Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 300615-070715.
Indbrud i privat beboelse:
Ringstedvej , Roskilde
Himmelev Bygade, Roskilde
Gundsømagle Engbækvej, Roskilde
Darupvang, Roskilde
Indbrud i virksomhed – Roskilde
Kl. 03.21 under patrulje så politiet tre cyklister, som de gerne ville have en snak med. Da cyklisterne så politiet satte de farten op og forsøgte at undslippe kontakt med politiet. En af personerne – en 21-årig mand uden fast bopæl – smed cyklen fra sig og forsøgte at stikke af til fods. Det havde han ikke held med og blev efter kort eftersættelse til fods anholdt. I mandens rygsæk blev der fundet forskellige effekter – herunder et stempel fra en virksomhed, hvor adressen også stod. Der blev ligeledes fundet en Ipad, bonruller, kaffekasse indeholdende mønter, firmakort og mindre kontantbeløb.
En patrulje blev efter anholdelsen sendt til den pågældende virksomhedsadresse og kunne bekræfte, at der havde været indbrud.
Tyveri fra byggeplads – Ågerup, Roskilde
060715 – Kl. 08.43 modtog politiet en anmeldelse om tyveri. Tyvene havde skåret bomlåse over til to containere på en byggeplads i Ågerup, hvorfra der var stjålet to stk. GPS-anlæg tilhørende gravemaskiner, en benzingenerator og en jordlop.
Spirituskørsel – Roskilde
050715 – Kl. 0944 anholdt politiet en 29-årig kvinde fra København, der blev standset på Gammelgårdsvej. Hun var påvirket og fik udtaget en blodprøve og løsladt.
050715 – Kl. 1002 anholdt politiet en 38-årig mand fra København, der blev standset på Øde-Hastrup Vej. Han fik taget en blodprøve og løsladt igen.
050715 – Kl. 2003 anholdt politiet en 80-årig mand fra Skovlunde, der sad i sin bil på Maglegårdsvej. Forinden var et træ påkørt. Manden var påvirket af spiritus, og han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Spirituskørsel – Roskilde.
040715 – Kl. 2220 anholdt politiet en 43-årig mand fra Polen, der kørte på Ringstedgade. Han var påvirket og fik taget en blodprøve og løsladt efterfølgende.
Ordensbekendtgørelsen – Roskilde Festival
040715 – Kl. 1001 blev politiet tilkaldt til en camp, hvor to kvinder var blevet uenige om noget med vægt og kropsbygning. Det endte med en bøde til den ene part, en 20-årig kvinde fra Brøndby, og en advarsel om at næste gang blev armbåndet klippet.
Anholdelse – Roskilde Festival
040715 – Kl. 1300 anholdt en 18-årig kvinde og en 46-årig kvinde, begge fra Rumænien. De sigtes for tyveri af en guitar og en stor ghettoblaster. Begge fremstilles i grundlovsforhør søndag med krav om varetægtsfængsling.
Sædelighed undersøgelse – Roskilde Festival
040715 – En 40-årig mand fra Italien blev anholdt kl. 2130, da han var mistænkt for at fotografere kvinder, der sad i græsset og tissede. Manden havde ikke mindre end fire kameraer på sig. Da politiet undersøgte mandens fotokamera blev ikke fundet optagelser, der kunne kaldes blufærdighedskrænkelse. Han blev derfor løsladt senere på aftenen.
Ordensbekendtgørelse – Roskilde Festival
040715 – Kl. 0015 blev en 26-årig mand fra England anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han optrådte voldeligt og provokerende på festivalpladsen. Han fik en bøde og blev løsladt senere på natten.
Udlændingeloven – Roskilde Festival
040715 – Kl. 0203 anholdt politiet en 20-årig mand og en 21-årig mand fra Afghanistan, der begge er anholdt på Roskilde Festival. Begge var efterlyst fra Sandholmlejren til videre sagsbehandling.
Teltafbrænding – Roskilde Festival
040715 – Kl. 0347 blev anmeldt om en teltafbrænding på festivalens område. Teltet hurtigt slukket. Der har i nattens løb været flere småbrande i teltområdet.
Spirituskørsel – Køgevej – Roskilde
020715 – Kl. 2356 standsede politiet en bil ført af en 35-årig mand fra Vordingborg. Den 35-årige kørte i en bil, der var afmeldt og derfor ikke indregistreret. Den 35-årige havde heller ikke kørekort og var i øvrigt også spirituspåvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev indbragt til politistationen, hvor der blev udtaget en blodprøve.
Færdselsuheld – Køge Vej – Roskilde
020715 – Kl. 0650 indløb en melding om, at der var sket et færdselsuheld på Køgevej ved Vor Frue Hovedgade. En mindre personbil ført af en 22-årig kvinde fra Holbæk var af ukendte årsager – men formentlig pga. et ildebefindende – kørt over i den modsatte kørebane, hvor den først snittede en bil ført af en 54-årig mand fra Frederikssund og sluttelig kørte frontalt sammen med en anden personbil ført af en 29-årig mand fra Holbæk.
En ambulance var tilfældigvis lige i nærheden og kunne hurtigt yde hjælp til den 22-årige, der var bevidstløs. Hun blev kørt til Roskilde sygehus og senere på dagen overført til RH-traumecenter. Hendes tilstand var kritisk, og først efter yderligere undersøgelser kunne det afgøres, om hun kunne vurderes til at være uden for livsfare. Den 29-årig blev kørt til tjek på Køge Sygehus, men slap fra uheldet med knubs. Den 54-årige kom ikke til skade.
Narkokørsel – Ringstedvej – Roskilde
020715 – Kl. 1805 anmeldte et vidne, at føreren af en bil muligvis kunne være påvirket. En politipatrulje der kom til stedet, kom til samme konklusion og føreren – en 39-årig mand fra Hedehusene – blev herefter anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev indbragt til politistationen, hvor der blev udtaget en blodprøve.
Spirituskørsel – Ringstedgade – Roskilde
010715 – Kl. 2223 standsede en politipatrulje en 33-årig mand fra Roskilde, der var spirituspåvirket. Den 23-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. han blev løsladt efter at der var udtaget en blodprøve.
Tweets by @MVSJPoliti