Vejarbejde går i gang nord for Roskilde
Det er blevet tid til at udskifte asfalten på Frederiksborgvej ved Risø nord for Roskilde. Der er tale om en 1,6 kilometer lang strækning, der ligger mellem Lille Valbyvej i syd og Gundsølillevej i nord, og hvor den nuværende asfalt er så nedslidt, at det nu er nødvendigt at få den udskiftet. Vejdirektoratet tager hul på opgaven torsdag 13. juni og forventer at være færdig lørdag 22. juni.