I mange år stod Christa Brix Hauser på scenen som korsanger og havde aldrig gjort sig tanker om en dag selv at svinge dirigentpinden. Denne sommer kan hun takke af og bytte sit livsværk ud med pensionisttilværelsen, efter at have ledet og udviklet Roskilde Domkirkes Pigekor gennem 20 år.
Fra Roskilde Domkirke til Roskilde Festival – og kirkerum og scener landet over. Christa Brix Hauser har i to årtier ledt rejsen for Pigekoret, som til dagligt øver, synger til gudstjenester og giver koncerter i Domkirken i Roskilde. Nu har rejsen nået en ende for Christa, der har valgt denne sommer at give titlen som ”kor-mor” videre og gå på pension.
En rejse i kormusik
Christa Brix Hauser er uddannet klassisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. I en lang årrække var hun fastansat i det københavnske ensemble Ars Nova og det daværende Radiokammerkoret (i dag DR Vokalensemble), men et ønske om at sadle om førte hende til Roskilde Domkirke, som i 2004 manglede en sangpædagog til Drengekoret. ”Hagen” ved jobbet var, at man også skulle lede kirkens pigekor, fortæller Christa: ”Jeg vidste ikke noget om at være korleder, og det havde aldrig interesseret mig at skulle stå foran et kor. Men jeg gik i gang – ”learning by doing” – og fandt ud af at det både er sjovt og spændende!”.
Christa overtog koret på dengang 15 piger, og i løbet af få år kom flere til. Ét kor blev til tre: Børnekor, Juniorkor og Pigekor. I samme periode var Christa også med til at indføre solosangstimer til kvindesiden i korskolen, som dengang kun havde fokus på at udvikle stemmerne i Drengekoret.
Med Christa ved roret har Pigekoret arbejdet med gamle sangtraditioner og helt ny musik – kirkeligt som verdsligt – herunder også værker bestilt og komponeret specielt til koret. I juli 2017 deltog Roskilde Domkirkes Pigekor i en international korkonkurrence i Riga og kom hjem med et sølvdiplom. De flotte takter fortsatte i Göteborg i august 2019, hvor det blev til en sølvmedalje i kategorien ‘Kirkemusik med akkompagnement’ i European Champions Competition. Selv husker Christa en mindeværdig oplevelse på Roskilde Festivals Rising-scene i 2014, hvor pigernes smukke stemmer gjorde sin virkning på de festende festivalgæster: ”På scenen stod et metalband fra København. Her kom Pigekoret ind på scenen midt i en vild guitarsolo og vendte stemningen 180 grader med et klassisk korstykke, alt imens publikums headbanging med forundret begejstring forvandledes til langsomme armbevægelser – en anderledes og sjov oplevelse for koret.”
”Christas klang” i Domkirken
Som korleder har Christa haft hundredvis af sangelever under sine vinger, når nye piger hvert år kommer til koret imens andre flyver videre på deres egen sangrejse. Andre arbejdsrelationer har været mere langvarige. Førstepræst ved Roskilde Domkirke, Maria Harms, har arbejdet tæt sammen med Christa alle 20 år:
”At beskrive Christa Hauser med ord er på en måde forkert, for det skulle faktisk være med toner, men måtte jeg vælge ét ord ville det være klang. Klang er en hel særlig samhørighed af harmoni, rytme, artikulation og forståelse for rummets akustik. Vi, der ikke er musikkyndige, kan genkende og glæde os over den, men ved ofte ikke, hvordan den kommer frem. Så det har været af kæmpe værdi for Domkirkens kor, at Christa har den forståelse, hvor hendes kendskab til musik er kombineret med sans for liturgi og teologi. Det er tydeligt, når man hører Pigekoret synge. De har lært at føre sig i rummet, og uden at fremhæve sig selv holde fokus på den musik og den tekst, de skal have frem i samklang med rummet. Når man hører det, så hører man det, jeg kalder ”Christas klang”.
Fra ”kor-mor” til ”-bedstemor”
Christas afløser er fundet i Mette Bjærang Pedersen, der i dag leder spire- og ungdomskorene i Frederiksberg Sogn. Mette er samtidig sanglærer for Skt. Annæ Pigekor 5.-7. kl., et hverv hun holder fast i, når hun pr. 1. juli overtager korlederrollen i Roskilde Domkirke. Efter 20 flotte år som leder for et af landets fineste pigekor er Christa klar til at lægge livsværket i nye hænder:
”Det har været fantastisk at få lov at være musiker i en ganske særlig kirke og i alle de år gøde det blomstrende korliv der er ved Domkirken i dag. Mette, som er en skøn norsk sangerinde, bliver “mor” og jeg bliver “bedstemor”. Som bedstemor kan man stornyde børnebørnene, men ansvaret er givet videre. Jeg glæder mig allerede til at sidde på kirkebænken og høre Pigekoret synge.”
Kom til festkoncert for Pigekoret
Der er mulighed for at opleve Pigekoret med Christa Brix Hauser ved roret en sidste gang til festkoncert for selv samme kor mandag d. 27. maj kl. 20.00. På denne aften fyldes Domkirken med over 100 sangere og et stort, festligt orkester. Chista har særligt udvalgt programmet til Pigekoret, som inkluderer blandt andet J.S. Bachs store værk Magnificat. Pigekoret vil undervejs synge med både Juniorkoret og Drengekoret. Billetter koster 100 kr. og købes på Billetto.dk.
Læs mere: https://roskildedomkirke.dk/sognekirke/kalender/arrangement/korenes-sommerkoncert-festkoncert-for-domkirkens-pigekor
Christa har sidste gudstjeneste med Pigekoret i Roskilde Domkirke søndag d. 9. juni til højmessen kl. 10.00.
Invitation til reception
Menighedsrådet og kollegaerne i Roskilde Domkirke ønsker at fejre Christa og hylde hendes rejse med Pigekoret. Der afholdes afskedsreception i Konventhuset, Domkirkestræde 10, lørdag den 15. juni kl. 11.30. Vi håber, at mange har lyst til at komme og være med til at fejre dagen med sang og lidt godt at spise. Af hensyn til planlægningen beder vi om en tilmelding via formular som findes på www.roskildedomkirke.dk senest fredag d. 7. juni.
Christa Brix Hauser
Cand.mag i musik fra Århus Universitet 1986
Diplomeksamen i Klassisk sang fra Det Jydske Musikkonservatorium 1991
Gift med Thure og har to sønner Anders og Thomas på hhv. 26 og 29 år