Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 23. maj til den 4. juni 2019.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Betalingskort franarret borger – Hasselparken, Jyllinge – Roskilde
Kl. 08.05 anmeldte pårørende til en 79-årig kvinde fra Jyllinge, at den 79-årige tirsdag eftermiddag kl. ca. 14.00 var blevet opsøgt af en fremmed mand, som hun havde udleveret sine betalingskort, koder og NemID til. Inden mandens besøg var hun blevet ringet af en anden mand, der oplyste at ringe fra hendes bank. Han havde oplyst, at der var noget galt med hendes betalingskort, som banken ville afhente hurtigst muligt. Den 79-årige var efterfølgende blevet ringet op af en person, der udgav for at være fra politiet, og som forklarede, at hendes betalingskort var involveret i en større, men hemmelig sag fra Jyllinge-området. Kvinden blev instrueret i at holde sagen hemmelig for andre. Da en mand så dukkede op, fik han efter en længere snak, hvor den 79-årige ikke anede uråd, udleveret de ønskede kort og koder mv. En pårørende opdagede dagen efter, at der var foretaget uberettigede hævninger på den 79-åriges kort indtil videre for ca. 24.000 kr. Manden, der havde fået kortene mv. udleveret, blev af den 79-årige beskrevet som: mand, afrikansk af udseende, dansktalende, 20-30 år, ca. 170 cm høj, kraftig af bygning, kort sort hår, iført grå træningsdragt og kasket med et mønster foran. Politiet har optaget rapport om tricktyveriet og forsøger nu via eventuel overvågning ved pengeautomater at få identificeret den eller de mistænkte i sagen.
Politiet skal generelt advare mod denne type af henvendelser, der afviger fra den normale fremgangsmåde, når en kunde bliver kontaktet af sit pengeinstitut. Foretag eventuelt en kontrolopringning, hvis man er i tvivl om noget, og udlever aldrig betalingskort og fortrolige/personlige dokumenter til fremmede, der ikke har legitimeret sig, eller som man kender som ansatte i sit pengeinstitut.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set den beskrevne mand eller andre, som han kan have været i selskab med, i Jyllinge tirsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Arbejdsulykke – Maglegårdsvej, Roskilde
Kl. 11.14 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde. Det viste sig, at en 60-årig mand fra Tune havde været fører af en truck, som han steg ned fra. I det samme kørte en anden medarbejder med sin truck så tæt forbi den 60-årige, at han blev kørt over på foden / benet. Han blev i en ambulance bragt til skadestuen til behandling for knoglebrud i foden / benet. Politiet underrettede Arbejdstilsynet om ulykken, således at myndighederne i fællesskab kan få klarlagt omstændigheder for at finde ud af, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Forsøg på indbrud – Sneglehøj, Roskilde
Kl. 10.02 fik politiet en anmeldelse om indbrud fra pårørende til husets ejer på Sneglehøj. Dagen forinden, altså torsdag, omkring kl. 22.30 hørte naboen til boligen, at en rude blev knust i nærheden. Da naboen undersøgte det nærmere, mødte han en hundelufter, der ligeledes havde hørt lyden. Naboen gik rundt om husene og så derefter en person, der havde travlt med at komme væk fra stedet. Naboen beskrev personen som: Mand, ca. 180 cm. høj, almindelig af bygning, mørkt hår. Iført: blå trøje og mørke bukser. Anmelderen mener ikke, at tyven havde held med sit foretagende, da intet sås stjålet i huset.
Flugtbilist påkørte cyklist – Ågerupvej, Roskilde
Kl. 14.09 påkørte en sort personbil af mærket Ford en cyklist på Ågerupvej ud for nummer 48. Cyklisten, en 54-årig mand fra Gundsømagle forklarede, at bilisten kørte ind til siden for at undgå en modkørende varevogn, og det var idet, at bilisten ramte cyklisten. Den 54-årige mand røg ud over cyklen og modtog nogle knubs fra asfalten. Bilen forlod stedet uden at opfylde sine forpligtelser ved et færdselsuheld. Politiet hører derfor gerne fra personer, der mener at have oplysninger til sagen.
