Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Nov 19, 2018 til Nov 27, 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Narkokørsel – Køgevej/Salløvvej, Gadstrup – Roskilde
kl. 1043 sigtede og anholdt politiet en 31-årig mand fra Kokkedal, idet han førte en varebil i narkopåvirket tilstand. Han blev med narkometeret testet positiv for kokain. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, og blev herefter løsladt.
Tyverier fra person- og varebiler – Jyllinge – Roskilde
Torsdag formiddag modtog politiet seks anmeldelser om tyveri fra både person- og varebiler på Lupinvej, Kløvervej, Havnevej, Jyllingehøj og Hirsevej i Jyllinge. Tyverierne var foregået i løbet af natten mellem onsdag og torsdag ved enten rudeknusning eller at skære hul i døre. Fra køretøjerne blev der ud over cigaretter og en sportstaske med diverse beklædning primært stjålet rat, airbags og indbyggede navigationsanlæg. Ingen har tilsyneladende set eller hørt noget i forbindelse med tyverierne.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i Jyllingeområdet på de anførte vejen i løbet af natten mellem onsdag og torsdag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne, hvor tyvene formodes at være personer med særlig teknisk snilde.
Butikstyve anholdt- Stationscentret, Roskilde
Kl.1858 anmeldte et supermarked, at de havde tilbageholdt to mænd, der havde stjålet to sæt høretelefoner til en værdi af 1200 kr. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf to mandlige asylansøgere fra Iran på henholdsvis 20 og 24 år. De blev begge sigtet for butikstyveri. Den 20-årige erkendte forholdet og betalte for høretelefonerne. Den 24-årige nægtede. Efter endt afhøring blev de to løsladt, og kan nu forvente en bøde fra politiet.
Narkobilist med dopingmidler – Frederiksborgvej, Lille Valby, Roskilde
Kl. 0657 lørdag morgen anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Jyllinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Politiet fandt under ransagning af hans bil også forskellige dopingmidler, så sigtelsen kom også til at omfatte ulovlig besiddelse af disse stoffer. Den 31-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmer undersøgelse for euforiserende stoffer.
Tricktyveri – Ringparken, Roskilde
Kl. 1447 anmeldte en 73-årig kvinde fra Roskilde, at hun fredag kl. ca. 1630 blev opsøgt af en fremmed kvinde, der oplyste, at hun skulle aflevere en pakke til overboen, som dog ikke var hjemme. Under påskud af at skulle låne papir og skriveredskaber fik kvinde adgang til den 73-åriges lejlighed. Under ophold i køkkenet så den 73-årige pludselig, at der nu også stod en mand i hendes entre. Herefter blev begge skældt ud og jaget ud af lejligheden af den 73-årige, der beskrev de to personer som: A: Kvinde, Ikke etnisk dansker af udseende, 25-35 år, 165-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk med accent, Iført: Mørkt tøj; og B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, 165-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Bølget/krøllet hår. Overskæg. Den 73-årige havde ikke fået stjålet noget.
De to mistænkte kan måske kædes sammen med en tilsvarende sag også i Ringparken, Roskilde, fredag kl. ca. 1830. På det tidspunkt blev en 83-årig kvinde opsøgt af en udenlandsk mand og kvinde, der ville aflevere en pakke til en person. De ønskede derfor at låne et skriveredskab og noget papir for at skrive en besked til modtageren af pakken. Kvinden opholdt den 83-årige ude i køkkenet, hvorefter det lykkedes den fremmede mand at stjæle 10.000 kr. kontant fra soveværelset. Kort efter forlod de lejligheden og gik i retning mod et nærliggende supermarked. Der er ikke noget signalement af manden, men kvinden blev beskrevet som 30-35 år og iklædt sort tøj. Politiet efterforsker nu sagerne i et forsøg på at få identificeret de to mistænkte.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set de to personer i området ved Ringparken fredag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Politiet opfordrer i øvrigt ældre medborgere til at være særdeles skeptiske over disse pludselige henvendelser fra personer, der under et eller andet påskud gerne vil have adgang til beboerens lejlighed. Ofte bliver beboeren holdt hen med snak i en del af bopælen, således at en anden medgerningsmand kan snige sig ind i boligen for at gennemsøge denne for værdifulde ting/smykker eller kontanter.
Påkørsel af flere parkerede biler – Ringparken, Roskilde
Kl.0927 fik politiet en anmeldelse om at der natten til mandag omkring kl. 0200 var en personbil, der havde påkørt flere parkerede biler og var flygtet fra stedet. Et vidne havde set bilen og kunne beskrive den for politiet. Fire biler var blevet beskadiget i forbindelse med påkørslen. Flugtbilen blev fundet på en parkeringsplads ved Rørmosen i Roskilde med skader. På uheldsstedet fandt politiet vragdele fra flugtkøretøjet, der manglede på det fundne køretøj. Ejeren af køretøjet, en 27-årig mand fra Roskilde, blev kontaktet. Han kunne ikke oplyse, hvem der havde kørt bilen i forbindelse med uheldet. Da man som ejer af et køretøj har pligt til at oplyse, hvem der har kørt i ens bil, blev han sigtet for overtrædelse af færdselslovens regler om oplysningspligt, og han vil modtage en bøde fra politiet.
