Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Jan 08, 2018 til Jan 16, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Køgevej/Salløvvej/Snoldelev Bygade, Gadstrup – Roskilde
Kl. 0905 kørte en 78-årig mand fra Næstved i en personbil i nordlig retning frem mod lyskrydset, hvor der var rødt lys. En forankørende personbil ført af en 34-årig kvinde fra Herfølge var standset for rødt. Da den 78-årige nærmede sig krydset og ville bremse, kom han i stedet til at træde på speederen, så han påkørte den 34-åriges bil med materiel skade på bilerne til følge. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.

Forsøg på indbrud i landejendom – Gadstrup, Roskilde.
Kl. 1004 blev anmeldt om et forsøg på indbrud i en ejendom på Skalstrupvej. To personer, der beskrives nøjagtigt som de to fra indbruddet kl. 1218, blev set ved stedet, hvor en anmelder fik øje på dem. Da de var set, så flygtede de fra stedet i en cremefarvet eller lysegrå bil.

Det lykkedes ikke politiet at få fat i de pgl.

Bedrageri – Roskilde.
Kl. 1936: Anmeldelse om bedrageri, idet en 69-årig mand fra Roskilde var kontaktet af “Microsoft”, der fortalte, at mandens pc var hacket. Manden der ringede fik dernæst adgang til forurettedes pc, hvilket forurettede betalte 50 kr. for ved at bruge sit dankort. Kort efter blev han kontaktet af et firma, der ville have forurettede til at bekræfte, at han havde købt bitcoins for 6100 kr. Det lykkedes manden at få spærret sine kort m.v. inden der skete udbetalinger.

Microsoft ringer aldrig til nogen, som beskrevet ovenfor. Giv aldrig personlige oplysninger til ukendte, så er man godt på vej til at undgå at blive udsat for bedrageri eller tyveri.

Røveri mod forretning – Svogerslev, Roskilde.
Kl. 2200 anmeldte Netto, at der netop havde været røveri i afdelingen på Brønsager. En gerningsmanden havde truet med en kniv og fik udleveret et mindre kontantbeløb. Han stak af via Svogerslev Hovedgade.

En patrulje meddelte kl. 2225, at de havde anholdt gerningsmanden, der fortsat havde penge og kniv på sig. Manden lå i en have og forsøgte at gemme sig.

Den anholdte er en 21-årig mand fra Kirke-Såby. Han er fortsat anholdt,og politiets jurister vurderer tirsdag, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Anholdelse – Roskilde.
Kl. 0045 fik politiet kontakt til en bil, der stod i krydset ved Motelvej/Køgevej. Politiet trafen 26-årig mand med ukendt adresse og en 22-årig kvinde fra Roskilde. Politiet havde en ide om, at de pgl. ikke havde helt ren mel i posen, og derfor kørte politiet til den enes adresse i Roskilde, hvor der blev fundet flere gasflasker.

Natten til søndag fik politiet anmeldelse om tyveri fra Spar Købmand, Holbækvej i Jyderup, hvorfra der var stjålet gasflasker. Efterforskningen peger på de anholdte. Derudover blev fundet andre gasflasker, som politiet nu skal undersøge nærmere omkring.

Begge sidder fortsat anholdt, idet de skal afhøres nærmere. Politiets jurister vurderer, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 1317 fik politiet en melding om et færdselsuheld på motorvejen i det vestgående spor ved afkørsel 12 Køgevej, hvor en lastbil og en personbil var impliceret. En 35-årig mand fra Sorø kørte i en personbil i vestlig retning og opdagede for sent, at en personbil foran ført af en 42-årig kvinde fra Roskilde bremsede omkring afkørsel 12 Køgevej. Den 35-årige ramte kvindens personbil på bageste højre hjørne og kørte efterfølgende frontalt ind i en tysk lastbil, der var standset på spærrefladen mellem afkørslen og motorvejen. Den 35-årige og et 7-årigt barn blev reddet ud af personbilen og bragt til skadestuen, men begge var sluppet fra uheldet med diverse knubs trods uheldet med store beskadigelser på personbilens frontparti. Motorvejsafkørslen og et par vognbaner var spærret i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet.

Forsøg på røveri – Gevninge Bygade, Roskilde – Lejre
Kl.2014 anmeldte personalet i Dagli’Brugsen, at en røver, der ikke fik noget udbytte, netop var flygtet fra stedet. Politiet kørte til supermarkedet og området deromkring for at lede efter røveren, der havde overrumplet en medarbejder ved bagindgangen. Røveren var efterfølgende kommet ind ad personaleindgangen, hvor han truede de øvrige medarbejdere med en hammer. Det lykkedes dog personalet at tage hammeren fra røveren, der flygtede fra stedet til fods. Trods eftersøgning med politihunde lykkedes det ikke at finde røveren, der blev beskrevet som: mand, 160165 cm, almindelig af bygning, maskeret for ansigtet og iført hvid hættetrøje med lynlås, sorte bukser og grå sko. Han talte dansk og bar handsker.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket røveren i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl. 0017 standsede politiet en personbil ført af en 19-årig mand fra Aabenraa, som førte bilen i sydlig retning ved Risø uden at have erhvervet sig et kørekort. Han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven, og da det var femte gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden kørekort, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation.

————-

Brand – Roskilde.
Kl. 1328 var der brand på Metalvej, hvor det viste sig, at branden var opstået i en lastbil, der stod i en lagerbygning. Branden blev forholdsvis hurtigt slukket. Brandårsagen undersøges nærmere.

Spirituskørsel – Roskilde.
Kl. 0321 anholdt politiet en 22-årig mand med ukendt adresse. Pgl. kørte i bil mod færdselsretningen på Allehelgensgade. Kørekort havde han ikke noget af. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Narkopåvirket bilist – Vindinge, Roskilde.
Kl. 1045 blev en 23-årig mand fra Brøndby standset af politiet på Vestre Hedevej. Den 23-årige var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve. Kørekort havde han ikke, og havde aldrig haft det. Han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret.

Brand – Vindinge, Roskilde.
Kl. 1711 kørte politi og brandvæsen til Mørbjergvænget, hvor der var ild i et udhus med fare for spredning til andre bygninger. Ilden hurtigt slukket. Brandårsagen tilsyneladende en el-radiator.

Parkering gik galt – Gullandsstræde, Roskilde
Kl. 1402 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist i forbindelse med en parkering langs fortovet havde påkørt to andre biler. Vidner holdt bilisten tilbage, indtil politiet kom til stedet og fik kontakt med en 86-årig kvinde fra Roskilde. Hun havde påkørt to andre biler med mindre skader til følge. Hun havde glemt at forny sit kørekort, så hun havde ført bilen uden at have den fornødne førerret. Derfor sigtede politiet hende for kørsel uden førerret, hvorfor hun vil høre nærmere fra politiet, når sagen bliver afgjort, ligesom hun formentlig også vil høre noget fra sit forsikringsselskab, når skaderne på de to parkerede biler skal erstattes.

Trist kvinde i busskur – Rørmosen, Roskilde
Kl. 1905 henvendte en omsorgsfuld borger sig til politiet, fordi hun havde truffet en trist pige siddende i et busskur. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 26-årig kvinde fra Haslev, som var gået fra et sygehus i Roskilde, hvor hun ikke ønskede at være. Politiet kørte hende dog retur til sygehuset til fornøden omsorg og behandling.

Grundlovsforhør – Indbrud i villa – Stærkendevej, Vindinge, Roskilde
En 28-årig mand uden fast bopæl i Høje-Taastrup kommune blev anholdt med assistance fra Københavns Vestegns politi i går torsdag d. 110118 om formiddagen, efter at han optrådte på videoovervågningen i forbindelse med et indbrud i en villa på Stærkendevej om formiddagen tirsdag den 090118 og efterfølgende af flere politifolk var blevet genkendt. På overvågningsvideoen ved indbruddet optrådte også en medgerningsmænd, som politiet også selv kunne identificere som en 18-årig mand fra Frederikssund. Med assistance fra Nordsjællands Politi er den 18-årige nu også sigtet for indbruddet i villaen, hvor de stjal et guldur og en lampe. Den 28-årige er fortsat i politiets varetægt og bliver fredag kl. 1030 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med påstand om varetægtsfængsling, da den 28-årige er tidligere straffet og prøveløsladt.

Løsladelse – Roskilde.
En 19-årig mand fra Roskilde blev løsladt efter en vurdering fra anklagemyndigheden om, at han ikke skulle fremstilles i grundlovsforhør. Pgl. sigtes for trusler mod ansatte på rådhuset i Roskilde. Sagen vil blive afgjort på et senere tidspunkt i retten.

Indbrud i villa – Vindinge, Roskilde.
Kl. 1218 blev anmeldt om indbrud på Stærkendevej, hvor der mellem tirsdag kl. 0845 og kl. 1145 var indbrud. Gerningsmændene kom ind via knusning af en rude. Hele huset gennemrodet. Det vides ikke, hvad der er stjålet. Gerningsmændene beskrives som:

A, mand, dansk af udseende, 20-25 år, 170-180 cm., spinkel, lys hus, iført mørk windbreaker med hætte over hovedet.

B, mand, dansk af udseende, samme højde, muligt med ar eller skægvækst på højre kind, iført olivengrøn jakke med sort hættetrøje under.

Grundlovsforhør – Roskilde.
Kl. 0850 tirsdag blev en 34-årig mand fra Kalundborg anholdt sigtet for røveri mod Netto på Holbækvej, Roskilde, hvilket skete den 030117. Manden truede under røveriet med en kanyle. Han blev ligeledes sigtet for et butikstyveri i Viby Sj. dagen efter røveriet. Pgl. blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag og fængslet til den 010218.

Anholdelse – Roskilde.
Kl. 1409 fik politiet anmeldelse fra rådhuset i Roskilde, hvor en person telefonisk truede en sagsbehandler med at ville stikke hende med en kniv og brænde jobcentret af, hvilket blev begrundet i, at manden ikke kunne få penge. Pgl. havde ved en tidligere lejlighed øvet hærværk og optrådt truende over for personalet.

Kl. 1420 anholdt politiet en 19-årig mand fra Roskilde. Han sigtes for trusler mod personale på rådhuset, og han fremstilles i grundlovsforhør onsdag med krav om varetægtsfængsling.

Tricktyveri – Roskilde.
Kl. 1850 modtog politiet anmeldelse om et tricktyveri, der skete kl. 1200 tirsdag 090118. en mørklødet mand med en rød kasket fulgte efter den 79-årige forurettede kvinde fra Netto på Københavnsvej og til sin bolig på Dommervænget. Her tilbød manden at hjælpe kvinden med at hjælpe med at bære hendes varer ind. Kvinden sagde tak for hjælpen, og opdagede efterfølgende, at hendes pung med dankort m.v. var stjålet. Der var senere på dagen hævet 15000 kr. på hendes konto.

Det må antages, at pinkoden er afluret i forretningen. Igen skal politiet opfordre til, at man grundigt dækker for sin indtastning i forretninger. Hvis man sørger for, at pinkoden ikke kan aflæses, så slipper man oftest for at blive udsat for tyveri.

Brand – Roskilde.
Kl. 0634 blev anmeldt om brand i en gravko, der stod på Poppelgårdsvej. Det antages, at branden er opstået som følge af en kortslutning i det elektriske system. Ingen fare for andre maskiner eller bygninger.

Sur klient hos kommunen – Rådhusbuen, Roskilde
Kl. 1135 anmeldte kommunalt ansatte, at en mandlig klient var utilfreds med behandlingen hos kommunen, hvorefter han nu havde begået hærværk mod en bil udenfor. Politiet fik i nærheden af rådhuset kontakt til en 19-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for hærværk. Han var indledningsvist af et par rådhusbetjente blevet bortvist fra rådhusets jobcenter, som han på grund af sin utilfredshed ikke frivilligt ville forlade og havde råbt op. Udenfor havde han taget en cykel, som han havde kastet to gange op på kølerhjelmen og frontruden på en parkeret bil tilhørende en privatperson. Bilens frontrude blev knust, og der kom buler i kølerhjelmen. Efter afhøring til hærværkssagen og en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen pga. råberiet løslod politiet den 19-årige, der nu kan se frem til både et erstatningskrav og en strafferetlig afgørelse på sagen.

Anholdelse – Indbrud i villa – Sneglehøj, Roskilde
Kl. 1527 henvendte en opmærksom borger sig til politiet, fordi han havde set en fremmed mand smide en Ipad ned på jorden, så Ipaden gik i stykker. Da den fremmede mand så anmelderen, løb manden fra stedet, og ved samtale med en nabo kunne denne oplyse anmelderen om, at den fremmede mand havde henvendt sig ved flere boliger i området. Næsten samtidig med denne henvendelse henvendte en 20-årig mand fra Sverige sig til en patrulje på Låddenhøj. Den 20-årige oplyste, at han havde lavet noget dumt og ledte patruljen til en bestemt villa på Sneglehøj, hvor politiet kunne konstatere et indbrud via havedøren. Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet for indbrud på stedet, hvor terrassedøren var blevet opbrudt. Fra stedet havde han stjålet en Ipad og noget parfume. Ipaden fandt politiet senere i området, og den 20-årige blev løsladt efter afhøring til sagen, som senere vil blive afgjort
i et retsmøde.

Straksdom til narkosælger – Roskilde
Kl. 2100 ransagede specialpatruljen en lejlighed, hvor en 24-årig mand fra Årslev befandt sig, på grund af mistanke om salg af narkotika fra stedet. Ved ransagningen fandt politiet knap 600 gram hash, en digitalvægt, en strømpistol og 12 ampuller med dopingmidler. Politiet beslaglagde effekterne som bevis i sagerne, og den 24-årige blev anholdt og sigtet for den ulovlige besiddelse af dem. Den 24-årige forblev i politiets varetægt hen over natten og blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Ved retsmødet blev den 24-årige blev idømt tre måneders fængsel, da han tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet.

Narkokørsel – Kong Valdemars Vej, Roskilde
Kl. 0411 bemærkede politiet en bilist, som man gerne ville lave en rutinekontrol af. Bilisten satte dog hastigheden op, da politiet gav tegn til, at bilisten skulle standse. Politiet fulgte efter bilisten, der satte kursen mod sygehuset i Roskilde, hvor bilisten standsede ved skadestuen. Ud steg en højgravid kvinde, der skyndte sig ind på skadestuen, medens politiet tog kontakt til en 29-årig mand fra Fakse som fører af bilen. Han var dog påvirket af cannabis under kørslen og havde ikke generhvervet sin førerret, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på sygehuset til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet opfordrede tillige manden til på førstkommende hverdag at tage kontakt til fogedretten, idet han også var eftersøgt som udeblevet herfra. Hvordan kvindens mulige fødsel forløb, kender politiet ikke noget til, men den 29-årige blev
efter bl
odprøven og afhøring til sagerne genforenet med den fødende kvinde.

Eftersøgning – Roskilde.
Lørdag kl. 0732 blev anmeldt om en person, der var gået fra en institution i Roskilde. Den 32-årige kvinde fra København, der var indlagt på stedet, fik forskellig medicin og gik ofte ture i Boserupskoven. Kl. 0910 blev kvinden fundet i strandkanten i skoven. Hun var afkræftet efter at have opholdt sig udendørs i lang tid. Hun blev fløjet til Rigshospitalet. Hendes tilstand betegnes som ikke kritisk af lægen fra helikopteren.

Uro – Roskilde.
Kl. 0345 kørte politi til Dansebar på Jernbanegade, hvor en 22-årig mand fra Dragør og en 22-årig mand fra Albertslund optrådte voldeligt. De to ville ikke følge politiets anvisninger om at forlade stedet, og det endte med, at den ene anholdte blev bidt i en arm. Begge lagt i detentionen. De blev løsladt i løbet af morgenen medbringende en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Spirituskørsel – Roskilde.
Kl. 0550 anholdt politiet en 20-årig kvinde fra Ringsted, der blev standset i sin bil på Vindingevej. Hun var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Kl. 1426 anholdt politiet en 39-årig mand fra Herfølge, der blev standset på Køgevej ved Snoldelev. Pgl. var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve. Løsladt blev han ikke, idet han var søgt til fremstilling fogedretten, og det vil ske mandag formiddag.

Nøgen mand – Roskilde.
Kl. 1929 blev anmeldt om, at en nøgen mand løb rundt i det kolde vejr ved Horsehøj.Han var påvirket af spiritus og blev derfor sat i detentionen for yderligere afsvaling. Personen er en 65-årig mand fra Roskilde.

Uro – Roskilde.
Kl. 2012 kørte politiet til Roskilde Station, hvor en person anmeldte overfald. Det viste sig, at der var tale om en person, der ville tage/låne en telefon fra en anden på stationen, uden der dog var tale om røveri eller lignende. Politiet fik fat i personen, der skulle være skyld i uroen. Han ville overhovedet ikke tale med eller til politiet, og han forholdt sig helt tavs også efter at være kommet ind på politistationen.

Han havde ingen papirer på sig, men via mandens tøj blev det konstateret, at han formentlig var svensk.

Derfor blev svensk politi adviseret, og det lykkedes at finde frem til mandens identitet. Der var tale om en 23-årig mand, hvis forældre boede i Ystad. Forældrene afhentede deres søn hos politiet tidlig mandag morgen. Hvad den 23-årige skulle i Roskilde melder historien ikke noget om.

Indbrud i perioden
Skalstrupvej, Skalstrup, Gadstrup
Algade, Roskilde
Klosterengen, Roskilde
Svend Estridsens Vej, Roskilde
Norddalen, Himmelev, Roskilde (2 steder)
Fjordparken, Himmelev, Roskilde
Store Valbyvej, Himmelev, Roskilde
Nordhøjen, Himmelev, Roskilde
Høkerstræde, Veddelev, Roskilde
Søtoften, Svogerslev, Roskilde
Ejboparken, Roskilde (2 steder)
Søderlundsvej, Roskilde
Møllehusvej, Roskilde
Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk
Industrivej, Roskilde
Odinsvej, Roskilde
Kildegården, Roskilde
Stærkendevej, Vindinge, Roskilde
Egebjerg, Himmelev, Roskilde
Lynghøjen, Svogerslev, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde (2 steder)
Sneglehøj, Roskilde
Søbakken, Svogerslev, Roskilde
Gyvelvej, Roskilde
Tofthøjparken, Viby Sj.