Narkokørsel – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 23.42 anholdt og sigtede politiet en 25-årig kvinde fra Kirke-Såby, som kørte bil, selvom hun var påvirket af euforiserende stoffer. Kvinden fik udtaget en blodprøve, og når resultatet af denne kommer, vil politiet kontakte hende.
Spirituskørsel – Algade, Roskilde
Kl. 01.30 stoppede politiet en 18-årig mand fra Roskilde, der fræsede rundt på en lille knallert, uagtet han var påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt og sigtet og fik udtaget en blodprøve. Han vil høre fra politiet, når resultatet af blodprøven er klar.
Lørdag til søndag:
Trafikale problemer ved Roskilde Dyrskue – Roskilde
Hele formiddagen kunne gæster til Roskilde Dyrskue opleve trafikpropper på både motorvejen, Køgevej, Darupvej, Kamstrupvej, Ringstedvej og Maglegårdsvej. De mange biler, der lørdag strømmede mod pladsen, måtte væbne sig med tålmodighed. Især på motorvejen skabte det farlige situationer, da de holdende biler i inderste bane ikke brugte katastrofeblink for at gøre de bagvedkørende opmærksomme på, at bilerne holdt stille i køkørsel.
Tildækkede nummerplader – Ro’s Torv, Roskilde
En kunde på Ro’s Torv syntes, han var smart, da han tildækkede sine nummerplader med tape, så disse ikke kunne aflæses, og så han slap for at betale for parkering på stedet. Politiet hørte dog om mandens foretagende omkring kl. 21.50 og kørte ud til parkeringshuset, hvor den 42-årige mand kom til at betale lidt mere end prisen for parkering. Han fik nemlig en bøde for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at have synlige nummerplader på bilen.
Besiddelse af hash – Hersegade, Roskilde
Politiet kørte et smut ind i baggården i Hersegade i Roskilde, hvor tre mænd var forsamlet. Den ene smed genstande fra sig, da de så politiet, og det drejede sig om en halvfærdig joint, som manden var i færd med at ordne. De blev alle tre sigtet på stedet og visiteret. Kun den ene, en 29-årig mand fra Kirke-Hyllinge, var i besiddelse af 4,65 gram hash, so blev konfiskeret, og han blev sigtet for besiddelse. De to andre sigtelser frafaldt. Også hittestoffet, altså jointen, blev konfiskeret af politiet.
Spirituskørsel i kraftig grad – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl. 04.53 standsede politiet en 24-årig mand fra Grevinge, der på alkometeret blæste promillen til 1,76. Manden blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve, og hans førerret blev midlertidigt inddraget, da politiet forventer, at sagen vil ende med en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Ordensbekendtgørelsen – Roskilde Midtby
Politiet har sigtet to personer for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og haft en alvorssnak med andre i nattelivet i Roskilde. Den ene, en 20-årig mand fra Nykøbing Falster optrådte voldelig og fornærmende over for politiet, da de ankom til et udskænkningssted på Jernbanegade i Roskilde, hvor en dørmand havde tilbageholdt manden. Hans opførsel i beruset tilstand var egnet til at forstyrre den offentlige orden. En 18-årig mand fra Jyllinge blev kl. 01.16 sigtet for at urinere på åben gade – også på Jernbanegade i Roskilde.
Desuden var to unge mænd ved at komme i håndgemæng kl. 01.47 på Jernbanegade i Roskilde, og flere personer forsøgte at komme imellem dem og afværge uenighederne. Politiet kørte til stedet og fandt ud af, at de to mænd fra Roskilde på 18 og 19 år, lavede sjov med deres optrin. De blev formanet om ikke at lave den slags spøg igen.
Søndag – mandag:
Narkopåvirket gratist – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 11.11 ønskede DSB assistance fra politiet, idet en formentlig narkopåvirket mand uden billet skabte meget utryghed i toget. Politiet fik kontakt med en 33-årig mand uden fast bopæl, som blev frihedsberøvet med henblik på afsvaling i politiets detention, så han senere kunne færdes i samfundet uden at virke utryghedsskabende. Han var meget ophidset, da han blev anholdt, men først på aftenen blev han løsladt og var ikke blevet sigtet for noget af politiet.
