Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2019/01/28 til 2019/02/05.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Hovedvejen, Øm, Roskilde – Lejre
Kl. 1307 var det sket en mindre alvorligt færdselsuheld, hvor to bilister var impliceret. En 37-årig kvinde fra Roskilde var i en personbil kørt i sydvestlig retning, da hun bremsede op. Dette overså en 49-årig kvinde fra Viby Sj., da hun i en personbil kørte i samme retning. Hun påkørte derfor bagenden af den 37-åriges personbil med mindre materiel skade til følge. Den 37-årige fører blev dog bragt til skadestuen i Køge til kontrol, men var sluppet uskadt fra påkørslen.
Varetægtsfængsling – Trusler / afpresning – Roskilde
En 18-årig kvinde fra Roskilde blev mandag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 28. februar 2019 som sigtet for trusler på livet og afpresning over for familien. Hun var mistænkt for at have truet dem på livet søndag eftermiddag med en kniv og forsøgt at presse dem til at udbetale hende nogle penge, hvorefter politiet udramatisk anholdt den 18-årige kvinde. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.
Mand skabte uro – Ringstedgade og Algade, Roskilde
Kl. 0804 fik politiet en anmeldelse om, at en psykisk uligevægtig mand skabte uro i en kiosk i Ringstedgade. En patrulje blev sendt til stedet og bortviste en 65-årig mand derfra. Senere kl. 1254 fik politiet endnu en anmeldelse om, at samme man skabte problemer i Algade. Politiet anholdt derfor den 65-årige mand, for at få ro på stedet. Han havde ikke overtrådt nogen love, men manden var meget ophidse og politiet skønnede, at han ville være til ulempe for andre i den tilstand. Manden blev i politiets varetægt indtil han var faldet til ro, hvorefter han blev løsladt.
Hastighedssag – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 1504 foretog færdselspolitiet en hastighedsmåling af en personbil, der blev ført af en 44-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Bilen blev målt til at køre 163 km/t, selvom den tilladte hastighed på stedet er 110 km/t. Føreren af bilen vil blive indstillet til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten for sin kørsel.
Knallert påkørte trafikkegle- Møllehusvej, Roskilde
Kl. 0645 påkørte en 56-årige knallertfører en trafikkegle, hvilket fik knallerten til at vælte. Politiet kom til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om et solouheld, hvor føreren blot havde været uheldig. Den 56-årige knallertfører fik et brud på benet, og blev derfor hentet i ambulance og kørt til sygehuset.
Fundne granater – Roskilde og Fårevejle St.
Sct. Hans Gade, Roskilde, Kl.0925 anmeldte en 52-årig mand, at han havde fundet tre genstande, der lignede granater i forbindelse med, at han skulle rydde om i sine forældres fraflyttede hus. Han havde fundet dem liggende i kælderen i nogle af hans afdøde fars effekter og kontaktede politiet, da han ville sikre sig, at de ikke var farlige. Politiet tilkaldte forsvarets ammunitionsrydningstjeneste(EOD), der kom til stedet og konstaterede, at der var tale om to kampvognsgranater og en mortergranat. De var dog alle uden sprængstof og derfor ganske ufarlige. Der blev derfor ikke gjort yderligere fra politiets side.
Kalundborgvej, Fårevejle St. – Odsherred, Kl. 1212 anmeldte en 26-årig mand, at han netop havde fundet en håndgranat i et udhus til en ejendom, som han netop havde overtaget. Politiet kom frem til stedet og undersøgte granaten. Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste(EOD) blev tilkaldt og stod for at fjerne håndgranaten, der blev kørt til destruktion.
Ordensbekendtgørelsen – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 1250 fik politiet en anmeldelse om, at en uligevægtig mand skabte problemer på McDonalds. En patrulje blev sendt stedet, hvor en 65-årig mand blev bortvist fra stedet. Senere samme dag kl. 1352 kom en anmeldelse om, at den samme mand var kommet tilbage på stedet, hvor han igen var årsag til problemer. Politiet anholdt og sigtede denne gang manden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev taget med på stationen til afhøring og blev senere løsladt. Den 65-årige kan forvente at få en bøde for sin optræden på fastfoodrestauranten.
