Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Dec 20, 2017 til Jan 02, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ild i aviser – Stationspladsen, Havdrup – Solrød
Kl. 0020 rykkede politiet ud til området ved togstationen for at lede efter tre drenge, som havde stået ved en skraldespand, hvorfra der kom flammer op. Det viste sig, at nogle gratisaviser var blevet brændt en lille smule uden skade på skraldespanden. Ilden havde en anmelder selv slukket med en kande vand. Politiet fandt dog ikke de tre drenge, der muligt var blevet samlet op af en bil inden politiets ankomst. Der foretages ikke yderligere fra politiets side i sagen.

Varetægtsfængsling – Vold / trusler / våbenlovgivningen mv. – Hovedgaden, Havdrup – Solrød
Den 24-årige mand fra Solrød, som om natten til torsdag d. 211217 blev anholdt for vold og trusler med et skydevåben mod en 26-årig kvinde fra Havdrup, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for vold, ulovlig tvang, trusler og ulovlig våbenbesiddelse. Den 24-årige blev varetægtsfængslet i surrogat frem til den 4. januar 2018.

Grundlovsforhør – Vold / våbenlovgivningen / trusler mv. – Hovedgaden, Havdrup – Solrød
Kl. 0101 anmeldte pårørende til en 26-årig kvinde fra Havdrup, at den 26-årige var blevet overfaldet og truet på livet af en tidligere bekendt. Han havde tidligere skaffet sig adgang til den 26-åriges bopæl medbringende et våben, som han havde ladt foran hende og truet hende på livet, da han mente at vide, at den 26-årige måske havde indledt et forhold til en anden mand. På et tidspunkt havde den tidligere bekendte slået hende i ansigtet, så hun flækkede læben. Den bekendte havde herefter forladt stedet medbringende skydevåbnet, som ikke var blevet anvendt. Politiet ledte med flere patruljer efter den mistænkte – en 24-årig mand fra Solrød Strand – som udramatisk blev anholdt kl. 0305 på en adresse i Havdrup, hvor han havde søgt tilflugt. Politiet ransagede stedet, men fandt ikke skydevåbnet, som politiet nu leder efter relevante steder – bl.a. med hundepatruljer – i Havdrup-området. Den anholdte vil kl. 1100 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for bl.a. vold, trusler og ulovlig tvang over for den 26-årige kvinde samt for ulovlig våbenbesiddelse efter straffelovens bestemmelser herom.

Fyrværkeri mod kunder – Stationscentret, Roskilde
Kl. 1507 kørte politiet til tagparkeringen over supermarkedet Føtex, hvorfra nogle unge affyrede fyrværkeri mod kunder i området. Politiet fik kontakt til fem unge i alderen 16-18 år fra Ringsted, Taastrup, Hedehusene og Hårlev, som fik en adfærdsregulerende samtale omkring brug af fyrværkeri. Ingen af dem blev sigtet for noget, da der ikke havde været konkret fare over for nogen.

Narkokørsel – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 2048 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Lejre for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Uro og uorden – Hyrdehøj, Roskilde
Kl. 2120 ønskede personalet på et bosted for unge flygtninge assistance fra politiet til at bortvise en mand, som trods flere opfordringer ikke ville forlade stedet. Politiet fik kontakt til en 18-årig mand fra Roskilde, som heller ikke ønskede at rette sig efter politiets opfordringer til at forlade stedet, hvor han ikke havde noget legalt ærinde. Under bortvisningen satte han sig til modværge og skubbede til politiet, som til sidst så sig nødsaget til at anholde den 18-årige, der i den forbindelse blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Efter et par timer blev han løsladt og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Hærværk – Bistrup Alle, Roskilde
Kl. 2323 anmeldte personalet på et psykiatrisk hospital, at en mand havde henvendt sig ved den aflåste hoveddør, hvor han havde ringet på for at komme ind. Da personalet havde genkendt ham som en patient, der tidligere på dagen var blevet bortvist ved politiets foranstaltning, havde de nægtet ham adgang. Manden havde herefter knust en rude i døren og havde inden politiets ankomst lagt sig til at sove i opgangen. Politiet fik nu kontakt igen til en 43-årig, spirituspåvirket mand fra Holbæk, som blev anholdt og sigtet for hærværk. Han blev anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til denne sag. Søndag morgen blev han igen løsladt, efter at han tidligere på dagen også havde været frihedsberøvet indtil kl. 2230 efter uro og voldsom adfærd i spirituspåvirket tilstand på samme hospital.

