Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/07/20 til 2020/07/28.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Indbrudstyv overrasket – Gundsølillevej, Gundsølille, Roskilde
Kl. 03.10 slog en 50-årig mand fra Roskilde alarm, efter at han var vågnet, da en fremmed person var ved at kravle ind gennem et åbenstående vindue i soveværelset. Personen tog straks flugten og flygtede videre måske i en bil sammen med måske endnu en person. Den 50-årige kunne kun beskrive indbrudstyven som iført en sort trøje og kunne ikke give yderligere oplysninger om hverken bilen eller den anden person. Politiet undersøgte gerningsstedet og afventer nu resultatet af eventuelle tekniske spor i et forsøg på at få identificeret indbrudstyven, som ikke nåede at stjæle noget.
Humanitær eftersøgning – Gundsølillevej, Ågerup, Roskilde
Kl. 14.41 bad personalet på et omsorgscenter om assistance til at lede efter en 76-årig, dement mandlig beboer, som havde været forsvundet siden kl. ca. 13.30. Han var gået en tur sammen med andre, men pludselig gået en anden vej. Politiet iværksatte en eftersøgning med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, som ledte efter manden i området. Kl. ca. 15.55 fik hundepatruljen kontakt til den savnede mand, som efter omstændighederne i det varme vejr var i god behold, men dog lidt afkræftet. Politiet kørte ham retur til omsorgscentret til fornøden omsorg og afsluttede derfor eftersøgningen i området, hvor der fandtes flere vandområder.
Ukrudtsbrænder startede brand – Solsikkevej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 13.47 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i et skur på en privat adresse. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, der havde nået for forrette mindre skader på beklædningen og isoleringen i skuret. Årsagen til branden skal formentlig søges i en 30-årig kvindes brug af en ukrudtsbrænder, som hun kort forinden brandens opståen havde brugt meget tæt på skuret. Politiet har nu optaget rapport om branden for at kunne afgøre, om kvinden har udvist den fornødne forsigtighed i forbindelse med brugen af ukrudtsbrænderen.
Varetægtsfængsling – Trussel på livet / våbenlovgivningen – Parkvej, Roskilde
Kl. 19.46 anmeldte en 53-årig kvinde fra Roskilde, at hun kort forinden var blevet truet på livet af en tidligere, mandlig bekendt. Han var troppet på hendes adresse, hvor han både verbalt og ved fremvisning af et skydevåben havde truet hende på livet. Bagefter var han gået fra stedet, så de tilkaldte patruljer traf ham på Møllehusvej, hvor en 59-årig mand fra Roskilde gik med et jagtgevær i et etui. Han blev uden dramatik anholdt og sigtet for trusler på livet over for kvinden. Ved et grundlovsforhør lørdag blev den 59-årige fremstillet og efterfølgende varetægtsfængslet foreløbig til den 20. august 2020.
Butikstyveri – Hyrdehøj Alle, Roskilde
Kl. 20.59 havde en 29-årig kvinde fra Roskilde været i supermarkedet Kvickly, hvor hun havde lagt noget tøj til en værdi af 250 kr. ned i en medbragt taske. Da gik gennem kassen, undlod hun at betale for varerne. Hun nægtede at vise indholdet i sin taske og truede med vold mod personalet, såfremt hun ikke fik lov at gå. Til sidst efterlod hun sin taske med de stjålne varer og løb fra stedet. Politiet undersøgte tasken og fik derved identificeret kvinden, som politi kl. ca. 22.40 traf gående på Fælledvej. Hun blev derfor anholdt og sigtet for tyveriet af tøjet, inden hun tidligt på natten blev løsladt efter endt efterforskning af sagen. Hun vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod hende skal afgøres.
