Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 27. marts til den 3. april 2018. 

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Brand i bil – Ågerup, Roskilde.

Tirsdag kl. 04.02 blev anmeldt om brand i en bil på en parkeringsplads. En anmelder hørte et brag og så efterfølgende en brændende bil, hvilket fik anmelderen til at ringe 112.

Politiet vurderede, at der var tale om en påsat brand, og kl. 0514 anholdt politiet en 30-årig mand fra Rødby, der sigtes for at have startet branden i bilen, der var leaset af den 30-årige.

Den 30-årige er fortsat i politiets varetægt, og politiets jurister vil mandag formiddag vurdere, om han skal fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Spirituskørsel – Kong Valdemars Vej, Roskilde

Søndag kl. 02.10 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel – Sygehusvej, Roskilde

Søndag kl. 02.30 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Søndag kl. 00.31 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor to bilister var involveret, og hvor den ene bil lå på taget på motorvejen. Politiet kørte til uheldsstedet ca. 6 km vest for Roskilde og afspærrede motorvejen i det vestgående spor, idet en personbil lå på taget i det ene spor på motorvejen.

Tre ambulancer og en lægehelikopter var sendt til uheldsstedet, hvorfra en 20-årig mand fra Holbæk som fører af en varebil, der var havnet i grøften på taget, blev bragt til skadestuen i Holbæk. En 63-årig kvinde fra Vanløse, der havde været passager i personbilen, der lå på taget, blev også kørt til skadestuen til kontrol, medens føreren af personbilen – en 66-årig mand fra Tølløse – blev i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets Traumecenter til behandling for kvæstelser i brystet.

Uheldet var opstået, da den 20-årige var ved at foretage en overhalingaf den 66-åriges personbil. Pludselig havde den 20-årige mærket et ryk i rattet og mistet kontrollen over bilen, som trak mod højre og ramte den overhalede personbil.

Begge førere mistede herredømmet over bilerne, der begge væltede om på taget og standsede hhv. på motorvejen og i grøften ca. 100 meter fra hinanden. Rutinemæssigt fik politiet udtaget blodprøver af de to førere til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol. Kl. ca. 01.50 blev motorvejen igen åbnet for trafik i vestlig retning.

Butikstyveri – Algade, Roskilde

Lørdag kl. 15.09 meddelte personalet i en fritidsudstyrsforretning, at man havde tilbageholdt en ung mand, som var flygtet fra forretningen med stjålne varer. Personalet havde løbet efter og fik ved bibliotekshaven fat i manden, der havde stjålet nogle bukser. Politiet fik kontakt til en 21-årig mand fra Roskilde, der som kunde havde stjålet tre par bukser til en samlet værdi af 5297 kr. Bukserne havde han gemt dels i sine egne bukser og under sin jakke, men varealarmen var blevet aktiveret, da han forlod butikken uden at have betalt for varerne. Den 21-årige blev kortvarigt anholdt og sigtet for tyveri af bukserne, hvorefter politiet løslod ham efter afhøring til sagen. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Udenlandske håndværkere – Roskilde

Tirsdag kl. 15.00 fik en beboer på en villavej i Roskilde besøg af flere polakker, der ønskede at lægge nyt tag på beboerens hus. Håndværkerne ville komme igen onsdag morgen, hvor de skulle have 100.000 i betaling for deres arbejde. Udover fire polakker kom fem rumænere ligeledes til stedet under forløbet.

Politiet fik kontakt med de involverede onsdag formiddag, hvor alle udlændinge blev tilbageholdt for at undersøge, om de lovligt var i landet og evt. sigte dem for overtrædelse dørsalgsloven, da man ikke må henvende sig uopfordret ved et hus og tilbyde arbejde på hus m.v.

En enkelt af de anholdte fik en bøde for overtrædelse af dørsalgsloven. De øvrige blev løsladt efter undersøgelse af identitet m.v.

Politiet skal fraråde, at man indgår den type aftaler. Dels er det ulovligt, og dels ender sagerne ofte med, at arbejdet ikke er udført korrekt, eller at der opstår problemer med betalingen, der i flere tilfælde er endt med tvist om beløbets størrelse.

Udenlandske håndværkere søger “opgaver” – Vemmedrup, Bjæverskov – Køge / Bakkesvinget/Nymarksvej, Roskilde

Tirsdag kl. 13.10 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom, lokal borger i Vemmedrup-området, som undrede sig over adfærden hos personer, der kørte i en udenlandsk varebil, da de henvendte til flere villaer i Vemmedrup-området. Anmelderen valgte at følge efter varebilen, hvilket føreren af varebilen ikke brød sig om og forsøgte at forsvinde for anmelderen ved at holde ind på diverse rastepladser, køre på og fra motorvejen mv. Politiet fik til sidst på Vestmotorvejen kontakt med den hvide varebil, der havde polske nummerplader og tysk-sproget reklametekst på siderne. I varebilen var der tre mænd på 27, 46 og 47 år fra Rumænien, som blev formanet og oplyst om reglerne for uopfordrede henvendelser om eventuelt salg/tilbud af produkter eller tjenesteydelser.

Kl. 15.11 henvendte en 81-årig mand fra Roskilde sig til politiet for at meddele, at han kl. ca. 15.00 på sin bopæl var blevet opsøgt af en fremmed mand, der havde givet et tilbud på rensning af hans tag på villaen. Den 81-årige afslog dog tilbuddet, hvorefter polakken kørte fra stedet i en hvid varebil, som politiet ikke fandt.

Kl. 21.27 fik politiet en henvendelse fra pårørende til et par på 59 og 67 år fra Roskilde, som om eftermiddagen havde accepteret et tilbud fra udenlandske håndværkere om at lægge nyt tag på deres hus. Efter det indledende tagarbejde, hvor håndværkerne havde sat nogle krydsfinerplader oven på det eksisterende tag, ville håndværkerne komme igen onsdag morgen kl. 08.00 for at fortsætte arbejdet og få betalingen på et seks-cifret beløb.

Samtidig valgte politiet også at være til stede for at tale nærmere med håndværkere, der måtte møde op. Fire polakker i en polsk varebil mødte op som aftalt med villaejerne og blev herefter straks anholdt af politiet, som kort efter også anholdt yderligere fem rumænere,der også dukkede for at ville arbejde på stedet.

De ni anholdte blev kørt ind på politistationen i Roskilde til registrering af deres identitet samt til afhøring af dem om det tilbudte arbejde, idet der ikke umiddelbart synes at være sammenhæng mellem pris og kvalitet i det tilbudte og til dels udførte arbejde. Herefter vil politiets jurister tage stilling til, om der er grundlag for sigtelser mod de anholdte, når omstændighederne ved den indgående aftale med villaejerne er klarlagt nærmere. Det vides endnu ikke, om nogle af de anholdte er identiske med de personer, som politiet traf tidligere på dagen på Vestmotorvejen.

Indbrud i perioden
Søvænget, Havdrup
Karavelvej, Jyllinge
Strandpromenaden, Jyllinge
Penselstrøget, Roskilde (2 steder)
Gammel Trekronervej, Roskilde
Fasanvej, Roskilde
Køgevej, Roskilde
Dammen, Svogerslev, Roskilde
Ågerupvej, Ågerup, Roskilde
Boserupvej, Roskilde
Algade, Roskilde
Kurhusvænge, Roskilde
Hvedstrupvej, Hvedstrup, Roskilde
Hedegade, Roskilde
Kløverengen, Viby Sj.