Både ny- og genvalgte politikere i Roskilde Kommune blev på første byrådsseminar sat på skolebænken for sammen at udvikle gode demokratiske samarbejdsformer.
Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.
Politisk lederskab og samarbejde var på dagsordenen, da det nye byråd for første gang var på byrådsseminar.
Professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen fra RUC guidede de 31 lokalpolitikere igennem en dag, der kom til at handle om god politisk ledelse og evnen til at samarbejde.
“Det giver bedre og mere holdbare løsninger, når brede flertal står bag beslutningerne i vores byråd. Derfor er det nye byråd sammen blevet klogere på, hvordan vi sikrer og udvikler den demokratiske samtale i selskab med nogle af landets klogeste hoveder. Jeg glæder mig selv meget til samarbejdet de næste fire år,” forklarer borgmester Joy Mogensen.
Klart budskab
Ifølge Jacob Torfing og Eva Sørensen er der mange gode grunde til at fokusere på kommunalpolitikkernes politiske ledelse af lokalsamfundet, for kommunerne står nemlig overfor en række samfundsmæssige, administrative og politiske udfordringer, som kalder på tydelig politisk ledelse og samarbejde med borgerne.
“Vi er i en tid, hvor borgerne generelt stiller stigende krav til den politiske ledelse. De har stigende forventninger til offentlig service og tit har forventninger om at komplekse samfundsproblemer bliver løst. Det stiller krav om politisk prioritering og evne til nytænkning.
Borgerne vil samtidig gerne deltage mere aktivt i løsningen af problemer og udfordringer, der påvirker deres daglige liv og livskvalitet. Politisk ledelse handler derfor i høj grad om at udvikle nye og bedre løsninger og om at gøre det sammen med borgerne. Samskabt politik er vejen frem,” siger professor Jacob Torfing.
De to professorer lagde vægt på, at man som lokalpolitiker kan styrke sit lederskab ved at være i tæt dialog med borgerne og samarbejde både med politiske kollegaer, administrationen og lokalsamfundet.
Mod til at lytte
På byrådsseminaret var der både nye og gamle byrødder. Jette Tjørnelund (V) var en af de nyvalgte elever i klassen.
“Vi har haft en god dag, hvor vi er blevet klogere på hinanden. Politisk lederskab er jo ikke umiddelbart noget, som man bare lærer, men der er ingen tvivl om, at vi har haft gavn af at blive husket på, at vi skal have mod til at lytte til vores politiske kollegaer. Samarbejdet bliver jo nemmere, når man kender hinandens baggrund og har respekt for hinanden,” siger Jette Tjørnelund
Roskilde Universitet og Roskilde Kommune har indgået en udviklingsaftale, der skal sikre et tæt og forpligtende samarbejde om praktisk udvikling og anvendelse af forskning, og byrådsseminaret er netop en virkeliggørelse af, hvordan samarbejdet mellem RUC og kommunen i de kommende år bliver til virkelighed.
Jacob Torfing og Eva Sørensen skal rundt og undervise flere byråd i politisk ledelse, men byrådet i Roskilde Kommune har på grund af samarbejdsaftalen, til glæde for begge parter, fungeret som prøveklud.