Roskilde ser ud til at blive first mover på en helt ny måde at bygge boliger i byen. Et projekt kaldet “urbant selvbyg” skal bane vejen for, at private kan opføre deres drømmebolig i Musicon-bydelens tæt bebyggede bymiljø. Målet er at øge mangfoldigheden i arkitekturen med kreative og bæredygtige boliger, som samtidig styrker fællesskaberne og det lokale engagement. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Et bud på, hvordan projektet Urbant Selvbyg i Musicon-bydelen i Roskilde kan komme til at se ud. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten.

Musicon-bydelen i Roskilde får nu mulighed for at gå forrest i jagten på alternative måder at udvikle boliger. Projektet “Urbant selvbyg” har netop modtaget 925.000 kroner i støtte fra Boliglaboratorium, som er et partnerskab mellem Statens Kunstfond og Realdania.

Pengene skal gå til at udvikle en model, der gør det realistisk at udbyde kommunal jord til små private boligprojekter i tæt bebyggede områder. Boligerne kan enten opføres individuelt eller i kollektive byggegrupper. Boliglaboratorium modtog i alt 66 ansøgninger, og ud over urbant selvbyg på Musicon er seks andre projekter nu sluppet gennem nåleøjet.

En genstart af den danske byggetradition.
Formålet med ordningen er at skabe rum for en genstart af den måde, vi i Danmark tænker, udformer og bygger boliger på. Statens Kunstfond og Realdania har den fælles ambition at højne den arkitektoniske kvalitet i boligbyggeriet og bidrage til et boligbyggeri, der i langt højere grad spejler samfundets udfordringer og de lokale forhold.

“Jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at undersøge fremtidige måder at bygge på. Det passer godt sammen med vores ambitiøse boligpolitik, der både har fokus på at sikre blandede boligområder og plads til alle. I Roskilde Kommune har vi aldrig været bange for at være foregangskommune, når det gælder om at tilbyde alternative boformer. Det er både Trekroner og Musicon gode eksempler på,” siger Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune.

At det lige præcis er i Roskilde Kommune, at det første frø til urbant selvbyg bliver sået, er ingen tilfældighed. Her finder man Danmarks største antal bofællesskaber målt pr. indbygger, og der er politisk opbakning til at skabe boliger til alle behov. Den tilgang ses tydeligt i Musicon-bydelen, hvor der snart både er studieboliger, leje- og ejerlejligheder, et bofællesskab, almene boliger, rækkehuse og townhouses.

40 nye boliger tæt på Musicons skov.
Hovedparten af Musicons jord er allerede solgt, så det er ved at være sidste chance for at tilføre helt nye boligformer. Derfor disponeres et areal på ca. 4.000 kvadratmeter til op mod 40 boliger i form af rækkehuse eller etagebyggeri. Arealet ligger i Musicons sydvestlige del op mod klatreskoven, og boligerne skal enten opføres individuelt eller i et samarbejde mellem flere beboere.

“Urbant selvbyg er et virkelig spændende projekt, som allerede tiltrækker sig stor opmærksomhed i byggebranchen. På Musicon gør vi i forvejen mange ting anderledes, og vi er altid i tæt dialog med dem, vi sælger byggegrunde til. Derfor er vi godt på vej til at skabe en bydel med et mangfoldigt udbud af boliger og med store kvaliteter inden for arkitektur, bæredygtighed og fællesskaber,” siger Andreas Høegh, der er leder af Roskilde Kommunes udviklingskontor i Musicon-bydelen.

Gode erfaringer fra bofællesskaber bringes i spil.
Roskilde Kommune har tidligere haft succes med kollektivt selvbyg ved salg af kommunal jord, da mange af de eksisterende bofællesskaber i blandt andet Trekroner er selvbyg-projekter. Projekterne er dog ikke opført i en urban kontekst med krav om en større bebyggelsestæthed. Alligevel forventer projektgruppen, at de gode erfaringer fra bofællesskaberne kan trækkes ind i udviklingen af urbant selvbyg.

Projektet gennemføres af Roskilde Kommune og en række samarbejdspartnere, blandt andre Tegnestuen Vandkunsten, Nordiq Group A/S, tre forskere inden for bygningskultur og byudvikling, den antropologiske virksomhed Gemeinschaft og advokat Line Barfoed.

Hovedpersonerne – de kommende selvbyggere – bliver først koblet på senere i processen.

FAKTA – Stor interesse for alternative byggerier

  • Realdania og Statens Kunstfond er gået sammen om at etablere et boliglaboratorium.
  • Målet er “at fremme bedre boligmiljøer” og “at skabe rum for en genstart af måden vi tænker, udformer og bygger boliger på”.
  • Der uddeles i alt 5 mio. kr. i perioden 2019-2025.
  • Laboratoriet modtog 66 bud på fremtidens boliger. Feltet blev i juni skåret ned til 16, og nu er 7 projekter udvalgt og har fået midler til den videre udvikling.
  • Urbant selvbyg på Musicon modtager 925.000 kr. til at udvikle en realiseringsmodel for forskellige former for selvbyggerprojekter i et tæt bymiljø.
  • Selvbyggerfænomenet i en urban kontekst er velkendt i både Tyskland og Holland. Her er boligerne typisk unikke i både form og arkitektur og skaber innovative og bæredygtige løsninger.
  • Aktuelt er der to danske eksempler på kollektivt og urbant selvbyg: Thomas B. Thrigesgade og Køge Kyst fællesbyg. Begge steder har der dog været et privat udviklingsselskab på som mellemled.
  • Læs mere på musicon.dk/selvbyg