Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Jun 12, 2017 til Jun 21, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Løsnede hjulbolte – efteranmeldelser – Jyllinge – Roskilde

Løse hjulbolte – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 0953 blev anmeldt, at der mellem mandag 050617-060617 var løsnet to hjulbolte fra en bil, der stod i Jyllingeparken. To hjulbolte fjernet fra venstre bagdæk.

Tricktyveri – Svogerslev, Roskilde.

Kl. 1500 skete et tricktyveri på Egen, hvor en mand henvendte sig til en 76-årig kvinde, der netop kom hjem efter at have handlet. Manden spurgte om vej og ville have hende til at skrive navn på vejen op. Han spurgte dernæst om vej til København. Kvinden opdagede efterfølgende, at hendes dankort var stjålet, og der var forsøgt hævning på kortet.

Manden beskrives som, dansk af udseende, 30-35 år, 185-190 cm høj, spinkel af bygning, brunligt kort hår, mellemrum mellem tænderne. Talte dårligt engelsk. Iført mørke bukser og blå skjorte og medbragte en taske. Muligt kørende i en sort Nissan.

Salg af narkotika – Roskilde.

Kl. 0042 standsede politiet en knallert på Holbækvej. Føreren, en 20-årig mand fra Taastrup, var påvirket af narkotika, og han blev fundet i besiddelse af ca. 10 gram hash, vægt m.v. Politiet mistænker ham for at sælge narkotika.

Han er fortsat i politiets varetægt, og politiets jurister vil tirsdag vurdere, om han evt. skal fremstilles i grundlovsforhør.

Berigelseskriminalitet? – Roskilde

Kl. 1605 henvendte en mor sig på vegne af sin 31-årige søn fra Roskilde til politiet, fordi sønnen gennem det seneste var blevet frataget diverse legitimationspapirer mv. af p.t. ukendte personer, som efterfølgende i den 31-åriges navn havde oprettet lån i et pengeinstitut samt flyttet hans NEM-konto til en anden bank end den 31-åriges egen. Yderligere var der blevet oprettet en konto i et tredje pengeinstitut i den 31-åriges navn, og han var tillige blevet “truet” til at hæve kontanter fra sine konti. Politiet undersøger nu sagen i et forsøg på at få klarlagt, hvem der står bag disse transaktioner uden reel accept fra den 31-årige og misbrug af hans personlige dokumenter.

Brandundersøgelse – Fabriksvænget, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 0156 var der udbrudt brand i en bil på en parkeringsplads ved en erhvervsejendom. Trods brandvæsnets indsats udbrændte bilen, men der skete ingen skade på bygninger ved siden af. Politiet undersøger nu årsagen til branden, idet der ikke var nogen naturlig forklaring på dens opståen.

Humanitær eftersøgning – Svogerslev, Roskilde

Kl. 1128 udsendte politiet en offentlig efterlysning af den 46-årige Kim Mårtensen, som havde forladt sin bopæl i Svogerslev fredag aften. Lørdag formiddag iværksætte politiet en eftersøgning, da han ikke havde givet livstegn fra sig, og fik assistance fra en helikopter til at lede i området ved grusgravene/søerne ved Lindenborgvej, Svogerslev. Helikopteren undersøgte også området ved Boserup skov, hvor den savnede ifølge et vidne måske var set. Manden i skoven var dog ikke den savnede, der lørdag eftermiddag selv vendte retur til bopælen i god behold. Eftersøgningen, hvor flere patruljer, herunder hundepatruljer havde deltaget, blev straks indstillet.

Færdselsuheld – to personer døde – Køgevej, Tjæreby, Roskilde

Kl. 1348 fik politiet via alarm 112 melding om et alvorligt færdselsuheld mellem to biler og med flere alvorligt kvæstede personer. Redningspersonale og politiet kørte til ulykkesstedet, og Køgevej blev under redningsarbejdet spærret i begge retninger. Det viste sig, at en 60-årig mand fra Tyskland i sin personbil og med to passagerer kørte ad Køgevej mod nord, da han formentlig på grund af et ildebefindende kørte over i den modsatte kørebanehalvdel. Her stødte han frontalt sammen med en modkørende personbil ført af en 50-årig mand fra Sjællands Odde. Føreren blev svært kvæstet reddet ud af bilen og bragt til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde. En 50-årig kvindelig passager fra Solrød Strand afgik ved døden i selve uheldet. Yderligere en passager – en 22-årig mand fra Solrød Strand – blev også indbragt til et sygehus til behandling for mindre skader. Den tyske fører havde pådraget sig kvæstelser i brystet, og de to kvindelige passagerer på 20 og 61 år fik mindre knubs ved uheldet. En bilinspektør undersøgte uheldsstedet og de implicerede køretøjer, og politiet har rutinemæssigt fået udtaget blodprøver af førerne til nærmere undersøgelse for alkohol/euforiserende stoffer. Vejen blev åbnet for trafik igen kl. ca. 1545. De pårørende til de omkomne er underrettet.

Højlydte brag – Borgediget, Roskilde

Kl. 0125 lød det første høje brag i Roskilde by – muligt i området omkring Borgediget. Politiet kørte til området, men fandt ikke noget, der indikerede sprængning af f.eks. fyrværkeri. Kl. 0142 lød endnu et højt brag fra et ukendt sted i Roskilde, men heller ikke denne gang fandt politiet ud af, hvad årsagen til de høje brag helt præcist var.

Personer på taget – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 1750 kørte politiet til den gamle spritfabrik, hvor nogle personer befandt sig på taget. Politiet fik kontakt til en 19-årig mand og en 21-årig kvinde – begge fra Roskilde – der begge boede i bygningen, og som blev bedt om at kravle ned. De var kravlet op på taget via et ulåst tagvindue af ukendte årsager.

Grundlovsforhør – Vold – Rådhusbuen, Roskilde

Kl. 0932 fik politiet en anmeldelse om, at en mand, der sad i kørestol, var blevet slået i ansigtet uden for rådhuset, og at gerningsmanden var flygtet fra stedet. Politiet kørte hurtigt til stedet, hvor politiet traf en tilskadekommen, 36-årig mand fra Roskilde. Han havde næseblod og et par rifter omkring næsen, og hans briller var faldet af, da han fik et knytnæveslag i ansigtet af en fremmed mand. Ved den foreløbige efterforskning fandt politiet frem til identiteten på gerningsmanden, der kort forinden havde været på besøg i jobcentret på rådhuset. Han var frustreret gået herfra og havde givet den sagesløse, 36-årige mand i kørestol et knytnæveslag i ansigtet lige uden for rådhusets indgang. Politiet begyndte straks at lede efter gerningsmanden, der var en 40-årig mand uden fast bopæl i Roskilde, hos familien og andre relevante opholdssteder. Kort før middag meldte han sig selv på politistationen, hvor han blev anholdt og sigtet for volden mod kørestolsbrugeren. Da den 40-årige har mange verserende sager, heriblandt et par voldssager, er han fortsat i politiets varetægt, idet politiets jurister fredag vil fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Tiggeri – Jernbanegade/Algade, Roskilde

Kl. 1413 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Rumænien for betleri, fordi han forinden havde gået rundt i den centrale del af Roskilde, hvor han til tilfældigt forbipasserende havde uddelt sedler med beskrivelse af sin familie og tigget om penge efterfølgende. Han blev tildelt en advarsel efter straffelovens bestemmelser omkring betleri, således at han kan straffes, hvis han igen træffes i forbindelse med tiggeri.

Politiet kan oplyse, at lovgivningen inden for de nærmeste par dage vil blive skærpet væsentligt, således at tiggeri kan straffes med frihedsstraf, selv om det er første gang, man bliver afsløret i den forbrydelse.

Uorden i domkirken – Domkirkepladsen, Roskilde

Kl. 1803 fik politiet en melding om, at en forvirret mand befandt sig i våbenhuset i domkirken, hvor han skreg diverse ukvemsord mod den kristne tro, ligesom han var udadreagerende. Politiet blev mødt af en uvenlig mand, der med den fornødne magt måtte føres ud af domkirken for at få genetableret ro og orden. Han blev frihedsberøvet og var identisk med en 65-årig mand fra Roskilde, som fik lov til at falde ned humørmæssigt på politistationen i Roskilde. Han blev løsladt efter ca. 1 time uden at være blevet sigtet for noget.

Forhjul på bil faldet af – Køgevej, Roskilde

Kl. 0838 anmeldte en 53-årig kvinde fra Køge, at hun under kørsel ad Køgevej ved Vor Frue Hovedgade pludselig tabte venstre forhjul på bilen. Hun var tidligere på morgen startet kørslen ved bopælen i Køge og ikke bemærket noget, før hjulet faldt af. Hun fandt kun én hjulbolt på vejen – de øvrige var væk. Bilejeren oplyste, at hun havde skiftet til sommerdæk for knap to måneder siden og havde fået efterspændt hjulboltene for ca. tre uger siden. Derfor var bilisten overbevist om, at nogen måtte have løsnet hjulboltene på hendes bil.

