Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Dec 10, 2018 til Dec 18, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld/narkokørsel mv. – Assendløsevejen mv. – Viby Sj. – Roskilde
Kl. 1735 ville politiet standse en personbil, der kørte i vestlig retning mod Dåstrup. Føreren af personbil ønskede dog ikke at tale med politiet, hvorfor hastigheden blev sat væsentligt op, således at føreren kørte med væsentligt højere hastighed end tilladt gennem Assendløse og videre gennem området med hastighedsbegrænsninger, således at en knallertkører blev vurderet til at være i fare. Politiet standsede derfor forfølgelsen af personbilen, der kort efter blev fundet forulykket på Assendløsevej kort før Hovedvejen i Osted. I bilen befandt sig føreren, der var kommet lettere til skade som følge af solouheldet, hvorved bilen havde fået flere skader, efter at føreren havde mistet kontrollen over bilen. Føreren var en 20-årig mand fra Dianalund, som blev bragt til skadestuen til fornøden behandling. På skadestuen fik han også rutinemæssigt udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at bilens nummerplader rettelig skulle sidde på et andet køretøj, ligesom føreren selv manglede førerretten til at måtte køre i bilen. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel og -besiddelse – Frederiksborgvej, Gundsømagle, Roskilde
Kl. 1330 anholdt og sigtede politiet en 46-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede, at han formentlig var påvirket af kokain under kørslen. Al kokainen havde han dog ikke indtaget, idet politiet fandt ca. 2 gram gemt i bilen. Den 46-årige måtte i øvrigt slet ikke køre bilen, da hans førerret i forvejen var inddraget af politiet i forbindelse med en anden verserende færdselssag. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 46-årige, der vil høre nærmere, når blodprøven er blevet analyseret.

Mistænkelig genstand – Kalkgravsvej, Herringløse, Roskilde
Kl. 1257 fik politiet en henvendelse fra en ejer af en ejendom, hvorfra nogle lejere var flyttet. De havde efterladt en mistænkelig genstand, som ejeren vurderede til at være en farlig krysantemumbombe. Politiet kørte til stedet for at kigge nærmere på genstanden, som viste sig at være en ufarlig fodbold. Derfor foretog politiet sig ikke videre i anledning af anmeldelsen.

Brandundersøgelse – Dortheavej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 1410 fik politiet via alarm 112 melding om røg fra en bolig på vejen. Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor det viste sig, at der ikke var nogen egentlig brand, men dog en kraftig røgudvikling, som en nabo havde opdaget. Der var kraftige røgskader i huset, hvis ejer ikke var hjemme, men blev underrettet af et familiemedlem, der tilfældigt kom forbi. Årsagen til branden undersøges nærmere af politiet, der arbejder ud fra en tese om, at selvantændelse af en klud med træolie kan være årsagen til den kraftige røgudvikling. Ingen kom til skade ved hændelsen.

Brandundersøgelse – Dalengen, Jyllinge – Roskilde
Kl. 0033 slog en 43-årig mand fra Jyllinge alarm via sin nabo, efter at han var vågnet og kunne se, at der var røg i stuen på hans bopæl. Brandvæsnet og politiet rykkede ud til brandstedet, hvor huset få minutter efter anmeldelsen var overtændt. En gasflaske, der stod på terrassen, eksploderede som følge af varmen fra branden. Varmen fra den kraftige brand medførte tillige, at nabohusets vinduer revnede, ligesom nabohuset blev lettere beskadiget. Nabohusets beboere blev midlertidigt evakueret. Ingen personer kom noget til ved branden, men den 43-åriges bopæl nedbrændte totalt. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere for at få klarlagt årsagen til brandens opståen.

Narkokørsel – Svogerslev Hovedgade, Svogerslev, Roskilde
Kl. 1918 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist kørte usikkert. Politiet fik kontakt til en 56-årig kvinde fra København N, som havde foretaget nogle umotiverede udsving med bilen under kørslen. Hun deltog i både en alkometer- og narkometertest med et udslag på påvirkning af opiater under kørslen. Den 56-årige blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet under kørslen.

Lugt af røg i opgang – Fælledvej, Roskilde
Kl. 1443 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en opgang, hvor det lugtede kraftigt af røg. Hverken brandvæsnet eller politiet kunne finde nogen egentlig brand eller i øvrigt finde årsagen til røglugten, der mindede om lugt af brændt avispapir. Derfor kørte begge myndigheder efter kort tid fra stedet med uforrettet sag.

