Juli er startskuddet for den danske festivalsæson. Med den følger campingliv, makrel i tomat, lidt for meget alkohol og masser af god musik. Læs politiets gode råd, der kan være med til at sikre dig nogle ekstra gode dage.
Det skriver Midt- og Vestsjællands politi i en pressemeddelelse.
Midt- og Vestsjællands Politi har mange års erfaring med sikkerheden på Roskilde Festival. Selvom der er godt 130.000 mennesker samlet på ét sted i en hel uge – og en del alkoholpåvirkede det meste af tiden – er det faktisk en fredelig periode i Roskilde.
Politiet oplever meget få ballademagere og mange hjælpsomme festivalgæster. Alligevel er der altid nogen, der bliver taget for besiddelse og/eller salg af narkotika, samt forskellige former for vold eller tyveri, ligesom der også hvert år er sager, hvor der sker seksuelle overgreb af den ene eller anden slags.
Samme regler på festivaler som alle andre steder
Der er grund til at slå fast, at på festivaler gælder nøjagtig de samme regler som alle andre steder, og der er derfor ikke “frit lejde” til at foretage sig ting, som man heller ikke må foretage sig andre steder.
Lommetyverier og tyverier fra folks telte er et af de største problemer på festivalerne. Midt- og Vestsjællands Politi oplever, at der er folk, der kun tager på festival for at stjæle.
Der er også omrejsende kriminelle, der ankommer før, festivalen går i gang. De har ofte ingen billet og sniger sig ind på festivalområdet kun for at lave lommetyverier og telttyverier.
Politiet holder stærkt fokus på dem både før og under festivalen.
Politiets fem festivaltips
1. Undgå at efterlade penge og værdigenstande i teltet. Tyvene er især ude efter tablets, mobiltelefoner og kameraer. Lad det dyre udstyr blive hjemme, hav det på dig, eller lås det inde.
2. Pas på hinandens ting, og hold øje med naboens telt. Hvis du ser noget mistænkeligt, nogen der ikke hører til, eller nogen der lusker rundt, så underret festivalvagterne eller politiet på 114.
3. Lad være med at stille drinks, hvor andre kan putte noget i dem. Hold dig fra euforiserende stoffer, og drik alkohol med fornuft. Hvis du selv eller en ven eller veninde alligevel har fået for meget at drikke, så sørg for, at du, han eller hun ikke er alene.
4. Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie inden, du tager på festival om, at du ringer eller sender en SMS hjem med jævne mellemrum, så de ved, at du har det godt.
5. Skulle der ske noget alvorligt, der involverer mange mennesker, så lad være med at ringe, da telefonnettet kan gå ned. Send i stedet en SMS eller skriv på Facebook eller Twitter: “Jeg er ok”, så dine pårørende ikke bliver bekymrede.
Hvis uheldet er ude
Hvis du bliver udsat for tyveri eller anden form for mindre kriminalitet, bør du anmelde det via www. politi.dk/midtvestsjaelland.
Er du ude for noget mere alvorligt, som fx igangværende vold eller anden personfarlig kriminalitet, så tilkald politiet ved at ringe 112. Hvis det er noget, der ikke haster så ring 114, eller tag kontakt til en af festivalvagterne som ved, hvordan de hurtigt får fat i politiet.
Følg politiet på Twitter og appén POLITI
Hvis du skal på Roskilde Festival, kan du følge Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter #politidk #RF18
Du kan også følge politiet på appén POLITI, hvor du dels kan aflevere tips til Midt- og Vestsjællands Politi, læse nyheder og se adressen på nærmeste politistation.
Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.