Butikstyveri – Industrivej, Roskilde

Kl. 0949 meddelte personalet i et byggemarked, at en mand var tilbageholdt efter tyveri af varer til en værdi af 165 kr. Politiet fik kontakt til en 20-årig mand fra Helsingør, som havde forladt byggemarkedet med diverse værktøj uden at betale for det. Han blev derfor sigtet for tyveri af værktøjet. Ved en visitation fandt politiet ham i besiddelse af knap 0,2 gram amfetamin og 2 ulovlige knive, som blev beslaglagt som bevis i sagen. Sigtelserne mod ham blev dermed udvidet til også at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven.

Kommunal sagsbehandler truet – Rådhusbuen, Roskilde

Kl. 1336 fik politiet en henvendelse fra en bekymret anmelder, der havde set en kvinde, som anmelderen sporadisk kendte, gå på gaden medbringende nogle knive. Kvinden havde oplyst til anmelderen, at hun var på vej mod jobcentret i Roskilde, hvor hun ville “rasere det hele”. Politiet underrettede straks jobcentret om anmeldelsen, hvorefter en medarbejder, der havde den anmeldte og knivbevæbnede kvinde som klient, blev bragt i sikkerhed. Samtidig kørte politiet hastigt til området ved rådhuset, men traf på en bænk ved et nærliggende supermarked kvinden, der sad med en kniv i hånden. Da hun så politiet, gik hun hastigt derfra og tabte undervejs en anden kniv fra baglommen. Da hun vendte sig om mod politiet, der fulgte efter, og ville samle den tabte kniv op, så politiet sig nødsaget til under trussel med tjenestepistolen at gennemføre en anholdelse, der skete uden dramatik og uden skudafgivelse. Ved visitation af hende fandt politiet i alt tre knive, idet hun i en rygsæk medbragte yderligere en kniv. Kvinden, der var en 38-årig kvinde fra Roskilde og kendt af politiet i forvejen, blev kørt til politistationen til sigtelse og afhøring om overtrædelse af knivloven samt forsøg på trussel om vold mod en offentlig ansat. Jobcentret blev herefter underrettet om, at der ikke længere var nogen konkret fare mod centret efter anholdelse af kvinden. Efter afsluttet sagsbehandling blev kvinden tilset af en læge, der fik hende overtalt til frivillig indlæggelse på et sygehus til fornøden psykiatrisk behandling. Senere vil der dog komme et retslig efterspil i anledning af truslerne og overtrædelse af knivloven.

Spirituskørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 0025 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Hærværk mod statuer – Roskilde

Kl. 0823 modtog politiet en henvendelse om, at der var begået hærværk mod en statue af Lise Nørgaard opstillet i gågaden / Algade i Roskilde. Politiet kunne konstatere, at rød maling var hældt/kastet ud over statuetten af ukendte personer. Der var ikke efterladt nogen sedler eller andre budskaber i forbindelse med hærværket. Politiet foretog diverse undersøgelser på stedet og foretog forhøringer i området.

Kl. 1311 fik politiet endnu en anmeldelse om hærværk mod en statuette, der var opstillet ved krydset Domkirkestræde / Sankt Ols Gade. I dette tilfælde var der tale om en Gustav Wied-statuette, der i mindre omfang var blevet udsat for hærværk også med rød maling – tilsyneladende samme farve som den, der blev anvendt mod Lise Nørgaard-statuen. Også her foretog politiet diverse undersøgelser i et forsøg på at finde frem til gerningsmanden.

Den foreløbige efterforskning i sagerne har ikke givet
politiet spor, der kan føre frem til gerningsmanden. Politiet vil derfor fortsat gerne i kontakt med personer, der har oplysninger i sagerne. Kontakt politiet på tlf. 114.

Løsnede hjulbolte (efteranmeldelser) – Kirke-Hyllinge, Lejre / Roskilde

Kl. 0856 anmeldte en bilejer fra Kirke-Hyllinge, at venstre forhjul på en personbil var røget af under kørsel om eftermiddagen søndag d. 110617. Bilen havde fået en skade, men ingen personer kom til skade. Bilejeren havde oplyst, at han havde fået skiftet til sommerdæk ca. en uge tidligere, og indtil tabet af forhjulet havde bilen været parkeret ved bopælen i Kirke-Hyllinge, ved sygehuset og et supermarked i Smedelundsgade i Holbæk samt ved Herlev hospital.

