Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 29. maj til den 5. juni 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Trekroner Alle, Roskilde
Mandag kl. 15.32 kørte en 43-årig mand fra Roskilde i en personbil ad Trekroner Alle mod vest, da han af ukendte årsager kørte hen over kantstenen og op ad en skrå jordvold, inden bilen kom retur på vejen med nu fire punkterede dæk. Føreren var ædru, og der var ikke andre trafikanter involveret i hændelsen. Den 43-årige blev efterfølgende bragt til skadestuen til kontrol for et eventuelt ildebefindende.
Færdselsuheld – Sankt Ols Gade, Roskilde
Søndag kl. 15.13 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvori en cyklist og en bilist var impliceret. En ambulance kørte cyklisten til skadestuen, hvor han fik konstateret brud på et kraveben. Uheldet skete, efter at en 60-årig mand fra Gentofte i en personbil var kørt ad Sankt Ols Gade mod syd til krydset ved Sankt Ols Stræde, hvor han ville svinge til venstre. Bilisten havde holdt stille, inden han begyndte svingningen til venstre, men stødte herunder sammen med en bagfra kommende cyklist, der deltog i et cykelløb. Cyklisten – en 19-årig mand fra Ballerup – passerede på bilistens venstre side og fløj ind over bilens kølerhjelm som følge af sammenstødet. Politiet har optaget rapport for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet.
Mistænkeligt forhold gav fund af hash – Neergårdsparken, Roskilde
Lørdag kl. 10.35 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd var på vej ind ad et vindue til en lejlighed på 1. sal. Politiet kørte hurtigt til stedet og traf to mænd på 24 og 25 år fra Roskilde. Der var tale om legalt forhold, idet mændene havde låst sig ude og forsøgte at komme ind i den 25-åriges lejlighed. Da politiet konstaterede en umiskendelig lugt af hash fra lejligheden, blev en narkohund tilkaldt i forbindelse med ransagning af den 25-åriges lejlighed. Narkohunden og politiet fandt syv gram, ca. et gram hashmix og en flaske med anabole steroider tilhørende den 25-årige, som derfor blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og lov om forbud mod visse dopingmidler. Den sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Kraftig lugt på institution – Smedegade, Roskilde
Søndag kl. 21.46 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en kraftig lugt, der mindede om et udslip af ammoniak. En ambulance var tilkaldt som stand by. Det viste sig, at en flaske salmiakspiritus af ukendt årsag var væltet, så dampe herfra havde bredt sig i hele institutionen. Brandvæsnet overtog opgaven med “oprydning” efter den væltede flaske, og politiet foretog sig ikke yderligere.
Sidste skoledag – Roskilde.
Også i Roskilde var 9. og 10. klasserne torsdag samlet, i alt ca. 1200 elever. Alt i alt en god oplevelse for alle.
Lovgivning om euf. stoffer – Roskilde.
Politiets narkohunde snusede sig torsdag kl. 10.30 frem til en adresse i Nygade, hvor der var mistanke om, at der blev solgt narkotika. På stedet fandt politihundene 13 gram amfetamin og 55 gram hash, pølsemandsposer til brug ved videresalg m.v. En 43-årig mand fra Roskilde blev sigtet i sagen, der senere afgøres i retten.
Færdselsuheld – Roskilde.
Torsdag kl. 17.33 skete et uheld på Københavnsvej ved nr. 13, hvor en cyklist blev påkørt under Røde Port. En ældre grå Ford kørte på cykelstien og ramte cyklisten, der er en 53-årig mand. Cyklisten kørt til undersøgelse på sygehus. Ingen spor efter bilen eller bilisten.
Politiet søger vidner til sagen. Ring på 114.
Lov om euf. stoffer m.v. – Roskilde.
Torsdag kl. 00.38 kom en 23-årig mand ind på politistationen i Roskilde. Han var i besiddelse af ca. 88.000 kr.
Han skyldte næsten 200.000 til politiet i forvejen, så politiet lagde beslag på 85.000 som afdrag på gælden.
Den 23-årige var også i besiddelse af 87 gram hash, som politiet naturligvis udenretslig konfiskerede. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer, og han fik lov at gå efter sit besøg på politistationen.
Hvad formålet med besøget på politistationen var står noget hen i det uvisse. Sagen finder senere sin afgørelse i retten m.h.t. sagen om lov om euf. stoffer.
Indbrud i perioden
Svanevænget, Jyllinge
Flådevej, Jyllinge
Jupitervej, Jyllinge
Bymarken, Roskilde
Køgevej, Roskilde
Sneglehøj, Roskilde
Skomagergade, Roskilde
Østervang, Roskilde
Astersvej, Roskilde