Politiet fik under efterforskningen oplysninger om, at en mand var set løbe væk fra området kort inden, at brandvæsnet var blevet tilkaldt. Politiet ledte efter manden, der blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 20-25 år, ca. 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: skæg, Iført: Sort hættetrøje, blå shorts, lange, sorte sokker og mørke sko, men politiet fandt ham ikke. Den mistænkte formodes at have en rolle i forbindelse med branden i bænken ved shelteret, hvor der også lå lidt brændbart skrald.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket den mistænkte i området i forbindelse med brandens opståen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Cykelrytter ramt i højresving – Store Valbyvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 12.57 skete et sammenstød imellem en bilist og en cyklist på Store Valbyvej, da bilisten svingede til højre ind ad en indkørsel. Bilisten, en 74-årig mand fra Roskilde, havde godt bemærket cykelrytteren, som kørte i samme retning, men vurderede at han godt kunne nå at svinge. Det gik ned ad bakke på stedet, og bilisten fejlbedømte cykelrytterens høje hastighed. Cyklisten kørte ind i bilens højre side af fronten, så han røg over kølerhjelmen og landede i græsrabatten. Cyklisten slap heldigt fra uheldet og kunne kort efter rejse sig op. Han havde ikke pådraget sig alvorlige skader, men slap fra uheldet med knubs. Politiet kom frem til stedet, for at optage rapport om højresvingsulykken. Cyklen fik skader på forhjulet og bilen blev skrammet på fronten. Den 74-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen om vigepligtsforseelsen.
Narkohunde fandt hash og amfetamin – Roskilde
Politi med narkohunde var torsdag formiddag på en adresse i Roskilde vestlige del, hvor der var mistanke om, at en 49-årig mand fra Roskilde opbevarede narko. Betjentene traf den 49-årige, som ikke ønskede at samarbejde med politiet. Han blev derfor anholdt, og politiet gennemgik villaen med narkohunde og stedet blev ransaget. Her fandt politiet 845 gram hash, 5,46 gram amfetamin og et femcifret kontantbeløb. Den 49-årige blev sigtet for besiddelse af hash og amfetamin med henblik på videresalg. Den 49-årige skyldte penge til det offentlige, så politiet beslaglagde en stor del af de fundne penge til at dække dele af hans gæld, hvilket den sigtede accepterede. Narkoen blev ligeledes beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 49-årige blev efter ransagningen taget med til politistationen, hvor han blev afhørt til sagen. Sagen blev herefter vurderet juridisk, hvor der ikke blev fundet grundlag for at fremstille den 49-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt torsdag eftermiddag, men vil høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Om eftermiddagen var narkohundepatruljen ved en lejlighed i Roskilde Centrum, hvor politiet havde oplysninger om, at en mand opbevarede amfetamin. Den mistænkte var tidligere kendt for handel med stoffer, så politiet mødte op på adressen, hvor de traf den mistænkte, en 39-årig mand fra Roskilde. Narkohunden fik hurtigt bid, da den snusede sig frem til en pose med amfetamin, som senere på stationen blev kontrolvejet til at indeholde 19,77 gram stof. Politiet sigtede den 39-årige mand for narkobesiddelse og beslaglagde stoffet med henblik på konfiskation, og han vil senere høre mere fra politiet i sagen.
Brand i skraldespand – Bjældevej, Roskilde
Kl. 21.53 kørte politi og brandvæsen til brand i en skraldespand på Bjældevej ved en orienteringsklub. Brandvæsnet fik slukket ilden, før den spredte sig til bygningen, men to affaldscontainere nedbrændte. Ved undersøgelse af den ene container, blev der fundet en tom benzindunk. Det var ikke muligt at fastslå, om dunken kan være årsag til at branden startede.
