I denne uge vil politiet tage på rundtur til gymnasier i Holbæk, Asnæs, Køge og Roskilde som led i Uge 6-kampagnen.
I uge 6 løber Sex & Samfunds undervisningskampagne igen af stablen, og i år er Midt- og Vestsjællands Politi med til at sætte de vigtige emner til debat blandt de unge.
Politikredsens medarbejdere, der til daglig arbejder med sager om overgreb, vil sammen med forebyggelsesbetjente fra nærpolitiet være på gymnasierne for at komme i dialog med de studerende og holde oplæg om nogle af de emner, der kan bringe de unge ud svære situationer.
På fire gymnasier rundt om i politikredsen vil de studerende blandt andet kunne høre mere om uønsket billeddeling, kærestevold og samtykkelovgivningen.
”Det er emner, som vi ved, fylder enormt meget blandt de unge. Vi vil meget gerne ud og give dem mere viden om de her ting. For den enkelte, kan det føles meget svært og ensomt at skulle håndtere det, hvis man for eksempel har fået delt intime billeder på nettet. Der vil vi gerne hjælpe dem med at navigere i den slags situationer”, siger politikommissær Rasmus Brink-Frendrup,
Midt- og Vestsjællands Politi har i denne uge arrangementer på følgende gymnasier:
Tirsdag 7. februar på Stenhus Gymnasium i Holbæk
Onsdag 8. februar på Odsherred Gymnasium i Asnæs
Torsdag 9. februar på Køge Gymnasium
Fredag 10. februar på Roskilde Gymnasium