Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/08/28 til 2020/09/08.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Hestetransporter i uheld – Ramsølillevejen, Gadstrup – Roskilde
Kl. 14.51 mødtes en personbil og en svensk indregistreret hestetransporter ved et vejbump på Ramsølillevejen syd for Fruervej i Gadstrup. De to køretøjer kørte igennem indsnævringen ved vejbumpet på samme tid og ramte hinandens sidespejle, da der ikke var plads til dem begge. Føreren af hestetransporteren, en 26-årig kvinde fra Roskilde, tilkendegav over for modparten, at hun ville køre videre for at sætte hesten i transporteren af, idet den var urolig efter uheldet. Herefter kunne parterne udveksle forsikringsoplysninger. Dette misforstod føreren af bilen, en 53-årig kvinde fra Gadstrup. Hun troede derfor, at føreren af hestetransporten blot kørte fra stedet og kontaktede politiet. En patrulje blev sendt til stedet og traf begge parter, hvor sagen blev afklaret og forsikringsoplysninger udvekslet. Hverken hest eller mennesker kom noget til ved sammenstødet. Sagen blev registreret i politiets systemer.
Brand i villa – Lupinvej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 02.13 vågnede et par i Jyllinge af lyden af knust glas, så de først troede, at der var indbrud. De opdagede dog hurtigt at det brændte på verandaen. Familien kom ud af huset og søgte hjælp hos en nabo, hvorfra de ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningen gik i gang. Huset var overtændt og det røg kraftigt fra branden. Naboerne i de omkringliggende huse blev evakueret på grund af røgen, men kunne omkring kl. 03.40 returnere til deres hjem, da røgudviklingen var under kontrol. Da branden var slukket undersøgte politiet brandstedet, som viste at ilden formentlig var startet på husets veranda. Der blev ikke umiddelbart fundet noget mistænkeligt omkring brandstedet, men branden skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere, for at afklare, om branden kan være startet i forbindelse med cigaretrygning på træterrassen.
Huset to katte kom selv ud via en kattelem. Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden, men der skete store omfattende brand- og sodskader på huset.
Spiritusbilist standset – Industrivej, Roskilde
Kl. 20.26 fik politiet anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand som netop havde været inde at handle i et byggemarked. Et vidne havde set, at han havde sat sig ind i en bil, som holdt foran byggemarkedet. En patrulje kørte frem til stedet og traf bilisten, en 59-årig mand fra Nykøbing Falster, som var begyndt at køre fra stedet. Han blev testet med alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre nærmere fra politiet.
Spiritus og narkokørsler – Holbæk, Roskilde og Lejre
00.58 Valdemar Sejrsvej, Holbæk. En 26-årig mand fra Vipperød kørte i en personbil, selvom han var påvirket af narko og spritius.
Kl. 01.34 Eriksvej, Roskilde. En 20-årig mand fra Roskilde sigtet for narkokørsel, da han holdt i tomgang foran en adresse på Eriksvej. Han blev testet positiv for amfetamin. Der var i alt fem unge i bilen, som alle blev visiteret og bilen ransaget, men patruljen fandt ingen narko i bilen. To af de antrufne unge var mindreårige piger på 15 og 17 år, begge fra Roskilde. Deres værger og de sociale myndigheder blev orienteret om episoden.
Kl. 01.52 Annavej, Holbæk. En 22-årig mand fra Roskilde blev sigtet og anholdt for at køre bil i spiritus- og narkopåvirket tilstand.
Kl. 02.00 Bregnetvedvej, Osteed, Lejre. En 29-årig mand fra Borup kørte bil med en alt for høj spirituspromille. Politiet sigtede og anholdt manden, og grundet promillens størrelsen inddrog politiets hans førerret på stedet, mens sagen behandles.
Alle de sigtede blev taget med til blodprøveudtagelse, hvorefter de blev løsladt. Når politiet modtager resultatet af blodprøven, vil de sigtede blive orienteret om sagens videre gang.
