Hvert år bliver forbrugere syge med norovirus (roskildesyge) efter at have indsamlet og spist rå østers. Udover norovirus kan man også blive syg af algegifte og bakterier, når man spiser øster og muslinger. Her får du seks råd til at samle muslinger og østers, som er sikre at spise.
Tjek dagspressen og Fødevarestyrelsens udmeldinger om algegifte og bakterier i havet
Hvis der er fundet kritiske niveauer af algegifte, bakterier eller anden forurening i de områder, der bliver overvåget, udsender Fødevarestyrelsen en nyhed til pressen. Fødevarestyrelsen melder ud hver uge om resultaterne i muslingeovervågningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Gå til nyheder fra Muslingeovervågningen
Du kan abonnere på “Udmeldinger om muslingeovervågning” her
Undgå forureningskilder
Undlad at samle i nærheden af å- eller spildevandsudløb, havneudløb og byer. Hold dig til områder, som du kender godt, og hvor der ikke er forureningskilder i nærheden. Undgå også at indsamle lige efter storm og oversvømmelser.
Vær opmærksom på risiko for algegifte – hold øje med, om vandet er klart
Hvis vandet har været klart i længere tid, er der mindre risiko for giftige alger, samt algegifte og dermed giftige muslinger og østers. Find flere informationer om forekomsten af alger hos den lokale kommune, på Miljøstyrelsens hjemmeside om alger i badevandet, samt Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience, om algeopblomstringer i danske farvande.
Gå til Miljøstyrelsens hjemmeside Når der er alger i badevandet
Gå til Institut for Ecosciens hjemmeside Algeopblomstringer
Særligt om havhaver, som ikke overvåges af Fødevarestyrelsen
Det er blevet populært selv at opdrætte østers eller muslinger i havhaver. Hvis du høster til privat forbrug fra en havhave, der ikke bliver overvåget for algegifte m.m., skal du være opmærksom på, at der kan være risiko for algegifte i muslingerne. Tjek om der er eller har været giftige alger i høstområdet. Undlad at høste i en havhave, hvis der er risiko for spildevand og dermed for bakterier og virus, f.eks. efter store regnskyl, stormflod osv.
Muslingerne er til privat brug og må derfor kun bruges i din egen husholdning.
Undgå virus og bakterier ved at varmebehandle muslinger og østers
Hvis du spiser østers rå, kan du blive syg af virus og sygdomsfremkaldende bakterier. Hvis du varmebehandler muslinger og østers til minimum 100 grader i 1 minut inden servering, undgår du virus og bakterier.
Muslinger og østers kan ophobe både algegifte, kemiske forureninger samt virus og sygdomsfremkaldende bakterier. Bemærk, at algegifte og kemiske forureninger derimod ikke forsvinder ved en varmebehandling.
Tjek, at muslingerne er friske, inden du varmebehandler dem
Tjek altid, at muslingerne er friske og kassér dem, hvis de ikke er friske. Muslinger, der er åbne inden varmebehandling, f.eks. kogning, lukker sig ved et let slag på skallen, hvis de er friske. Muslinger, der ikke lukker tæt, bør kasseres. Muslinger, der ikke har åbnet sig under varmebehandlingen, bør kasseres.
Symptomer på forgiftning pga. algegifte
I lettere tilfælde bliver man utilpas og får dårlig mave. Men man kan også få voldsomme symptomer på forgiftning som kvalme, opkastning, diarré, synsforstyrrelser og forbigående lammelser, hallucinationer, hukommelsestab, åndedrætsbesvær og åndedrætssvigt. I udlandet har der været dødsfald. En forgiftning kan vare fra få dage til flere uger, måneder og år og kan give varige mén.
Symptomer på sygdom med virus og bakterier
Man bliver utilpas og får kvalme, opkastning og dårlig mave (diarré), evt. også feber. Sygdommen kan vare fra få dage til ca. 1 uge.