Løsladelse – Hæleri – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 1514 standsede politiet en bil, som to mandlige asylansøgere på 33 og 38 år fra Georgien kørte rundt i. Bilens nummerplader var lavet af pap, og ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet dem i besiddelse af 15 parfumer, som de opbevarede i en rygsæk. Da de ikke kunne redegøre for anskaffelsen af de mange parfumer, blev de to mænd anholdt som mistænkt for hæleri af parfumerne til en samlet værdi af ca. 10.000 kr. De to mænd forblev i politiets varetægt efter afhøring til sagen, idet de begge blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag. Da der ikke var grundlag for varetægtsfængsling af mændene, blev de begge løsladt i forbindelse med retsmødet. De er fortsat sigtet i sagen, hvor politiet nu skal forsøge at finde ud af, hvorfra parfumerne stammer.

Kørsel uden førerret / lov om euforiserende stoffer – bil beslaglagt – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 2110 sigtede politiet en 23-årig mand fra Ishøj for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte ad Københavnsvej, idet han efter en tidligere frakendelse ikke havde fået generhvervet sin førerret. Da det således var tredje gang, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet personbilen med henblik på senere konfiskation. Ved undersøgelse af bilen fandt politiet ca. 1½ gram hash og knap 1 gram kokain, så den 23-årige blev også sigtet for besiddelse af disse ulovlige, euforiserende stoffer. Senere vil han således blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Spiritus/narkokørsel – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 0348 standsede politiet en personbil, der blev ført af en 19-årig mand fra Roskilde, for at lave en rutinemæssig kontrol. Manden viste sig at være påvirket af spiritus og muligvis og narkotika. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Mistænkelig mand, Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 1523 anmeldte en 13-årig pige fra Roskilde, at hun ved 14-tiden kom cyklende ad Lillevangsvej og videre ad en sti under motorvejen. Da hun nåede rundkørslen ved Østre Ringvej, så hun en mand, der gik på cykelstien og forsøgte at gribe fat i en mandlig cyklist, der kørte imod anmelderen.Han fik dog ikke fat i den mandlige cyklist, der kørte videre. Da den 13-pige skulle passere den gående mand, forsøgte han også at gribe fat i hende, men hun cyklede fra ham. Hun var blevet bange for manden, og fortalte det til sin mor, da hun kom hjem. En patrulje blev sendt til den 13-åriges adresse, for at foretage en nærmere afhøring af pigen. Politiet efterforsker sagen for at forsøge at finde frem til manden med den mistænkelige opførsel, og få klarlagt årsagen til hans opførsel.

Anmelderen beskrev manden som:
Dansk af udseende, 25-30 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid,
Hårfarve: Sort, Hårlængde: tilbagestrøget mellemlangt “slikhår”, solbrun hud, atletisk bygget. Iført: Sort hættetrøje, sorte jeans med huller, hvide Adidas sko.

Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne høre fra borgere, der har mødt den beskrevne mand med den mistænkelige adfærd. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Skraldebil og lastbil i uheld – Nord for krydset Østre Ringvej/ Roskildevej, Ringsted
Kl.0306 kørte en skraldebil sammen med en tjekkisk indregistreret lastbil. Skraldebilen, der blev ført af en 58-årig mand fra Ringsted kom ud fra politiets foreløbige undersøgelse af stedet, for langt over i den modkørendes banehalvdel, hvor den påkørte den tjekkiske lastbil, der blev ført af en 49-årig mand fra Ukraine. Føreren af skraldebilen blev fastklemt og pådrog sig et brud på benet. Lastbilchaufføren fik et brud på håndleddet. De blev begge kørt med ambulance til sygehuset til behandling. Politiet skal senere afhøre de to parter, for at få klarlagt årsagen til uheldet, samt om nogen kan drages til ansvar for at det skete. Oprydningsarbejdet med fjernelsen af de to køretøjer stod på i flere timer, og vejen var afspærret helt indtil kl. 07.24.

Varetægtsfængsling – Butikstyveri, Stationscentret, Roskilde
Den 38-årige mand fra Bjæverskov, der onsdag blev sigtet for at have begået butikstyveri i supermarkedet Føtex, blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Han havde mere end 50 verserende sager vedr. butikstyveri og blev varetægtsfængslet frem til d. 10. januar 2019.

