Midt- og Vestsjællands Politi hører meget gerne fra personer, der har set en hvid Toyota Aygo, der ifølge politiets efterforskning har relation til et røveri begået mod en 49-årig mand i hans hjem.
Bilen er en hvid Toyota Aygo fra 2018 eller nyere, og vidner, der har set bilen i eller omkring Gøderup lørdag den 12. juni 2021, bedes kontakte politiet med oplysningerne.
Den efterlyste bil har i tidsrummet 23.00-23.25 været i nærheden af Gøderup og er benyttet som flugtkøretøj fra gerningsstedet. Den kørte i vestlig retning gennem Gøderup og frem til Rute 14, Hovedvejen.
Vidner kan også have set bilen på Rute 14 enten i retning mod Roskilde eller i retning mod Osted lørdag aften, og alle oplysninger er interessante for politiets efterforskning.
Det var lørdag aften efter Danmarks første EM-kamp i fodbold, at den 49-årige mand blev overrasket over to personer i hans hjem, som var kommet ind af en ulåst dør. De to personer tildelte den forurettede slag til hovedet med et slagvåben og forsvandt med et kontantbeløb, som den forurettede opbevarede på bopælen.
Den 49-årige mand kontaktede politiet kl. 23.38, og han blev efterfølgende tilset på skadestuen. Han blev udskrevet morgenen efter.
Bilen på billederne er ikke den konkrete bil, som politiet søger oplysninger om, hvorfor den efterlyste bil kan have andre særlige kendetegn. Billederne er taget hos en bilforhandler i forbindelse med efterforskningen.
Borgere fra både Lejre og Roskilde kommuner, som har oplysninger til sagen, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 4635 1448 eller 114.
Midt- og Vestsjællands Politi kan af hensyn til efterforskningen ikke kommentere yderligere på sagen.