Trusler og afpresning mod familiemedlemmer – Ahornlunden, Roskilde
Kl. 1450 fik politiet en anmeldelse om, at en 18-årig kvinde havde truet nogle familiemedlemmer på stedet med knive. En patrulje blev sendt til stedet, hvor viste sig, at den 18-årige kvinde fra Roskilde i forbindelse med truslerne havde afpresset medlemmer af sin familie til at udlevere nogle penge. Ingen personer kom til skade på stedet. Kvinden blev anholdt uden dramatik og blev taget med til politistationen. Den 18-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 11.00, med henblik på varetægtfængsling. Der vil blive begæret dørlukning ved retsmødet.
Færdselsuheld med spirituskørsel – Knud Den Stores Vej, Roskilde
Kl. 1827 kørte to biler i hver sin retning ad Knud Den Stores Vej. Den ene bil ramte den andens sidespejl, da de to mødtes, men føreren standsede ikke op efter påkørslen. Føreren af den beskadigede bil, en 49-årig mand fra Roskilde, kørte derfor efter den flygtende bil, der viste sig at blive ført af en 75-årig kvinde fra Roskilde. Kvinden sagde hun ikke havde bemærket, at hun havde påkørt den 49-åriges bil. Det synes den 49-årige lød mærkeligt, så han tilkaldte politiet. Den 75-årige kvindelige fører viste sig at være spirituspåvirket. Hun blev derfor anholdt, for at få udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Kvindens kørekort var desuden udløbet, hvorfor hun ikke havde gyldig førerret. Den 75-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven er kommet.
Kvinde anholdt på bodega – Hestetorvet, Roskilde
Kl.0138 bortviste politiet en 30-årig kvinde, der i spirituspåvirket tilstand var ophidset og udadreagerende overfor de andre gæster på en bodega. Kvinden efterkom ikke politiets anvisninger om at gå, men blev på stedet. Hun blev derfor anholdt for at få ro på stedet og kom med i detentionen. Tidligt mandag morgen efter afrusning, blev hun løsladt uden at være blevet sigtet for noget.
Forlod havareret bil – Holbækmotorvejen, efter Torkilstrup øst, Roskilde
Kl. 0402 fik politiet en anmeldelse om, at et køretøj var blevet forladt havareret ved afkørslen til rastepladsen. Bilen holdt delvist i 1. vognbane, hvilket var til fare for den øvrige trafik. En patrulje kom til stedet for sikre at ingen påkørte bilen. Politiet kontaktede ejeren af køretøjet, en 39-årig mand fra Fårevejle, der havde forladt bilen, da han fik et lift af en forbipasserende. Han havde dog ringet efter vejhjælp. Ejeren af bilen fik en formaning om, aldrig at forlade en havareret bil på motorvejen, men at forblive på stedet til politiet kom og afmærke bilen, så andre trafikanter blev advaret. Politiet sørgede for, at bilen blev haste-afhentet, og ingen nåede at påkøre den havarerede bil.
Færdselsuheld – Rute 6, Roskildevej i Solrød
Kl. 1250 fik politiet et alarmopkald om, at en lastbil og en personbil var kørt sammen på Rute 6, Roskildevej i Solrød. Et vidne har forklaret, at personbilen forinden sammenstødet slingrede på vejen, inden den kørte over i modkørende vejbane og ramte frontalt sammen med lastbilen. Vejen var spærret i en time i begge retninger, og føreren af personbilen, en 36-årig mand fra Køge, blev fløjet til Rigshospitalet. Hans tilstand er stabil, men han har pådraget sig en svær hjernerystelse. Politiet formoder, at årsagen til uheldet var, at den 36-årige mand fik et ildebefindende.
Narkotikapåvirket kørsel – Roskilde
Kl. 2336 stoppede politiet en personbil, som kort forinden havde været tæt på at påkøre en anden bil i en rundkørsel. Føreren, en 21-årig mand fra Viby Sj., var påvirket af euforiserende stoffer og havde ikke overholdt sin vigepligt i rundkørslen. I bilen fandt politiet to meget små poser indeholdende euforiserende stoffer (kokain), og den 21-årige mand blev anholdt og sigtet. Den 21-årige havde i øvrigt ikke nogen førerret, idet den tidligere var inddraget af politiet i forbindelse med andre, verserende sager om både spirituskørsel og kørsel i narkotikapåvirket tilstand.
Social dumping – Køge / Roskilde
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog onsdag formiddag kontrol af tre detailfødevarevirksomheder i Køge by som et led i myndighedernes indsats mod social dumping på arbejdsmarkedet. Repræsentanter fra SKAT og Arbejdstilsynet var også med ved kontrollerne, hvor i alt tre tyrkiske og en dansk statsborger blev kontrolleret. Politiet fandt intet grundlag for at foretage sig yderligere efter de tre kontroller.
Om eftermiddagen fik tre virksomheder inden for personlig pleje i Roskilde by besøg af de samme myndigheder, som kontrollerede to danske statsborgere og fire udlændinge. Heller ikke ved disse kontroller fandt politiet grundlag for at foretage sig yderligere.
Utryghedsskabende mand – Algade, Roskilde
Kl. 1402 fik politiet flere henvendelser om en mand, der ud for et pengeinstitut ville have hjælp til at hæve penge i banken. Det virkede mistænkeligt på anmelderne, der af manden var opfordret til at skulle optræde som hans værge. Politiet kørte til området og fik kontakt til en 40-årig mand fra Orø, som blev vejledt om ikke at kontakte fremmede for at få hjælp til et ærinde i banken. Manden kunne ikke mistænkes for at have foretaget sig noget ulovligt, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere over for ham.
Droneflyvning om natten – Himmelev, Roskilde
Kl. 2310 blev politiet underrettet af en dronefører om, at en drone ville flyve rundt i Himmelev-området frem til kl. ca. 0300. Formålet med flyvningen var at kontrollere fjernvarmerør.
Blufærdighedskrænkelse – Folkeparken, Roskilde
Kl. 0801 modtog en politiet en anmeldelse om, at en 14-årig pige fra Roskilde på vej til skole havde været udsat for en blotter i Folkeparken. Omkring kl. ca. 0745 var hun ved amfiteatret blevet kontaktet af en mand, der fulgte efter hende til området ved de offentlige toiletter i parken. Her gik han ind foran hende og blottede sig, medens hans foretog onanibevægelse. Pigen fortsatte videre til sin skole, hvor lærerne blev underrettet. Krænkeren blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25 år, 185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Iført: Baby-lyserød hue, sort jakke med hætte, sorte bukser. Politiet ledte forgæves efter manden i området.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden enten i selve parken eller i området omkring. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Hittebarn i supermarked – Algade, Roskilde
Kl. 1426 fik politiet en henvendelse fra en 28-årig kvinde, som havde fundet et 2-årigt barn gå rundt i Algade ved et supermarked. Politiet havde forinden ikke modtaget nogen efterlysning af et savnet barn, hvorfor politiet indledningsvist aftalte med anmelderen, at hun tog sig af barnet i supermarkedet. Samtidig var anmelderen og en anden på udkig efter “paniske” personer, der savnede et barn, ligesom politiet også i samme anledning kørte rundt i området ved supermarkedet med en patruljebil. Kl. 1439 fik politiet en henvendelse fra en borger, der tog sig af en panisk far fra Store-Heddinge, som savnede sit 2-årige barn. Politiet kunne så guide faren hen til supermarkedet, hvor far og barn blev genforenet.
Butikstyveri – Ro’s Have, Roskilde
Kl. 1848 kørte politiet til supermarkedet Rema 1000, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt, medens en anden person var stukket af. Politiet fik kontakt til en 49-årig mand fra Polen, som kunne mistænkes for tyveri af dagligvarer til en værdi af ca. 200 kr., som var lagt i en rygsæk, da han gik gennem kassen uden at betale for dem. Politiet anholdt den polske mand, som efter afhøring til sagen med assistance fra en tolk fik sagen afgjort med en bøde. Han blev herefter løsladt, og politiet forsøger nu at finde ud af, om en anden person kan mistænkes for meddelagtighed i butikstyveriet.
Mistænkeligt forhold – Stamvejen, Svogerslev, Roskilde
Kl. 2201 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom, lokal borger, der undrede sig over en varebil uden nummerplader ved fjernvarmecentralen. I bilen sad en person afventende. Politiet kørte til stedet og fik afklaret, at der ikke var noget mystisk i forholdet. En varebil fra et transportfirma var brudt sammen, hvorfor transportfirmaet var ved at læsse varerne over i et andet køretøj. Der var dog prøvenummerplader på det sammenbrudte køretøj, og politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Løsladelse – Indbrud i malerforretning – Helligkorsvej, Roskilde
Den 19-årige mand fra Brøndby, der natten til mandag blev anholdt i forbindelse med et indbrud i en malerforretning, blev mandag afhørt til sagen. Han nægtede kendskab til indbruddet men accepterede, at politiet beslaglagde en bushammer og et mindre kontantbeløb, som han blev fundet i besiddelse af ved anholdelsen. Politiet formoder, at den 19-årige anvendte bushammeren til at knuse ruden til malerbutikken, og at pengene er koster fra indbruddet. Den 19-årige blev løsladt efter afhøringen, men er fortsat sigtet i sagen. Han kan nu forvente at få sin sag afgjort senere ved et retsmøde, hvor retten også vil tage stilling til, om de beslaglagte ting skal konfiskeres.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 1220 bemærkede en patrulje en personbil, som blev ført af en 26-årig mand fra Roskilde, som politiet dagen før havde standset på Gyvelvej, Roskilde, i den samme bil. Den 26-årige blev ved gårsdagens kørsel sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev endvidere kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve i anledning af en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, ligesom han i bilen var i besiddelse af tre små poser med i alt ca. 1½ gram hash og noget skunk. Ved dagens kørsel anvendte den 26-årige ikke sikkerhedssele og var stadig frakendt kørekortet, så han ikke måtte føre bilen. Politiet skønnede ham igen påvirket af narkotika under kørslen, hvilket til dels blev bestyrket af fund af knap 2 gram hash på ham i forbindelse med visitation. Den 26-årige blev løsladt efter udtagelse af en ny blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Bilen havde den 26-årige lånt af en bekendt, og politiet undersøger nu, hvorvidt der er grundlag for sigte bilejeren for at have overladt føringen til en person, som ikke lovligt kan føre den.
Udlændingeloven – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 1950 bad DSB om assistance til identificering af en udenlandsk og spirituspåvirket mand, der kørte i toget uden billet. På Roskilde station fik politiet kontakt til den udenlandske mand, som blev frihedsberøvet og senere identificeret som en 18-årig mand fra Marokko. Han opholdt sig ulovligt i Danmark, hvilket han nu er sigtet for. Han er fortsat i politiets varetægt, idet politiet nu undersøger, hvad der videre skal ske med manden, der tidligere har søgt asyl i Sverige.
