Teknisk fejl om gadelys
Økonomiudvalget i Roskilde Kommune behandlede i december 2023 en sag om kommunens håndtering af en aftale med SEAS-NVE om drift og vedligeholdelse af gadebelysningen. Økonomiudvalget ønskede en ekstern gennemgang og vurdering af sagen. Revisionsfirmaet BDO har nu gennemgået forløbet og bekræfter, at aftalen kom forkert ind i kommunens systemer og derfor heller ikke blev håndteret korrekt. Når kommunen indgår en aftale om finansiel leasing, skal kommunen indefryse et beløb og forholdet indarbejdes i regnskabet. Den manglende indefrysning betyder, at kommunens likviditet siden 2017 har set højere ud, end den reelt var.