Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/08/21 til 2020/09/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Soundbokse taget ved musik til ulempe – Roskilde, Gadstrup og Holbæk

I weekenden fik Midt- og Vestsjællands Politi 46 anmeldelser om musik til ulempe i hele politikredsen. Patruljer blev sendt til størstedelen af anmeldelserne, og i mange tilfælde var der allerede ro på stedet, da politiet kom frem.

I tre tilfælde tog politiet musikanlæg i bevaring, og ejerne kunne dagen efter hente anlæggene på stationen. Ingen blev sigtet for noget i den forbindelse.
Fredag kl. 20.16 – Møllehusvej, Roskilde. Flere unge var forsamlet på et grønt område ved Møllehusvej/Helligkorsvej, hvor de hørte høj musik til gene for borgerne. En 17-årig ung mand fra Roskilde fik taget sin soundbox i bevaring.
Lørdag kl. 20.17 kørte en patrulje til møllen ved Strandparken i Holbæk, hvor borgere anmeldte at der blev spillet høj musik til gene. En 18-årig mand fra Svinninge måtte aflevere sin soundbox til patruljen, som tog anlægget med til politistationen.
Lørdag kl. 22.38 var der høj musik ved Ramsøhallen på Ramsølillevejen i Gadstrup – Roskilde. En patrulje kørte til det grønne område bag ved fodboldklubben, hvor der var samlet en gruppe unge, som havde medbragt en soundbox. En 16-årig ung mand fra Gadstrup fik taget sin soundbox i bevaring.

Spirituskørsel – Frederiksborgvej, Gundsømagle, Roskilde

Kl. 02.10 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Jyllinge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

12-årig cyklist ramt i højresving – Kong Valdemars Vej, Roskilde

Kl. 07.56 skete et uheld i krydset ved Røde Port. Her blev en 12-årig pige fra Roskilde ramt af en bil, som svingede til højre ad Kong Valdemarsvej. Pigen kom cyklende igennem røde port og skulle lige ud i krydset. Bilen, som blev ført af en 53-årig kvinde fra København kørte i samme retning, men skulle dreje i krydset. Bilisten havde holdt for rødt i krydset, og satte i gang for at svinge til højre. Her overså hun cyklisten, som blev ramt og kom ind under bilen.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den 12-årige pige blev kørt til sygehuset til behandling. Hendes tilstand var ikke kritisk, men hun pådrog sig brud på ben og overkrop. Cyklisten bar cykelhjelm og fik ikke hovedskader. Bilisten slap fra uheldet uden fysiske skader. Krydset var afspærret mens politi og redning arbejdede på stedet. Politiet optog rapport, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet.

Færdselsuheld – Klosterengen, Roskilde

Kl. 15.53 kørte en 39-årig kvinde fra Roskilde ad Klosterengen md nordøst, hvor hun holdt stille for at svinge til højre. I samme retning kørte en 46-årig kvinde fra Roskilde, som overså at den forankørende var bremset op. Hun forsøgte at bremse og undvige, men stødte ind i den holdene bil, som blev ramt på hjørnet af bagenden. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men en ambulance kom frem og tilså kvinderne. Politiet registrerede uheldet og de to implicerede udvekslede forsikringsoplysninger.

Mand sigtet for undlade mundbind i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 19.40 blev politiet tilkaldt til Roskilde Station, hvor et tog fra Kalundborg netop var ankommet. Tidligere på ruten havde personalet bedt en passager, som ikke anvendte mundbind, om enten at forlade toget, eller at iføre sig et mundbind. Passageren nægtede at efterkomme anvisningen fra DSB. På Roskilde station traf patruljen passageren siddende i toget, en 19-årig mand fra Kalundborg, som stadig ikke havde mundbind på. Den 19-årige havde ingen fritagelsesgrund til ikke at bære mundbind. Han blev sigtet for at overtræde covid-19 påbuddet om at bære mundbind i offentlig transportmiddel og blev bortvist fra toget. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Kvinde sigtet for vold – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 12.13 rykkede politiet til noget uorden på en perron på togstationen, hvor en udadreagerende kvinde blev tilbageholdt. På perronen traf politiet en 29-årig kvinde fra Risskov, som blev vurderet til at være både ophidset og lettere uligevægtig. Samtidig traf politiet en 53-årig mand fra Holbæk, som oplyste at være blevet overfaldet helt umotiveret af den tilbageholdte kvinde. Politiet anholdt derfor kvinden, som blev sigtet for vold mod den 53-årige, da han pludselig var blevet overfaldet med et hårdt skub foran et tog, der var ved at forlade stationen. Kvinden fortsatte med at slå ham, ligesom hun spyttede på ham. Den forurettede slap uden behandlingskrævende skader fra overfaldet, men hans briller gik i stykker. Kvinden blev afhørt til sagen, hvorunder det kom frem, at hun havde forvekslet offeret med en anden mand, som hun ikke havde et godt forhold til længere. Den 29-årige blev løsladt efter endt efterforskning, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Vigepligtsuheld – Lysalleen/Nordens Parkvej, Himmelev – Roskilde

Kl. 15.54 skete et sammenstød imellem to biler i krydset Lysallén/Nordens Parkvej i Trekroner. Uheldet skete, da en 86-årig kvinde fra Roskilde kørte ad Lysallén mod vest, hvor hun i krydset ved Nordens Parkvej overså en personbil, med en 25-årig mand fra Randers bag rattet. Den 86-årige holdt ikke tilbage for sin ubetingede vigepligt, men kørte lige over i krydset, hvor hun blev påkørt i siden af den 25-årige, som kørte ad Nordens Parkvej i nordlig retning. Ingen af bilisterne kom til skade, men airbaggen på den 25-åriges bil blev udløst, og bilerne blev kørt væk fra stedet af vejhjælp. Politiet optog rapport, som skal belyse omstændighederne omkring vigepligtsuheldet.