Lørdag – søndag:
Turistfartøj grundstødt – Roskilde fjord – Roskilde
Kl. 15.00 fik politiet en henvendelse fra Forsvaret om, at der var blevet iværksat en redningsaktion i Roskilde fjord, idet et turistfartøj var grundstødt i farvandet ud for Vigen Strandpark og ikke kunne komme fri igen ved egen kraft. Ombord på fartøjet var passagerer, som med assistance fra det lokale redningsberedskab blev sejlet i land via Veddelev havn. Politiet kunne konstatere, at der havde været 63 voksne, tre børn og 11 besætningsmedlemmer, som alle var blevet sikkert reddet i land kl. ca. 16.15. Ingen var kommet til skade, og politiet foretog en rutinemæssig kontrol af de ansvarlige for sejladsen, men ingen var påvirkede af alkohol. De nærmere undersøgelser omkring årsagen til grundstødningen foretages af andre myndigheder end politiet. Der blev ikke konstateret nogen miljøforurening efter grundstødningen.
Mindreårig butikstyv – Industrivej, Roskilde
Kl. 14.23 blev en patrulje sendt til elektronikbutikken Elgiganten, hvor en 16-årig ung mand var blevet taget for butikstyveri. Politiet traf den unge mand, som kommer fra Roskilde. Han havde stjålet et headset og en computermus til en samlet værdi af 1698 kr, og blev sigtet for butikstyveriet. Politiet underrettede drengens værge og de sociale myndigheder om sagen. Den 16-årige kan forvente en bøde i sagen.
Uro og uorden i parkeringshus – Sortebrødreplads, Roskilde
Kl. 21.59 fik politiet en anmeldelse om, at der var uro og højrøstet tale i parkeringshuset, hvis automatiske lys også hele tiden tændte til gene for de omkringboende. En patrulje kørte til parkeringshuset og fik kontakt med fire unge mænd på 16, 17 og 20 år fra Roskilde og Kirke-Hyllinge. De blev bedt om at dæmpe sig under ophold på stedet, medens de ventede på en bus, som kørte lidt senere fra området. Ingen af dem blev sigtet for noget.
Motorvejsuheld skabte kø i morgentrafikken – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 05.09 skete et uheld på motorvejen i forbindelse med en overhaling. En 26-årig mand fra Gislinge kørte i første vognbane, hvor han ventede på at en bil skulle passere, så han også kunne overhale en varebil med trailer, som kørte foran. Da der blev frit, begyndte den 26-årige overhalingen, men ramte varebilens trailer og drejede kontra. I den forbindelse mistede han herredømmet over bilen, som snurrede rundt og ramte autoværnet. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men køretøjerne blokerede motorvejen, så der opstod kø i den tidlige morgentrafik. Det var dog muligt for trafikken at glide stille forbi i første vognbane. Tavlevogn og autohjælp blev tilkaldt og lige før kl. 06.00 var vejen igen helt åben. Politiet registrerede uheldet.
12-årig cyklist ramt i højresving – Kong Valdemars Vej, Roskilde
Kl. 07.56 skete et uheld i krydset ved Røde Port. Her blev en 12-årig pige fra Roskilde ramt af en bil, som svingede til højre ad Kong Valdemarsvej. Pigen kom cyklende igennem røde port og skulle lige ud i krydset. Bilen, som blev ført af en 53-årig kvinde fra København kørte i samme retning, men skulle dreje i krydset. Bilisten havde holdt for rødt i krydset, og satte i gang for at svinge til højre. Her overså hun cyklisten, som blev ramt og kom ind under bilen.
Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den 12-årige pige blev kørt til sygehuset til behandling. Hendes tilstand var ikke kritisk, men hun pådrog sig brud på ben og overkrop. Cyklisten bar cykelhjelm og fik ikke hovedskader. Bilisten slap fra uheldet uden fysiske skader. Krydset var afspærret mens politi og redning arbejdede på stedet. Politiet optog rapport, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet.