Vidner, som har set personer omkring orienteringsklubben for enden af Bjældevej i Roskilde torsdag aften, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Patruljen løb tør for P-afgifter – Bakkedraget, Roskilde
Onsdag morgen kørte en patrulje forbi vejen Bakkedraget, som løber bag ved Roskilde Handelsskole. Her holdt mange biler parkeret ulovligt, så det skabte farlige situationer for de øvrige trafikanter. Bilerne holdt sådan, at kun en bil kunne passere på vejen, så de forbipasserende køretøjer måtte holde tilbage for hinanden. Betjentene fandt bødeblokken frem, men før de nåede igennem rækken af ulovligt parkerede biler, løb de tør for afgifter. En ny patrulje kørte til stedet og delte endnu flere afgifter ud. Flere bilister nåede at fjerne deres ulovligt parkerede bil, før politiet nåede at udstede en afgift. I alt 13 bilejere kan nu forvente en P-afgift i ruden, når de vender retur til bilen. På baggrund af dagens oplevelse, vil politiet fortsætte med at føre tilsyn på stedet.
Indkørsel forbudt – Odensevej/Kertemindevej, Himmelev – Roskilde
Onsdag ved skolestart blev en patrulje sendt til Himmelev skole, på baggrund af en henvendelse fra en bekymret borger, som havde gjort politiet opmærksom på, at flere bilister ikke overholdt indkørsel forbudt tavlen ved skolen, og at der var risiko for færdselsuheld. Politiet observerede en bilist, som trodsede indkørsel forbudt tavlen og kørte ind på skolen. Føreren blev sigtet, og kan nu forvente at få en bøde på 1.500 kr i sagen.
Tricktyverier – Holbæk, Højby, Ringsted, Nykøbing Sj., Greve, Rørvig og Roskilde
Politiet har i den seneste tid fået flere anmeldelser om tricktyverier både på gaden og i forretninger. Nogle af de forurettede har efter tyveriet haft mistanke til en bestemt person, der eksempelvis har hjulpet vedkommende, har spurgt om vej, eller på anden måde været tæt på den forurettede i tiden op til, at tyveriet bliver opdaget.
Andre anmeldelser om tricktyverier kan være foregået i butikker, hvor to eller flere personer går ind i en forretning og afleder opmærksomheden hos den/de ansatte. Det kan enten være ved at spørge til flere produkter, tage ting ned fra hylderne og sætte dem på plads igen, eller ved at bede om hjælp.
Når den ansattes opmærksomhed er afledt, vil den anden person tage butikkens mobiltelefoner, tablets eller andre effekter. Herefter forlader de forretningen uden at købe noget.
Politiet vil derfor gerne opfordre både borgere, butiksindehavere og ansatte til at være opmærksomme på mistænkelig adfærd i butikkerne. Skulle der indfinde sig personer i forretninger, der kunne mistænkes for tricktyveri, bedes de ansatte kontakte politiet med det samme. Desuden skal borgerne være særligt opmærksomme, når personer går tæt på, tilbyder sin hjælp på gaden eller på anden vis henvender sig.
Den seneste måned er der kommet anmeldelser om følgende tricktyverier:
04. september: Sølystvej, Holbæk
31. august: Stenhusvej, Holbæk
25. august: Ahlgade, Holbæk
21. august: Labæk, Holbæk
8. august: Oldermandsvej, Rørvig
21. august: Højby Hovedgade, Højby
31. august: Oddenvej, Nykøbing Sj.
13. august: Klosterparks Alle, Ringsted
22. august: Sct. Knudsgade, Ringsted
29. august: Ringsted Station
31. august: Ringsted Station
23. august: Hundige Station, Greve
20. august: Algade, Roskilde
Social dumping-aktioner – Roskilde / Ringsted
Tre byggepladser, to i Roskilde by og én i Ringsted by, og en skrothandler i Roskildes industriområde fik i løbet af tirsdagen et uvarslet besøg af udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi, der i samarbejde med Arbejdstilsynet foretog en kontrol af arbejdsforholdene og eventuelle udenlandske arbejderes tilladelser som led i myndighedernes indsats mod social dumping.
På de to byggeplader i Roskilde traf myndighederne dels tre danske medarbejdere på den ene arbejdsplads, medens en litauisk mand med orden i papirerne blev truffet på den anden. I Ringsted traf myndighederne seks rumænske arbejdere, men de havde også orden i deres tilladelser til at arbejde i Danmark. Politiet fandt derfor ikke grundlag til at foretage sig yderligere i forbindelse med disse kontroller.
På arbejdspladsen hos skrothandleren i Roskilde traf myndighederne en nigeriansk mand, der for nylig var indrejst i Danmark som turist og derfor opholdt sig lovligt i landet. Ingen havde set ham arbejde hos skrothandleren, hvorfor politiet heller ikke her fandt grundlag for at foretage yderligere over for hverken nigerianeren eller indehaveren af skrothandlen.
Myndighederne vil også i fremtiden foretage forskellige uvarslede kontroller på forskellige typer af arbejdspladser for at kontrollere, hvorvidt beskæftigelse af eventuel udenlandsk arbejdskraft sker efter gældende regler for at imødegå social dumping på arbejdsmarkedet.
Spiritusbilist standset – Industrivej, Roskilde
Kl. 20.26 fik politiet anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand som netop havde været inde at handle i et byggemarked. Et vidne havde set, at han havde sat sig ind i en bil, som holdt foran byggemarkedet. En patrulje kørte frem til stedet og traf bilisten, en 59-årig mand fra Nykøbing Falster, som var begyndt at køre fra stedet. Han blev testet med alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre nærmere fra politiet.
Spiritus og narkokørsler – Holbæk, Roskilde og Lejre
00.58 Valdemar Sejrsvej, Holbæk. En 26-årig mand fra Vipperød kørte i en personbil, selvom han var påvirket af narko og spritius.
Kl. 01.34 Eriksvej, Roskilde. En 20-årig mand fra Roskilde sigtet for narkokørsel, da han holdt i tomgang foran en adresse på Eriksvej. Han blev testet positiv for amfetamin. Der var i alt fem unge i bilen, som alle blev visiteret og bilen ransaget, men patruljen fandt ingen narko i bilen. To af de antrufne unge var mindreårige piger på 15 og 17 år, begge fra Roskilde. Deres værger og de sociale myndigheder blev orienteret om episoden.
Kl. 01.52 Annavej, Holbæk. En 22-årig mand fra Roskilde blev sigtet og anholdt for at køre bil i spiritus- og narkopåvirket tilstand.
Kl. 02.00 Bregnetvedvej, Osteed, Lejre. En 29-årig mand fra Borup kørte bil med en alt for høj spirituspromille. Politiet sigtede og anholdt manden, og grundet promillens størrelsen inddrog politiets hans førerret på stedet, mens sagen behandles.
Alle de sigtede blev taget med til blodprøveudtagelse, hvorefter de blev løsladt. Når politiet modtager resultatet af blodprøven, vil de sigtede blive orienteret om sagens videre gang.
Lørdag – søndag:
Turistfartøj grundstødt – Roskilde fjord – Roskilde
Kl. 15.00 fik politiet en henvendelse fra Forsvaret om, at der var blevet iværksat en redningsaktion i Roskilde fjord, idet et turistfartøj var grundstødt i farvandet ud for Vigen Strandpark og ikke kunne komme fri igen ved egen kraft. Ombord på fartøjet var passagerer, som med assistance fra det lokale redningsberedskab blev sejlet i land via Veddelev havn. Politiet kunne konstatere, at der havde været 63 voksne, tre børn og 11 besætningsmedlemmer, som alle var blevet sikkert reddet i land kl. ca. 16.15. Ingen var kommet til skade, og politiet foretog en rutinemæssig kontrol af de ansvarlige for sejladsen, men ingen var påvirkede af alkohol. De nærmere undersøgelser omkring årsagen til grundstødningen foretages af andre myndigheder end politiet. Der blev ikke konstateret nogen miljøforurening efter grundstødningen.
Mindreårig butikstyv – Industrivej, Roskilde
Kl. 14.23 blev en patrulje sendt til elektronikbutikken Elgiganten, hvor en 16-årig ung mand var blevet taget for butikstyveri. Politiet traf den unge mand, som kommer fra Roskilde. Han havde stjålet et headset og en computermus til en samlet værdi af 1698 kr, og blev sigtet for butikstyveriet. Politiet underrettede drengens værge og de sociale myndigheder om sagen. Den 16-årige kan forvente en bøde i sagen.
Indbrud i perioden
Barnekæret, Gundsømagle, Roskilde