Roskilde Universitet skal over de næste tre år udvikle nye innovative løsninger mellem virksomheder og studerende, der kan bidrage til at gøre den maritime sektor mere bæredygtig.

Bedre lastning af skibene, mere miljøvenlige brændstoffer og effektiv ruteplanlægning. Grøn omstilling er et hovedfokus i den maritime branche i disse år. Nu skal der skabes nye relationer, som kan kaste konkrete og brugbare idéer af sig.

I et nyt samarbejde skal Roskilde Universitet, Erhvervshus Sjælland og brancheorganisationen for den maritime industri, Danske Maritime, samarbejde om at skabe nye løsninger, der skal gøre den maritime sektor mere bæredygtig. Samarbejdet er kommet i stand med støtte fra Den Danske Maritime Fond.

“Det er en fantastisk mulighed for, at dygtige studerende kan bruge deres viden om teknologi og bæredygtighed til at hjælpe maritime virksomheder – samtidig med, at de får bedre indsigt i en af Danmarks vigtigste industrier,” siger lektor Line Reinhardt, leder af Center for Maritim og Marin Forskning på Roskilde Universitet.

Ifølge Line Reinhardt er der mange muligheder for at gøre den maritime sektor mere grøn.

“Selv arbejder jeg med at energieffektivisere ved brug af operationsanalyse og planlægningsværktøjer, som kan planlægge lastning af skibe, så de ligger bedre i vandet, og planlægning af sejlads, så man sænker hastigheden til en mere energieffektiv hastighed,” siger hun.

De studerende på Roskilde Universitet har igennem innovative laboratorier og nyskabende teknologiprojekter adgang til mange faciliteter, der kan hjælpe industrien i at udtænke grønne løsninger.

Hackathons, case competition og speed dating mellem virksomheder og studerende skal sikre et aktivt partnerskab, som skal fortsætte i semesterprojekter og senere innovationsmodning i Roskilde Universitets Open Entrepreneurship Lab.

På jagt efter nye talenter Brancheorganisationen Danske Maritime vil bidrage til projektet med viden, og administrerende direktør Jenny Braat ser gode muligheder i det nye samarbejde – blandt andet i forhold til FNs verdensmål for bæredygtig udvikling:

“I disse år er den maritime branche på en spændende grøn rejse mod at gøre hele verdensflåden mere klima- og miljøvenlig. Den danske maritime industri er blandt verdens dygtigste, men vi har altid brug for nye talenter, som har lyst til at arbejde målrettet med at gøre en forskel. Hos os kan man føre verdensmålene ud i livet gennem konkrete løsninger, og jeg håber, at det nye samarbejde vil kaste en masse spændende idéer af sig, og at de studerende samtidig får øget deres maritime forståelse og interesse,” siger Jenny Braat.

Også Erhvervshus Sjælland vil involvere sig aktivt i det nye samarbejde. Projektleder i Erhvervshus Sjælland Morten Pristed ser frem til samarbejdet.

“Vi ser, at de helt store dagsordener for de danske maritime virksomheder er grøn omstilling og digitalisering af to områder, som vi generelt er stærke på i Danmark, og hvor man internationalt ser mod vores løsninger. Det maritime erhverv i Danmark er i en rivende grøn udvikling, og et større samspil mellem maritim uddannelse, teknologi og erhverv vil kun drive den udvikling videre – og i Erhvervshuset vil vi rigtig gerne spille en aktiv rolle i forhold til vores regionale maritime virksomheder. Vi tror bestemt, der er mere, vi kan gøre sammen med RUC og de øvrige meget stærke aktører på området,” siger Morten Pristed.

Planen er, at der i løbet af de tre år vil blive skabt en solid grobund for vækst inden for det maritime område i Region Sjælland, og at det treårige projekt også bidrager til at udvikle et stærkt fundament for flere maritime aktiviteter på RUC.

 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk