Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 29. marts til den 9. april 2019.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Musik og uro ved bålplads – SFO-Himmelev skole, Himmelev, Roskilde
Kl. 21.59 kom en anmeldelse om uro og høj musik ved en bålplads ved Himmelev Skole. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf 10 unge mennesker, der støjede og havde tændt bål. De fik en advarsel om at dæmpe sig, og at rydde op på stedet. Senere kom endnu en anmeldelse om, at der nu igen var larm på stedet. Politiet kom igen til stedet, og lukkede festen og sørgede for, at der blev ryddet op. Herefter kom ikke flere anmeldelser om musik og larm til ulempe fra bålpladsen.
Mand sov på bodega – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 01.15 fik politiet en anmeldelse fra personalet fra en bodega, der havde en sovende spirituspåvirket gæst, som ikke ville forlade stedet. Han blev truende og udadreagerende når personalet forsøgte at vise ham ud. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 20-årig mand fra Roskilde, der var opfarende og slog ud efter politiet, da de tog kontakt til ham. Han blev derfor sigtet for ordensbekendtgørelsen, anholdt og taget med til afrusning i detentionen. Han blev løsladt senere på morgenen, da han igen var egnet til at tage vare på sig selv, og han kan nu forvente at få en bøde for sin opførsel.
Vold – Ved Klostermuren/Bibliotekshaven, Roskilde
Kl. 02.19 blev en 21-årig mand fra Roskilde antastet af en mand, som han ikke kendte, da han var på pub på Hestetorvet. Manden svinede den 21-årige til, og de blev enige om, at gå udenfor og afklare striden. De gik sammen til Bibliotekshaven, hvor yderligere tre mænd stødte til. Her blev den 21-årige overfaldet med slag og spark, hvorefter mændene løb fra stedet. Den forurettede fik et blåt øje og nogle skrammer i ansigtet, og han var forslået efter overfaldet. Den 21-årige beskrev mændene som:
A: Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, 160-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: sort “armycut” frisure.
B: Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, 180-190 cm, Kropsbygning: Spinkel,
Hårfarve: Sort, Iført: peak performance jakke, Nike Airmax sko.
C og D: Mænd, Ikke etnisk danske af udseende.
Politiet søger vidner i sagen. Kontakt politiet, hvis du har set overfaldet eller de beskrevne mænd i Roskilde midtby omkring gerningstidspunktet. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Påklædt “vinterbader” indlagt – Vindeboder, Roskilde
Kl. 09.13 henvendte en undrende, lokal borger sig til politiet, idet en fuldt påklædt kvinde var set flere gange hoppe i vandet ved Vikingeskibsmuseet. Efter at hun havde svømmet lidt rundt, var hun kommet op på land, hvorefter hun igen var hoppet i vandet. Politiet fik kontakt med en 32-årig kvinde fra Roskilde, som var noget kold efter opholdet i det kolde vand. Hun blev indledningsvist kørt til undersøgelse på skadestuen, men efterfølgende visiteret til et andet sygehus, da hendes adfærd formentlig skyldtes en uligevægtig sindstilstand.
Mand truet med kniv – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 10.00 anmeldte en 35-årig mand fra Roskilde, at han på vej til togstationen gik i tunnelen under sporene. En ophidset mand, der gik i modsat retning, havde pludselig kontaktet den 35-årige, der blev beskyldt for at have kaldt ham noget nedladende. Samtidig havde den ophidsede mand taget en springkniv frem, hvorefter den 35-årige flygtede op på en perron, hvor andre rejsende stod afventende. Den ophidsede mand fulgte kortvarigt efter, men vendte om og forsvandt i ukendt retning i tunnelen.
Politiet ledte forgæves efter den ophidsede mand, der blev beskrevet som: A: Mand, arabisk udseende, 23-24 år, 170-174 cm høj, sort hår, overskæg, iført sort trøje, mørke cowboybukser, sort kasket og fremvisende en springkniv med sort skæfte. Politiet forsøger nu at få manden identificeret.
