Udvalget for en mere værdig død afleverer refleksionsoplæg til regeringen
Hvordan kan man bedst muligt sikre, at det enkelte menneske får en mere værdig død? Det er på mange måder et spørgsmål, der er svært at besvare. For det er et dilemmafyldt emne, der rummer svære etiske afvejninger, følelser og holdninger. På den baggrund nedsatte regeringen i oktober 2023 Udvalget for en mere værdig død. Udvalget fik til opgave at starte en åben og fordomsfri samfundsdebat og bidrage til at nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en model for en mere værdig død, der ligger i forlængelse af den tradition, Danmark har for pleje og behandling af palliative patienter.