Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet den 2 februar til den 12 februar.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Træ væltet over vejen – Ramsølillevejen, Gadstrup – Roskilde
Kl. 1745 fik politiet anmeldelse om, at et stort træ var væltet ud over kørebanen og var til fare for trafikanterne. En patruljen blev sendt til stedet for at regulere trafikken, da det sydgående spor var spærret. Kommunens folk kom frem og fik skåret træet. Ved hjælp af en rendegraver blev træet fjernet fra kørebanen, så trafikken igen kunne glide.
Bil påkørt i parkeringshus – Ros Torv, Roskilde
Kl. 1711 anmeldte en 43-årig kvinde fra Solrød Strand, at hendes bil en time forinden var blevet påkørt, da den holdt parkeret i parkeringshuset ved indkøbscentret. Der var ikke efterladt en seddel med oplysninger om, hvem der havde påkørt hendes bil. Der var dog flere vidner på stedet, der havde set bilen som ramte den 43-åriges kvindes bil. De oplysninger kunne kvinden derfor give videre til politiet, som optog rapport om uheldet med den flygtede part. Bilen der var flygtet fra uheldet tilhører en 73-årig mand fra Bjæverskov, som politiet nu vil kontakte og afhøre til sagen.
Spirituskørsel endte med færdselsuheld – Gøderupvej/Hovedvejen, Øm, Roskilde – Lejre
Kl. 1814 skete et uheld, da 56-årig mand fra Roskilde i forbindelse med et venstresving i krydset Gøderupvej/Hovedvejen kørte ud foran en lastbil, der kom ad Hovedvejen i mod nord. Bilen kørte frem i krydset og blev ramt af lastbilen, der kørte frontalt ind i siden på personbilen, så føreren blev fastklemt og måtte skæres fri. Føreren af lastbilen, en 54-årig mand fra Polen slap fra uheldet uden skader. Den 56-årige mand blev kørt i ambulance til sygehuset, men slap fra uheldet uden alvorlige skader. Der var mistanke om, at den 56-årige var påvirket af spiritus, så han fik udtaget en blodprøve. Når resultatet af blodprøven foreligger, vil politiet foretage en samlet vurdering af, hvordan sagen skal afgøres.
Kørte i frakendelsestiden og fornærmede betjent – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 1032 bemærkede en patrulje en bil, der holdt med slukket motor i siden af vejen med havariblinket tændt. Ejeren af bilen, en 27-årig mand fra Karlslunde, sad på førersædet og ventede på sin ven, der var inde i en bank. Den 27-årige var frakendt førerretten, men nægtede at have ført bilen. Da vennen kom ud aflåste 27-årige bilen på stedet, og de gik begge hen til bussen. Politiet fik kort efter oplysninger fra flere vidner på stedet om, at den 27-årige nu var kørt fra stedet i bilen. Politiet fik dog ikke fat i den 27-årige den dag, så de kørte til hans adresse lørdag formiddag for at sigte manden for kørsel i frakendelsestiden.
Da det var 3. gang den 27-årige kørte i frakendelsestiden, beslaglagde politiet bilen med henblik på konfiskation. Den 27-årige var ikke hjemme, men kom hjem mens autohjælp var ved at læsse bilen. Han blev meget opfarende og vred på patruljen, der blev overfuset med alverdens ukvemsord. Den 27-årige fik foruden sigtelsen for færdselssagen derfor også en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Den 27-årige modsatte sig beslaglæggelsen af hans bil, så retten skal nu tage stilling til dette indgreb. Retten vil under sagens afgørelse tage endelig stilling til, om bilen skal konfiskeres.
Narkokørsler med kokain – Roskilde
Københavnsvej – Kl.2325 – 20-årig mand fra Jyllinge blev testet positiv for kokain, da han kørte i en personbil.
Ny Østergade – kl.0015 – 23-årig mand uden fast bopæl i Roskilde, kørte bil selvom han var påvirket af kokain.