Narkokørsel uden førerret – Østergade, Roskilde

Kl. 01.20 standsede en patrulje en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Det viste sig, at føreren af bilen, en 22-årig mand fra Jyllinge, var påvirket af narkotika. Han blev derfor sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve. Den 22-årige var desuden frakendt førerretten for en tidligere sag om narkokørsel, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen havde den 22-årige lånt, og det kommer til at koste ejeren en bøde, for at overlade sin bil til en person uden kørekort. Efter blodprøveudtagelsen blev den 22-årige løsladt, men vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Vand på kørebanen – Roskilde / Jyderup / Lejre / Køge

Kl. 08.07 fik politiet flere anmeldelser om, at der var store mængder vand på kørebanen på Køgevej, Roskilde, i tunnelen under jernbanen. Bilisterne kunne med forsigtighed passere gennem tunnelen, men politiet underrettede dog Roskilde kommunes vejvæsen om forholdene, så der kunne blive foretaget det fornødne for at få vandet væk. Politiet har ingen oplysninger om ulykker eller tilskadekomster i den anledning.

Kl. 10.16 fik politiet flere henvendelser om, at der også på Holbækvej ved Køllevej, Jyderup, var store mængder vand i en tunnel under jernbanen. Også herfra har politiet ingen oplysninger om uheld i anledning af vandmasserne.
Kl. 10.35 mistede en 20-årig mand fra Kalvehave kontrollen over sin personbil, da han kørte ad Holbækmotorvejen mod vest mellem afkørslerne 15 og 16. På grund af en større mængde vand på kørebanen havde han mistet herredømmet over bilen, som efterfølgende ramte et autoværn. Der skete kun mindre materiel skade på bil og autoværn som følge af påkørslen.
Kl. 10.57 mistede en 43-årig mand fra Greve kontrollen over sin varebil, da han fra Køge Bugt Motorvejen netop var flettet og kørte ad Sydmotorvejen i sydgående retning. På grund af aquaplanning kørte han ud i grøften og videre op ad en skrænt, så varebilen rullede rundt. Den 43-årig blev bragt til skadestuen i Køge, hvor han blev indlagt til observation for eventuelle kvæstelser i ryggen. Et spor på motorvejen var kortvarigt afspærret i forbindelse med bjærgningen af varebilen.

Brandundersøgelse – Låddenhøj, Roskilde

Kl. 22.44 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i nogle containere. En lokal mand havde hørt et brag og efterfølgende opdaget, at der pludselig var ild i nogle containere og derfor slået alarm til brandvæsnet. Anmelderen havde ikke set nogen personer i området. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, som dog nåede at ødelægge en container. Der var på intet tidspunkt fare for, at branden ville brede sig. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at få klarlagt årsagen til brandens opståen.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set nogen personer i nærheden af den brændende container. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brand i ovn – Håndværkervej, Roskilde

Kl. 01.37 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en utilsigtet ildebrand ved en ovn på et affaldshåndteringsanlæg. Brandvæsnet fik hurtigt ilden i en affaldsskakt under kontrol, så branden ikke nåede at forrette skade på andet inventar. Branden havde dog udviklet en del røg, så brandvæsnet sørgede for udluftning af bygningerne. Ingen personer kom til skade ved branden.

Bedrageri og tyveri i supermarked – Stationscentret, Roskilde

Kl. 15.26 så personalet i Føtex, at en mandlig kunde byttede rundt på prismærkerne i forretningens delikatesseafdeling. Han tog prismærker fra to varer til 16 og 18 kr og satte på to varer til 110 og 130 kr. Han gik til kassen med delikatessevarerne. På vejen tog
kunden ligeledes tre six-pak Harboe pilsner og tre ½ liters Carlsberg øl til i alt 120 kr., som han ikke betalte for. Manden blev herefter tilbageholdt og politiet tilkaldt. Patruljen traf den mistænkte, en 49-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for forsøg bedrageri over for kassepersonalet, ved at sætte lavere prismærker på varerne, så han skulle betale langt mindre for varerne. Han blev desuden sigtet for butikstyveri og erkendte begge forhold. Herefter fik han lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Bil beslaglagt – Møllehusvej, Roskilde

Kl. 23.10 standsede politiet en 55-årig mand fra Veksø i en personbil, som kørte ad Møllehusvej mod nord. Han var frakendt førerretten og det var nu sjette gang i år, at han kørte i frakendelsestiden. Den 55-årige blev derfor sigtet og politiet beslaglagde hans bil, som det er muligt efter færdselslovens regler om konfiskation af køretøjer. Føreren accepterede beslaglæggelsen. Bilen havde desuden påsat nummerplader, som tilhørte en anden bil. Køretøjet var hverken registreret eller forsikret. Den 55-årige blev derfor også sigtet for dette og bilen blev kørt til opbevaring hos politiet. Retten vil senere, når sagen skal afgøres, tage stilling til, om bilen kan konfiskereres.

Indbrud i perioden

Strandtoften, Jyllinge
Svaleøvej, Veddelev, Roskilde
Dommervænget, Roskilde

Egeholmen, Gundsømagle, Roskilde

 

Foto: ABW