Narkobilist stoppet med sømmåtte – Roskildevej, Solrød Strand
Kl. 0158 ønskede politiet at tale med føreren af en personbil, der blev ført ad Roskildevej mod nord ved Gl. Havdrup. Føreren ønskede dog ikke at tale med politiet og forsøgte at køre fra politiet, der med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, forsøgte at forfølge og standse bilisten, der vendte om ved Snoldelev og kørte videre i sydlig retning. Politiet lagde en sømmåtte på tværs af Roskildevej, så bilisten kørte over denne med punktering på et par hjul til følge. Føreren stak efterfølgende af til fods og standsede ikke trods tilråb om brug af en politihund. En politihund løb dog hurtigere og fik standset føreren, der var identisk med en 20-årig mand fra København N, som blev anholdt og sigtet for narkokørsel i personbilen. Den anholdte blev tilset af en læge på Køge sygehus efter hundebiddet, hvorefter den 20-årige i samme forbindelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet ca. 95 gram hash, og den 20-årige havde i øvrigt ikke kørekort til personbil. Den anholdte blev løsladt efter et par timer senere efter afhøring til sagerne og kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Bilbrand – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 0314 udbrød der brand i en personbil, der havde holdt på Holbækmotorvejen i det østgående spor lidt før afkørsel 14. Bilen udbrændte fuldstændigt, og politiet forsøger nu at finde årsagen til brandens opståen.

Narkokørsel – Byvolden, Roskilde
Kl. 0345 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Uro – Roskilde.
Kl. 2042 blev anmeldt om affyring af fyrværkeri flere steder i Æblehaven. Der blev også affyret fyrværkeri efter politiet og brandvæsenet, da man forsøgte at finde frem til de pgl. Politiet sendte flere patruljer til stedet, herunder også hundepatruljer. En af de unge blev bidt i bagdelen af en af hundene.

Brand – Roskilde.
Kl. 0214 brændte det ved Blegdammen, hvor der var ild i et skur og der var ild foran en hoveddør. Skuret beskadiget som følge af branden.

Hærværk – Roskilde.
Kl. 1258 fik politiet anmeldelse om hærværk på Sankt Claravej, hvor der mellem søndag kl. 1627 og mandag kl. 0115 var kastet en krukke igennem en rude og afskudt fyrværkeri ind i lejligheden. Ingen personer kom til skade ved hærværket.

Brændt kylling – Roskilde.
Kl. 1340 kørte politi og brandvæsen til Vestervænget, hvor der var røg i en lejlighed som følge af en kylling, der fik lidt for meget varme. Den 78-årige kvindelige beboer blev kørt til undersøgelse for røgforgiftning.

Uro – Roskilde.
Kl. 2200 fik politiet anmeldelse fra Astersvej, hvor en 3-4 unge stod og fyrede fyrværkeri af. Angiveligt skulle de sigte mod boligblokkene, som de dog ikke så ud til at ramme. Politiet fandt ikke frem til de pgl. Kort efter blev anmeldt om et lignende forhold ved viadukten ved Østre Ringvej, hvor der også blev fyret fyrværkeri af. Heller ikke her fandt politiet frem til de formastelige.

Hærværk – Svogerslev, Roskilde.
I løbet af formiddagen fik politiet flere anmeldelser om hærværk mod biler på Galpestykket, Fyrren, Hjørnekilden og Tværengen i Svogerslev, alle sket mellem onsdag eftermiddag/aften og torsdag morgen. En rød streg er malet på bilerne og en enkelte er tagget med “APS”. Indtil videre er otte biler malet på samme måde.Politiet vil meget gerne tale med vidner eller andre, der har hørt eller set noget til hærværket.

Voldelig adfærd – Roskilde.
Kl. 1949 blev anmeldt om, at en mand opførte sig voldeligt i et tog på Roskilde Station. Gerningsmanden var stukket af, da politiet kom frem til stedet, men han blev fundet af en patrulje på Hestetorvet, hvor en 42-årig mand fra Fredericia blev anholdt. Han var påvirket og blev derfor lagt i detentionen. Forurettede, en 24-årig mand fra Frederiksberg,bliver senere afhørt af politiet.

