Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 23. maj til den 29. maj 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde.
Mandag kl. 10.47 skete et færdselsuheld på Holbækmotorvejen ved afkørsel 10 i østgående retning. Tre parter involveret. Ingen kom til skade ved uheldet, der udelukkende skyldes, at der var meget vand på kørebanen, der ikke kunne komme væk grundet et stoppet afløb. Problemerne afhjulpet.
Lovgivning om euf. stoffer – Roskilde.
Lørdag kl. 17.44 fik politiet anmeldelse om muligt salg af euf. stoffer. Politiet kørte til Eriksvej, hvor der i et buskads blev fundet ca. 17 gram hash. En person stak af fra stedet, men politiet løb en 24-årig mand fra Horserød op, der sigtes for salg af hash.
Narkopåvirket bilist/lov om euf. stoffer – Roskilde.
Mandag kl. 12.00 anholdt politiet en 23-årig mand fra Lejre, der kørte i bil på Københavnsvej. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve. Ved ransagning af bilen fandt politiet 400 joints og 1,4 gram kokain, og den 23-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffermed henblik på videresalg. Han blev løsladt senere på dagen, og sagen vil senere blive behandlet i retten.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Herslevvej, Herslev, Roskilde – Lejre
Fredag kl. 23.50 kørte en 18-årig mand fra Roskilde på en ATV ad Herslevvej mod øst sammen med en 17-årig ung mand fra Roskilde som passager. Den 18-årige fører mistede herredømmet over ATVen og kørte ud på en mark med ca. 80 km/t. Begge faldt af køretøjet, men begge slap fra uheldet med diverse knubs. Den 18-årige fører var dog påvirket af spiritus under kørslen, hvorfor han kortvarigt blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Politiet løslod ham efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Aktion mod hash på gadeplan – Roskilde
Midt- og Vestsjællands Politi har tirsdag til torsdag gennemført en målrettet aktion mod hash på gadeplan i Roskilde-området, hvor både narkohunde og civilklædt politipersonale deltog:
Tirsdag den 22.05.18
Kl. ca. 13.35 så politiet to mænd henvende sig til en tredje mand, hvorefter parterne på Kildehusvej, Roskilde, foretog en mindre, men hurtig narkohandel. Da sælgeren opdagede politiet, løb han fra stedet, men blev indhentet og anholdt. Der var tale om en 23-årig mand fra Roskilde, som på sig havde en salgstelefon og ca. ½ gram kokain. Ved ransagning af hans bopæl fandt politiet yderligere ca. 7 gram kokain klargjort i salgsposer, en digitalvægt, kontanter og et narkoregnskab. Sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og løsladt efter endt sagsbehandling. En 43-årig mand fra Roskilde blev sigtet for køb og besiddelse af ca. ½ gram kokain.
Kl. 15.39 fik politiet en henvendelse om en mand, der havde opført sig mistænkeligt på en institution i området ved Boserupvej. Politiet kørte til Møllehusvej, hvor den mistænkelige mand blev truffet. Der var tale om en 39-årig, narkopåvirket mand fra Frederiksberg, som ved en umiddelbar efterforskning kunne mistænkes for handel med narkotika. Ved en ransagning af hans bopæl fandt politiet diverse redskaber til brug ved salg af narkotika, så han blev også sigtet for mindre handel med narkotika jf. lov om euforiserende stoffer.
Politiet skrev i en tredje sag om mindre handel med amfetamin også en socialrapport til de sociale myndigheder, efter man på bopælen hos en narkosælger konstaterede, at der befandt sig et barn på ca. 1 år.
Onsdag den 23.05.18
Politipersonale og to narkohunde besøgte områder ved Æblehaven, Roskilde station, Vigen Strandpark og Køgevej, hvor der samlet set blev sigtet fem personer for besiddelse af knap 62 gram hash og seks joints. De fire af sagerne blev skrevet i området ved Roskilde station, hvor narkohundene reagerede på personerne med hash.
