Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2019/09/20 til 2019/10/01.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Udenlandske butikstyve anholdt – Roskilde
Kl. 13.34 anmeldte en butiksdetektiv fra byggemarkedet Bauhaus i Roskilde, at fire udenlandske mænd havde en mistænkelig adfærd i butikken. De medbragte rygsække som indeholdt forede poser, som kan snyde butikkens alarmsystem – de såkaldte “russerposer”. En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge sagen nærmere. De fire mistænkelige mænd nåede at køre fra Bauhaus, men butiksdetektiven var kørt efter dem, så politiet kunne let finde frem til de fire mænd. De mistænkte blev standset af patruljen på Hveen Boulevard i Taastrup i Københavns Vestegns Politikreds. I bilen fandt politiet en større mængde tøj, som politiet mistænkte var tyvekoster fra flere forskellige butikker. I bilen var fire mænd fra Rumænien i alderen 21-22 år, som alle blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Politiet fandt ved ransagningen af bilen også rygsække med “russerposer” indbygget. Der var koster i bilen til en anslået værdi af ikke under 40.000 kr. De fire mænd blev taget med til politigården i Roskilde, hvor de blev afhørt med tolk. De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 12.30 ved retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling, mens politiet efterforsker sagen for blandt andet at fastlægge gerningsstederne for tyverierne.
Narkokørsel og narkosag – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 21.25 standsede en politipatrulje en bil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 33-årig mand uden fast bopæl i København, var påvirket af narkotika, og han var frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet ransagde bilen og visiterede føreren og en kvindelige passager. Passageren, en 35-årig kvinde fra København, blev fundet i besiddelse af 4,47 gram skunk (hash). Hun blev sigtet for besiddelse af narko, og hashen blev beslaglagt. Den 33-årige fører blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, og de kan begge forvente at høre mere fra politiet.
Hjemmeplejer bortviste kvinde fra borgers hjem – Æblehaven, Roskilde
Kl. 07.59 kontaktede en 50-årig kvindelig medarbejder i hjemmeplejen politiet og forklarede, at hun havde været på arbejde hos en borger på Æblehaven. Under besøget stod der pludselig en yngre kvinde på ca. 18-25 år i borgeren hjem, som fortalte, at hun havde mistet sin telefon. Den 50-årige kvinde fortalte den unge kvinde, at det ikke gav hende ret til at gå ind i andre hjem, hvilket fik den yngre kvinde til at forlade adressen, og hun forsvandt efterfølgende fra stedet.
Politiet ved ikke, hvad den yngre kvindes hensigt var, men vil gerne opfordre borgerne til at udvise en sund skepsis overfor alle fremmede, der henvender sig på deres bopæl. Vær skeptisk når personer, man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at blive lukket ind. Politiet opfordrer til, at man sikrer sig så godt som muligt for at mindske risikoen for tyveri. Borgere kan blandt andet hente gode råd hos det kriminalpræventive råd: http://www.dkr.dk/tricktyveri.
Butikstyv havde mere på samvittigheden – Stationscentret, Roskilde
Kl. 08.33 tilbageholdt en dagligvareforretning en butikstyv, en 41-årig mand uden fast bopæl, som havde fjernet flere genstande fra butikken. Politiet kom frem til stedet, hvor manden erkendte forholdet, som han blev sigtet for. Det viste sig, at manden var eftersøgt til en fogedretssag, og manden blev derfor anholdt og transporteret til fogedretten i Roskilde, så han kunne få sit udestående med dem ud af verden. Manden er fortsat siget for butikstyveri.
Mand ved jernbanesporet, Trekroner Centervej/Industrivej, Roskilde
Kl. 12.40 fik politiet anmeldelse om, at der stod en mand i mørkt tøj ved togskinnerne. Anmelderen frygtede at manden havde til hensigt at springe ud foran toget. En patrulje kørte frem til stedet, hvor de traf en meget toginteresseret mand, som tog billeder af togene med et stort kamera. Patruljen kunne derfor berolige anmelderen og fortsatte herefter til andre opgaver.
Spirituspåvirket motorcyklist væltede – Hedelandsvej, Roskilde
Kl. 16.04 var en ambulance tilkaldt til at tilse en motorcyklist, som var væltet i forbindelse med at han ville svinge ned ad tilkørslen til motorvejen mod København. Motorcyklisten, en 53-årig mand fra Hvidovre havde slået sit knæ i forbindelse med faldet, men var ikke kommet alvorligt til skade. Føreren var påvirket af spiritus, så politiet blev tilkaldt. Patruljen sigtede og anholdt den 53-årige mand, som fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 53-årige høre mere fra politiet.