Grundlovsforhør – Tyveri fra telefonbutikker – Roskilde/Holbæk/Køge.
Politiet har i dag kl. 07.45 anholdt og sigtet en 29-årig mand fra Glostrup for tyveri af ialt 10 mobiltelefoner fra tre telebutikker i henholdsvis Roskilde, Holbæk og Køge. Tyverierne blev begået i november måned, og har en samlet værdi af ca. 65.000 kr. Forholdet blev begået i forening med en pt. ukendt medgerningsmand. Derudover er den 29-årige blevet sigtet for at have begået et butikstyveri i Roskilde d. 30. juli 2018, hvor der blev stjålet 7 højrebsfileter til en samlet værdi af ca. 2200 kr. Han vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 11.30 med henblik på varetægtsfængsling.

Kørsel uden førerret / fyrværkeriloven – Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 0922 standsede politiet en personbil til rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Bag rattet sad en 20-årig mand uden fast bopæl, som ikke kunne fremvise noget kørekort, idet han endnu ikke havde fået førerret. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. I bilen var to passagerer, herunder den 20-årige ejer af bilen. Han blev sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne føre bilen. Ved en nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet tre kanonslag, som føreren erkendte at være ejer af. Så sigtelserne mod ham blev udvidet til også at omfatte overtrædelse af fyrværkerilovgivningen. Kanonslagene blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion.

Buspassager krænket – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 0931 fik politiet en anmeldelse fra en 19-årig kvinde fra Viby Sj. om en hændelse i bussen. Hun var steget på bus 123 ved Stationscentret og havde sat sig på et sæde bagest i bussen. Ved Røde Port i Roskilde var en fremmed mand steget ind og havde sat sig ved siden af hende. Kort efter havde manden presset sin ene hånd ned mellem hans eget og kvindens lår, samtidig med at han berørte sig selv i skridtet. Da kvinden stod af bussen kort efter, kørte manden videre. Han blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 30-40 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: karseklippet eller sparsomt hår, lange negle, hærget udseende,Iført: sort jakke, lyse bukser. Politiet forsøger nu at få manden identificeret via eventuel overvågning i bussen.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om manden og hans
identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Grundlovsforhør – Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde
Kl. 1740 anmeldte en butikskontrollant fra supermarkedet Føtex, at en mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet varer fra supermarkedet. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en bekendt, 38-årig mand fra Bjæverskov, som blev anholdt. Han havde stjålet diverse tøj, handsker, en livrem og to øl til en samlet værdi af ca. 750 kr., som han var gået gennem kassen med uden at betale. Da han tog en bærepose uden at betale for dem, ønskede butikskontrollanten at kigge nærmere på ham og fandt i besiddelse af disse varer. Ved visitationen på politistationen fandt politiet ham iklædt et par underbukser, som han også havde stjålet i supermarkedet. Endvidere var han i besiddelse af et dankort, som ikke tilhørte den anholdte. Ved nærmere undersøgelse af hans personlige forhold kunne politiet og anklagemyndigheden konstatere, at han havde mere end 50 verserende sager
vedr. butikstyverier samt nogle andre uafgjorte straffesager. Anklagemyndigheden vurderede derfor, at den anholdte skulle fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling for at forhindre yderligere kriminalitet samt samling af alle sagerne til en senere, samlet afgørelse.

Mistænkelig genstand – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 0948 fik politiet en henvendelse fra en medarbejder ved et kongrescenter, som havde fundet en mistænkelig genstand i en skraldespand. Genstanden havde noget, der mindede om en lunte, hvorfor politiet i samråd med Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste fik assistance derfra til fjernelse af genstanden. Forsvarets personel kunne efterfølgende oplyse, at der var tale om et mindre metalrør med omviklet papir og noget, der måske kunne være en minimal krudtladning. Forsvaret tog genstanden med sig med henblik på destruktion. Hverken medarbejderen eller politiet har nogen oplysninger om, hvorfra genstanden kommer, eller den er blevet anbragt på stedet.

Narkokørsel mv. – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 1505 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket (mistanke om hash) tilstand i en personbil ad motorvejen i vestlig retning. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og også en sigtelse for besiddelse af ca. ½ gram hash, som blev fundet i bilen.