Højt brag – Æblehaven, Roskilde
Kl. 2141 anmeldte flere lokale beboere, at der netop havde lydt et højt brag, der mindede om et kanonslag. Da en af anmelderne kiggede ud ad vinduet, løb flere unge drenge væk fra området. Politiet har dog ikke fundet de formastelige.
Straksdom – Udlændingelov / butikstyveri – Viby Sj. – Roskilde
En 26-årig mand fra Sverige fik onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde en straksdom på 70 dages fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud de næste 6 år. Han blev dømt for overtrædelse af et indrejseforbud, som han blev idømt i Københavns Byret den 7. november 2018 samt tyveri af en dåse peanuts og hårvoks fra et supermarked i Viby Sj. Efter retsmødet blev den 26-årige fængslet, indtil afsoning af straffen er udstået og udvisning af Danmark skal ske.
Butikstyveri, Tofthøjvej, Viby Sj. Roskilde
Kl. 1407 var en politibetjent, der netop havde fået fri på vej hjem i toget, da han i togkupeen overhørte to mænd tale sammen på svensk. Betjenten opfattede det som om, at de talte om at begå berigelseskriminalitet. Han synes de udviste en mistænkelig adfærd, idet de pludselig stod af på Viby station og spurgte forbipasserende om vej til et supermarked. Den ene mand medbragte en tom sportstaske. De to mænd gik i retning af supermarkedet, men betjenten kendte en hurtigere vej, og nåede frem før de to mænd. Han nåede at advare personalet om, at de skulle være ekstra opmærksomme på de to svensktalende mænd, som var på vej.Betjenten gav medarbejderne et signalement af mændene og blev på stedet for at se, hvad de havde for. De to mænd kom kort efter hen til supermarkedet. Den ene mand afleverede flasker, den anden gik lidt hvileløst rundt i butikken.
Manden i butikken, der senere viste sig at være en 26-årig mand fra Sverige, gik hen til en hylde og tog en dåse peanuts, som han tog i lommen på sin jakke. Han forsøgte at gå ud via en lukket kasse, men blev afskåret af en medarbejder fra supermarkedet. Så gik han hen forbi reolen med hårvoks, hvorefter han gik ud af forretningen uden at betale. Betjenten standsede den 26-årige foran butikken, hvor han blev anholdt. Han havde foruden dåsen med peanuts, også havde taget en bøtte hårvoks, som han skjulte i hånden. Betjenten førte ham til butikkens baglokale, hvor han ringede til politiet, der sendte en patrulje frem. Betjenten havde set den anden mand være kort inde i butikken for at få udbetalt panten for flaskerne, hvor han medbragte sportstasken, der virkede tom. Denne mand var gået fra butikken mens betjenten tilbageholdt den 26-årige. Forretningen fik de stjålne ting tilbage, og den 26-årige blev taget med på stationen til afhøring. Det viste sig, at den 26-årige i slutningen af oktober havde fået en dom i Danmark for butikstyveri, og at han i den forbindelse havde fået et indrejseforbud i Danmark, som han nu havde overtrådt for 2. gang. Det var desuden 2. gang han blev taget for nye butikstyverier efter sin dom. Han vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde med henblik på varetægtsfængsling.
Spirituskørsel og trusler, Svogerslev Hovedgade, Svogerslev, Roskilde
Kl. 1620 bemærkede en politipatrulje en personbil, der kørte selvom det ene dæk var punkteret. Patruljen standsede bilen, der blev ført af en 55-årig mand fra Svogerslev, der var kraftigt påvirket af alkohol. Han blæste i alkometeret, der indikerede, at promillen var så høj, at føreren vil få frataget sit kørekort som følge af sagen. Politiet valgte derfor midlertidigt at inddrage den 55-åriges førerret på stedet, hvilket betyder at han ikke må køre bil indtil sagen er afgjort. Føreren ønskede ikke inddragelsen af førerretten forelagt for retten. I forbindelse med anholdelsen, blev den 55-årige så ophidset på politiet, at han truede med, at han ville slå betjenten ihjel, næste gang han så ham. Manden blev derfor sigtet både for spirituskørsel og for trusler mod polititjenestemand. Han blev taget med til politistationen, hvor han fik udtaget en blodprøve. Han blev senere på aftenen løsladt, men kan forvente et retsligt efterspilsom følge af episoden.
Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde
Kl. 1641 blev en udenlandsk mand tilbageholdt som mistænkt for tyveri i supermarkedet Føtex kort før anmeldelsen. Politiet fik kontakt til en 30-årig mand fra Bulgarien, der blev anholdt og sigtet for tyveri af en pung til en værdi af 229 kr. Da han passerede kassen med den stjålne pung i baglommen, gik en alarm i gang. Den anholdte fik efter afhøring om tyveriet afgjort sagen straks med en bøde. Efter betaling af bødestraffen løslod politiet den 30-årige mand.
Forsøg på tricktyveri – Fælledvej, Roskilde
Kl. 1557 anmeldte en 74-årig kvinde fra Roskilde, at hun fredag kl. ca. 1600 var blevet kontaktet af en fremmed kvinde. Hun ville gerne med ind i opgangen, da hun ville besøge en anden beboer, men ændrede sit ønske til at ville låne noget papir og en kuglepen af den 74-årige i hendes lejlighed. Den 74-årige anede dog uråd, hvorfor det ikke lykkedes den fremmede kvinde at få stjålet noget. Den mistænkte blev beskrevet som: A: Kvinde, Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Hætte på, store sorte briller, Talte: Dansk med accent, Iført: Knælang sort jakke, Lange sorte bukser.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket den fremmede kvinde i området fredag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Brand i skraldespand – Pulsen, Roskilde
Kl. 1758 rykkede brandvæsen og politiet ud til ildebrand i et skur. Det viste sig dog kun at være en meget lille brand i en skraldespand. Branden kunne brandvæsnet slukke med en håndsprøjte, så skaderne var nærmest ikke eksisterende. Hvorfor ildløsen i skraldespanden opstod, vides ikke.
Uorden – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0150 frihedsberøvede politiet to mænd på 21 og 24 år – begge uden fast bopæl – for uorden og slagsmål uden for et diskotek. De blev begge anbragt i venterum hos politiet i stærkt ophidset tilstand over politiets indgriben. Begge blev løsladt søndag formiddag og blev samtidig præsenteret for en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i anledning af deres adfærd i det offentlige rum.
Generede kvindelige gæster og personalet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0228 sluttede festen for en 62-årig mand fra Roskilde, efter at han ikke kunne lade de kvindelige gæster være i fred på en natklub. Han var mistænkt for at beføle dem, ligesom han optrådte aggressivt og voldeligt over for personalet. Politiet frihedsberøvede den spirituspåvirkede, 62-årige mand, der dog blev løsladt efter nogle timer i politiets detention. Han blev sigtet for overtrædelse af restaurationslovgivningen på grund af sin adfærd over for både gæster og personalet, hvorfor en bøde kan forventes i nærmeste fremtid.
Hærværk – Køgevej, Roskilde
Kl. 2327 fik politiet en anmeldelse om uro og ballade i en baggård, hvor to mænd og en kvinde var involveret. De havde formentlig smidt rundt med nogle stole, og noget glas var blevet knust. Politiet kørte til området og fik kontakt med en 21-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt, en 22-årig kvinde fra Brøndby og en 26-årig mand fra Roskilde. De blev alle tre sigtet for hærværk, fordi de i fællesskab var mistænkt for at have ødelagt en dør i baggården. Den anholdte, der var påvirket af spiritus, blev løsladt senere på natten efter afhøring til sagen, som for hans vedkommende også kom til at omfatte en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at flygte fra politiet. Han var nemlig stukket af, efter at han var blevet anholdt, men blev dog indhentet og anbragt i politiets varetægt på politistationen. Politiet efterforsker sagen yderligere for at finde ud af rollefordelingen blandt de tre mistænkte i forbindelse med hærværket.
Indbrud i perioden
Store Valbyvej, Gundsølille, Roskilde
Hyldekærsvej, Gundsømagle, Roskilde
Hødyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Skolelodsvej, Gundsømagle, Roskilde
Skovvej, Havdrup
Skolevej, Havdrup
Østrupvej, Herringløse, Roskilde
Lindevej, Jyllinge
Strandtoften, Jyllinge
Strandagervej, Jyllinge
Blodhøjvej, Jyllinge
Lilletoften, Jyllinge
Søparken, Svogerslev, Roskilde
Lærkevej, Roskilde
Skalbjergvej, Himmelev, Roskilde
Ringparken, Roskilde (2 steder)
Bregnevej, Roskilde
Skovager, Gevninge, Roskilde
Bækken, Himmelev, Roskilde – To adresser
Jernaldermarken, Himmelev, Roskilde
Helligkorsvej, Roskilde
Bymarken, Roskilde
Byvolden, Roskilde
Dronning Sofies Vej, Roskilde
Lysalleen, Roskilde
Ørstedvej, Viby sj.
Assenløsevejen, Viby Sj.