Spiritusbilist gjorde modstand ved anholdelsen – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 03.35 standsede en patrulje en personbil, som kørte langsomt og slingrende ad Ringstedgade i retning mod Ringstedvej. Bilen blev ført af en 42-årig mand fra Roskilde, som var påvirket af spiritus. Han blev testet med alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Da politiet sagde til manden, at han var anholdt, gjorde han voldsomt modstand. Flere patruljer kom frem til stedet for at assistere med at anholde den ustyrlige mand. Den 42-årige blev ilagt håndjern og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han blev løsladt herefter og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Narkokørsel – Skovbogade, Roskilde
Kl. 14.20 indfandt en køreprøvesagkyndig sig på politistationen i Roskilde med sin elev, som netop havde afsluttet en køreprøve, der skulle bevise, at han kunne generhverve sit kørekort. Den køreprøvesagkyndige oplyste til politiet, at eleven muligvis var påvirket af narkotika, og eleven indvilgede i at tage en narkometertest, der viste positiv for blandt andet cannabis. Eleven, en 36-årig mand fra Roskilde, blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve på sygehuset. Han vil høre nærmere om sin køreprøve og resultatet af blodprøven senere.
Indbrud i byggemarked – Industrivej, Roskilde
Kl. 22.03 ringede et vidne til politiet, idet tre personer stod og var i færd med at skære en lås til en lager med paller over med en vinkelsliber. Politiet kørte til stedet og fangede tre mænd, en 32-årig mand fra Valby, en 29-årig mand fra København N og en 27-årig mand fra København K, som blev anholdt og sigtet for indbrud. Mens politiet behandlede sagen, var de tre mænd anholdt, men de blev løsladt senere på aftenen. De er alle tre fortsat sigtet i sagen.
Færdselsuheld – Haraldsborgvej / Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde
Kl. 12.45 var det sket et færdselsuheld, hvor to køretøjer var stødt sammen i et vejkryds og standset i en nærliggende hæk. Det viste sig, at 34-årig kvinde fra Ishøj kørte i en varebil ad Himmelev Sognevej mod øst og fortsatte frem over vigelinjen ud på Haraldsborgvej. Her blev hun påkørt af en 67-årig mand fra Roskilde, som kørte i en personbil ad Haraldsborgvej mod nord. Begge biler havde i en nærliggende hæk som følge af sammenstødet. Ingen kom til skade ved uheldet, og den 34-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om vigepligt.
Håndgranatlignende genstand fundet – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 10.09 kom en anmeldelse om, at en renovationsmedarbejder i forbindelse med tømning af en skraldespand havde fundet en håndgranatlignende genstand. “Håndgranaten” trillede ind under en skraldespand, da affaldet blev tømt, og renovationsmedarbejderen trak sig tilbage og advarede andre personer på stedet. Politiets indsatsleder og flere patruljer kørte til stedet, og iværksatte afspærring af området, mens genstanden blev undersøgt. Krydsene mellem Røde Port og Ros Torv blev afspærret. Krydsene Københavnsvej/Elisagårdsvej, og Københavnsvej/Vinkelvej samt Københavnsvej/ Ny Østergade blev spærret og Cirkle K tanken blev evakureret for personer. Politiet tog et foto af den håndgranatlignende genstand, og fik med hjælp fra sprængstofeksperter hurtigt afklaret, at der var tale om en ufarlig attrap. Politiet tog attrappen med ind på politistationen, hvor den vil blive destrueret. Afspærringen blev ophævet igen omkring kl. 10.43, så trafikken igen kunne glide på Københavnsvej.
Borger tilbageholdt spiritusbilist – Svogerslev, Roskilde
Kl. 21.35 fik politiet en anmeldelse fra borger, som havde kørt efter en mand, som kørte spirituspåvirket tilstand. Den opmærksomme anmelder fik standset bilen og tilbageholdt den spirituspåvirkede fører, indtil politiet kom frem. En patrulje kom hurtigt frem til stedet, hvor de traf anmelderen, en 58-årig mand fra Roskilde, og føreren af bilen, en 65-årig mand fra Roskilde. Den 65-årige lugtede kraftigt at spiritus, og havde svært ved at holde balancen. Han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve. Heldigvis skete der ingen uheld i forbindelse med spirituskørslen. Borgerens handlekraft forhindrede, at den tydeligt spirituspåvirkede mand kunne fortsætte den farlige kørsel. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 65-årige få besked om resultatet og sagens videre gang.
