DOT skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om turisme:

Din Offentlige Transport (DOT) lancerer i samarbejde med flere turistorganisationer – Wonderful Copenhagen, VisitNordsjælland og Dansk Kyst- og Naturturisme – en ny hjemmeside, der skal gøre det nemmere for turister at opleve de mange turistmål overalt på Sjælland med offentlig transport.

Samarbejdet mellem DOT og turistorganisationerne er etableret i forlængelse af en rapport fra Erhvervsministeriet og Det Nationale Turistforum fra februar sidste år, hvor der blandt blev peget på behovet for et tættere samarbejde om turisternes anvendelse af kollektiv transport. Det har parterne nu fulgt op på.

Målet med den nye hjemmeside, publictransport.dk, er at give turisterne mulighed for at rejse med bus, tog, og metro nemmere. På den nye hjemmeside, der både er på engelsk og dansk, kan turisterne få information om det kollektive transportsystem på Sjælland, hjælp til wayfinding på store skiftesteder som Københavns Lufthavn, Hovedbanegården og Nørreport, og samtidig få inspiration til en række oplevelser, der er værd at rejse efter – også uden for Storkøbenhavn.

DOTs bestyrelsesformand, Camilla Struckmann, glæder sig over samarbejdet med turistorganisationerne om det nye site.

“Vi er i DOT glade for samarbejdet med turistorganisationerne. Begge parter har bidraget med dét, vi er bedst til: Turistorganisationerne med oplevelser og DOT med kollektiv transport. Og vi har kunnet lære meget af det samarbejde. Nu bliver det spændende at se, hvordan turisterne bruger sitet,” siger DOTs bestyrelsesformand, Camilla Struckmann.

Wonderful Copenhagen forventer også, at lettere adgang til kollektiv transport vil inspirere flere turister til at besøge de mange attraktioner, der findes uden for København.

“Hos Wonderful Copenhagen fokuserer vi på at skabe større mobilitet hos de rejsende og motivere til, at flere kombinerer deres besøg i København med en tur ud til de mange attraktioner på Sjælland. Vi ved dog også, at billetsystemet og købsprocessen har været vanskelige at gennemskue, så med det her tiltag håber vi at nedbryde den barriere og få flere rejsende til at opleve en større del af Sjælland,” siger kommunikations- og marketingdirektør Tine Kastrup-Misir fra Wonderful Copenhagen.

VisitNordsjælland er meget tilfredse med, at flere oplagte turistmål også i Nordsjælland fremhæves som inspiration til turisterne på publictransport.dk.

“Nem adgang til bus, tog og metro kombineret med god inspiration til at komme rundt på Sjælland bidrager til at give turisterne et bedre ophold. Og tilfredse turister er mere tilbøjelige til at forlænge deres ophold og vende retur en anden gang”, siger direktør Annette Sørensen fra VisitNordsjælland.

Også i Dansk Kyst- og Naturturisme glæder man sig over samarbejdet.

“Turismen er i vækst både globalt og i Danmark, og det er vigtigt, at vi lykkes med at gøre det nemt for turisterne at besøge de mange attraktioner og spændende steder – også med kollektiv transport. Sammenhængskraften mellem land og storby styrkes, og det lokale erhvervsliv vil få flere besøgende gæster. Vi har nu fået skabt et spændende samarbejde, og vi glæder os til at bygge videre på Sjællands turismepotentiale som en mere sammenhængende destination,” siger Jens Hausted fra Dansk Kyst- og Naturturisme.

Læs mere på publictransport.dk