Gratist i toget mv. / udlændingeloven / retsplejeloven – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 1719 anmeldte DSB, at en togfører havde problemer med en mandlig rejsende, som hverken ville oplyse sin identitet eller forlade toget, der ville ankomme til Roskilde kort efter. Politiet fik udpeget den pågældende mand, som heller ikke over for politiet ønskede at fortælle noget om sin identitet eller fremvise identitetspapirer. Manden blev derfor frihedsberøvet med henblik på konstatering af hans identitet. Arbejdet med identificering af manden varede frem til 2. juledag, hvor han blev identificeret som en 27-årig mand fra Belgien, men med etniske rødder i Afrika. Da han var EU-borger, opholdt han sig lovligt i Danmark og blev derfor løsladt, men sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, fordi han nægtede at oplyse sin identitet over for politiet.

Færdselsuheld – Roskildevej, Ringsted
Kl. 1940 slog en bilist alarm, efter at en anden var kørt i grøften og efterfølgende havde forladt bilen. På uheldsstedet kunne politiet konstatere, at en personbil efter kørsel i nordøstlig retning i et solouheld var end i grøften efter påkørsel af en hastighedstavle. I bilen lå bl.a. spiritusflasker, men ingen oplysninger om føreren. En hundepatrulje ledte forgæves efter føreren, der var gået ud over en mark i retning mod en skov. Politiet arbejder nu videre med sagen for at finde frem til føreren.

Graffitimalere afsløret – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 0058 fik politiet en henvendelse om to unge, der udviste mistænkelig adfærd, som om de holdt vagt ved en opgangsdør. Anmelderen fulgte efter de to unge, som politiet fik identificeret som to 19-årige mænd fra Hvalsø og Roskilde. De havde rød maling på deres fingre svarende til rød maling, som politiet fandt på to skilte, en affaldscontainer og en dobbeltdør til en beboelsesejendom. De to blev sigtet for hærværk og kan nu se frem til en bøde og formentlig også et erstatningskrav.

Forsøg på afbrænding af bil – Rørmosen, Roskilde
Kl. 1912 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en alarmmelding om brand i en bil. Der var dog ingen brand i den pågældende personbil, hvis døre stod åbne. I bilen fandt politiet en dunk med brændbare væsker, og der var også tegn på, at der havde været forsøgt antændt ild. Dele af kabinen var blevet sodsværtet af ilden, der var gået ud af sig selv. Politiet forsøger nu i samarbejde med bilejeren at finde ud af, hvorfor bilen skulle brændes af.

Fyrværkeri til ulempe – Greve / Roskilde
Kl. 1601 fik politiet en anmeldelse om, at nogen havde fyret fyrværkeri af gennem de sidste ca. 20 minutter i Agerhuset, Greve. Politiet kørte til området, hvor der nu var stille og ingen personer med dårlig samvittighed at finde. Derfor gjorde politiet ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Kl. 1705 blev der affyret fyrværkeri mellem boligblokkene i området ved Æblehaven og Rønnebærparken i Roskilde. Ifølge anmelderen var det formentlig kanonslag, som blev fyret af. Ingen truffet i området med relation til affyringen af fyrværkeriet.

Kl. 1951 var den gal igen i Æblehaven, Roskilde, hvor 7-8 drenge løb rundt og smed kanonslag i området. Politiet fandt heller ikke i denne omgang nogen med dårlig samvittighed eller fyrværkeri på sig.

Brandundersøgelse – Boserupvej, Roskilde
Kl. 2132 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en spejderhytte. Ved politiets ankomst var spejderhytten overtændt med op til ca. 7 meter høje flammer. Brandvæsnet vurderede derfor underslukningsarbejdet, at spejderhytten ikke stod til at redde, hvorfor brandvæsnet lavede en kontrolleret nedbrænding. Politiet afspærrede Boserupvej på grund af brandens omfang, hvilket bevirkede, at Movia måtte omlægge busserne. Branden blev opdaget af naboer til spejderhytten, hvor vinduesglas blev knust på grund af varmeudviklingen. Naboerne havde også observeret nogle “skygger” passere Boserupvej i retning mod skoven, hvorfor politiet fik hundepatruljer til at lede efter eventuelle mistænkelige personer, der kunne være interessante i forbindelse med brandens opståen. Boserupvej blev åbnet for trafik kl. ca. 0030. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere for at finde ud af, hvordan branden opstod. Ingen kom til skade i forbindelse med branden.

