Vikingeskibene og deres efterkommere skal på land efter rekordår
Lørdag den 26. oktober mødes medlemmerne fra de frivillige bådelaug for sammen at trække vikingeskibene op i vinterhi. Skibene kommer lørdag på land på traditionel vis, ved at hale, trække og løfte med håndkraft. Det kræver masser af knofedt, muskelkraft og koordineret samarbejde. Alle er meget velkomne til at lægge vejen forbi, kigge på og hilse på museets mange uundværlige frivillige, der sejler de smukke rekonstruktioner af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord.