Nye retningslinjer for, hvordan forældre søger om plads i dagtilbud, sendes nu i høring af Skole – og Børneudvalget.

Barnets alder har indtil nu været det gældende kriterium, når forældre har skrevet deres barn op til en plads i kommunens dagtilbud. Men fra 1. januar 2019 er det opskrivningstidspunktet, der bestemmer rækkefølgen på ventelisten i forhold til at få tilbudt en plads i det forslag til nye retningslinjer, som Skole- og Børneudvalget nu sender i høring i forældrebestyrelserne.

Men det vil stadig være sådan, at hvis man skriver sit barn op senest 8 uger efter fødslen, vil barnet få fødselsdatoen som opskrivningsdato. Hvis forældrene senere ønsker at komme på venteliste til et andet dagtilbud end det, de er skrevet op til, får de dog en ny dato fra den dag, de er blevet skrevet op til det nye dagtilbud.

– Vi har pladsgaranti i Roskilde Kommune, og det ændrer de nye retningslinjer selvfølgelig ikke ved. Men de betyder, at ventelisten bliver mere gennemskuelig for forældrene, fordi der ikke pludselig kan komme børn ind på ventelisten foran de børn, der allerede står der, med mindre der er tale om helt særlige hensyn. De nye retningslinjer betyder også, at forældrene får endnu bedre muligheder for at vælge, hvilke tilbud de ønsker at skrive sig op til, siger formand for Skole- og Børneudvalget Jette Henning.

Forslaget til de nye retningslinjer for tildeling af pladser til børn i dagtilbud er en følge af ændringer i dagtilbudsloven, som Folketinget vedtog i maj 2018.

Anciennitet efter opskrivningstidspunkt.

Tidligere er pladserne i dagtilbud som nævnt blevet fordelt efter barnets alder. Men med anciennitetsprincippet i de nye retningslinjer tildeles ledige pladser de forældre, der har stået længst tid på ventelisten. Roskilde Kommunes øvrige retningslinjer for optagelse, herunder fortrinsplads for søskende og sammensætning af børnegruppen i dagtilbuddet, gælder dog fortsat.

Børn, der er optaget i dagpleje eller vuggestue i en ikke-integreret institution, herunder privatinstitutioner, optjener anciennitet til en børnehaveplads fra den dag, de er skrevet op til vuggestue eller dagpleje.

Forældre, der frem til den 1. januar 2019 har skrevet deres barn på venteliste efter de nuværende retningslinjer, vil automatisk få overført deres nuværende anciennitet. De får også mulighed for at skrive deres barn på venteliste til konkrete dagplejehjem, hvis de giver Pladshenvisningen besked herom seneste den 31. januar 2019.

Fakta.
Forældre kan angive tre ønsker til en plads i et konkret dagtilbud.
Tilflyttere fra andre kommuner kan få deres anciennitet overført fra tilflytterkommunen til Roskilde Kommune.

Forslagene sendes i høring hos forældrebestyrelserne i perioden 7.-27. november 2018.

Pladsanvisningen kan findes på kommunens hjemmeside roskilde.dk/pasning, eller du kan ringe 46 31 30 00.