Forslag med hængende haver på facaden vinder konkurrence om nyt parkeringshus på Sortebrødre Plads.

Det er Årstiderne Arkitekter, Cowi og 5E Byg A/S, der tilsammen står bag vinderforslaget. Forslaget giver Roskilde et p-hus med 500 p-pladser fordelt på fem etager og ti forskudte plan, der er placeret med et let overskueligt flow og med den nyeste teknologi.

Her ses borgmester Joy Mogensen ved præsentationen

Det vindende forsalg blev i dag præsenteret af borgmester Joy Mogensen, og det udmærker sig ved, at tilpasse sig den eksisterende tætte, bymæssige bebyggelse og på samme tid forskønne området og danne et markant slutpunkt på Kulturstrøget, fortæller Roskilde Kommune idag i en pressemeddelelse.

Bortset fra København er Roskilde den by på Sjælland, der tiltrækker flest mennesker, og hvis vi vil have dem til at komme til Roskilde med alle de ressourcer, der følger med, bliver vi nødt til også at kunne tilbyde dem et sted at parkere. Dette grønne og visionære parkeringshus giver mulighed for at udvikle en dynamisk og fortættet bymidte – mens vi passer på vores smukke og historiske bykerne, siger borgmester Joy Mogensen.

De hængende haver er placeret på p-husets vestfacade ud mod den åbne plads. De øvrige facader tager maksimalt hensyn til parkeringshusets naboer ved at begrænse indkig og udkig og skærme for lys og støj.

Den vestlige facade, som bliver en grøn og indbydende tredimensionel plantevæg, trækker på oplevelsen af Kulturstrøgets mange grønne haverum. Bygningen bliver samtidig indsvøbt i en teglkappe i røde nuancer, som går godt i spænd med de omkringliggende huse og Roskildes særpræg.

En del af en større plan

P-huset er en del af en større plan, hvor Sortebrødre Plads skal omdannes til en attraktiv del af ”Den dynamiske bymidte”. Her skal være flere boliger, spændende butikker og en attraktiv ”byport” til Roskildes handels- og kulturstrøg.

Det sker ved at samle parkeringen på et mindre område.
Området mod Dr. Margrethesvej udbydes til salg primært til boliger, mens området mod Kvickly mest er tænkt til detailhandel. Bag biblioteket kommer der en ny plads til aktiviteter og ophold, og som fungerer som indgang til Algade og Kulturstrøget.

P-huset bliver i 5 etager med forskudte plan – i alt 10 niveauer. De to nederste etager er gravet ned. Etagehøjden er 3 meter med en varierende frihøjde på min. 2,3 meter. De øverste 2 niveauer udføres uden overdækning, men forsynes med et værn og en tegl-kappe så udsyn fra dækket til de omkringliggende boliger bliver mindst muligt.

Det vindende forslag ligger indenfor budgettet for projektet.

Fakta

  • P-huset indeholder i alt 500 P-pladser, hvoraf 5 pladser etableres som handicappladser på niveau 0 nærmest p-husets ind- og udkørsel. Der er desuden etableret 10 MC-pladser, samt forberedt for 10 parkeringspladser til el-biler.
  • Byrådet har bevilget 84 mio. kr. til projektet, og valget af entreprenør er sket på grundlag af det økonomisk mest fordelagtige bud.
  • Der er anvendt følgende tildelingsmodel: Pris 50 procent, kvalitet 35 procent (arkitektur udgør samlet 40 procent af kvalitet) og proces 15 procent
  • Det er en totalentreprise, hvor det vindende forslag holder sig indenfor det afsatte budget.
  • Terrænet falder ca. 1,5 meter fra sydvest mod nordøst og danner dermed grundlag for et p-hus med ”splitlevel”, hvor der etableres 2 etager under terræn og 2 etager over samt parkering på taget, så resultatet bliver den lavest mulige bygning.
  • I øjeblikket er Roskilde Museerne i gang med arkæologiske undersøgelser på byggegrunden. Selve byggeriet vil kunne gå i gang foråret 2017, når undersøgelserne er afsluttet.