Mistænkeligt forhold – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 23.16 fik politiet en anmeldelse om, at to personer – en mand og en kvinde – på cykler skrev graffiti på kørebanen. Politiet kørte til området ved togstationen og fik kontakt med to 23-årige fra København, som havde skrevet politiske budskaber på vejen med kalkmaling, som ville gå væk i tilfælde af nedbør. Politiet påbød dog de to at fjerne kalkmalingen fra vejen bedst muligt, indtil nedbør ville kunne fjerne resten. Ingen af dem blev sigtet for noget.
Færdselsuheld med fodgænger og flugtbilist – Helligkorsvej, Roskilde
Kl. 13.45 anmeldte en mor til en 13-årig dreng fra Roskilde, at han i rundkørslen på Helligkorsvej/Møllehusvej i Roskilde var blevet påkørt af en bil, mens sønnen var gående hen over fodgængerfeltet. En stor, brun personbil på hvide plader kom kørende ind i rundkørslen og ramte drengen, så han røg op på køleren og landede på vejen ved siden af bilen. Drengen humpede over på fortovet og satte sig ned, og bilen fortsatte af Helligkorsvej i østlig retning uden at standse. Drengen fik mange knubs ved uheldet og blev indlagt på sygehuset. Manden i den brune personbil med hvide plader beskrives som: A: Mand, Dansk af udseende, 60-65 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Grå, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Rynket ansigt, blå/brune øjne, Iført: Blå cardigan
Politiet hører gerne fra borgere, der har set sammenstødet eller andre, der har oplysninger i sagen.
Spirituskørsel – Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 16.11 stoppede politiet en 68-årig mand fra Roskilde, som kørte bil uagtet, han var påvirket af spiritus. Manden blev anholdt og taget med til en blodprøve, og han vil senere høre nærmere om sagen.
Orden og sikkerhed – Folkeparken, Roskilde
Kl. 14-35 tog politiet fat i en 18-årig mand fra Hillerød, der gentagne gange havde råbt ukvemsord efter uniformeret politi samt fremvist den midterste finger. Manden blev anholdt af betjentene og sigtet for overtrædelse af ordenbekendtgørelsen.
Politiet var desuden til stede i Folkeparken under Lejreskolernes festlige sidste skoledag. Et par slagsmål blev forhindret i opløbet af politiet, og ellers forløb dagen stille og roligt med højt humør.
Hærværk, knivlov og narko – Algade, Roskilde
Kl. 01.43 tilbageholdt en handlekraftig borger en påvirket mand, der havde forøvet hærværk mod nogle blomsterkummer, der netop var plantet til foran et pizzaria i Algade. En patrulje kom frem og traf en 22-årig mand fra København N, der var så påvirket, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han blev sigtet for hærværk og anholdt. Ved visitation af manden fandt patruljen en urtekniv og en pose med 0,2 gram kokain i lommen. Han blev sigtet for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer og blev taget med til politistationen til afrusning, hvor han blev løsladt næste formiddag. Han dagen efter var den gal igen. Da blev den samme 22-årige mand sigtet i en sag om røveri af en telefon på Dronning Margrethesvej i Roskilde, hvor han også havde stoffer på sig – Se mere lørdag-søndag kl. 04.56.
Lørdag – søndag:
Sur togrejsende – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 00.20 ønskede DSB assistance fra politiet til at bortvise en mandlig togrejsende, som både havde været højrøstet og slået en knytnæve ind i en dør på grund af irritation over DSB-personalet. Politiet fik på Roskilde station kontakt til en 36-årig mand fra Rødovre, som blev bortvist fra toget uden problemer. Politiet gav ham samtidig besked om at henvende sig til Retten på Frederiksberg førstkommende hverdag, idet han var efterlyst til et retsmøde. Hvad årsagen til mandens irritation over DSB reelt var, har politiet ingen oplysninger om.
To sigtet for røveri mod personer – Dronning Margrethes Vej, Roskilde
Kl. 04.56 modtog politiet en anmeldelse fra en ung mand og en ung kvinde begge 17 år fra Roskilde. De var kort forinden blevet frarøvet bl.a. mobiltelefon, en hvidt net, øretelefoner mv. af to mænd, som var gået fra stedet. Den ene af mændene havde taget et greb om halsen og den 17-årige unge mand, som i truende vendinger var blevet frarøvet sine effekter. Mændene havde efterfølgende henvendt sig til den 17-årige unge kvinde, som også havde udleveret diverse, mindre værdifulde effekter. Politiet kørte hastigt til området og kunne kl. 05.00 anholde en 20-årig mand fra Roskilde og en 22-årig mand fra København N som mistænkte i sagen. De var i besiddelse af de effekter, som de havde røvet fra de to ofre, som de tilfældigt havde mødt i området. Den 22-årige blev i forbindelse med visitationen fundet i besiddelse af to joint samt flere kapsler med noget hvidt pulver. Besiddelse af de effekter medførte tillige en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. De to anholdte, der var lettere påvirkede af spiritus, blev afhørt til sagerne, men løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør. Begge sigtede vil således høre nærmere fra politiet, når deres skal afgøres.
Søndag – mandag:
Mand kørt til undersøgelse – Blommehaven, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 18.12 oplyste en anmelder, at der sad en mand og sov i en el-scooter foran hendes hus kun iført shorts og bar mave. Politiet fik oplyst, at manden var muligvis fuld og ikke kunne tage vare på sig selv. En patrulje kom frem til stedet, hvor de traf en 51-årig mand fra Borup, der virkede konfus og havde brug for lægehjælp. Politiet fik en ambulance frem til den 51-årige, der blev kørt til skadestuen til tjek.
Biltyve anholdt i København – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 17.08 anmeldte en 22-årig kvinde fra Roskilde, at hun netop havde fået stjålet sin personbil med nøglen i tændingslåsen. Hun havde kortvarigt forladt bilen stående i tomgang, da nogen stjal den og flygtede i retning mod Holbækvej. Anmelderen havde sin mobiltelefon liggende i bilen, og anmelderen kunne via en sporing oplyse politiet om, at bilen kørte i retning mod København. Midt- og Vestsjællands Politi underrettede derfor både Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi om biltyveriet. Kl. ca. 2045 kunne Københavns Politi oplyse, at bilen var standset i Valby-området, og at to mænd på 29 og 42 år fra København var blevet anholdt. Føreren var den 29-årige, som også var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer under kørslen, ligesom han heller ikke havde nogen førerret. Han fik derfor flere sigtelser end den 42-årige af Københavns Politi. Midt- og Vestsjællands Politi overvejer nu, hvorvidt der er grundlag for at mistænke bilejeren for overtrædelse af færdselsloven ved at have efterladt bilen uden at sikre sig, at bilen ikke uberettiget kunne bruges af andre.
Besværlig gratist – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 22.08 ønskede DSB assistance fra politiet, idet en gratist ikke ønskede at medvirke til udstedelse af en kontrolafgift i forbindelse med en togrejse uden billet. Politiet fik kontakt til en 64-årig mand fra Rødovre, som DSB gav en kontrolafgift. Manden blev ikke sigtet for noget af politiet.
Urolige rejsende i tog – Viby Sj.-station – Roskilde
Kl. 05.00 bad DSB om assistance fra politiet, idet to passagerer, der havde fået en kontrolafgift af DSB, optrådte udadreagerende. DSB-personalet havde lukket dem inde i en vogn, indtil toget kom til Viby Sj. Inden politiets ankomst til togstationen i Viby, var en mand og en kvinde stukket af, efter at de forinden havde trukket i togets nødbremse. DSB oplyste, at begge ville ryge i toget og fået forbudsreglerne herom indskærpet. Det havde ophidset manden så meget, at DSB-personalet følte sig utrygge. Da personerne var forsvundet i Viby inden politiets ankomst, foretog politiet sig ikke yderligere, idet roen var genoprettet, og der ikke var sket nogen skade på togets inventar.
Indbrud i Perioden
Algade, Roskilde
Haretoften, Svogerslev, Roskilde.