Uorden ved diskotek – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0406 tilbageholdt dørmændene en aggressiv mand og ønskede politiets assistance til at håndtere ham. Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 18-årig mand fra Taastrup, som blev frihedsberøvet med henblik på afrusning i politiets detention. Ved visitationen af ham fandt politiet ham i besiddelse af ca. 0,3 gram kokain, hvilket han blev sigtet for at være i ulovlig besiddelse af på diskoteket. Politiet meddelte den 18-årige et forbud mod at være gæst på diskoteket de næste to år. Lørdag formiddag blev den 18-årige lukket ud af politiets detention og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiets i anledning af turen i nattelivet i Roskilde.
Færdselsuheld med knallert – Holbækvej, Roskilde
Kl. 1217 skete et uheld, da en personbil, der blev ført af en 43-årig kvinde fra Roskilde i forbindelse med et højresving ned ad Møllehusvej overså en knallert, der skulle lige ud i T-krydset. Knallerten blev ført af en 38-årig kvinde fra Slagelse, der pådrog sig skader på sit ben som følge af uheldet. Hun blev kørt til sygehuset til behandling. Den 43-årige kan forvente at høre mere fra politiet på baggrund af vigepligtsforseelsen, der førte til uheldet.
Sammenstød med cyklist – Ibsgården, Himmelev, Roskilde
Kl. 1317 skete et mindre færdselsuheld, da en 52-årig kvinde fra Roskilde, i sin bil kørte ud fra et parkeringsområde, hvor hun ramte en 49-årig mand, der kom kørende på cykel. Politiet kom til stedet og konstaterede, at der var meget dårligt udsyn fra udkørslen. Kvinden havde derfor først set cyklisten i sidste øjeblik, og kunne ikke nå at bremse. Cyklisten væltede, men slap fra uheldet med knubs. Den 52-årige havde vigepligt på stedet og kan forvente at høre nærmere fra politiet.
Spirituskørsel og ordensbekendtgørelsen – Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 1100 standsede en patrulje en varebil for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren viste sig at være en 26-årig mand fra Letland, der var spirituspåvirket. Han blev derfor anholdt, for at få udtaget en blodprøven. Med i bilen var en 36-årig mand fra Letland, der også havde drukket alkohol. Han blev urolig og udadreagerende overfor patruljen, da føreren af bilen blev anholdt. Han blev derfor også anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med på stationen. Føreren blev løsladt efter at han havde fået udtaget en blodprøve, og han vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer. Passageren blev løsladt efter nogle timer i detentionen, hvor han fik en bøde, som han accepterede.
Eneuheld – Boserupvej, Roskilde
Kl. 2305 skete et uheld, da en 19-årig mand fra Roskilde kørte i en personbil og af uvisse årsager mistede herredømmet over bilen i en kurve, så bilen skred ud på marken. Med i bilen var en kammerat til føreren, en 19-årig mand fra Roskilde. Ingen af mændene kom til skade ved uheldet, men bilen fik mindre skader.
Indbrud i malerforretning – Helligkorsvej, Roskilde
Kl. 0340 fik politiet melding om, at der var et indbrud i gang i en malerforretning, og en mand netop var flygtet ud igennem en knust rude. Flere patruljer blev sendt til stedet. En hundepatrulje kom frem til forretningen og gik spor efter gerningsmanden. Hundepatruljen fandt frem til en 19-årig mand fra Brøndby. Manden forsøgte at løbe fra politiet, men han blev pågrebet kort efter. Koster fra malerbutikken blev fundet i en pose tæt ved stedet, hvor manden blev anholdt. Fra butikken var blevet stjålet sprayflasker, tuscher og et mindre kontantbeløb. Den 19-årige blev sigtet, anholdt og taget med på stationen. Ved anholdelsen blev han fundet i besiddelse af en rudehammer. Han var spirituspåvirket, og blev derfor taget med i detentionen til afrusning. Han skal nu afhøres, og der skal tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.
Indbrud i Perioden
Snoldelev Bygade, Gadstrup
Kong Haralds Vej, Roskilde
Algade, Roskilde
Helligkorsvej, Roskilde
Bregnevej, Roskilde
Klosterengen, Roskilde
Bymarken, Roskilde (3 steder)