Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/02/28 til 2020/03/10.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Ørstedvej, Havdrup – Roskilde
Kl. 07.11 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen efter en vejkurve på Ørstedvej ved Holmevej. Det viste sig, at en 35-årig kvinde fra Havdrup i en personbil var kørt ad Ørstedvej i østlig retning og ramte i en kurve tæt ved Holmevej med siden en anden personbil ført af en 35-årig mand fra Viby Sj. Ingen af dem kom til skade, men den 35-årige kvinde var spirituspåvirket og blev derfor sigtet for spirituskørsel samt kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hun kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen er modtaget hos politiet.
Trusler mod politifolk – Rytterkær, Herringløse, Roskilde
Kl. 01.16 bemærkede en politipatrulje to biler på en parkeringsplads, som de bragte til standsning, for at lave en rutinekontrol. Mens en betjent talte med føreren af det forreste køretøj, talte den anden betjent med føreren af det bagerste køretøj. En passager fra det bagerste køretøj var under kontrollen steget ud af bilen, og havde en udad reagerende adfærd over for politiet, som skønnede at han var narkopåvirket. Passageren trak en stavlygte, som han lyste betjentene i ansigtet med, mens han truede med lygten over hovedet. Politiet besluttede at anholde manden, der senere viste sig at være en 26-årig mand fra Jyllinge. Manden modsatte sig anholdelsen og det lykkedes ham at flygte fra stedet.
En hundepatrulje blev tilkaldt og søgte efter den flygtede mand, der blev fundet ikke langt fra stedet. Her truede han politifolkene med en flise, hvorefter han blev anholdt med den fornødne magt. Han blev sigtet for trusler mod politiet, og for at modsætte sig anholdelsen. Den 26-årige blev efterfølgende tilset på skadestuen for småskrammer. Han blev herefter taget med til politistationen til afhøring, hvorefter han blev løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Føreren af den ene bil, en 24-årig mand fra Taastrup blev desuden anholdt og sigtet for narkokørsel i samme forbindelse. Han blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve. De kan begge forvente at høre mere fra politiet i deres sager.
Mindreårig butikstyv – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde
Kl. 08.24 tilbageholdt personalet i Lidl en mindreårig dreng, som havde gemt en pose slik under jakken. Han nægtede at oplyse sit navn til personalet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor drengen oplyste sit navn til politiet. Drengen viste sig at være en 13-årig dreng fra Jyllinge. Patruljen underrettede drengens forældre om episoden og de hentede ham på stedet. Drengen er under den kriminelle lavalder, og kan ikke straffes for butikstyveri.
Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl. 16.30 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 25-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Færdselspolitiet standsede bilisten, da han benyttede håndholdt mobiltelefon under kørslen, ligesom han heller ikke benyttede sikkerhedsselen. Den 25-årige kunne heller ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten. Ved visitationen af ham i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af en kniv, som han besad uden anerkendelsesværdigt formål. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om både hash og benzodiazepin) blev den 25-årige løsladt af politiet, som dog vil kontakte ham senere, når blodprøven er blevet analyseret, og de mange sager mod ham skal afgøres.
Kanonslag kastet ud fra lejlighed – Hedeboparken, Roskilde
Kl. 17.40 fik politiet en henvendelse om, at nogen kastede kanonslag ud fra en lejlighed i bebyggelsen. Politiet kunne dog ikke høre noget i området, men fik lokaliseret den lejlighed, som der måske var blevet kastet kanonslag fra. I lejligheden fik politiet kontakt til en 56-årig mand fra Roskilde, som nægtede at have noget med kanonslagene at gøre, men tværtimod havde set nogle piger affyre kanonslag i området. Politiet fik en samtale med manden og havde ikke grundlag for at foretage sig yderligere over for hverken ham eller de uidentificerede piger i området.
Færdselsuheld / narkokørsel – Vindingevej, Roskilde
Kl. 00.05 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger, at en bilist havde påkørt en parkeret bil, og at føreren nu var stukket af fra uheldsstedet. Politiet kørte hurtigt til uheldsstedet, hvorfra føreren ifølge et vidne var løbet ad Vindingevej i retning mod Klintevej. En hundepatrulje foretog søgning efter den flygtede fører, som kl. 00.31 blev anholdt, da en politihund fandt ham i et shelter, hvor han skjulte sig. Der var tale om en 27-årig mand fra Roskilde, som ud over bilnøglen til den forulykkede bil også blev fundet i besiddelse af nogle små poser med ca. 2 gram kokain. Den 27-årige selv blev også skønnet påvirket af narkotika, så han blev bragt til skadestuen både til kontrol for eventuel personskade som følge af uheldet, men også for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende. Politiet løslod senere på natten den 27-årige, der kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret. Den 27-årige var i øvrigt sluppet uskadt fra uheldet, der dog medførte skader på de to implicerede biler.
Uorden ved diskotek – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 02.41 anmeldte dørmændene ved et diskotek, at to mænd blev tilbageholdt, efter at de havde været i slagsmål. Politiet fik kontakt til en 18-årig mand fra Holbæk, som blev sendt på skadestuen til undersøgelse og eventuel behandling for en eventuel skade i den ene arm. En spirituspåvirket, 19-årig mand fra Greve blev anholdt og anbragt i detentionen til afrusning for at få skabt ro i gaden. Politiet foretog også anholdelse af en 19-årig, spirituspåvirket mand fra Taastrup i samme anledning, så begge opholdt sig i detentionen på politistationen i Roskilde frem til næste morgen, hvor de blev løsladt. Politiet vurderer nu, hvorvidt der er grundlag for også at sigte dem for en lovovertrædelse.
Færdselsuheld – Hovedvejen/Glimvej, Roskilde – Lejre
Kl. 07.51 kørte en 44-årig mand fra Rokilde fra Glimvej og ud på Hovedvejen, hvor han fortsatte mod Roskilde i nordøstlig retning. Bagfra kom en personbil, som blev ført af 25-årig mand fra Ringsted, som ikke kunne nå at bremse for den 44-årige, som ikke var kommet op i hastighed efter svingningen. Den 25-årige drejede sin bil mod højre for at undgå at påkøre den forankørende. Her stødte han i stedet sammen med en 18-årig kvinde fra Jystrup, som kørte i højre vognbane ved siden af den 25-årige, som befandt sig i overhalingsbanen. Herefter mistede den 25-årige herredømmet over bilen og kørte ind i et skilt og et træ. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men der skete betydelig materiel skade. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet og klarlægge, hvem der var ansvarlig for at uheldet skete.
Råbende mand bortvist fra bodega – Skomagergade, Roskilde
Kl. 20.14 blev en patrulje sendt til Peberrenden i Skomagergade, hvor en gæst på en bodega optrådte larmende ved at råbe og skabe utryghed. Han nægtede at forlade stedet, da personalet fra bodegaen bad ham om det. En patrulje blev sendt til bodegen, og bortviste gæsten, en spirituspåvirket 62-årig mand fra Roskilde, som gik fra stedet trækkende med sin cykel.
Kl. 21.04 var den gal igen ved Støden. En forbipasserende mand havde mødt den 62-årige, som havde været udadreagerende og råbte højt af folk. Politiet kørte igen til stedet, hvor den 62-årige nu fik et lift hjem for at sove den ud.
Personpåkørsel – Søndergade, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 06.30 fredag morgen fik politiet melding om, at der var sket en personpåkørsel ved Viby Sj., idet en person var blevet påkørt af et gennemkørende tog. Redningsmandskab og politiet kørte til området, hvor toget var standset et stykke væk fra stationsområdet. En mand var som følge påkørslen blevet så hårdt kvæstet, at hans liv ikke kunne reddes. Toget med passagerer blev holdende ude på sporet under redningsarbejdet, og da togdriften var indstillet mellem Roskilde og Ringsted, indsatte DSB togbusser på strækningen. Manden blev senere identificeret som en 52-årig mand fra Roskilde, hvis pårørende er underrettet. Ud fra afhøringer af vidner og pårørende arbejder politiet ud fra en tese om, at der var tale om en ulykkelig hændelse. Togdriften blev genoptaget kl. ca. 09.45, da myndighedernes arbejde på sporene var afsluttet.
Røg fra oplader – Enghaven, Svogerslev, Roskilde
Kl. 14.58 slog en 14-årig pige fra Roskilde alarm til brandvæsnet, fordi hun havde lugtet røg i huset, da hun kom hjem. Brandvæsnet og politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at der ikke var ildebrand nogen steder. På et værelse fandt brandvæsnet dog en oplader, som var kortsluttet og formentlig derfor havde udviklet lidt røg. Der var ikke sket nogen skade i øvrigt, så myndighederne forlod derfor stedet straks efter.
