Besøg skal som udgangspunkt foregå udendørs. Kun den nærmeste pårørende må komme på besøg indenfor, oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Smittetallet stiger, og smitten har nu spredt sig til alle aldersgrupper. For at minimere smitten blandt ældre har Styrelsen for Patientsikkerhed 15. september udstedt et strakspåbud til Roskilde Kommune om besøgsrestriktioner på plejecentrene.

Plejecentrene i Roskilde Kommune er derfor lukket for indendørs besøg for alle andre end den nærmeste pårørende. Dvs. den pårørende, der er udpeget som den nærmeste, må besøge indendørs i beboerens bolig. Restriktionerne gælder indtil videre:

‘I Roskilde Kommune følger vi selvfølgelig sundhedsmyndighedernes anvisninger. Og det er helt afgørende, at vi ikke bringer smitten videre til nogle af dem, som virkelig ikke kan tåle den’, siger borgmester Tomas Breddam.

Restriktionerne gælder ikke udendørs, og pårørende kan selvfølgelig også stadig ringe og facetime til jeres familiemedlem som hidtil.

Hvis du som pårørende har et særligt behov for at besøge en beboer, måske fordi vedkommende er meget syg, er det naturligvis noget andet. Her skal du ringe eller maile til plejecentrets ledelse og aftale nærmere.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med corona, kan du orientere dig på www.coronasmitte.dk.
Pårørende er velkomne til at ringe til plejecentret, hvis de har spørgsmål.