Afgangsprøverne i juni 2015 for 9. klasserne i Roskilde Kommunes folkeskoler landede på et samlet gennemsnit på 7,8. Det er en stigning på 0,4 fra afgangsprøverne i juni 2014. Fordelt på fag var gennemsnittet ved afgangsprøven i 2015 samlet for skolerne i Roskilde Kommune følgende: 7,7 i dansk (fire delprøver), 8,6 i mundtlig engelsk, 7,9 i matematik (to delprøver) og 7,4 i praktisk/ mundtlig fysik og kemi.
“Det er flot, at skolerne samlet set har formået at få eleverne i niende til at rykke et pænt stykke op ad karakterskalaen, og det endda i skolereformens første år”, siger Claus Larsen, formand for Skole- og Børneudvalget, som netop har fået resultaterne forelagt.
Når en elev afslutter 9. klasse i folkeskolen, skal eleven til mundtlige og skriftlige prøver i dansk, matematik, engelsk og fysik/ kemi. Prøverne dokumenterer, i hvilken grad eleven opfylder fagets mål og krav, og de sikrer samtidig, at alle elever får en uvildig afsluttende evaluering efter 9. klasse.
Landsgennemsnittet for skoleåret 2014/ 2015 kendes ikke endnu, men i forhold til landsgennemsnittet i skoleåret 2014 ligger Roskilde Kommunes gennemsnit over på alle prøver. Landsgennemsnittet sidste år var på 6,7 i dansk, 7,7 i engelsk, 6,5 i matematik og 6,5 i fysik/ kemi. I 2014 placerede Roskilde Kommune sig i toppen af landsgennemsnittet på en delt 9. – 11. plads, med et samlet gennemsnit på 7,4.
“Selvom der sikkert også er andre skoler, der rykker opad, så tror jeg vi har en solid chance for igen i år at indfri målet om at ligge i den danske top ti over de kommuner, hvis elever præsterer bedst ved afgangsprøverne i niende klasse,” siger Claus Larsen.
Karaktergennemsnittet fra afgangsprøverne 2014/2015 vil også indgå i kvalitetsrapporten, hvor der sammenlignes yderligere med det nationale niveau. Kvalitetsrapporten 2015 skal godkendes af byrådet inden 1. marts 2016.