Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Jan 02, 2018 til Jan 09, 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Unge på taget – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde
Kl. 1646 fik politiet en henvendelse om, at nogle drenge løb rundt på taget af centret, og at der blev kastet glas ned derfra. Ved politiets ankomst var drengene forsvundet fra taget, men politiet fandt en knust flaske i området samt en ulåst dør til en trappe til taget. Politiet sørgede for aflåsning af døren, så der ikke længere var adgang til taget.
Sur klient hos kommunen – Rådhusbuen, Roskilde
Kl. 1135 anmeldte kommunalt ansatte, at en mandlig klient var utilfreds med behandlingen hos kommunen, hvorefter han nu havde begået hærværk mod en bil udenfor. Politiet fik i nærheden af rådhuset kontakt til en 19-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for hærværk. Han var indledningsvist af et par rådhusbetjente blevet bortvist fra rådhusets jobcenter, som han på grund af sin utilfredshed ikke frivilligt ville forlade og havde råbt op. Udenfor havde han taget en cykel, som han havde kastet to gange op på kølerhjelmen og frontruden på en parkeret bil tilhørende en privatperson. Bilens frontrude blev knust, og der kom buler i kølerhjelmen. Efter afhøring til hærværkssagen og en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen pga. råberiet løslod politiet den 19-årige, der nu kan se frem til både et erstatningskrav og en strafferetlig afgørelse på sagen.
Anholdelse – Indbrud i villa – Sneglehøj, Roskilde
Kl. 1527 henvendte en opmærksom borger sig til politiet, fordi han havde set en fremmed mand smide en Ipad ned på jorden, så Ipaden gik i stykker. Da den fremmede mand så anmelderen, løb manden fra stedet, og ved samtale med en nabo kunne denne oplyse anmelderen om, at den fremmede mand havde henvendt sig ved flere boliger i området. Næsten samtidig med denne henvendelse henvendte en 20-årig mand fra Sverige sig til en patrulje på Låddenhøj. Den 20-årige oplyste, at han havde lavet noget dumt og ledte patruljen til en bestemt villa på Sneglehøj, hvor politiet kunne konstatere et indbrud via havedøren. Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet for indbrud på stedet, hvor terrassedøren var blevet opbrudt. Fra stedet havde han stjålet en Ipad og noget parfume. Ipaden fandt politiet senere i området, og den 20-årige blev løsladt efter afhøring til sagen, som senere vil blive afgjort
i et retsmøde.
Straksdom til narkosælger – Roskilde
Kl. 2100 ransagede specialpatruljen en lejlighed, hvor en 24-årig mand fra Årslev befandt sig, på grund af mistanke om salg af narkotika fra stedet. Ved ransagningen fandt politiet knap 600 gram hash, en digitalvægt, en strømpistol og 12 ampuller med dopingmidler. Politiet beslaglagde effekterne som bevis i sagerne, og den 24-årige blev anholdt og sigtet for den ulovlige besiddelse af dem. Den 24-årige forblev i politiets varetægt hen over natten og blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Ved retsmødet blev den 24-årige blev idømt tre måneders fængsel, da han tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet.
Narkokørsel – Kong Valdemars Vej, Roskilde
Kl. 0411 bemærkede politiet en bilist, som man gerne ville lave en rutinekontrol af. Bilisten satte dog hastigheden op, da politiet gav tegn til, at bilisten skulle standse. Politiet fulgte efter bilisten, der satte kursen mod sygehuset i Roskilde, hvor bilisten standsede ved skadestuen. Ud steg en højgravid kvinde, der skyndte sig ind på skadestuen, medens politiet tog kontakt til en 29-årig mand fra Fakse som fører af bilen. Han var dog påvirket af cannabis under kørslen og havde ikke generhvervet sin førerret, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på sygehuset til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet opfordrede tillige manden til på førstkommende hverdag at tage kontakt til fogedretten, idet han også var eftersøgt som udeblevet herfra. Hvordan kvindens mulige fødsel forløb, kender politiet ikke noget til, men den 29-årige blev
efter blodprøven og afhøring til sagerne genforenet med den fødende kvinde.
