Opdatering, fredag den 28. februar kl. 15.45.
Styrelsen for Patientsikkerhed har her til eftermiddag meddelt, at de fastholder vurderingen af, at der ikke er sket smittespredning på Hedegaardenes Skole. Vurderingen sker på baggrund af yderligere test.
Roskilde Kommune er fortsat i tæt dialog med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed for at forebygge spredning af smitten. Roskilde Kommunes beredskab arbejder fortsat aktivt med at sikre koordinering af arbejdet.
– Vi tager selvfølgelig situationen alvorligt og følger udviklingen tæt. Jeg vil først og fremmest opfordre alle til at bevare roen og overholde de almindelige hygiejneregler, lyder det fra borgmester Tomas Breddam. – Hvis der opstår en situation, hvor man er i tvivl om smitte, er det rigtig vigtigt, at man kontakter læge, inden man handler, understreger borgmesteren.
Roskilde Kommune følger situationen tæt og opdaterer, så snart der er nyt at fortælle.
Sundhedsstyrelsen anbefaler:
Vask dine hænder ofte
Host eller nys i ærmet
Hvis du har hoste, feber og vejrtrækningsproblemer og muligvis har været i kontakt med smittede, skal du kontakte egen læge pr. telefon og følge den instruks, du får.