Narkobilist med hash i bilen – Hovedvejen, Øm, Roskilde – Lejre
Kl. 11.20 anholdte og sigtede politiet en 32-årig mand fra Odense C for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede nemlig, at han var påvirket af hash under kørslen. Hashlugten fra bilens kabine kunne politiet også lugte, så bilen blev ransaget af patruljen. Dette medførte fund af ca. 35 gram hash, en hashvægt med hashrester på samt en mobiltelefon, som ifølge politiets opfattelse kunne være en såkaldt salgstelefon. Den 32-årige blev yderligere sigtet for besiddelse af disse ting og mistænkt for at være sælger af hash. Politiet løslod den 32-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer samt afhøring til sagen om besiddelse af hashen mv. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Knivloven – Hersegade, Roskilde
Kl. 02.15 fik politiet kontakt til en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Roskilde, som var lidt aggressiv i sin færden blandt andre, der færdedes i nattelivet i byen. Da politiet forsøgte at lægge en dæmper på manden og undersøgte ham nærmere, kunne politiet konstatere, at han var i besiddelse af en hobbykniv samt en anden knivlignende genstand. Ud fra andres forklaringer kunne det godtgøres, at den 39-årige havde haft disse effekter med sig under restaurationsbesøg i området. Derfor sigtede politiet ham for overtrædelse af knivloven, da politiet vurderede, at han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge knive til på det pågældende sted og tidspunkt.
Kørsel i frakendelsestiden – Engblommevej, Roskilde
Kl. 00.12 standsede en patrulje en personbil, da patruljebilens automatiske nummerpladescanner (ANPG), reagerede på bilen, hvis registrerede ejer – en 31-årig mand fra Tune – var frakendt førerretten. Patruljen tog kontakt til føreren, der viste sig at være ejeren af bilen. Han er flere gange blevet standset i forbindelse med kørsel i frakendelsestiden, så politiet beslaglagde den 31-åriges bil med henblik på konfiskation. Politiet mistænkte, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve. Når resultatet af blodprøven foreligger, kan manden forvente af høre fra politiet for at få afgjort sin sag.
Færdselsuheld – Svogerslev Hovedgade / Nordgaardsvej, Svogerslev, Roskilde
Kl. 07.30 fik politiet via alarm 112 melding om, at en cyklist, der ikke anvendte cykelhjelm, var blevet påkørt af en bil i krydset Svogerslev Hovedgade / Nordgaardsvej. På uheldsstedet traf politiet en 41-årig kvinde, der i en personbil var kørt ad Nordgaardsvej mod syd, frem over vigelinjen og ud på Svogerslev Hovedgade. I forbindelse med fremkørslen påkørte hun en 43-årig kvinde fra Roskilde, som cyklede ad Svogerslev Hovedgade mod vest. Cyklisten havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader og var sluppet med diverse knubs. Som følge af uheldet skete der mindre materielle skader på de implicerede køretøjer. Bilisten kan nok forvente at høre yderligere fra politiet i anledning af uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om vigepligt.
Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde
Kl. 08.15 fik politiet flere anmeldelser om et mindre, materielt færdselsuheld, hvor den ene part var kørt fra stedet. Politiet kørte til uheldsstedet på Køgevej umiddelbart syd for Østre Ringvej, hvor traf en 45-årig mandlig bilist fra Roskilde. Han var i sin personbil kørt ad Køgevej mod nord frem mod krydset ved Østre Ringvej, da han blev påkørt på venstre forskærm af en anden bilist, der skiftede vognbane ind foran den 45-årige. Den anden bilist standsede dog, men ønskede ikke at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til. Modpartens nummerplade var dog blevet aflæst, så politiet senere kunne identificere føreren som en 29-årig mand fra Albertslund. Han blev afhørt til sagen og sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet han var kørt fra uheldsstedet uden at oplyse navn mv. til modparten i uheldet. Politiet forsøger nu at få klarlagt de nærmere omstændigheder til uheldet, der havde lidt chikaneagtig karakter.
Færdselsuheld – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 11.26 fik politiet anmeldelse om endnu et færdselsuheld, hvor en fodgænger var blevet påkørt af en bilist. Det viste sig, at en 72-årig kvinde fra Albertslund kørte i en personbil ad Københavnsvej mod vest. Under kørslen overså hun en 16-årig ung mand fra Humlebæk, der som fodgænger i et fodgængerfelt var ved at krydse Københavnsvej. Ved påkørslen røg han op på bilens kølerhjelm, men landede på vejen. Han var tilsyneladende sluppet fra uheldet med diverse knubs. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet, når de nærmere omstændigheder ved uheldet er klarlagt.
Aggressiv mand uden billet i toget – Jernbanevej, Roskilde
Kl. 15.33 ønskede DSB assistance fra politiet til at håndtere en sur og aggressiv mand, der kørte med toget mod Østerport uden at have gyldig billet. Toget var ankommet til Roskilde station, hvor politiet fik kontakt til en 24-årig mand fra Hvalsø. Han var på grund af sin aggressive adfærd blevet isoleret i en del af toget, idet de øvrige passagerer var blevet flyttet til andre dele af toget. Ved politiets kontakt til ham var manden stadig opfarende og aggressiv, så politiet måtte bruge den fornødne magt til at anholde og pacificere manden samt ilægge ham håndjern. Politiets magtanvendelse for at anholde ham skete både i toget og på perronen under stor bevågenhed fra andre rejsende i toget og på togstationen. Under tumulten med politiet tiltalte han politifolkene i mindre pæne ytringer af nedværdigende karakter, så han efter ophold i politiets detention blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmelig tiltale til politiet. Han blev løsladt i løbet af aftenen efter afhøring til sagen. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres. Den 24-årige var i øvrigt også den 21. marts 2019 på Roskilde station truffet i et tog uden gyldig billet, således at politiet måtte tilkaldes for at få fastlagt hans identitet i forbindelse med DSBs udstedelse af en kontrolafgift.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 23.04 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på motorvejen i det vestgående spor omkring afkørsel 10 Roskilde Ø, hvor en lastbil var forulykket. Det viste sig, at en 51-årig mand fra Kirke-Hyllinge som fører af en lastbil med en hastighed af ca. 60 km/t var kørt op i en lastbilskiltevogn, der var opstillet på stedet i forbindelse med noget vejarbejde. Der skete materiel skade på de to lastbiler, men både den 51-årige lastbilchauffør og de vejarbejdere, der opholdt sig i området, slap alle uskadte fra ulykken. Politiet tilkaldte en bilinspektør til nærmere undersøgelse af de implicerede lastbiler og selve uheldsstedet. Bjærgningskøretøjer blev tilkaldt til at fjerne lastbilerne, hvor bremserne på det ene køretøj var blevet blokerede, hvorfor bjærgningsarbejdet blev en langvarig affære. Kl. ca. 0325 var motorvejen atter farbar i de berørte spor.
Færdselsuheld med cyklist – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 10-48 skete et færdselsuheld, da en 55-årig kvinde fra Roskilde kørte ud fra parkeringspladsen ved Roskilde Hallen og ville svinge ud på Møllehusvej. Bilisten overså en 78-årig kvindelig cyklist, der kørte på cykelstien, og ramte hende, så hun væltede. Den 78-årige slap fra uheldet med knubs og en forskrækkelse. Den 55-årige kan forvente at høre mere fra politiet i forhold til, at hun ikke overholdt sin ubetingede vigepligt.
Højtråbende mand i underbukser – Algade, Roskilde
Kl. 11.12 fik politiet anmeldelse om, at der i gågaden løb en yngre mand, dansk af udseende, kun iført underbukser. Manden skulle være omkring 18-19 år gammel. Han var højtråbende og skabte utryghed på stedet. Politiet sendte en patrulje til Algade for at søge efter manden med den besynderlige adfærd. Patruljen søgte i området, men fandt ikke frem til ham. Politiet modtog ikke flere henvendelser om manden.
Sammenstød i T-kryds – Pulsen/Maglegårdsvej, Roskilde
Kl. 11.48 kørte en 18-årig mand fra Taastrup i en bil ad Pulsen mod T-krydset ved Maglegårdsvej. Han kørte frem i krydset, men i forbindelse med svingningen skete der et sammenstød med en bil, der blev ført af en 51-årig kvinde, som kørte ad Maglegårdsvej i sydlig retning. Den 51-åriges bil endte i græsrabatten som følge af uheldet. Ingen personer kom til skade, men der skete skade på bilerne. Politiet optog rapport i sagen, da den 18-årige overtrådte sin ubetingede vigepligt. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Mand bortvist fra tankstation – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 12.41 anmeldte personalet fra en tankstation, at en mand havde taget ophold foran butikken, hvor han generede de forbipasserende ved at råbe af dem. Politiet kom frem og traf en 65-årig psykisk uligevægtig mand fra Roskilde, der blev bortvist fra stedet uden at være blevet sigtet for noget.
Brand under tagdækning – Trekroner Parkvej, Roskilde
Kl. 13.50 kom et alarm 112 opkald om brand i et tag. Branden opstod, da nogle håndværkere var i færd med at brænde tagpap på et nybyggeri, hvorved der gik ild i tagkonstruktionen under tagpappet. Håndværkerne havde forsøgt at slukke ilden med en pulverslukker, men det var ikke lykkedes. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, og brandfolkene fik hurtigt slukket ilden, så der skete kun begrænset skade. Politiet optog rapport i sagen, og skal nu have klarlagt, om der er sket brud på beredskabsloven, og nogen skal stilles til ansvar i sagen.
Drenge spærret inde i elevator – Sortebrødreplads, Roskilde
Kl. 20.32 slog en 17-årig ung mand fra Roskilde alarm, idet han og en kammerat var spærret inde i elevatoren i et parkeringshus. Politiet kørte til stedet i forsøget på at hjælpe dem, men kunne ikke umiddelbart hjælpe dem. Det lokale redningsberedskab blev derfor tilkaldt til at få de unge mænd ud, hvilket lykkedes kl. ca. 21.20, hvor de kom ud i god behold.
Spirituskørsel – Helligkorsvej, OK tank, Roskilde
Kl. 1205 ringede en 64-årig kvinde fra Roskilde til politiet, fordi der på OK tanken på Helligkorsvej var ankommet en bil ført af en 57-årig lokal kvinde, der var tydeligt spirituspåvirket. Et vidne havde set føreren stige ud af bilen og gå ind i den tilhørende kiosk for at handle. Da patruljen kom til stedet, stod den spirituspåvirkede kvinde og talte med vidnet, da hun var faldet under sin shoppetur i kiosken og havde fået en bule i hovedet. Alkometertesten viste, at kvinden havde indtaget spiritus over det tilladte, inden hun kørte bil, og derfor blev hun anholdt og sigtet. Hun blev taget med på politigården, for at få taget en blodprøve. Kvinden blev også sigtet for at have kørt bil, under påvirkning af medicin. Politiet skal nu have klarlagt, om det medicin hun evt. måtte have i blodet, er taget i henhold til en lovlig recept.
Peberspray fundet i jakkelomme – Trekroner, Roskilde
Kl. 19.20 ringede en bekymret 45-årig mor til politiet, fordi hendes datter var blevet standset af en tilfældig forbipasserende mand, der generede borgerne på gaden ved Brugsen i Trekroner. Manden forsøgte at opildne forbipasserende til slagsmål, og datteren søgte hjælp hos vidner. Politiet sendte en patrulje til stedet, der kort efter sigtede en 28-årig mand fra lokalområdet. Manden havde en peberspray i lommen og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
“Maskeret” hundelufter – Ledreborg Alle, Roskilde
Kl. 18.44 kom en anmeldelse fra en bekymret borger, der havde bemærket en maskeret person iført elefanthue ved en hvid varebil, der holdt parkeret langs vejen. En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge sagen, og traf her en finsk kvinde. Hun havde parkeret på stedet, da hun havde lagt spor ud til sin hund på marken og nu ventede på at færden havde lagt sig, så hun kunne træne sporsøgning. Kvinden havde pakke sig godt ind i det kolde vejr, men var ikke iført elefanthue. Politiet ønskede kvinden god fornøjelse og kunne fortsætte til andre opgaver.
Indbrud i Perioden
Smedegade, Roskilde
Skovbovængets Sidealle, Roskilde
Industrivej, Roskilde