Begge fik udtaget en blodprøve og blev efterfølgende løsladt.
Uro i nattelivet- Jernbanegade, Roskilde
Kl.0207 blev en 18-årig mand bortvist fra et diskotek, hvor han var så påvirket af spiritus, at han ikke havde forstået beskeden da dørmændene sendte ham væk.
Kl. 0236 indlod en 24-årig mand fra Køge sig i slagsmål på et diskotek, og da en dørmand forsøgte at standse tumulten slog den 24-årige dørmanden i hovedet. Den 24-årige blev anholdt og sigtet for vold mod dørmanden. Han blev løsladt søndag morgen efter endt afhøring, men er forsat sigtet i sagen.
Kl. 0240 blev en 23-årig mand fra Hedehusene, en 22-årig fra Kirke-Såby, og en 18-årig mand fra Ringsted anholdt, da de i spirituspåvirket tilstand skabte uro i nattelivet på et diskotek. De fik en bøde for deres optræden og blev løsladt næste morgen.
Kl. 0246 blev en 20-årig mand fra Ringsted anholdt, da han på en fastfood restaurant i Jernbanegade sparkede døren til toilettet ind. Han blev sigtet for hærværk og anholdt. Den 20-årige var påvirket af spiritus, og blev taget med til stationen, hvor anbragt i detentionen mens politiet behandlede hærværkssagen. Den 20-årige blev løsladt næste morgen, og kan forvente at høre mere fra politiet, når forurettede har opgjort sit erstatningskrav i sagen.
Kl. 0300 blev en 21-årig mand fra Roskilde sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, da han på et diskotek i forbindelse med en uoverensstemmelse på dansegulvet skubbede til en 19-årig pige, så hun faldt. Han kan forvente at få en bøde for sin optræden.
Kl. 0405 henvendte en 26-årig mand fra Roskilde sig til politiet, idet han havde været udsat for vold af to yngre mænd, som han havde mødt på Toldbodgade. Politiet fandt ud fra forurettedes beskrivelse frem til to mænd, der gik længere nede ad Toldbodgade. De to mænd på 19 og 21 år, begge fra Roskilde var spirituspåvirkede og ville umiddelbart ikke tale med politiet. De blev begge anholdt og sigtet for vold, da politiets efterforskning knyttede mændene til voldsepisoden. Den 26-årige havde småskrammer efter overfaldet og blev tilset på skadestuen. De to anholdte blev afhørt til sagen, og løsladt næste formiddag. De er forsat sigtet i sagen.
Høj musik og narkofund – Hf. Maglehøj, Roskilde
Kl. 2353 modtog politiet flere anmeldelser om høj musik fra en hus i haveforeningen. Politiet kom til stedet for at få beboerne til at skrue ned. Patruljen traf flere personer på stedet, herunder husets beboer, en 49-årig mand, der blev formanet om at dæmpe musikken. Politiet fandt tilfældigt 44,52 gram hash på et køkkenbord, som den 49-årige erkendte tilhørte ham. En 28-årig mand fra Roskilde blev fundet i besiddelse af 0,3 gram amfetamin, som han havde gemt i sine underbukser. Politiet beslaglagde narkoen og de to mænd blev begge sigtet for lov om euforiserende stoffer. De kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Varebil forulykket i carport – Kamstrup – Roskilde
Kl. 0643 kørte politiet ud til Brordrupvej i Kamstrup, fordi en varebil var kørt af vejen. Den 48-årige mandlige fører fra Viby Sj. havde overset en venstrekurve på vejen pga. tåge, og bilen kørte af vejen i vådt føre. Den 48-årige mand ramte ind i en carport tilhørende en 65-årig mand. Der var udelukkende tale om materielle skader på bil og carport.
Mand med gevær – Roskilde
Kl. 1529 fik politiet en anmeldelse fra en bekymret og opmærksom borger, der i gågaden i Roskilde var set med et gevær under sin lange frakke. Manden blev efterfølgende set i en jagtforretning, men politiet rykket talstærkt ud til området for at sikre sig, at en kriminel hændelse med geværet ikke skulle finde sted. En 75-årig mand fra Nordsjælland, der passede på anmelderens beskrivelse, blev fundet i jagtforretningen og indrømmede, at han havde båret sit gevær under frakken. Han havde henvendt sig til butikken for at få geværet repareret, hvilket anses som et legalt forhold. Manden blev dog kraftigt formanet af politiet, så han i fremtiden sørger for at transportere sit gevær, så det ikke skaber utryghed omkring ham. Manden så også det store politiopbud og blev klar over, hvor alvorlig en situation, han havde skabt. Politiet vil gerne takke den opmærksomme borger, der hurtigt ringede ind med anmeldelsen.
Butikstyveri / ordensbekendtgørelsen mv. – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Kl. 1146 anmeldte personalet fra supermarkedet Super Brugsen, at en mand havde taget otte flasker spiritus, som han i en indkøbskurv gik gennem kassen med og uden at betale for varerne. Da manden blev kontaktet af personalet, satte han indkøbskurven med spiritusflaskerne fra sig og fortsatte videre til fods mod Trekroner togstationen med personalet bagefter. På togstationen sprang manden ned på togsporet og truede butikspersonalet med sten fra togskinnerne. Butikspersonalet trak sig tilbage på grund af truslerne og mandens ophold på togskinnerne. Ved nærmere undersøgelse af indkøbskurven kunne butikspersonalet konstatere, at der også lå varer fra et nærliggende apotek. Her havde manden stjålet deodoranter til en værdi af 380 kr. Politiet kørte til både supermarkedet og apoteket for at få oplysninger til de to sager om butikstyveri samt oplysninger, der indtil videre har givet politiet en ide om, hvem der kan mistænkes for tyverierne.
Under politiets ophold i supermarkedet blev politiet kontaktet af andre kunder, fordi to mænd tilsyneladende var i skænderi udenfor. Her var især den ene mand stadig meget ophidset, vred og råbende og ønskede ikke på politiets anmodning oplyse sit navn og adresse. Da politiet forsøgte at tale ham til ro, blev han endnu mere ophidset og udtalte mindre ytringer til den kvindelige politiassistent, medens andre lyttede på. Dette medførte, at politiet anholdt manden, der blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Senere blev han identificeret som en 29-årig mand fra Roskilde, der blev løsladt kort efter, da han var faldet til ro. Han kan nu forvente at modtage en bøde for sin adfærd på stedet og sine verbale ytringer over for politiet.
Færdselsuheld – Ringstedgade / Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 1315 fik politiet en anmeldelse fra moderen til en 21-årig kvinde fra Roskilde, idet datteren på et p.t. ukendt tidspunkt som cyklist var blevet påkørt af en bilist, der efterfølgende kørte fra stedet uden at give sig til kende. Den 21-årige var kørt på cykel ad Ringstedgade mod nord og ville fortsætte ligeud i krydset ved Søndre Ringvej. I krydset kørte en bilist i samme retning og drejede til højre mod Søndre Ringvej, hvorved parterne stødte sammen. Cyklisten kom ikke til skade ved uheldet, og den svingende bil var lille og rød med en midaldrende kvinde som fører. Politiet forsøger nu at finde frem til bilisten og hører gerne fra vidner, der måtte have set uheldet i krydset.
Forsøg på spirituskørsel – Stændertorvet, Roskilde
Kl. 2205 anholdt og sigtede politiet en 60-årig kvinde fra Roskilde for forsøg på spirituskørsel i en personbil, som hun netop havde forsøgt at starte ved at sætte tændingsnøglen i tændingen. Hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og efterfølgende løsladt. Politiet ombyttede hendes kørekort med et midlertidigt kørekort, medens analyseresultatet fra blodprøven afventes. Ifølge færdselslovens bestemmelser om spirituskørsel er der i lovteksten anført, at man kan straffes for spirituskørsel, hvis man fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj med en alkoholkoncentrationen i blodet over 0,5 promille. Den 60-årige vil derfor høre nærmere fra politiet.