Kl. 1457 anmeldte en 73-årig mand fra Roskilde, at han under kørsel i bilen mandag d. 120617 om morgen havde hørt en underlig lyd fra bilen, hvorefter han standsede og opdagede, at alle hjulbolte på begge forhjul var løsnede. Der skete ikke nogen skade
.

Kl. 1503 anmeldte en 73-årig mand fra Greve, at han under kørsel fra sin bopæl og ud motorvejen havde undret dig over støj fra hjulene. Han standsede i nødsporet på motorvejen og konstaterede, at hjulboltene sad løse på begge baghjul. Bilen blev bugseret til et værksted. Ingen skade sket.

Anmeldelserne bliver nu samlet sammen med de øvrige anmeldelser om samme fænomen i et forsøg på at finde frem til gerningsmanden/-mændene.

Politiet vil fortsat gerne høre fra personer, der har oplysninger i disse sager. Kontakt politiet på tlf. 114.

Usikker kørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 1105 bemærkede færdselspolitiet under patruljering ad Holbækmotorvejen i vestlig retning en lastbil, der kørte med ca. 80 km/t, pludselig og uden grund skifte vognbane til venstre og herefter hurtigt tilbage i vognbanen længst til højre på vejen. Kort efter fortsatte lastbilen med at køre med det ene hjulpar i en vognbane og det andet hjulpar i en anden vognbane. Disse manøvrer skete over en strækning på ca. 500 meter. Da det var muligt for at patruljen at køre op på siden af lastbilen, kunne politiet se, at lastbilchaufføren i hånden sad med en mobiltelefon, som han fokuserede meget på. Lastbilen blev standset, og chaufføren – en 23-årig mand fra Holbæk – blev sigtet for uberettiget brug af mobiltelefon under kørslen. På grund af omstændighederne vil politiet ud over en bøde også lægge op til, at chaufføren skal betinget frakendes retten til at føre et køretøj. Hvis han dømmes vil det betyde en fornyet teori- og køreprøve samt en prøvetid på tre år, hvor han ikke må begå en overtrædelse af færdselsloven, hvor man også kan blive frakendt førerretten betinget eller ubetinget.

Tyveri af to el-cykler opklaret – Svendsvej, Roskilde

Kl. 1645 anmeldte en opmærksom borger, at tre unge gik med to aflåste el-cykler hen mod p-pladsen bag rådhuset. Her blev cyklerne efterladt, og de tre unge gik videre i retning mod togstationen ad Svendsvej. Her fik politiet kontakt til to unge mænd på 16 og 19 år fra Hedehusene og en 18-årig mand fra Roskilde, som alle blev anholdt som mistænkte i sagen. Politiet sikrede sig de to el-cykler, som havde en skønsmæssig værdi på ca. 30.000 kr. De tre anholdte blev alle sigtet for tyveri af cyklerne, men nægtede at kende noget til dem. Alle tre blev løsladt senere på aftenen, men vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Køgevej, Roskilde

Kl. 1516 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i den gamle slagteribygning, fra hvis tag røg sås komme ud. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået flere steder i bygningen. Politiet anser derfor branden for at være påsat og skal i den anledning undersøge bygningen nærmere for eventuelle spor.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget mistænkeligt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Fire gratister i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 1201 ønskede DSB assistance fra politiet til at fastlægge identiteten på fire udlændinge, som ikke havde billet til toget, der var på vej til Roskilde fra København på turen til Kalundborg. På Roskilde station fik politiet kontakt til fire mænd på 19, 21, 23 og 27 år fra Rumænien, der fik kontrolleret deres identitet, og som fik pålagt en kontrolafgift af DSB. De fire mænd blev efter anmodning fra DSB til sidst bortvist fra toget.

Løse hjulbolte – Roskilde.

Kl. 1120 blev anmeldt om en hændelse, der er sket i løbet af sidste uge, hvor fire hjulbolte var løsnet fra et forhjul på en personbil, der stod på Motelvej. Den 47-årige kvinde, der ejer bilen har ingen mistanke om gerningsmand. Hun opdagede, at boltene var løsnet, da hun var ude at køre. Der skete heldigvis ingen uheld.

Indbrud i perioden
Sikærsvej, Snoldelev, Gadstrup (2 steder)
Hødyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Byløkke, Havdrup
Svenstrupvang, Havdrup
Rugvej, Jyllinge
Jyllingehøj, Jyllinge
Universitetsvej, Himmelev, Roskilde
Industrivej, Roskilde (2 steder)
Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde