Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2015-08-03 til 2015-08-10.
Anholdelse – Grov vold – H/F Maglehøj, Roskilde
2015-08-06 – Kl. 1913 anmeldte en 62-årig mand fra Roskilde, at han netop var blevet overfaldet under ophold i kolonihaven. Politiet traf en lettere forslået forurettet, som inden overfaldet havde bedt naboen i kolonihaven om at skrue med for sit musikanlæg. Naboen blev ophidset herover og sprøjtede peberspray i øjnene på den 62-årige, som efterfølgende fik slag i ansigtet og på kroppen, ligesom han fik kastet en havestol efter sig. Naboen i kolonihaven – en 39-årig mand uden fast bopæl i Roskilde – blev straks anholdt i sit kolonihavehus og sigtet for grov vold mod den 62-årige. Ved ransagning af kolonihavehuset fandt politiet pebersprayen, så den anholdte blev også sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen. Den 39-årige er fortsat anholdt, idet politiets jurister vil vurdere sagen og afgøre, om den 39-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
Anholdelse – Roskilde
2015-08-10 – Kl. 0248: En 19-årig mand fra Lejre og en 18-årig fra Lejre nægtede at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet, og det endte med to anholdelser og efterfølgende en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. En afsvaling detentionen blev de to løsladt med hver sin bøde.
Kl. 0314 overgik samme skæbne en 22-årig mand fra ringsted, der opførte sig provokerende over for politiet. Han blev også anholdt og fik en bøde for sin adfærd.
Kl. 0329 blev en 18-årig mand fra Ringsted anholdt på Jernbanegade. Han urinerede midt på gaden og ville ikke opgive navn m.v. til politiet. Han blev også løsladt i løbet af formiddagen med en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Brand – Roskilde
2015-08-03 – Kl. 1107 blev anmeldt om brand i Ahornlunden. Det viste sig, at det formentlig var nogle gløder i en affaldspose, der har forårsaget røgen. Ingen skade.
Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde
2015-08-10 – Kl. 1200 blev en 26-årig mand fra Ishøj fremstillet i et lukket grundlovsforhør. manden blev anholdt ved midnat natten til søndag. Sagen omhandler narkotika, og politiet ønsker ikke i øjeblikket at uddybe sagen nærmere af hensyn til efterforskningen.
Hændelse – Viby, Roskilde
2015-08-10 – Kl. 2148 fik politiet en anmeldelse om en hændelse, der fandt sted søndag ca. kl. 1400 på Valorevej. To piger på ca. 15 år var ude at ride, da en 5-8 motorcyklister kom kørende imod dem Det fik hestene til at blive forskrækkede, og den ene hest styrter. Ingen af motorcyklisterne gjorde noget for at hjælpe pigen, der heldigvis ikke kom til skade.
Sagen undersøges nu nærmere. Politiet vil gerne tale med vidner, der har oplysninger om sagen.
Indbrud hos møbelpolstrer – Strandgade, Roskilde
2015-08-05 – Kl. 0417 fik politiet en anmeldelse fra et alarmfirma om, at der havde været indbrud hos en møbelpolstrer kl. 0402, hvor tyverialarmen var blevet aktiveret. Politiet kunne konstatere, at frontlæsser var blevet brugt til at køre gennem butiksruden og efterfølgende løfte et rullegitter op. Indbrudstyvene kunne så stjæle tre designerstole af mærket Ægget til en samlet værdi af ca. 150.000 kr. fra forretningen. De tre gerningsmænd, der alle var iklædt hættetrøjer ifølge videoovervågningen, forlod stedet på ukendt måde med tyvekosterne. Politiet formoder, at frontlæsseren er blevet stjålet før indbruddet, og forsøger nu via ejeren at få oplyst, hvor frontlæsseren egentlig skulle befinde sig.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket frontlæsseren og/eller gerningsmændene i området eller på vej dertil. Kontakt politiet på tlf. 114.
Narkobilist / våbenloven – Køgevej, Roskilde
2015-08-06 – Kl. 1430 anholdt og sigtede politiet en 38-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Ved visitationen fandt politiet en lille klump hash hos den 38-årige, der således også blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En passager i bilen – en 21-årig mand fra Roskilde – blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, idet politiet fandt en enhåndsbetjent foldekniv med en bladlængde på ni cm i noget af hans tøj i bilen. Efter udtagelse af en blodprøve af den 38-årige løslod politiet ham med besked om at henvende sig hos Kriminalforsorgen, som havde eftersøgt ham hos politiet, da han ikke var mødt frem til møder med den myndighed.
Narkokørsel – Borgerdiget, Roskilde
2015-08-06 – Kl. 0155 anholdt og sigtede politiet en19-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkopåvirket bilist – Roskilde
2015-08-03 – Kl. 1307 anholdt politiet en 22-årig mand fra Stubbekøbing, der kørte i bil på Jernbanegade. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve, før han igen blev løsladt.
Spirituspåvirket knallertkører – Roskilde
2015-08-03 – Kl. 1652 standsede politiet en knallert på Hestetorvet, der blev ført af en 50-årig mand fra Roskilde. Manden var påvirket af spiritus og fik taget en blodprøve.
Unge larmer – Baunehøjvej, Roskilde
2015-08-06 – Kl. 2201 kørte politiet til området ved campingpladsen efter en anmeldelse om, at ca. 80 unge mennesker var forsamlet, og nogle af dem kørte larmende rundt på knallerter til gene for campinggæsterne. Politiet fandt dog ingen knallerter, ligesom de ca. 50 unge på stedet kun talte måske lidt højlydt sammen på campingpladsens område. Politiet henviste til ordensreglementet om ro fra kl. 2200 og bad de unge dæmpe sig, hvilket de efterkom.
Vold – Roskilde
2015-08-10 – Kl. 0400 anholdt politiet en 27-årig mand fra Roskilde, der kort forinden havde slået en taxachauffør i ansigtet med flad hånd. Den 27-årige blev løsladt i løbet af morgenen efter afhøring. Sagen afgøres senere i retten. Hændelsen fandt sted på Køgevej.
Vold – Roskilde
2015-08-07 – Den 39-årige mand uden fast bopæl i Roskilde, der blev anholdt onsdag d. 050815 efter overfald på en nabo i H/F Maglehøj, Roskilde, blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde som sigtet for vold, for overtrædelse af våbenloven (besiddelse af en peberspray) og for trusler mod ofret for at få ham til at undlade anmeldelse til politiet. Den 39-årige fik nu en fast adresse i den nærmeste fremtid, idet han blev varetægtsfængslet frem til foreløbigt den 3. september 2015 og efterfølgende anbragt i et arresthus.
Indbrud i perioden
Boserupvej, Roskilde
Fjordager, Jyllinge
Fregatvej, Jyllinge
Grønnegade, Roskilde
Gøgevænget, Havdrup
Jupitervej, Jyllinge
Køgevej, Roskilde
Langebjergvænget, Roskilde
Lykkegårdsvej, Roskilde
Nygade, Roskilde
Strandgade, Roskilde
Stændertorvet, Roskilde
Svenstrupvang, Havdrup
Tværengen, Svogerslev, Roskilde