Færdselsuheld – Klosterengen, Roskilde
Kl. 15.53 kørte en 39-årig kvinde fra Roskilde ad Klosterengen md nordøst, hvor hun holdt stille for at svinge til højre. I samme retning kørte en 46-årig kvinde fra Roskilde, som overså at den forankørende var bremset op. Hun forsøgte at bremse og undvige, men stødte ind i den holdene bil, som blev ramt på hjørnet af bagenden. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men en ambulance kom frem og tilså kvinderne. Politiet registrerede uheldet og de to implicerede udvekslede forsikringsoplysninger.
Mand sigtet for undlade mundbind i toget – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 19.40 blev politiet tilkaldt til Roskilde Station, hvor et tog fra Kalundborg netop var ankommet. Tidligere på ruten havde personalet bedt en passager, som ikke anvendte mundbind, om enten at forlade toget, eller at iføre sig et mundbind. Passageren nægtede at efterkomme anvisningen fra DSB. På Roskilde station traf patruljen passageren siddende i toget, en 19-årig mand fra Kalundborg, som stadig ikke havde mundbind på. Den 19-årige havde ingen fritagelsesgrund til ikke at bære mundbind. Han blev sigtet for at overtræde covid-19 påbuddet om at bære mundbind i offentlig transportmiddel og blev bortvist fra toget. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Kvinde sigtet for vold – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 12.13 rykkede politiet til noget uorden på en perron på togstationen, hvor en udadreagerende kvinde blev tilbageholdt. På perronen traf politiet en 29-årig kvinde fra Risskov, som blev vurderet til at være både ophidset og lettere uligevægtig. Samtidig traf politiet en 53-årig mand fra Holbæk, som oplyste at være blevet overfaldet helt umotiveret af den tilbageholdte kvinde. Politiet anholdt derfor kvinden, som blev sigtet for vold mod den 53-årige, da han pludselig var blevet overfaldet med et hårdt skub foran et tog, der var ved at forlade stationen. Kvinden fortsatte med at slå ham, ligesom hun spyttede på ham. Den forurettede slap uden behandlingskrævende skader fra overfaldet, men hans briller gik i stykker. Kvinden blev afhørt til sagen, hvorunder det kom frem, at hun havde forvekslet offeret med en anden mand, som hun ikke havde et godt forhold til længere. Den 29-årige blev løsladt efter endt efterforskning, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Vigepligtsuheld – Lysalleen/Nordens Parkvej, Himmelev – Roskilde
Kl. 15.54 skete et sammenstød imellem to biler i krydset Lysallén/Nordens Parkvej i Trekroner. Uheldet skete, da en 86-årig kvinde fra Roskilde kørte ad Lysallén mod vest, hvor hun i krydset ved Nordens Parkvej overså en personbil, med en 25-årig mand fra Randers bag rattet. Den 86-årige holdt ikke tilbage for sin ubetingede vigepligt, men kørte lige over i krydset, hvor hun blev påkørt i siden af den 25-årige, som kørte ad Nordens Parkvej i nordlig retning. Ingen af bilisterne kom til skade, men airbaggen på den 25-åriges bil blev udløst, og bilerne blev kørt væk fra stedet af vejhjælp. Politiet optog rapport, som skal belyse omstændighederne omkring vigepligtsuheldet.
Narkokørsel uden førerret – Østergade, Roskilde
Kl. 01.20 standsede en patrulje en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Det viste sig, at føreren af bilen, en 22-årig mand fra Jyllinge, var påvirket af narkotika. Han blev derfor sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve. Den 22-årige var desuden frakendt førerretten for en tidligere sag om narkokørsel, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen havde den 22-årige lånt, og det kommer til at koste ejeren en bøde, for at overlade sin bil til en person uden kørekort. Efter blodprøveudtagelsen blev den 22-årige løsladt, men vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Indbrud i perioden
Barnekæret, Gundsømagle, Roskilde