Stort uheld spærrede vejen – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl. 12.30 skete et sammenstød imellem flere tunge køretøjet som alle kørte ad Frederiksborgvej mod syd, da en forankørende bil bremsede helt ned for at svinge. Bag ved den svingende personbil kørte en lastbil med sættevogn, som bremsede op. Bag sættevognen kørte en varebil og en lastbil med cementblander, som stødte sammen ved opbremsningen. Cementblanderen forsøgte at undvige venstre om varebilen, men ramte varebilen på siden så den blev klemt op imod sættevognen. Cementblanderen standsede i de modkørendes vejbane som følge af uheldet, men heldigvis kom der ingen modkørende biler på uheldstidspunktet. Varebilen blev ført af en 25-årig mand fra København. Han og en passager blev tilset i ambulance, men ingen personer var kommet alvorligt til skade. Den 25-årige blev kørt til sygehuset for at få undersøgt det ene ben. Alle køretøjer fik kontrolleret deres tachograf (fartskriver), som ikke gav grundlag for at mistænkte køretøjerne for at have kørt for stærkt.
Lastbilen med sættevognen fik mindre skader og kunne selv køre væk fra stedet. De to øvrige store køretøjer skulle bugseres væk fra vejen, så der blev bestilt en særtransport. Omkring kl. 13.07 åbnede politiet op for at trafikken kunne ledes videre forbi uheldsstedet via cykelstien, men vejen var spærret indtil køretøjerne blev fjernet omkring kl. 14.00. Ved 15-tiden blev vejen igen spærret da en fejemaskine var ankommet til stedet for at feje kørebanen ren for vragdele og grus. Politiet optog rapport i sagen om uheldet for at belyse omstændighederne.
Graffitimalere overrasket – Østre Ringvej / Store Valbyvej, Roskilde
Kl. 09.30 anmeldte en 51-årig kvinde, at hun netop havde overrasket to graffitimalere, der var i fuld gang i viadukten under Østre Ringvej ved Store Valbyvej. Anmelderen standsede og tog et foto, hvorefter de unge graffitimalere stak af. De blev af anmelderen beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 16-18 år, 160 cm, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: Meget farvespraglet jakke og jeans. B: Mand, Dansk af udseende, 18-20 år, 180 cm, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: Grå jakke og jeans, som politiet ikke fandt trods eftersøgning af dem med en hundepatrulje.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har set de to mistænkte, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Udlænding med falsk identitet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 09.50 bemærkede udlændingeafdelingen fra Midt- og Vestsjællands Politi en udenlandsk mand med mulig etnisk oprindelse fra Afrika på Jernbanegade ved busholdepladserne, hvor han gik rundt uden umiddelbart synligt ærinde. Politiet kontaktede ham og bad ham legitimere sig. Han oplyste at være en 50-årig mand fra Portugal, men med ophold i Danmark. På forlangende fremviste han kopier af identitetsdokumenter fra både Danmark og Portugal, men ved nærmere kontrol af disse var der uoverensstemmelser i de navne, der fremgik af dokumenterne. Endvidere udtalte manden, at han var 51 år, uagtet han ifølge dokumenterne kun var 50 år gammel. Da politiet var i tvivl om mandens reelle identitet, blev han anholdt til nærmere undersøgelse heraf. Derefter viste det sig, at den anholdte ikke var portugiser med ophold i Danmark, men reelt en 50-årig mand fra Ghana med EU-opholdstilladelse. Politiet skal nu undersøge grundlaget for hans ophold i Danmark nærmere, men anklagemyndigheden vil tirsdag formiddag fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for at have oplyst falsk identitet over for politiet.
Ulovlig knallert – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl. 12.10 standsede færdselspolitiet en 30-knallert, der blev ført af en 15-årig dreng fra Ringsted. Da politiet havde en mistanke om, at knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, blev den testet på et rullefelt, som afslørede, at den kunne køre 52 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 15-årige blev derfor sigtet for kørsel på en knallert med konstruktive ændringer. Drengens værge blev efterfølgende underrettet om sagen mod ham.
Lov om euforiserende stoffer – Roskilde
Kl. 12.20 henvendte politiet sig på bopælen hos en 35-årig mand fra Roskilde, som var mistænkt for besiddelse af hash. Ved ransagning af hans lejlighed fandt politiet seks gram hash, som den 35-årige blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Narkohunde deltog i politiets ransagning af lejligheden. Under politiets ophold på den 35-åriges bopæl ringede en mand på for at besøge beboeren. Der var tale om en 32-årig mand fra Roskilde, som blev modtaget af politiet og efterfølgende fundet i besiddelse af 1½ gram hash, som han blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Begge mænd kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem hver især skal afgøres.
Udenlandsk butikstyv – Industrivej, Roskilde
Kl. 14.03 kørte politiet til byggemarkedet Bauhaus, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk mand som mistænkt for tyveri af varer. Politiet fik kontakt til en 56-årig mand fra Polen, som blev anholdt og sigtet for tyveri af varer for 170 kr. Ifølge personalet havde han set på flere forskellige varer, men stukket nogle i sine lommer, inden han gik til kassen. Her betalte han for varerne, som han havde i hånden, men betalte ikke for varerne i lommerne. Sagen blev straks afgjort med en bøde, som blev betalt, hvorefter polakken blev løsladt.
Slagsmål foran diskotek – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 00.36 så politiet via de offentligt opsatte overvågningskameraer i Jernbanegade, at nogen var i slagsmål ude foran diskoteket Dansebar. Politiet kørte til området med et par patruljer, men alt var i mellemtiden blevet roligt. Ingen følte sig forurettet i anledning af slagsmålet, hvis parter ikke umiddelbart kunne identificeres via optagelserne, så de ansvarlige kunne drages til ansvar.
Kl. ca. 01.15 var der igen uro ved stedet, idet to spirituspåvirkede mænd på 18 år fra Jyllinge havde indladt sig i slagsmål. De blev derfor begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelse og anholdt til sagen samt et ophold i detentionen til afrusning. En spirituspåvirket, 22-årig mand fra Frederikssund var dog sur over politiets tilstedeværelse, så han slog en uniformeret politimand i ryggen, så han blev også anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at begå vold mod politiet. Politiet forblev derfor i området resten af natten i forsøget på at opretholde ro og orden.
Kl. 01.30 ville en spirituspåvirket, 19-årig mand fra Føllenslev ikke rette sig efter politiets anvisninger for at opretholde ro og orden, så han blev også anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Kl. 03.45 måtte en spirituspåvirket, 18-årig mand fra Borup også en tur i detentionen, efter at han var blevet sigtet for gadeuorden.
Kl. 04.02 måtte en også spirituspåvirket, 19-årig mand fra Borup også samme vej efter en sigtelse for gadeuorden.
Alle anholdte blev løsladt senere på morgenen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af deres adfærd i nattelivet.
Lov om euforiserende stoffer / narkokørsel mv. – Holbækvej, Roskilde
Kl. 18.40 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Kirke-Hyllinge for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet havde forinden truffet ham i en bil, der holdt med motoren i gang. I bilens frontrude lå flere tomme pølsemandsposer, og da det lugtede af hash i bilen, foretog politiet en ransagning. Herunder fandt politiet 3½ gram hash, nogle kontanter og en mobiltelefon, som blev beslaglagt som bevis, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af hashen med henblik på videresalg. Da den anholdte også selv var påvirket af narkotika (hash) og holdt med bilmotoren i gang, blev han også sigtet for narkokørsel og fik i den anledning udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 24-årige vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 02.12 forulykkede en 36-årig mand fra Ishøj, da han kørte ad motorvejen i østgående retning. Formentlig på grund af glat føre mistede han herredømmet over sin bil, som rullede rundt og landede på taget. Den 36-årige kom dog selv ud af bilen, hvis airbags var blevet udløst. Efter kontrol på skadestuen blev den 36-årige udskrevet som uskadt, men dog nok med diverse knubs som følge af uheldet. Ingen øvrige trafikanter var impliceret i uheldet.
Fly sikkerhedslandede i Roskilde Lufthavn- Lufthavnsvej, Roskilde
Kl. 19.44 fik politiet melding om, at et mindre Cesna fly med tre personer om bord ville foretage en sikkerhedslanding i Roskilde Lufthavn. Flyet viste tegn på, at der kunne være problemer med landingshjulene. Politiet indsatsleder blev sendt til stedet, og en ambulance stod klar i tilfælde af udfordringer ved landingen. Landingen blev foretaget uden problemer, og landingsstellet virkede som det skulle. Det viste sig, at der var tale om en teknisk fejl, som viste en indikation på fejl på landingsstellet. Flyet blev herefter kørt i hangar.
Indbrud i Perioden
Salbjergvej, Havdrup
Baunehøjvej, Veddelev, Roskilde
Bakkedraget, Roskilde
Ringstedvej, Roskilde