Vold i trafikken? – Kamstrupvej / Darupvej, Vor Frue, Roskilde
Kl. 2235 fik politiet en henvendelse fra en 28-årig mandlig bilist, som havde fundet en kvæstet mand liggende på Gammelgårdsvej. Hans bil stod i nærheden. Politiet fik kontakt til en lettere tilskadekommen, 51-årig mand fra Roskilde, som havde skader i ansigtet. Han var noget konfus, og i nærheden holdt hans bil uden skader, men med tegn på, at en undvigemanøvre var foretaget. Den 51-årige blev tilset i en tilkaldt ambulance og kunne oplyse, at han efter kørsel i rundkørslen Kamstrupvej – Darupvej havde haft en kontrovers med en anden bilist omkring vigepligtsforholdene, da de begge lidt senere var holdt ind til siden. Den anden bilist havde slået ham og var kørt fra stedet efterfølgende. Den mistænkte voldelige bilist blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, ca. 175 cm høj, kraftig af bygning, brunt kort hår og dansk-talende. Han kørte fra stedet i en lille hvid bil,
som politiet nu leder efter sammen med den mistænkte.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have bemærket noget i området ved rundkørslen eller i forbindelse med diskussionen mellem de to bilister. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde.
Kl. 0616 skete et uheld på Holbækmotorvejen i vestgående retning ved afkørsel/tilkørsel 10. En lastbilchauffør mistede herredømmet over lastbiltoget, der bestod af lastbil og sættevogn. På sættevognen stod en 21, 8 ton kranlift. Dele af motorvejen spærret op til fire timer, da der blev rekvireret en kæmpekran til at flytte det forulykkede køretøj.

I forbindelse med uheldet lækkede lastbilen olie, hvilket blev samlet op af brandvæsenet. Kl. 1022 blev motorvejen igen åbnet for trafik. Føreren af lastbilen, en 42-årig mand fra Mariager, blev afhørt til sagen.

Indbrud i forretning – Roskilde.
Kl. 1205 skete et tyveri fra Teliaforretningen, Algade, hvor to personer brød en bagdør op og fjernede tre kasser med mobiltelefoner og tilbehør. De forlod stedet i en sort Ford Fiesta.

Gerningsmændene beskrives som: Mellemøstlige af udseende, den ene 20-25 år, 175-180 cm høj, fedladen, brunlig hud, kindskæg, iført hvid/rød Monclair hue og mørk dunjakke. Den anden var ca. 180-185 cm høj, spinkel af bygning, iført tynd sort jakke og mørkeblå bukser og sorte sko.

De to forsvandt fra stedet med tyvekosterne.

Fyrværkeri – Roskilde.
Kl. 1718 fik politiet anmeldelse fra Æblehaven, hvor der blev kastet med kanonslag over et hegn. En anmelder var tæt på at blive ramt af kanonslaget. Politiet kørte til stedet for at finde frem til de formastelige. Det lykkedes ikke at få fat i gerningsmændene.

Det er naturligvis altid forbudt at affyre ulovligt fyrværkeri, og lovligt fyrværkeri må kun anvendes mellem den 271217 og 010118. Hvis man overtræder dette, så kan man forvente at få en bøde. Udover ovennævnte sag har politiet fået lignende henvendelser fra andre steder i politikredsen. Sager der følges op af politiet, hvis vi overhovedet har mulighed for det.

Indbrud i perioden
Ørebjergvej, Gundsømagle, Roskilde
Bækparken, Havdrup
Marsvej, Jyllinge
Skibsvej, Jyllinge
Sankt Mortens Vej, Roskilde
Hedegårdsvej, Roskilde
Fjordparken, Himmelev, Roskilde
Lertoften, Øm, Roskilde
Eriksvej, Roskilde
Fælledvej, Roskilde
Krogsbøllevej, Himmelev, Roskilde
Hyrdehøj, Roskilde
Ørebjergvej, Roskilde
Vestskellet, Roskilde
Algade, Roskilde
Østervang, Roskilde
Stenleddet, Svogerslev
Ottegårdsparken, Viby (2 steder)