Torsdag den 24.05.18
Politiet og narkohunde var igen i området ved Roskilde station, hvor der på blot en time blev skrevet tre sager om mindre besiddelser af hash.
To af de kontrollerede fra sagerne ved Roskilde station traf politiet lidt senere på dagen i området ved Darupvej, hvor en 18-årig mand fra Roskilde nu var i besiddelse af knap to gram hash. Politiet fik i den forbindelse oplysninger om, hvor hashen kunne være blevet købt. Ved en efterfølgende aktion mod en nærliggende adresse i området traf politiet to unge mænd på 16 og 17 år fra Norddjurs kommune. Den 17-årige var i besiddelse af en pose indeholdende 21 poser med hashklumper på ca. 2 gram hver. Efterfølgende blev bopælene hos to mænd på 20 og 21 år fra Roskilde ransaget, men politiet fandt kun mindre mængde hash på stederne. De to unge mænd fra Norddjurs kommune viste sig begge i øvrigt at være efterlyste som forsvundne fra en institution, hvor de var anbragt. De blev derfor taget med til politistationen i Roskilde med henblik på afhentning af personale fra institutionen.
Under politiets ophold i området kom to mænd på 19 og 20 år fra hhv. Jyllinge og Roskilde kørende til stedet på en knallert, som viste sig at være efterlyst som stjålet fra Køgevej, Roskilde, d. 170518. Begge sigtet blev sigtet for brugstyveri af knallerten. Den 19-årige havde en del kontanter på sig, og da han skyldte penge til det offentlige, blev en del af kontanterne beslaglagt som afdrag på gælden til staten.
Denne uges aktion mod hash på gadeplan skal ses som en opfølgning på de tidligere aktioner, som politiet gennemførte i februar måned i år, for at komme den utryghedsskabende adfærd, som hash og hashhandel skaber, til livs.
Spirituskørsel – Roskilde.
Torsdag kl. 00.34 anholdt politiet en 24-årig mand fra Roskilde, der kørte i bil på Vibesøvej. han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve. Kørekort havde han ikke. Det var inddraget i forbindelse med andre sager. Mandens bil blev beslaglagt.
Lovgivning om euf. stoffer – Roskilde.
Torsdag kl. 15.50 var en af politiets narkohundeførere til stede på Ny Østergade med narkohunden Tjald-Fe, hvor hunden markerede på en mand, der gik forbi.
Hundens markering gav mistanke om, at pgl. var i besiddelse af narkotika. Ved visitation blev en 20-årig mand fra Roskilde fundet i besiddelse af et gram hash. Han fik en bøde for overtrædelse af lov om euf. stoffer.
Vigen Strandpark – Roskilde.
Politiet førte onsdag tilsyn med Vigen Strandpark i løbet af dagen og aftenen. Også her var stemningen god, og der blev ikke spillet så højt musik, så det generede andre.
Politiet fortsætter disse tilsyn med relevante steder og parker i den kommende tid overalt i politikredsen for at imødegå evt. generende adfærd for omkringboende og andre i nærheden.
Tricktyveri – Roskilde.
Tirsdag kl. 13.00 traf forurettede, en 24-årig mand fra Roskilde, to mænd på Roskilde station, der ville sælge ham to mobiltelefoner for i alt 6000 kr. Telefonerne lå i en taske.
Personerne kørte forurettede hjem til sin adresse, hvor han hentede 3000 kr. og dernæst hævede han nogle penge, så han til sidst havde 6000 kr, som de to mænd fik, hvorefter han fik tasken udleveret.
Da han åbnede tasken, var den fyldt med pap og ingen telefoner….
De to mænd var kørende i en tysk indreg. Volvo, med nummerplader EU AZ 3106. Den ene mand beskrives som: Mand, sydeuropæisk udseende, 40-45 år, 180 cm høj, grå kort hår, talte spansk.
Indbrud i perioden
Marsvej, Jyllinge
Skibsvej, Jyllinge
Brønsager, Svogerslev, Roskilde
Ågerupvej, Roskilde