Eftersøgning – Roskilde.
Lørdag kl. 0732 blev anmeldt om en person, der var gået fra en institution i Roskilde. Den 32-årige kvinde fra København, der var indlagt på stedet, fik forskellig medicin og gik ofte ture i Boserupskoven. Kl. 0910 blev kvinden fundet i strandkanten i skoven. Hun var afkræftet efter at have opholdt sig udendørs i lang tid. Hun blev fløjet til Rigshospitalet. Hendes tilstand betegnes som ikke kritisk af lægen fra helikopteren.
Uro – Roskilde.
Kl. 0345 kørte politi til Dansebar på Jernbanegade, hvor en 22-årig mand fra Dragør og en 22-årig mand fra Albertslund optrådte voldeligt. De to ville ikke følge politiets anvisninger om at forlade stedet, og det endte med, at den ene anholdte blev bidt i en arm. Begge lagt i detentionen. De blev løsladt i løbet af morgenen medbringende en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Spirituskørsel – Roskilde.
Kl. 0550 anholdt politiet en 20-årig kvinde fra Ringsted, der blev standset i sin bil på Vindingevej. Hun var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.
Narkopåvirket bilist – Roskilde.
Kl. 1426 anholdt politiet en 39-årig mand fra Herfølge, der blev standset på Køgevej ved Snoldelev. Pgl. var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve. Løsladt blev han ikke, idet han var søgt til fremstilling fogedretten, og det vil ske mandag formiddag.
Nøgen mand – Roskilde.
Kl. 1929 blev anmeldt om, at en nøgen mand løb rundt i det kolde vejr ved Horsehøj. Han var påvirket af spiritus og blev derfor sat i detentionen for yderligere afsvaling. Personen er en 65-årig mand fra Roskilde.
Uro – Roskilde.
Kl. 2012 kørte politiet til Roskilde Station, hvor en person anmeldte overfald. Det viste sig, at der var tale om en person, der ville tage/låne en telefon fra en anden på stationen, uden der dog var tale om røveri eller lignende. Politiet fik fat i personen, der skulle være skyld i uroen. Han ville overhovedet ikke tale med eller til politiet, og han forholdt sig helt tavs også efter at være kommet ind på politistationen. Han havde ingen papirer på sig, men via mandens tøj blev det konstateret, at han formentlig var svensk.
Derfor blev svensk politi adviseret, og det lykkedes at finde frem til mandens identitet. Der var tale om en 23-årig mand, hvis forældre boede i Ystad. Forældrene afhentede deres søn hos politiet tidlig mandag morgen. Hvad den 23-årige skulle i Roskilde melder historien ikke noget om.
Narkokørsel uden kørekort i stjålet bil – Allehelgensgade, Roskilde
Kl. 1045 bemærkede en patrulje en mand, der var alene i bilen, køre i en personbil ad Allehelgensgade ved Algade, men politiet kunne ikke lige med det samme få bilen standset med henblik på en rutinemæssig kontrol. Bilen blev kort efter fundet parkeret på en p-plads i Borchsgade, hvor den mand, der tidligere havde siddet bag rattet, nu sad på passagersædet. Manden var en 24-årig mand fra Roskilde, der ikke havde noget kørekort, og som var påvirket af narkotika. Da han mistænktes for at have været fører af bilen, blev han sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da han rejste sig fra bilsædet, lå bilnøglerne tilbage på sædet, hvor han havde forsøgt at skjule dem for politiet ved sidde på dem. Den anholdte ejede ikke bilen, hvis ejer ikke havde givet ham lov til at køre i den. Den 24-årige blev inden løsladelsen derfor også sigtet for at have stjålet bilen. Sagerne vil senere blive afgjort i forbindelse med et retsmøde.
Heste skræmt af fyrværkeri – Vindingevej, Roskilde
Kl. 1710 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som kl. ca. 1645 havde påtalt over for en gruppe af mænd, at de på en p-plads på Vindingevej og forholdsvist tæt på en rideskole havde fyret et 100 skuds fyrværkeribatteri af. Gruppen af mænd undlod yderligere affyring af fyrværkeri og kørte derfra i en personbil. Efterfølgende havde borgeren konstateret, at flere heste fra den nærliggende rideskole var løbet ud gennem indhegningen to steder. Borgeren ville underrette politiet om hændelsen, idet han forbeholdt sig ret til erstatning, såfremt der var sket nogen skade med hestene på grund af mændenes adfærd.
Politiet vil i anledning af denne henvendelse erindre om, at affyring af fyrværkeri kun er tilladt i perioden 27. december – 1. januar begge dage incl.
Blufærdighedskrænkelse – Store Højbrøndsstræde, Roskilde
Kl. 1938 anmeldte en moder på vegne af sin 15-årige datter fra Tune, at datteren og en veninde kl. ca. 1340 ved en skole var blevet af en ældre, fremmed mand. Han var fremkommet med mange forslag til forskellige seksuelle aktiviteter, og at han gerne ville fotografere de to piger nøgne. Manden blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 60-70 år, 170 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Grå, Talte: Dansk, Iført: Mørkebrun tophue. Mørk jakke. Sorte bukser. Gråt hår stak ud under huen. Politiet skal nu afhøre den 15-årige og veninden nærmere om hændelsen, der behandles som en anmeldelse om verbal blufærdighedskrænkelse over for pigerne.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der enten har bemærket manden i området ved skolen, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.</em >
Færdselsuheld / spirituskørsel – Helligkorsvej, Roskilde
Kl. 2245 hørte en lokal borger et højt fra gaden og kunne efterfølgende konstatere, at en bilist havde påkørt to parkerede biler. Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en spirituspåvirket, 20-årig kvinde fra Roskilde, som blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen. Ingen øvrige kørende trafikanter var involveret i uheldet, som den 20-årige og en passager i bilen slap uskadt fra.
Færdselsuheld – Køgevej/Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0857 kørte politiet og ambulancepersonale til et færdselsuheld, hvor en fodgænger var blevet påkørt. Politiet traf på stedet en lettere tilskadekommen, 21-årig kvinde fra Roskilde, der havde fået kørt sin højre fod over af en personbil ført af en 62-årig mand fra Roskilde. Bilisten var kørt ad Jernbanegade mod vest og ind i krydset for grønt, idet han ville svinge til venstre ad Køgevej. En modkørende bilist kørte ligeud fra en højresvingsbane og distraherede den 62-årige, der ved den efterfølgende svingning overså fodgængeren i fodgængerfeltet, hvor hun gik i vestlig retning. Politiet har ingen oplysninger om den modkørende bilist, der kørte ligeud fra en højresvingsbane i krydset.
Færdselsuheld – Borgediget / Ringstedgade / Jernbanegade, Roskilde
Kl. 1337 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld mellem en lastbil og en cyklist i lyskrydset Borgediget-Ringstedgade-Jernbanegade. Ambulancepersonale og politiet kørte til uheldsstedet, hvor en 39-årig kvinde fra Roskilde straks fik behandling for alvorlige skader på begge sine ben. En lægehelikopter blev tilkaldt og landede på Ringstedgade, som var blevet afspærret. Den tilskadekomne kvinde blev dog i en ambulance under politieskorte kørt til Rigshospitalet til behandling for brud på begge ben. Uheldet skete, da en 38-årig mand fra Nyrup i en lastbil kørte ad Borgediget mod øst, hvor han i krydset svingede til højre ad Ringstedgade mod syd. Under svingningen påkørte han den 39-årige, der på cykel kørte i samme retning, men som skulle ligeud i krydset. Den 38-årige lastbilchauffør var ædru, men en narkometertest indikerede, at han var påvirket af narkotika på uheldstidspunktet. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge uheldsstedet og de implicerede køretøjer. Afspærringen af Ringstedgade i anledning af uheldet medførte, at Movia måtte omlægge forskellige buslinjer frem til kl. ca. 1535. Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring vedr. undersøgelserne og resultatet af analysen af blodprøven fra lastbilchaufføren.
Røveri mod supermarked – Holbækvej, Roskilde
Kl. 1950 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, at en mand, der var mistænkt for at have stjålet nogle varer i butikken. Da personalet kontaktede ham, fordi han ikke havde betalt for varerne, fremtog han en kanyle, som han truede personalet med. Det lykkedes personalet at fravriste ham en taske, der var fyldt med nødder og slik, som han ikke havde betalt for. På grund af truslerne med kanylen udviklede sagen sig fra et tyveri til et røveri, som gerningsmanden flygtede fra på en sort herrecykel ad Holbækvej i vestlig retning. En kunde havde set manden samle varerne sammen i butikken og havde adviseret personalet, der så ville kontrollere manden ved udgangen, da han ikke havde betalt for noget i butikken. Røveren blev beskrevet som: A: Mand, 20-30 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Engelsk, Iført: Mørk hue, orange refleksvest med lange ærmer, mørkeblå hættetrøje med lys
t fór i hætten, mørke handsker, mørke bukser og brune støvler., Medbragte: Sort herrecykel med taske på bagagebærer, Bevæbning: Kanyle. Politiet ledte efter røveren uden at finde ham og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser på stedet.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der enten har set den iøjnefaldende røver cykle ad Holbækvej, eller som har oplysninger om mandens identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Ulovlig affyring af fyrværkeri – Roskilde.
Kl. 2040 fik politiet anmeldelse fra Astersvej om, at der blev affyret fyrværkeri, hvilket ikke er tilladt efter 010118. Der indgik flere anmeldelser til politiet, der sendte en patrulje til stedet. Det lykkedes ikke at finde frem til de unge, men affyringen stoppede efterfølgende.
Fyrværkeri mod kunder – Stationscentret, Roskilde
Kl. 1507 kørte politiet til tagparkeringen over supermarkedet Føtex, hvorfra nogle unge affyrede fyrværkeri mod kunder i området. Politiet fik kontakt til fem unge i alderen 16-18 år fra Ringsted, Taastrup, Hedehusene og Hårlev, som fik en adfærdsregulerende samtale omkring brug af fyrværkeri. Ingen af dem blev sigtet for noget, da der ikke havde været konkret fare over for nogen.
Narkokørsel – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 2048 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Lejre for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Uro og uorden – Hyrdehøj, Roskilde
Kl. 2120 ønskede personalet på et bosted for unge flygtninge assistance fra politiet til at bortvise en mand, som trods flere opfordringer ikke ville forlade stedet. Politiet fik kontakt til en 18-årig mand fra Roskilde, som heller ikke ønskede at rette sig efter politiets opfordringer til at forlade stedet, hvor han ikke havde noget legalt ærinde. Under bortvisningen satte han sig til modværge og skubbede til politiet, som til sidst så sig nødsaget til at anholde den 18-årige, der i den forbindelse blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Efter et par timer blev han løsladt og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Hærværk – Bistrup Alle, Roskilde
Kl. 2323 anmeldte personalet på et psykiatrisk hospital, at en mand havde henvendt sig ved den aflåste hoveddør, hvor han havde ringet på for at komme ind. Da personalet havde genkendt ham som en patient, der tidligere på dagen var blevet bortvist ved politiets foranstaltning, havde de nægtet ham adgang. Manden havde herefter knust en rude i døren og havde inden politiets ankomst lagt sig til at sove i opgangen. Politiet fik nu kontakt igen til en 43-årig, spirituspåvirket mand fra Holbæk, som blev anholdt og sigtet for hærværk. Han blev anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til denne sag. Søndag morgen blev han igen løsladt, efter at han tidligere på dagen også havde været frihedsberøvet indtil kl. 2230 efter uro og voldsom adfærd i spirituspåvirket tilstand på samme hospital.
Narkobilist stoppet med sømmåtte – Roskildevej, Solrød Strand
Kl. 0158 ønskede politiet at tale med føreren af en personbil, der blev ført ad Roskildevej mod nord ved Gl. Havdrup. Føreren ønskede dog ikke at tale med politiet og forsøgte at køre fra politiet, der med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, forsøgte at forfølge og standse bilisten, der vendte om ved Snoldelev og kørte videre i sydlig retning. Politiet lagde en sømmåtte på tværs af Roskildevej, så bilisten kørte over denne med punktering på et par hjul til følge. Føreren stak efterfølgende af til fods og standsede ikke trods tilråb om brug af en politihund. En politihund løb dog hurtigere og fik standset føreren, der var identisk med en 20-årig mand fra København N, som blev anholdt og sigtet for narkokørsel i personbilen. Den anholdte blev tilset af en læge på Køge sygehus efter hundebiddet, hvorefter den 20-årige i samme forbindelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet ca. 95 gram hash, og den 20-årige havde i øvrigt ikke kørekort til personbil. Den anholdte blev løsladt efter et par timer senere efter afhøring til sagerne og kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.
Bilbrand – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 0314 udbrød der brand i en personbil, der havde holdt på Holbækmotorvejen i det østgående spor lidt før afkørsel 14. Bilen udbrændte fuldstændigt, og politiet forsøger nu at finde årsagen til brandens opståen.
Narkokørsel – Byvolden, Roskilde
Kl. 0345 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Uro – Roskilde.
Kl. 2042 blev anmeldt om affyring af fyrværkeri flere steder i Æblehaven. Der blev også affyret fyrværkeri efter politiet og brandvæsenet, da man forsøgte at finde frem til de pgl. Politiet sendte flere patruljer til stedet, herunder også hundepatruljer. En af de unge blev bidt i bagdelen af en af hundene.
Brand – Roskilde.
Kl. 0214 brændte det ved Blegdammen, hvor der var ild i et skur og der var ild foran en hoveddør. Skuret beskadiget som følge af branden.
Hærværk – Roskilde.
Kl. 1258 fik politiet anmeldelse om hærværk på Sankt Claravej, hvor der mellem søndag kl. 1627 og mandag kl. 0115 var kastet en krukke igennem en rude og afskudt fyrværkeri ind i lejligheden. Ingen personer kom til skade ved hærværket.
Brændt kylling – Roskilde.
Kl. 1340 kørte politi og brandvæsen til Vestervænget, hvor der var røg i en lejlighed som følge af en kylling, der fik lidt for meget varme. Den 78-årige kvindelige beboer blev kørt til undersøgelse for røgforgiftning.
Uro – Roskilde.
Kl. 2200 fik politiet anmeldelse fra Astersvej, hvor en 3-4 unge stod og fyrede fyrværkeri af. Angiveligt skulle de sigte mod boligblokkene, som de dog ikke så ud til at ramme. Politiet fandt ikke frem til de pgl. Kort efter blev anmeldt om et lignende forhold ved viadukten ved Østre Ringvej, hvor der også blev fyret fyrværkeri af. Heller ikke her fandt politiet frem til de formastelige.
Indbrud i perioden
Lynghøjen, Svogerslev, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde (2 steder)
Sneglehøj, Roskilde
Søbakken, Svogerslev, Roskilde
Gyvelvej, Roskilde
Sankt Mortens Vej, Roskilde
Hedegårdsvej, Roskilde
Fjordparken, Himmelev, Roskilde
Lertoften, Øm, Roskilde