Narkobesiddelse – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 00.17 fik politiet anmeldelse om, at en mindre gruppe mænd skabte uro på en pub på Hestetorvet, og stedet ønskede politiets hjælp til at bortvise mændene fra stedet. Politiet traf tre mænd på 21 år, alle fra Jægerspris. Patruljen mistænkte dem for at være påvirkede af euforiserende stoffer og foretog en visitation af mændene. På den ene blev fundet 0,79 gram kokain, som han blev sigtet for at besidde. Narkoen blev beslaglagt med henblik på destruktion. De tre mænd blev herefter bortvist fra beværtningen. Den sigtede kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Mistænkeligt forhold – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 20.52 fik politiet en anmeldelse om, at der muligvis var ved at blive begået indbrud i en begravelsesforretning. En patrulje kom hurtigt frem til stedet, hvor de traf en 26-årig mand fra København, som var påvirket af narko og optrådte aggressivt. Der var ingen tegn på indbrud i forretningen, men manden befandt sig ved indgangspartiet. Den 26-årige var truende og råbte ukvemsord efter politiet. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den anholdte blev taget med i detentionen til afrusning, da han var påvirket i en sådan grad, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han blev løsladt næste morgen, og kan nu forvente at få en bøde for sin optræden.
Narkokørsel – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 22.25 blev en 18-årig mand fra Viby Sj. sigtet og anholdt for narkokørsel i en personbil. En narkometertest viste, at han havde indtaget hash, så han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre mere fra politiet.
Intet kørekort – Elisagårdsvej, Roskilde
Kl. 23.37 blev en personbil standset til en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 20-årig mand fra Snertinge, havde ikke erhvervet kørekort, så turen stoppede brat, og han blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen havde han lånt sig til, så ejeren af bilen kan forvente en sigtelse for at have overladt føringen af sin bil til en person uden kørekort.
Forsøg på røveri – Pulsen, Roskilde
Fredag eftermiddag kl. 15.10 ringede en 18-årig mand fra Kirke-Såby til politiet og anmeldte, at han tirsdag den 17. september om eftermiddagen kl. 15.00-15.30 var steget på en bus fra skolen, og der efterfølgende ved Pulsen i Roskilde steg en gruppe mænd på bussen. Den ene mand rettede en kniv mod den 18-årige mand fra Kirke-Såby og krævede hans penge. Den 18-årige havde dog ingen penge på sig, og den fremmede mand pakkede kniven væk for senere at lave sjov med, at den forurettede var blevet bange.
Manden med kniven beskrives som: A: Mellemøstlig af udseende, 18-19 år, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Krøllet hår., Talte: Dansk.
En anden mand fra gruppen i bussen beskrives som: B: Dansk af udseende, 18-20 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk
Politiet vil nu gerne i kontakt med de unge mænd, der steg på bussen ved Pulsen tirsdag omkring kl. 15.00-15.30, og hører desuden gerne fra vidner, der har bemærket optrinnet.
Henvendelse skal ske til 114. Politiet efterforsker sagen som forsøg på røveri og har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger til sagen.
Spirituskørsel – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 04.50 blev en 20-årig mand fra Jyllinge anholdt og sigtet for spirituskørsel. Mandens udåndingsprøve viste en promille væsentligt over det tilladte, og han fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere analyse. Når resultatet af denne er i politiets hænder, vil han høre nærmere.
Lørdag – søndag
Spiritus-/narkokørsel – bil beslaglagt – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl. 1445 kontrollerede færdselspolitiet en personbil, der var kørt ind på en tankstation. I bilen sad en 48-årig mand fra Ringsted bag rattet. Ved både alko- og narkometertest kunne færdselspolitiet mistænke ham for at være påvirket af både alkohol og narkotika, så han blev anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel i bilen. Efter udtagelse af blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer løslod politiet den 48-årige, der dog fik sin førerret inddraget og sin bil beslaglagt. Alkometertesten havde givet politiet en indikation på, at analysen af blodprøven vil afsløre en alkoholkoncentration på over 2,0 promille, hvorfor politiet beslaglagde personbilen med henblik på senere konfiskation. Ifølge reglerne i færdselsloven har politiet hjemmel til at beslaglægge bilen, når promillen forventes at blive så høj, og selv om der er tale om, at man bliver sigtet for spirituskørsel for første gang. Den 48-årige vil senere blive in
dkaldt til en retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Spirituskørsel – Køgevej, Tjæreby, Roskilde
Kl. 0325 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Indbrud i Perioden
Frederiksborgvej, Roskilde
Industrivej, Roskilde
Kattingevej, Herslev, Roskilde
Vognmandsmarken, Roskilde
Provstevænget, Roskilde