Røveri mod person – Vindeboder, Roskilde
Kl. 23.00 fik politiet en anmeldelse om, at en 16-årig pige fra Borup var blevet overfaldet af to drenge, der havde slået og sparket hende samt truet hende til at udlevere nogle kontanter. Den 16-årige pige var efterfølgende løbet fra stedet, men blevet indhentet af overfaldsdrengene, der igen tildelte flere slag. Politiet ledte med flere patruljer efter de to drenge, som kl. 23.45 blev anholdt i Skomagergade, hvor de gik sammen med flere andre unge. Der var tale om to drenge på 15 og 16 år fra Roskilde, hvoraf den ene var i besiddelse af kontanter svarende til det beløb, som var blevet røvet fra offeret tidligere på aftenen. De to anholdte blev medtaget til politistationen, hvor de i overværelse af de sociale myndigheder blev afhørt til sagen, inden de efter endt efterforskning blev løsladt tidligt lørdag morgen. De to sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når deres sag skal afgøres.
Varetægtsfængsling – Brand i lejlighed – Vestergade, Roskilde
Kl. 06.56 søndag morgen hørte en kvindelige beboer en brandalarm gå i gang i beboelsesejendommen. Da hun kiggede ud i opgangen, så hun kraftig røgudvikling fra en lejlighed i opgangen. Den mandlige beboer var kommet ud, da anmelderen slog alarm til brandvæsnet og politiet. Ejendommen blev evakueret af sikkerhedsmæssige årsager, medens brandvæsnet undersøgte den røgfyldte opgang og den pågældende lejlighed. Den brændende lejligheds beboer – en 62-årig mand fra Roskilde – blev bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol for eventuel røgforgiftning, men var sluppet uskadt fra branden. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men lejligheden var dog blevet røg- og sodskadet, så den var ubeboelig. I forbindelse med brandslukningsarbejdet opdagede brandvæsnet noget mistænkeligt, som ved politiets efterfølgende undersøgelse tydede på, at den 62-årige kunne mistænkes for at have antændt nogle stole i et rum i lejligheden. Den 62-årige blev derfor anholdt, sigtet for brandstiftelse og fremstillet i grundlovsforhør kl. 14.00 i Retten i Holbæk, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle den 62-årige foreløbigt til den 20. august 2020.
Færdselsuheld – Gartnervang / Køgevej, Roskilde
Kl. 17.32 rykkede politiet igen ud til et færdselsuheld, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen. Det viste sig, at en 21-årig mand fra Greve var kørt ad Gartnervang mod vest og ville fortsætte videre ud på Køgevej. Efter fremkørsel over vigelinjen påkørte han en 24-årig mand fra Roskilde, der på cykel kørte ad Køgevej mod nord. Der skete kun lettere materiel skade ved uheldet, som cyklisten slap fra med diverse knubs. Den 21-årige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.
Grundlovsforhør – Tiggeri i forretningsgade – Algade, Roskilde
Kl. 11.58 fik politiet en henvendelse om, at der i gågaden sad en mand, som tilsyneladende tiggede. En patrulje kørte til området ved et apotek og en møbelforretning, hvor en udenlandsk mand sad på en sovepose og med et bæger foran sig. Ifølge et vidne havde manden før politiets ankomst også haft endnu et bæger, som med penge i havde stået skjult bag hans ryg. Den udenlandske mand ønskede på politiets anmodning ikke at identificere sig, hvorfor han blev anholdt med henblik på konstatering af hans identitet. På politistationen i Roskilde lykkedes det politiet at få ham identificeret som en 40-årig mand fra Slovenien. Ham havde politiet flere gange tidligere bortvist fra områderne ved togstationen og gågade-området, hvor han havde sovet på gaden. Med baggrund i vidnets observationer og omstændighederne ved anholdelsen i gågaden sigtede politiet sloveneren for overtrædelse af både retsplejeloven, fordi han ikke ville oplyse sin identitet, og for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om betleri. Efter afhøring til sagen forblev den 40-årige i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med påstand om en frihedsstraf for den utryghedsskabende tiggeri i en forretningsgade, hvilket ifølge lovgivningen anses for en strafskærpende omstændighed.
Færdselsuheld – Algade, Roskilde
Kl. 15.18 fik politiet en anmeldelse om et mindre alvorligt færdselsuheld, hvor flere biler var impliceret. Politiet kunne konstatere, at uheldet var sket på et for trafikken uheldigt sted, så politiet måtte regulere trafikken, herunder bustrafikken, forbi uheldsstedet ved Algade og Hestetorvet. Ingen var kommet til skade ved uheldet, hvor der var sket mindre materiel skade på de tre implicerede biler. En 61-årig mand fra Brønshøj havde som fører af en taxa overset personbilen foran ham, så personbilen ført af en 38-årig mand fra Roskilde blev påkørt bagfra i forbindelse med bilernes kørsel ad Algade i vestlig retning. Påkørslen af personbilen medførte, at den blev skubbet frem og ramte bagenden af endnu en personbil ført af 20-årig kvinde fra Roskilde. Politiet registrerede og afsluttede arbejdet på uheldsstedet kl. ca. 16.45, hvor trafiksituationen var blevet normaliseret.
Uorden – Folkeparken, Roskilde
Kl. 21.51 fik politiet en henvendelse om uorden i Folkeparken. Da patruljen kom frem, var der dog faldet ro over gemytterne. Politiet forsøgte at få klarlagt årsagen, som formentlig var startet med en uoverensstemmelse mellem nogle piger/unge kvinder fra hver sin gruppe af personer. Da den ene gruppe ville forlade området, kom det alligevel til lidt klammeri mellem de tilstedeværende personer, hvor de af politiet registrerede var teenagere fra Roskilde, Ringsted og Kirke-Hyllinge. En af de stridslystne var en 14-årig dreng fra Kirke-Hyllinge, som ved politiets mellemkomst blev afhentet af sin mor, som så blev underrettet om situationen. Ingen blev sigtet for noget i forbindelse med politiets indsats i parken.
Forsøg på røveri mod person – Parkvænget, Roskilde
Kl. 02.40 anmeldte en chokeret og lettere spirituspåvirket, 29-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 02.10 var blevet udsat for et røveri på Parkvænget, da hun kom gående ad vejen med musik i ørene og en hætte om hovedet. Pludselig henvendte en fremmed mand, der var kommet bagfra, sig og holdt en kniv op foran hende, hvorefter han forlangte at få hendes penge. Hun viste sin tomme pung frem, hvorefter røveren forsvandt fra stedet i ukendt retning. Han blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 18-22 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk, Iført: Sort hættetrøje med hætten oppe, sorte bukser og bandana for underansigtet. En patrulje ledte efter manden i området, men fandt ham ikke, ligesom patruljen foretog afhøring af den 29-årige til en sag om røveri mod person på gaden.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket den mistænkte mand i området ved Parkvænget eller andre steder i Roskilde i nat. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Uopfordret tilbud om arbejde afslået – Søvang, Roskilde
Kl. 10.55 anmeldte en 23-årig mand fra Roskilde, at han ca. 30 minutter tidligere var blevet kontaktet af en engelsk-/irsk-talende mand, der var ankommet til stedet i en hvid bil med rattet i højre side og en stige på taget. Efter nogle indledende spørgsmål tilbød manden til sidst at rense nogle fliser på grunden, hvilket den 23-årige afslog, hvorefter manden kørte fra stedet. Manden blev beskrevet som: mand, 30-35 år, 180-185 cm høj, almindelig af bygning, rødligt, kort hår med høje tindinger, iført orange vest med grå T-shirt herunder, mørke arbejdsshorts med mange lommer og brune arbejdssko. Anmelderen ønskede blot at underrette politiet om denne uopfordrede henvendelse, som han undrede sig over, samtidig med at han ville underrette naboer mv. om hændelsen.
To efterlyste piger dukkede op – Skovbogade, Roskilde
Kl. 19.15 henvendte to 14-årige piger fra Ringkøbing sig sammen med en advokat på politistationen i Roskilde, fordi de gerne vil anmelde til politiet, at de var utilfredse med forholdene på den institution, som de var rømmet fra. Midt- og Vestsjællands Politi afhørte pigerne om deres utilfredshed og oprettede en sag herom, så sagen senere kan blive oversendt til Midt- og Vestjyllands politikreds til vurdering og eventuel nærmere undersøgelse. Pigerne blev i løbet af de sene aftentimer efter aftale med Midt- og Vestjyllands Politi og de lokale, sociale myndigheder bragt retur til deres institution, hvorefter den jyske politikreds fremadrettet forestår koordinationen mellem institution, politiet og de sociale myndigheder i sagen.
Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Hedeboparken, Roskilde
Kl. 21.52 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra Roskilde for både kørsel i narkotikapåvirket tilstand og for kørsel i frakendelsestiden. Ved ransagning af bilen fandt politiet knap fem gram hash, som han ikke var i lovlig besiddelse af. Bilejeren havde ikke givet den 35-årige lov til at køre i bilen, hvorfor han også blev sigtet for uberettiget brug af personbil. Efter afhøring til de mange sager og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 35-årige løsladt, men han kan dog forvente at høre nærmere, når blodprøven er blevet analyseret.
Brandundersøgelse – Håndværkervej, Roskilde
Kl. 21.58 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i en affaldsskakt på et forbrændingsanlæg. Ingen personer var i fare ved branden, som brandvæsnet fik slukket bl.a. ved at lukke for et spjæld i en skakt med affald. Politiet har optaget rapport om branden, da det ikke kunne udelukkes, at der var opstået skader på inventar uden for selve brandstedet i skakten.
Butikstyveri – Holbækvej, Roskilde
Kl. 00.10 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, at en gruppe på fem-syv unge mænd kl. ca. 23.50 havde været på stedet for at købe spiritus. En af mændene havde bestilt flere pakker cigaretter, der blev lagt på kassebåndet sammen med spiritussen. Medens andre betalte for spiritussen, tog en fra gruppen fem-seks pakker cigaretter i lommen og forlod stedet uden at betale. Selv om kasseekspedienten gjorde manden opmærksom på den manglende betaling, fortsatte han blot væk uden at betale. Politiet har nu oprettet en sag om tyveri og skal forsøge at identificere manden, der blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 18-23 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt hår, som var ført tilbage, Talte: Dansk, Iført: Grå ‘nike’ joggingbukser og trøje. Den mistænkte blev ikke fundet i nærheden trods eftersøgning med flere patruljer umiddelbart efter anmeldelsen.
Bøjede nummerplader på flere biler – Vindeboder, Roskilde
Kl. 20.22 henvendte en mandlig bilejer sig til politiet, fordi nummerpladerne på hans bil var blevet bøjet, medens den holdt parkeret ved et museum. Ifølge andre tilstedeværende kunne den formastelig være en mand, der med bare tæer gik rundt og snakkede med sig selv. Politiet kørte til parkeringspladsen, hvor fem biler havde fået bøjet deres nummerplader af en ukendt person. Manden med bare tæer var en 55-årig mand fra Veksø Sj., som ud fra diverse vidneudsagn ikke umiddelbart kunne mistænkes for at være den formastelige. Han var dog i forvejen efterlyst som forsvundet fra et nærliggende hospital, som politiet bragte ham tilbage til. De bøjede nummerplader var ifølge politiets skøn som sådan ikke blevet ødelagt.
Arbejdsulykke – Vestre Hedevej, Roskilde
Kl. 12.44 fik politiet via alarmcentralen oplysninger om, at en mand var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde på en genbrugsplads. Det viste sig, at ambulancepersonale bragte en lettere tilskadekommen, 24-årig mand fra Gilleleje til skadestuen til kontrol af skulder og den ene arm, som han havde slået. Manden havde brugt en gravemaskine, som han brugte ved en stor kompostbunke. Pludselig var gravemaskinen væltet og gledet ned i et hul, så den 24-årige i den forbindelse havde slået sig. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som myndighederne nu i fællesskab undersøger nærmere for at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Indbrud i Perioden
Kløvervej, Jyllinge
Vinkelhagen, Jyllinge
Blodhøjvej, Jyllinge
Hedeboparken, Roskilde
Skomagergade, Roskilde
Ravnshøjvej, Kornerup, Roskilde
Bøgeholmen, Gundsømagle, Roskilde
Støden, Roskilde (3 steder)
Gundsølillevej, Gundsølille, Roskilde
Hovedvejen, Nye Glim, Roskilde
Asylgade, Roskilde
Klostervang, Roskilde
Frederiksborgvej, Roskilde
Sankt Clara Vej, Roskilde