Tirsdag den 29. marts 2022 kl. 19.30 lægger Vikingeskibsmuseet hus til det spændende foredrag ‘Ornamenter og galionsfigurer på flådens skibe i 1600-tallet’ med bygningskonstruktør og forfatter, Jens Riise Kristensen.
Forfatter og bygningskonstruktør Jens Riise Kristensen fortæller om ornamenter og galionsfigurer på flådens skibe i 1600-tallet. Dette århundrede var skibsdekorationernes guldalder. De lange galioner i stævnen, og navnlig de høje agterspejle, gav store muligheder for billedskærere og malere. Kongens skibe blev sejlende gallerier “til Rigets Ziir og Reputation”.
Jens Riise Kristensen fortæller levende om skibenes imponerende dekorationer og om, hvordan kongen udtrykte sin magt og vælde gennem skibenes kunst og pragtige dekorationer – Kongens ‘bling’!
Foredraget er arrangeret i forbindelse med Vikingeskibsmuseets aktuelle særudstilling ‘I røg og Brand – Slaget i Femern Bælt 1644’. Udstillingen – der kan ses i museets underetage – viser en række fund som museets marinarkæologer har bjerget fra havbunden i forbindelse med udgravningen af de skibe, der forliste i slaget i 1644.
Udstillingen fortæller, blandt andet gennem et stort, animeret maleri, historien om det fatale søslag, om de begivenheder, der gik forud – og om det, slaget førte med sig.
Inden foredraget er det muligt at se særudstillingen fra kl. 19.
Køb billetter på BilletExpressen