Færdselsuheld – Hovedvejen, Øm, Roskilde – Lejre
Kl. 1307 var det sket en mindre alvorligt færdselsuheld, hvor to bilister var impliceret. En 37-årig kvinde fra Roskilde var i en personbil kørt i sydvestlig retning, da hun bremsede op. Dette overså en 49-årig kvinde fra Viby Sj., da hun i en personbil kørte i samme retning. Hun påkørte derfor bagenden af den 37-åriges personbil med mindre materiel skade til følge. Den 37-årige fører blev dog bragt til skadestuen i Køge til kontrol, men var sluppet uskadt fra påkørslen.
Varetægtsfængsling – Trusler / afpresning – Roskilde
En 18-årig kvinde fra Roskilde blev mandag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 28. februar 2019 som sigtet for trusler på livet og afpresning over for familien. Hun var mistænkt for at have truet dem på livet søndag eftermiddag med en kniv og forsøgt at presse dem til at udbetale hende nogle penge, hvorefter politiet udramatisk anholdt den 18-årige kvinde. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.
Mand skabte uro – Ringstedgade og Algade, Roskilde
Kl. 0804 fik politiet en anmeldelse om, at en psykisk uligevægtig mand skabte uro i en kiosk i Ringstedgade. En patrulje blev sendt til stedet og bortviste en 65-årig mand derfra. Senere kl. 1254 fik politiet endnu en anmeldelse om, at samme man skabte problemer i Algade. Politiet anholdt derfor den 65-årige mand, for at få ro på stedet. Han havde ikke overtrådt nogen love, men manden var meget ophidse og politiet skønnede, at han ville være til ulempe for andre i den tilstand. Manden blev i politiets varetægt indtil han var faldet til ro, hvorefter han blev løsladt.
Hastighedssag – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 1504 foretog færdselspolitiet en hastighedsmåling af en personbil, der blev ført af en 44-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Bilen blev målt til at køre 163 km/t, selvom den tilladte hastighed på stedet er 110 km/t. Føreren af bilen vil blive indstillet til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten for sin kørsel.
Knallert påkørte trafikkegle- Møllehusvej, Roskilde
Kl. 0645 påkørte en 56-årige knallertfører en trafikkegle, hvilket fik knallerten til at vælte. Politiet kom til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om et solouheld, hvor føreren blot havde været uheldig. Den 56-årige knallertfører fik et brud på benet, og blev derfor hentet i ambulance og kørt til sygehuset.
Fundne granater – Roskilde og Fårevejle St.
Sct. Hans Gade, Roskilde, Kl.0925 anmeldte en 52-årig mand, at han havde fundet tre genstande, der lignede granater i forbindelse med, at han skulle rydde om i sine forældres fraflyttede hus. Han havde fundet dem liggende i kælderen i nogle af hans afdøde fars effekter og kontaktede politiet, da han ville sikre sig, at de ikke var farlige. Politiet tilkaldte forsvarets ammunitionsrydningstjeneste(EOD), der kom til stedet og konstaterede, at der var tale om to kampvognsgranater og en mortergranat. De var dog alle uden sprængstof og derfor ganske ufarlige. Der blev derfor ikke gjort yderligere fra politiets side.
Kalundborgvej, Fårevejle St. – Odsherred, Kl. 1212 anmeldte en 26-årig mand, at han netop havde fundet en håndgranat i et udhus til en ejendom, som han netop havde overtaget. Politiet kom frem til stedet og undersøgte granaten. Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste(EOD) blev tilkaldt og stod for at fjerne håndgranaten, der blev kørt til destruktion.
Ordensbekendtgørelsen – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 1250 fik politiet en anmeldelse om, at en uligevægtig mand skabte problemer på McDonalds. En patrulje blev sendt stedet, hvor en 65-årig mand blev bortvist fra stedet. Senere samme dag kl. 1352 kom en anmeldelse om, at den samme mand var kommet tilbage på stedet, hvor han igen var årsag til problemer. Politiet anholdt og sigtede denne gang manden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev taget med på stationen til afhøring og blev senere løsladt. Den 65-årige kan forvente at få en bøde for sin optræden på fastfoodrestauranten.
Trusler og afpresning mod familiemedlemmer – Ahornlunden, Roskilde
Kl. 1450 fik politiet en anmeldelse om, at en 18-årig kvinde havde truet nogle familiemedlemmer på stedet med knive. En patrulje blev sendt til stedet, hvor viste sig, at den 18-årige kvinde fra Roskilde i forbindelse med truslerne havde afpresset medlemmer af sin familie til at udlevere nogle penge. Ingen personer kom til skade på stedet. Kvinden blev anholdt uden dramatik og blev taget med til politistationen. Den 18-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 11.00, med henblik på varetægtfængsling. Der vil blive begæret dørlukning ved retsmødet.
Færdselsuheld med spirituskørsel – Knud Den Stores Vej, Roskilde
Kl. 1827 kørte to biler i hver sin retning ad Knud Den Stores Vej. Den ene bil ramte den andens sidespejl, da de to mødtes, men føreren standsede ikke op efter påkørslen. Føreren af den beskadigede bil, en 49-årig mand fra Roskilde, kørte derfor efter den flygtende bil, der viste sig at blive ført af en 75-årig kvinde fra Roskilde. Kvinden sagde hun ikke havde bemærket, at hun havde påkørt den 49-åriges bil. Det synes den 49-årige lød mærkeligt, så han tilkaldte politiet. Den 75-årige kvindelige fører viste sig at være spirituspåvirket. Hun blev derfor anholdt, for at få udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Kvindens kørekort var desuden udløbet, hvorfor hun ikke havde gyldig førerret. Den 75-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven er kommet.
Kvinde anholdt på bodega – Hestetorvet, Roskilde
Kl.0138 bortviste politiet en 30-årig kvinde, der i spirituspåvirket tilstand var ophidset og udadreagerende overfor de andre gæster på en bodega. Kvinden efterkom ikke politiets anvisninger om at gå, men blev på stedet. Hun blev derfor anholdt for at få ro på stedet og kom med i detentionen. Tidligt mandag morgen efter afrusning, blev hun løsladt uden at være blevet sigtet for noget.
Forlod havareret bil – Holbækmotorvejen, efter Torkilstrup øst, Roskilde
Kl. 0402 fik politiet en anmeldelse om, at et køretøj var blevet forladt havareret ved afkørslen til rastepladsen. Bilen holdt delvist i 1. vognbane, hvilket var til fare for den øvrige trafik. En patrulje kom til stedet for sikre at ingen påkørte bilen. Politiet kontaktede ejeren af køretøjet, en 39-årig mand fra Fårevejle, der havde forladt bilen, da han fik et lift af en forbipasserende. Han havde dog ringet efter vejhjælp. Ejeren af bilen fik en formaning om, aldrig at forlade en havareret bil på motorvejen, men at forblive på stedet til politiet kom og afmærke bilen, så andre trafikanter blev advaret. Politiet sørgede for, at bilen blev haste-afhentet, og ingen nåede at påkøre den havarerede bil.
Indbrud i Perioden
Tykmosevej, Havdrup
Klintevej, Roskilde – 2 adresser
Dronning Emmas vej, Roskilde
Klosterengen, Roskilde
Kong Valdemars Vej, Roskilde
Ringparken, Roskilde