Varetægtsfængsling – Røveri mod pengeinstitut – Stændertorvet, Roskilde
Kl. 1353 modtog politiet via alarm 112 melding om et røveri, hvor en maskeret mand under trussel med en kniv havde truet sig til kontanter ved en kasseskranke i banken. Da han havde fået et kontant beløb udleveret, forlod han banken med udbyttet. En 23-årig mand fra Roskilde, der havde opholdt sig i banken, havde overværet hele røveriet og var diskret fulgt efter røveren, medens han løbende holdt politiet underrettet om røverens flugtrute. I Hersegade mødtes røveren med politiets patruljevogne, hvorefter politiet blot fire minutter efter røveriet kunne anholde en 36-årig mand fra Fårevejle St. som mistænkt for røveriet. Den anholdte havde både udbyttet og kniven på sig ved anholdelsen. Han blev sigtet for røveri mod banken og lørdag fremstillet i grundlovsforhør. Retsmødet endte med, at den 36-årige mand blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 3. januar 2019.

Færdselsuheld/spirituskørsel – Langebjerg/Københavnsvej, Roskilde
Kl. 2320 var en 20-årig mand fra Roskilde kørt i en personbil ad Langebjerg mod syd og ind i rundkørslen ved Københavnsvej, hvor han påkørte en færdselstavle og endte i et trådhegn. Han forsøgte at flygte fra stedet, men blev genkendt af et vidne, men det lykkedes politiet at opspore og anholde den 20-årige fører. Han var påvirket af spiritus og formentlig også euforiserende stoffer, hvorfor han efter en sigtelse for de to overtrædelser af færdselsloven fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. I forbindelse med sagsbehandlingen var den 20-årige meget udadreagerende, hvorfor han efter blodprøveudtagningen blev lagt til afrusning i detentionen. Tidligt lørdag morgen løslod politiet ham, men han vil høre nærmere, når blodprøverne er analyseret. Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet, som den 20-årige selv slap uskadt fra.

Narkotika fundet ved ransagning – Roskilde
Kl. 0010 ransagede politiet to lejligheder tilhørende to mænd på hhv. 24 og 25 år fra Roskilde, fordi de var mistænkt for at sælge stoffer. Ved ransagningen af de lejligheden var det samlede resultat, at politiet fandt knap 7 gram kokain i salgsposer, 2 kg. hash i plader samt mindre klumper hash. Begge mænd blev anholdt i forbindelse med sigtelsen og afhøringerne til sagen, men blev løsladt lørdag morgen. Begge vil således høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

Uorden på diskotek – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0233 blev en 25-årig mand fra Jyderup tilbageholdt af en dørmand, idet han havde optrådt voldeligt og udadreagerende på stedet. Politiet kom til stedet og anholdt manden, der blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Lysalleen, Roskilde
Kl. 0300 standsede politiet en 22-årig mand uden fast bopæl, der førte en personbil imod færdselsretningen uden sikkerhedssele. Da politiet tog kontakt til manden, viste det sig, at han var spirituspåvirket og i øvrigt var frakendt retten til at køre bil. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Den 22-årige kan forvente en samlet afgørelse, når resultatet af blodprøven kommer.

Indbrud i perioden
Ørebjergvej, Gundsømagle, Roskilde
Skovrankevej, Gundsømagle, Roskilde
Skovvej, Havdrup
Mølleengen, Jyllinge
Jyllingecentret, Jyllinge
Lertoften, Øm, Roskilde
Fyrrevej, Roskilde
Kristiansminde, Roskilde
Stenkær, Roskilde
Sankt Jørgens Vej, Roskilde,
Ledreborg Alle, Svogerslev, Roskilde
Gullandsstræde, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde
Frederiksborgvej, Roskilde
Sankt Jørgens Vej, Roskilde
Bonderosevej, Roskilde
Motelvej, Roskilde
Knudsvej, Roskilde
Ternevej, Roskilde
Kong Valdemars Vej, Roskilde
Algade, Roskilde
Bymarken, Roskilde
Skomagergade, Roskilde
Engholmvej, Himmelev, Roskilde (4 steder)
Terrasserne, Himmelev, Roskilde
Baunevej, Ågerup, Roskilde
Bakkedraget, Roskilde
Bodsbjerggårdsvej, Viby Sj.