Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Aug 03, 2018 til Aug 14, 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mistænkeligt forhold – Havdrup Alle / Timianhaven, Havdrup – Solrød Strand
Kl. 2321 undrede en lokal borger sig over, at en varebil med to personer kørte ind på en byggeplads, hvor personerne nu gik rundt og lyste med lygter. Politiet kørte til stedet og kunne umiddelbart efter konstatere, at der var tale om et legalt forhold. Der var tale om et gulvlæggerfirma, som i regnvejret skyndsomt var kørt til byggepladsen for at redde noget gulv.
Færdselsuheld – Tykmosevej, Havdrup – Solrød
Kl. 2230 var der sket et færdselsuheld, idet en bil var kørt ind i et træ. Det viste sig, at en 24-årig kvinde fra Havdrup under kørsel i en personbil ad Tykmosevej mod vest havde været uopmærksom et øjeblik på grund af en mobiltelefonsamtale. Hun ramte derfor et træ i højre side af vejen, således at bilens airbags blev udløst. En ambulance bragte den 24-årige til kontrol på skadestuen i Køge, men hun var sluppet uskadt fra uheldet. Ingen andre trafikanter blev involveret i ulykken.
Ordensbekendtgørelsen – Rådalsvej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 2148 havde personalet på en tankstation fået besøg af en mand, der opførte sig truende og fornærmelig over for både personalet og kunder på stedet. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en spirituspåvirket, 50-årig mand fra Skibby, som blev frihedsberøvet for at sove rusen ud i detentionen på politistationen. Han havde ikke forståelse for sin egen uacceptable adfærd, hvorfor politiet måtte foretage det fornødne for at få genetableret roen på stedet. Den 50-årige blev lukket ud af detentionen i de tidlige morgentimer og kan nu se frem til at modtage en bøde.
Urolige gæster – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0325 fik politiet en anmeldelse om slagsmål foran et diskotek, hvor to mænd tilsyneladende var i slagsmål med nogle piger, ligesom der ved et andet diskotek i nærheden også var optræk til uorden. Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at skabe ro i gaden. En 20-årig mand fra Køge blev anholdt under anvendelse af politistaven,og en 21-årig mand også fra Køge blev også anholdt efter at blevet eksponeret med peberspray. Begge var mistænkte forovertrædelse af ordensbekendtgørelsen, som de blev sigtet for efter ophold i nogle timer i politiets varetægt. Politihundene blev taget ud af patruljebilen, men blev ikke anvendt.
Mistænkeligt forhold – Hyrdehøj Bygade/Firkløvervej, Roskilde
Kl. 1131 kontaktede en 69-årig mand fra Roskilde politiet, fordi en mand tilsyneladende havde været spærret inde i en bil og havde måttet knuse en rude for at komme ud af bilen. Da anmelderen ville tale med manden, var manden stukket af til fods. Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, hvorfor manden var stukket af. Der var tale om en stjålet personbil, som kl. ca. 0020 i Jernbanegade, Roskilde, i et røverilignende forhold var blevet stjålet fra bilejerens søn. To ukendte mænd havde optrådt truende over for sønnen, der til sidst havde måttet udlevere bilnøglerne. De to mænd kørte derefter væk i bilen, indtil anmelderen så manden bryde ud af den på Hyrdehøj Bygade. Denne flygtende mistænkte blev beskrevet som: mand, anden etnisk oprindelse end dansk, 20-30 år, 170-175 cm høj, kraftig af bygning, iført hvid T-shirt, brun eller sort trøje og sorte bukser. Politiet fandt ikke den mistænkte, men undersøgte bilen for tekniske spor, inden ejeren fik den genudleveret.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Uønsket mand efterlyst – Blegdammen, Roskilde
Kl. 1638 ønskede en 47-årig kvinde fra Roskilde politiets hjælp til at fjerne en mand, som hun ikke længere ønskede at have besøg af. Hun oplyste mandens identitet til politiet, som i forbindelse med anmeldelsen kunne konstatere, at manden var efterlyst af Sydøstjyllands Politi som udeblevet efter udgang fra et fængsel. Politiet kørte derfor til stedet og foretog anholdelse af en 50-årig, kraftigt spirituspåvirket mand fra Roskilde med henblik på overførsel til Kriminalforsorgen, når han var blevet afruset i politiets varetægt. Efter en lægeundersøgelse blev han derfor anbragt i detentionen til afrusning, inden Kriminalforsorgen modtager ham til fortsat afsoning.
Denne frihedsberøvelse af manden bevirkede, at den 47-årige kvinde efterfølgende ringede til politiet i hele tre politikredse mere end 50 gange for at anmelde noget, som ikke var sket i virkeligheden. Trods flere forsøg på at vejlede den 47-årige og henstille til at stoppe de mange grundløse telefonopkald, måtte politiet til sidst tage til hendes bopæl kl. ca. 2100, hvor politiet frihedsberøvede en lettere spirituspåvirket kvinde for at få genoprettet freden, idet hun nu skubbede og var lidt udadreagerende over for politiet. Efter nogle timer i politiets varetægt, hvor hun ikke havde adgang til sin telefon, blev hun løsladt i nat uden at være blevet sigtet for noget.
Bilbrand – Himmelev Bygade/Østre Ringvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 1101 opstod der pludselig brand i motorrummet på en personbil, som en 45-årig mand fra Albertslund kørte i. Den 14 år gamle bil standsede så uheldigt, at branden bevirkede, at to vejskilte delvist smeltede på grund af varmen fra bilbranden. Ingen kom til skade ved branden. Et bugseringsselskab fjernede den 45-åriges bil efterfølgende.
Færdselsuheld – Vor Frue Hovedgade, Vor Frue, Roskilde
Kl. 1136 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor en bilist var forulykket. På uheldsstedet blev en 21-årig kvinde fra Køge tilset af personale fra den tilkaldte ambulance, men hun var sluppet med diverse knubs. Inden uheldet var hun i en personbil kørt ad Vor Frue Hovedgade mod nord, men i en højrekurve kort før krydset ved Køgevej fortsat ligeud af ukendte årsager. Bilen kørte ned ad en skrænt og rullede om på taget. Ingen andre trafikanter blev involveret i ulykken.
Udenlandsk butikstyv – Ro’s Torv, Roskilde
Kl. 1324 kørte politiet til supermarkedet Føtex, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for butikstyveri. Politiet fik kontakt til en 29-årig mand fra Polen, som havde gemt legetøj i sin rygsæk, da han passerede kasselinjen uden at betale. Han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri af legetøj til en værdi af ca. 1500 kr. Efter afhøring til sagen afgjorde politiet straks hans sag, hvorefter polakken blev løsladt.
Mistænkelig forhold – Ved Hallen, Roskilde
Kl. 0130 så en opmærksom kvinde fra sin bopæl en mand gå og lyse med en lommelygte ind i en parkeret varebil. Hun råbte efterfølgende manden an, hvorefter han straks løb hen til en sort personbil og kørte fra stedet i høj fart. Politiet fandt hverken manden eller bilen i området.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden og bilen i området, hvor den opmærksomme borger måske har forhindret et indbrud i en varebil.
Kl. 0555 fik politiet nemlig en anmeldelse om indbrud i en varebil på Møllehusvej, Roskilde. Fra den varebil var der af ukendte gerningsmand/-mænd i løbet af natten stjålet diverse værktøj. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Varmt påklædt butikstyv – Algade, Roskilde
Kl. 1413 anmeldte personalet i en isenkræmmerforretning, at en mand netop havde forladt butikken efter at have stjålet en sovsekande og et fad af mærket Royal Copenhagen til en værdi af ca. 1500 kr. Politiet kørte til området for at lede efter den mistænkte, der blev beskrevet som: mand, mørkt kort hår, store tænder, iført sort joggingtøj med lys stribe på bukserne og sneakers. Han medbragte en pose, men de stjålne varer blev gemt under tøjet. Politiet fandt dog ikke den varmt påklædte mand i sommerheden i Roskilde by og har nu optaget en anmeldelse om butikstyveri.
Færdselsuheld – Hovedvejen, Øm, Roskilde – Lejre
Kl. 1355 overså en 35-årig mand fra Ishøj, at flere trafikanter foran ham var standset på grund af rødt lys i et lyskryds. Han kørte i en lastbil og kunne ikke nå at bremse op, så han påkørte en varebil foran ham. Varebilen blev skubbet frem i næste bil, der også blev skubbet frem i den fjerde bilist, der blev impliceret i uheldet. Ingen af parterne kom til skade ved dette harmonikasammenstød.
Færdselsuheld – Hovedvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 1506 var en 30-årig mand fra Jystrup Midtsj. kørt i en personbil ad Hovedvejen mod nordøst, da han i et øjebliks uopmærksom overså den forankørende motorcykel ført af en 31-årig mand fra Frederiksberg i samme retning. Motorcyklisten blev således påkørt bagfra af bilisten, men slap uden skader fra uheldet, hvor der kun skete mindre materiel skade på de implicerede køretøjer.
Brandstiftelse på Skt. Hans-hospital – Tofteparken, Roskilde
Kl. 1246 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en afdeling med surrogatfængslede på Skt. Hans, idet brandalarmen var gået i gang. Personalet havde konstateret, at der var gået ild i en madras i et rum, hvor en 38-årig surrogatfængslet mand opholdt sig. Han blev reddet ud, samtidig med at brandslukning blev iværksat, og de øvrige indsatte blev evakueret ud af bygningen. Brandvæsnet fik hurtigt slukket den minimale brand, og en ansat medarbejder blev for en sikkerheds skyld undersøgt for røgforgiftning af personale fra en tilkaldt ambulance. Den 38-årige mand blev anholdt som mistænkt for at have sat ild til madrassen og derfor formelt sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om brandstiftelse. Efter endt sagsbehandling blev den 38-årige kørt retur til afdelingen, idet der efter en juridisk vurdering ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør i forhold
til en tidligere, men verserende straffesag, hvori han var varetægtsfængslet i surrogat og derfor anbragt på Skt. Hans. Straffesagerne incl. dagens sag om brandstiftelse vil blive samlet bedømt, når sagerne engang skal afgøres.
Færdselsuheld – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 1628 var en 61-årig kvinde fra Roskilde kørt i en personbil ad Københavnsvej mod vest, da hun ville svinge til venstre ind til en fastfood-restaurant. Under svingningen blev hun påkørt på bilens højre side af en cyklist, der kørte ad Københavnsvej mod øst og skulle ligeud. Cyklisten – en 21-årig mand fra København K – blev tilset af personale fra den tilkaldte ambulance, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Den 61-årige kvindelige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.
Boserupvej, Roskilde: Kl. 2039 – to mænd på 53 og 54 år fra Allerød havde antændt et bål på stranden ved kanten af Boserup skov. Begge blev sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet.
Politiet vil igen gøre opmærksom på, at afbrændingsforbuddet fortsat er gældende til trods for den smule nedbør, som der er faldet sidst på ugen. Nedbøren er langt fra nok til at eliminere risikoen for omfattende brand i naturen. Derfor skal borgerne fortsat være særdeles opmærksomme på alt, der kan bryde i brand. Der er fortsat totalt afbrændingsforbud i Danmark. Læs mere herom på de lokale brandberedskabers hjemmesider. Politiet følger op på anmeldelser om sådanne overtrædelser, der kan resultere i en bøde på mindst 5.000 kr. samt eventuelt erstatningskrav, hvis overtrædelser medfører skader på ting.
Herslev Kærvej, Herslev, Roskilde – Lejre: Kl. 0930 – 79-årig mand fra Roskilde havde afbrændt haveaffald i en olietønde, der var placeret mellem træer, tør beplantning og på græs.
Røveri mod person – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 1215 anmeldte en 30-årig mand fra Høje Taastrup, at han natten mellem fredag og lørdag var blevet udsat for et røveri, hvor røveren under trussel med en kniv havde truet sig til at få udleveret et dyrt armbåndsur af mærket Breitling. Den 30-årige havde været på et diskotek og gik i tidsrummet kl. 0100-0145 mod sin bil på en nærliggende p-plads nord for gågaden i Roskilde. Her blev offeret antastet af røveren, der blev beskrevet som:
mand, 20-35 år, 175-180 cm høj, spinkel til almindelig af bygning, iført løsthængende grå hættetrøje, der var lukket sammen, så kun øjne og næse var synlig, sorte bukser og sorte sko, truede med kniv med ca. 10 cm langt blad. samtidig med, at han på dansk med accent truede med at stikke ham, hvis han ikke fik uret. Offeret tog sit ur af og gav det til røveren, der stak af til fods i ukendt retning. Den 30-årige kom ikke til skade ved røveriet.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har set røveren i området ved Jernbanegade – gågaden/Algade – parkeringsplads nord for gågaden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Duebrødrevej, Roskilde
Kl. 1618 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Kirke-Hyllinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand (mistanke om hash, kokain og amfetamin i blodet) i en personbil. Den 26-årige måtte i forvejen ikke måtte føre bilen, da han var frakendt kørekortet. Efter at have fået udtaget en blodprøve blev den 26-årige løsladt.
Indbrud i perioden
Skovbakken, Jyllinge
Rådalsgård Strandpark, Jyllinge
Baunegårdsvej, Jyllinge
Maglekildevej, Roskilde
Stændertorvet, Roskilde
Roskildevænget, Roskilde
Rønnebærparken, Roskilde
Universitetsvej, Roskilde
Kildegården, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde
Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk
Skomagergade, Roskilde
Algade, Roskilde
Havevang, Roskilde
Bausager, Gevninge, Roskilde
Himmelev Bygade, Himmelev, Roskilde
Tingvej, Vindinge, Roskilde
Kommunikationsvej, Himmelev, Roskilde
Køgevej, Roskilde